Gyldendals bog om danske klostre

Af Lars Bisgaard, Syddansk Universitet

71 klostre indenfor de nuværende danske grænser, det er imponerende mange, ikke mindst når man betænker, hvor mange bygninger der hørte med til et udbygget kloster. Og selv om de 71 aldrig har eksisteret på én og samme tid, er der immervæk tale om en meget vigtig brik i middelalderens måde at se og tolke verden på. Derfor er det helt retfærdigt, at de nu får deres eget værk. Et sådant gav Henrik Garner dem allerede i 1968 med ”Atlas over danske klostre”, men dels har det længe været udsolgt, dels lever dets lay-out ikke op til moderne standard. Og med hensyn til lay-out bliver man ikke snydt denne gang.

Gyldendals bog om danske klostre er nemlig et eksempel på, hvordan godt boghåndværk i dag kan gøres. Grafikken er smuk og enkel, snart går billeder til kant, snart holdes de på linje med teksten, klogt afstemt efter den valgte illustrations indhold og karakter. Selvom emnet hovedsageligt handler om middelalderens blomstringstid for klostrene, er man ikke faldet for fristelsen til at kopiere overdrevent fra tidens overdådige stil i manuskripterne. Kun ved nye kapitler er første bogstav over to linjer, enkelt men nok til at virke gennemtænkt. Det enkle præger også sideopslagene. Margen er bred mod bogryggen og derved opfattes siderne ikke kompakte, ja, man begynder næsten uopfordret at læse i teksten, som man bladrer, og bedre reklame kan en bog ikke få.

Man skuffes heller ikke, når man tager fat på læsningen. Begge forfattere skriver ud af en glæde for emnet, og de skriver klart. Sproget er holdt i en bred, formidlende stil uden at fagudtryk af den grund er opgivet. Det ville også have været mærkeligt, for hele øvelsen går jo ud på at give værktøj til læseren, så han eller hun selv kan gå på opdagelse i klostrenes verden. Og den hjælp får man her. Her er kort, der viser, hvor de 71 klostre engang lå, og da nogle af dem ligger langt fra alfarvej, får man både adresser og vejanvisning til selv at prøve lykken. Man får også de enkelte ordener præsenteret en for en, og dragt, særlige arkitektoniske kendetegn og betydning i det samlede danske billede kortlægges. Og så er der registre til det hele, samt et minileksikon over de mest aparte udtryk. Flot, flot.

Alligevel er det en bog, som ikke kan sige sig fri for at være i splid med sig selv. For er det en håndbog, en guide, eller er det en fremstilling?  Skal man tro værkets titel, er den lidt af det hele, for hvad mener man egentlig med ”Gyldendals bog om danske klostre”?  Mener man, at læseren får andet og mere end en håndbog?

Baggrunden for det bredere titelvalg kan selvfølgelig tilskrives forlagets ønske om at signalere bredde og tyngde, og i så fald må det kritiseres. Bogen er delt i tre dele. Første del bærer overskriften Middelalderens klostre. Herefter følger anden del, som er en gennemgang af de forskellige klosterordner. Tredje del er et alfabetisk opbygget leksikon over de enkelte danske klostre. Del 2 og 3 har klart håndbogens karakter, men hvad med første del?

Del 1 er opbygget således, at forfatterne kort tager afsæt i klostrenes gamle, østlige tradition for at fordybe sig i Benedikt af Nursias regel, som fik så stor betydning for udformningen af en selvstændig vestlig tradition. Herfra fortsætter man med en gennemgang af et klosters opbygning med vægt på de enkelte rums funktioner og arkitektoniske udformning. Dette spiller sammen med et ønske om at give en oplevelse af dagligdagen i et kloster, så bogproduktion, den gregorianske sang og de religiøse opgaver beskrives også. Herefter følger et langt afsnit om klosterhavens lægeplanter, som helt har håndbogens opbygning, før der sluttes med tre sider om klostrenes skæbne ved reformationen og tre sider om klostrene i dag. Omfanget er 102 sider eller ca. en tredjedel af værket.

Dette er alt sammen udmærket, men det er indførende. En egentlig fremstilling har afgrænsninger i indledningen, vil forklare udvikling og spredning osv., osv. Dertil kommer, at første del slet ikke placerer klostrene i nogen samfundsmæssig sammenhæng. Det er som om den etymologiske forklaring, som gives på et kloster, som noget afsondret, følges helt ud og også definerer beskrivelsen af fænomenet. I centrum står bygningsforhold, urter og daglig rytme, kort sagt det, der har med sagen isoleret set at gøre. At have kaldt bogen for håndbog ville have været klargørende, for så vidt jeg kan se, er teksten tilpasset denne kontekst.

Som guide betragtet fungerer den bedst hjemme i lænestolen. Som forberedelse og som appetitvækker. Den er tung at have med, formatet er lidt stort, og gennemgangen af de enkelte kloster er ikke geografisk opdelt, så man kan tilrettelægge ture efter det. På dette punkt er Garner stadig bedst. At sætte mailadresser og telefonnumre ind er anvendelig på kort sigt, men da værket jo nok bliver stående i adskillige år, vil denne del hurtigt blive forældet.

Men hensyn til de faktuelle oplysninger, kunne man have skrevet meget mere om de enkelte klostre, men på den anden side er der referencer til den skrevne litteratur om emnet, så den der vil gå videre, får hjælp her. Dog skal det siges, at litteraturhenvisningerne er på et nødtørftigt plan. F.eks. anføres, at der ikke eksisterer separat litteratur om klostrene i Horsens, men det er forkert. For Kolding anføres en ældre byhistorie fra 1910 som litteratur, og det samme kunne man have gjort for Horsens, for byens sognepræst skrev allerede en sådan i 1879, og den er meget grundig. Speciallitteratur findes i øvrigt i Årbøger fra Århus Stift. Havde man læst denne, kunne man have undgået nogle af de fejl, der har indsneget sig under beskrivelsen af klostrene i Horsens. Niels Manderup, der funderede Gråbrødre kloster i Horsens, tilskrev sig således Barritskov og ikke som anført Barritslev (s. 174), og byens johanniterkloster omtales f.eks. i pavebrevet fra 1418 som opført for 67 år siden under Valdemar Atterdag, en oplysning der ikke viderebringes (side 176). Sammesteds kan man læse en reference til byens sortbrødre, hvilket må være en fejl for gråbrødre. Alt i alt ikke for grundigt.

Når vi er ved det mere kritiske, skal jeg ikke undlade at beklage, at man ikke har lagt middelalderens danske rige til grund for udvælgelsen af klostrene. Hvor ville det have været dejligt, om Skåne, Halland og Blekinge samt Sydslesvig havde været inddraget i klosterbeskrivelserne. Holsten, Gotland og de nordatlantiske områder kunne have stået i korttegninger med angivelse af klostrenes placering, men uden efterfølgende beskrivelser. For som alle ved, er der jo ingen grund til at gå i små sko, når det gælder forfædrenes bedrifter.

Med denne middelalderlige salut skal jeg kun endnu en gang udtrykke min glæde over bogens udgivelse. Et stort til lykke til alle klosterelskere i Danmark.