Historien om Europa I - 1300-1600. Opvågning
Af Karsten Gabrielsen, arkivar, Rigsarkivet.
Med Opvågning har Karsten Alnæs søsat et stort projekt, der i fire bind skal fortælle Europas kulturhistorie fra år 1300 til i dag. Alnæs vedkender sig Egon Friedell som sit forbillede, men hvor Friedell udelukkende beskæftigede sig med det idéhistoriske plan, er det Alnæs’ intension at skrive kulturhistorien fra den sorte død til i dag som individets historie.
Bogen er opdelt i tre dele. Den første beskriver det samfund, der oplever pesten og de andre plager og sygdomme – ikke mindst krigene – der hærger det europæiske samfund i perioden. Så følger den del (Ni fortællinger fra Europa), hvor historier om enkelte personer og deres relationer til deres omverden får lov til at udvikle sig over et større sidetal. Endelig følger den fremadrettede del, Den opfindsomme verdensdel, der skal vise hvordan Europa udvikler sig i perioden.
Strukturen er både overskuelig og logisk. Den giver Alnæs lejlighed til at beskæftige sig med temaer og problemer på en sammenhængende måde i første og sidste del, mens de ni fortællinger i midten giver mulighed for at bruge enkeltpersoners liv og levned til mere dybdegående at beskrive det samfund, de lever i. Denne del er klart den bedste, fordi der her gives mulighed for at komme langt ned i fortællingen om Europa og europæerne. I de omgivende dele når enkeltpersonerne kun sjældent at blive til hele mennesker, fordi den ene tanke, idé, handling afløser den anden i en uendelig række, der godt nok ofte er begrænset ved geografiske og tematiske afgrænsninger, men ellers bringer læseren over stok og sten indenfor områder som sygdom og død (fra Kaffa til Walsham-le-Willows), ernæring, krig og bondeoprør (fra den sorte prins til Engelbrekt Engelbrektsson), jødeforfølgelser og heksesabbater til kirkens krise i senmiddelalderen – bare i første del.
Og persongalleriet er enormt. Et utal af personer spadserer hen over de mange sider og skaber et kalejdoskopisk og til tider kaotisk billede af de udviklinger, som europæerne gennemgår i de tre hundrede år fra 1300 til 1600. Det er bogens force, at historien fortælles gennem de utallige eksempler på menneskers handlinger og tanker – men det er også dens svaghed; billedet bliver for flimrende, og linierne kan forsvinde til fordel for en god historie, eller for eksempler på det næste udviklingstræk, som forfatteren vil bringe ind i sin fortælling. Derfor er den ro, som de ni centrale fortællinger giver læseren, også så velgørende. De er tilmed for størstedelens vedkommende valgt fra de senere års vellykkede forsøg på fra historikernes side at komme tæt på det middelalderlige menneske. Vi får genfortalt historier fra Emmanuel Le Roy Laduries Montaillou, Ginzburgs møller fra Montereale optræder i sit eget kapitel, og det samme gør Martin Guerre. Som en af disse ni historier har Alnæs så skrevet sin egen fortælling om dronning Margrethe 1.’s liv – en fortælling, der nok virker mere tør, fordi han ikke har de samme typer af kildemateriale til sin rådighed som sine forbilleder i deres fortællinger.
Alnæs har bestræbt sig på at få hele Europa med i sin populære version af verdensdelens kulturhistorie. Når Portugal nævnes, er det ikke bare på grund af opdagelsesrejserne. Det grundlag, som de hviler på, den middelalderlige korstogstanke, afsløres i de gode afsnit om kong Sebastian, hvis skæbnesvangre lyst til korstog og manglende realitetssans medfører hans eget nederlag og død – og Philip 2. af Spanien’s efterfølgende erobring af Portugal. Og renæssancen i Ungarn, som ellers ikke optræder i almindelige fremstillinger af Europas historie, får her sin andel af vores opmærksomhed. At forfatteren er norsk, gør, at vi ikke blot får historier fra de europæiske kernelande, men også fra Norden (udover Margrethe 1. og Engelbrekt fx også en længere fortælling om italienske købmænd på vej til Flandern, der ender på Lofoten, og fortællingen om de sidste nordboere).
Renæssancen er et af periodens navne, og landvindingerne indenfor geografi, astronomi, malerkunst, artilleri og litteratur bliver alle beskrevet bredt, med hovedvægten på forhold i Italien, Spanien og England, men ned udblik til hele det øvrige Europa, som ovenfor nævnt.
Alnæs starter sin fortælling på det tidspunkt, hvor Europa bliver et slagord: Da tyrken står ved Europas porte (læs Konstantinopel), og paven har brug for et samlende mantra. Han slutter den på et tidspunkt, hvor de europæiske stater kæmper voldsommere mod hinanden end nogensinde, og hvor deres grænser er blevet vel definerede. Men den udvikling, som han ser, bringer Europa videre, og Alnæs ser de positive sider i denne udvikling snarere end de skyggesider, som perioden også udviser, og som middelalderhistorikere, der finder friere forhold i deres periode, understreger voldsommere. ”Menneskene vågner til bevidsthed om naturen, kærligheden, sanseligheden og sig selv, samtidig med at middelalderens fromhed og ærefrygt for det guddommelige lever videre”, er Alnæs’ konklusion på sit første bind.
Bogen er let læst, trods sine mange sider. Den holder sig til fortællinger om mennesker, kun med mellemrum afbrudt af bredere beskrivelser af den materialle udvikling. Den er skrevet populært, i et friskt og let tilgængeligt sprog, og kun enkelte steder kan oversættelse eller manglende korrekturlæsning give lidt usikkerhed i forståelsen (- som når Pius II indbyder den tidligere biskop Piccolomini til møde; de to herrer er samme person, men der skal et par kommaer mere til for at gøre det forståeligt). Ordet Opvågning er måske også mere norsk end dansk. Bogen er skrevet for et bredt publikum, og dens mange små historier gør den meget velegnet til at græsse i, når man har brug for et godt eksempel til at forklare de små ting, der skaber Europas udvikling ind i den moderne tid.
