hikuin 36 - Kirkearkæologi i Norden 9
Af Karsten Lykke Sørensen, ph.d. studerende, cand.mag.
Det danske arkæologiske tidsskrift hikuin er netop udkommet med dette års udgave. hikuin 36 har emnet Kirkearkæologi i Norden, og er sammensat af en række artikler, som er omskrevne foredrag afholdt på det nordiske kirkearkæologiske møde i Kalundborg i 2007. hikuin 36 er samtidig bind nummer 9 i rækken af hikuin-årgange, der omhandler Kirkearkæologi i Norden.
Artiklerne i denne udgave er forfattet af skandinaviske forskere, der præsenterer deres respektive emner på en god akademisk facon. Emnet er i hovedsagen rettet mod den mere end almindeligt interesserede læser indenfor den skandinaviske middelalderlige kirkehistorie/kirkearkæologi, da der for flere af artiklerne er tale om forskningsprojekter. Derfor synes jeg, at en kort omtale af alle artiklerne her vil være relevant. Der er i alt 10 artikler.
Den første artikel er forfattet af Martin Wangsgaard Jürgensen, og omhandler det kønsopdelte kirkerum. Jürgensen kommer blandt andet med en rigtig interessant ny tolkningsmodel for landsbykirkernes indgangsportaler, der traditionelt har været betragtet som henholdsvis en mandsdør (sydindgangen) og en kvindedør (nordindgangen).
Herefter giver Hans Krongaard Kristensen en nydatering af domkirken i Børglum til omkring 1170. Denne datering er baseret på bygningsarkæologiske iagttagelser i domkirken kombineret med sikre dateringer fra et par nærliggende landsbykirker, der stilmæssigt var afhængige af domkirken i Børglum. Denne artikel støtter således et reelt krav om, at de gamle stilistiske dateringer bør revurderes.
I den følgende artikel kan man læse Ebbe Nyborgs bidrag om, hvorledes den sorte død blev afspejlet i arkitekturen og kunsten i Skandinavien. Nyborgs tanker er meget spændende, ikke mindst på grund af hans kildegrupper, der traditionelt er særdeles vanskelige at bruge! Kilderne består af kirkernes arkitektur og bygningshistorie samt eksempelvis kalkmalerier. Disse kilder er ikke det, man kan kalde for direkte berettende kilder, og bør sædvanligvis kun bruges i samarbejde med de mere almindelige kildetyper. For Skandinaviens vedkommende er de mere fortællende kilder dog mere eller mindre fraværende, og Ebbe Nyborg præsentere denne problemstilling på en spændende facon.
Gunilla Gardelin har skrevet en artikel, hvori hun undersøger stenhuggernes organisation i middelalderens Östergötland. I Sverige var stenhuggerne i middelalderen ikke samlet i et skrå, hvilket enten kunne skyldes, at det kun drejede sig om et fåtal af personer, eller at de større byggeprojekter var så stærke organisationer, at yderligere sammenslutning ikke var nødvendig. Gardelins artikel bygger på en licentiatafhandling, hvor hun søgte svar på spørgsmålene om, hvordan stenhuggerne var organiseret i forbindelse med de mange stenarbejder i middelalderen. Det er en vældig spændende problematik, der har klare paralleller til Danmark, hvor perioden o. 1100-1250 bød på op til 3000 kirkebyggerier. Var stenhuggerne f.eks. samlet på enkelte steder, hvor de enten rejste ud til byggepladserne, eller bearbejdede stenhuggerne stenene centralt, hvorefter de blev transporteret til deres funktionssted? Eller var stenbrudene også pladsen, hvor stenene blev forarbejdet færdige?
Christian Lovén bidrager med en artikel omkring den tidlige middelalders provstier i Uppland. Provsteembedet havde i 1100-tallet store forvaltningsområder, hvor de fungerede som en del af biskoppens administration ude i stiftet. Provsten var højst sandsynligt fast tilknyttet en kirke i stiftet. Provsteembedet ændrede sig op i 1200-tallet, hvor områderne blev begrænset betragteligt, og ofte var provsten ikke længere tilknyttet en særskilt kirke i provstiet, men i stedet forenet med et kanonikat ved en domkirke. Lovén behandler i denne artikel de tidlige provstier som et argument i en kongelig prestigekamp. Lovén kigger blandt andet på provsternes kirker, som han ikke mener de selv kunne lade opføre uden økonomisk støtte udefra. Tesen er således den, at den særlige upplandske provsteorganisation blev skabt i 1150'erne med det formål at få oprettet et ærkesæde i Uppsala.
I den følgende artikel behandler en hel gruppe af skandinaviske forskere dateringen af Gotlands middelalderlige kirker. Øen Gotland fik i middelalderen i en periode på 250 år opført over hundrede kirker, hvoraf 92 endnu findes i dag. Artiklen er en præsentation af det tværvidenskabelige forskningsprojekt: Murbruksdatering av Gotlandskyrkor, der blev indledt i 2006.
Jes Wienberg diskuterer i sin artikel det ellers besynderlige fænomen, runde romanske kirketårne ud fra et skandinavisk perspektiv. Tesen er, at de runde kirketårne var ubefæstede gravbygninger og klokketårne, hvor formen, ligesom for rundkirkerne, kopierede centrale kirkebygninger i kristenheden. Disse runde kirketårne var usædvanlige, og et udtryk for ”iøjnefaldende symbolik” opført af et aristokrati, der deltog i eller var inspireret af samtidens korstog ved Østersøen, og som anvendte tårnene i deres indbyrdes rivalitet om status. De runde tårne var således inspireret af blandt andet Gravkirken i Jerusalem og Karl den Stores St. Maria kirke i Aachen, og Wienberg ser de skandinaviske rundtårne som symboler, der knyttede an til Kristus og kejseren. Wienberg afslutter sin artikel med et katalog over alle kendte runde romanske kirketårne i Skandinavien.
Herefter beskriver Knut Drake kalkstenskonsollerne i Åbo domkirkes sakristi. Disse konsoller er spændende, da der i Finland kun eksisterer ubetydelige rester af finske middelalderlige stenskulpturer. Der er bevaret 7 ud af oprindeligt 8 konsoller, der bar hvælvet inde i sakristiet.
I den følgende artikel præsenterer fire skandinaviske forskere et forskningsprojekt om Ålands kirker og en datering ud fra deres mørtel. Tanken bag projektet er, at manglen på samtidige berettende kilder, der kunne give mere nøjagtig dateringer på kirkerne skulle kompenseres med en objektiv ny databank opbygget af naturvidenskabelige analysemetoder.
Island er repræsenteret ved Orri Vésteinsson, der har skrevet en artikel om en købmandskirke i Gásir fra middelalderen, der ikke var et egentligt bysamfund, men snarere en sæsonpræget handelsplads. Artiklen præsenterer en vidunderligt spændende problemstilling omkring en kirke, der kun omtales én gang i de skriftlige kilder, nemlig da kirken blev væltet af en storm i 1359. Det er jo ikke meget at gå ud fra, så Vésteinsson behandler de arkæologiske levn, og giver nogle ganske interessante muligheder for diskussion. Stavkirken i Gásir er således opført i 3 faser, har fungeret i mindst 200 år, men har ingen begravelser! Herudover er der ikke fundet genstande, der refererede til kirkens religiøse funktion. Der er derimod fundet en del beviser på håndværk på pladsen. Forfatteren foreslår derfor, at kirken var ejet og blev vedligeholdt af de norske købmænd på Gásir, og sikkert kun blev brugt få dage om året.
hikuin er efter min mening intet mindre end et helt fantastisk tidsskrift, som hovedsageligt, men absolut ikke udelukkende, henvender sig til den interesserede kender af middelalderens arkæologi. Man kan altid være sikker på, at der er tale om saglige og veldokumenterede artikler, der på den ene eller anden måde har en form for samhørighed med de øvrige artikler i den pågældende årgang.
