Jelling - Monuments and Landscape
Af Per Ole Schovsbo
I løbet af de senere år er der fremlagt flere store bogværker om nordisk vikingetid, de sidste 3-400 år af vores oldtid, der er opkaldt efter ryggesløse sørøvere. Perioden ligger før den middelalder, der måske alligevel ikke var så mørk, at det gør noget. Det kan uddrages af Else Roesdahls Fra Vikingetid til Valdemarstid/Danmark 950-1200 fra 2023. Vikingetidens seneste storværk er Søren Sindbæk (ed.) Notherne Emporium The making of Viking-age Ribe vol. 1-2 udgivet i 2022-23, mens Palle Eriksen, Torben Egebjerg, Lis Helles Olesen og Hans Rostholm: Vikinger i vest fra 2009 giver et frisk vikingepust fra Vestjylland og Kurt Schietzels Spurensuche Haithabu fra 2021 overstråler Herbert Jankuhns lidt kedelige Die Geschichte der Haihabuforschung und die Entwicklung der Fragestellung fra 1984 og giver den gamle vikingeby sit liv tilbage på samme måde om Gareth Williams, Peter Pentz og Matthias Wemhoffs katalog: Viking fra 2013 og i grunden også Ole Crumlin-Pedersens Viking-age Ships and shipbuilding in Hedeby/Haithabu and Schleswig der udkom så tidligt som i 1997. Det er en status over en helt enestående forskningsindsats, der i løbet af 40 år førte os ind i den maritime del af vikingetiden.
Der arbejdes givetvis fortsat med værker om den populære periodes arkitektur, ringborge, infrastruktur, klædedragt, våben, transportmidler, skibe, mytologi og meget mere, der kan inddrages i levendegørelser som Vikingetræffet (nu Vikingedage) ved Moesgård Museum siden 1977, der videreførte Det danske Spejderkorps Ny Hedebylejr i 1969 ved Hostrup Sø med kopier af tidens skibe, huse og vogne. Det blev begyndelsen til den folkelige vækkelse, der krævede oplevelser på tværs af den alvorlige og kedelige arkæologiske forskning, der netop derfor ikke længere er så kedelig.
Jellings kongelige rolle har på grund af runestenene og de to høje på hver side af den ret beskedne romanske kirke aldrig været glemt. Både Svend Aggesen (ca. 1185) og Saxo (ca. 1200) skrev med en endnu levende erindring om kongesædet og dets monumenter. Lensmanden på Koldinghus, Caspar Markdanner (1533-1618) kendte højene og den store runesten, og oldforskeren Ole Worm (1667-1708) fremlagde Jellings høje og runestene i sit værk om danske monumenter der blev udgivet i 1643. De første udgravninger i Jelling blev beordret af kong Frederik IV allerede i 1704, fordi Kongen ville finde dronning Thyras grav i Nordhøjen. Senere kom oldforskeren Søren Abildgaard (1718-1791) forbi, beskrev og tegnede monumenterne. I 1820 blev Nordhøjens gravkammer åbnet af lokalbefolkningen og året efter undersøgt af Finnur Magnusson (Finn Magnussen 1781-1847) og resterne af inventaret – heriblandt sølvbægeret – blev kort beskrevet i Magnussen og Thomsen 1823: Efterretninger om Mindesmærkerne ved Jellinge. 1861 ville Frederik VII finde den gamle konge og åbnede gravkammeret i Nordhøjen med en minegang og flot portal med det uheldige resultat, at nedbrydningen af træværket tog fart. Resultaterne af hans udgravninger blev fremlagt med en række fornemme tegninger af de fundne oldsager af Jacob Kornerup 1875: Kongehøiene i Jellinge og deres Undersøgelser efter Kong Frederik VIIs Befaling 1861.
De meget store og omfattende undersøgelser blev imidlertid først indledt af Ejnar Dyggve (1887-1961) under 2. verdenskrig. Han fandt Sydhøjen tom for grave, men i stedet to rækker bautasten som Dyggve tolkede som resterne af et helligt vi. Denne tolkning blev senere kritiseret af Olaf Olsen, der imidlertid ikke kom med alternative forslag. Dyggve undersøgte også kirkens gulvlag og afdækkede resterne af flere trækirker før den nuværende stenkirke. Knud J. Krogh (1932-2023) tog senere handsken op og fortsatte Dyggves undersøgelser af kirkegulvet, hvor han fandt et tømmerbygget gravkammer, der måske indeholdt resterne af Kong Gorm.
Mens mange fortsat glæder sig over den store interesse både læg, lærd og fondene viser Jellings vikingetid, udkommer selve værket som vi alle har ventet på i årevis: Jelling – Monuments and Landscape udgivet af Anne Pedersen, Mads Dengsø Jessen og Mads Kähler Holst. Det er en kæmpe præstation, der fremlægger forskningen af området, monumenterne, runeinskriptionerne og deres historie lige fra Ole Worms første tolkninger i 1600-tallet til afslutningen af de arkæologiske undersøgelser af palisaderne omkring det hele. Undersøgelserne blev udført af Jelling-projektet, der 2009 til 2015 var et samarbejde mellem Nationalmuseet, Vejle Museum og universiteterne i Aarhus og København.
Projektets resultater fremlægges i de to bind, der bringer os vidt omkring. Bind 1 er delt i fire dele, hvoraf den første beskæftiger sig med skibssætningen og de to høje med gravkammeret i Nordhøjen. Den næste del beskriver undersøgelserne og tolkningerne af gader og huse og den omgivende palisade og de middelalderlige bebyggelser samt fundet af en kalkovn dateret til ca. 1070. Den tredje del tager sig af det centrale område med kammergraven i kirken, kirkens forskellige faser og runestenene, mens den fjerde og sidste del fremlægger Jelling-egnes geologiske udvikling, jordbundsforhold, de arkaeobotaniske undersøger af højenes græstørv og sedimenter i Smededammen, Jellings-egnens arkæologi før vikingetiden og stednavnenes etymologi og historie.
Bind 2 indeholder værkets del fem, der beskriver Jelling-egnens arkæologiske materiale fra vikingetid, lokaliteter og stednavne, Jellings placering i forhold til tidens infrastruktur og endelig værkets konklusion. Hertil en bibliografi og seks appendiks med resultater fra en række supplerende undersøgelser.
Hvert afsnit fremlægger også resultaterne af den tidligere forskning ikke mindst Ejnar Dyggves og Knud J. Kroghs udgravninger og ret massive tolkninger af monumenterne og deres kronologi, der nu må revideres. Manges trygge børnelærdom knuses af det nye billede, der til gengæld efterlader flere uafklarede spørgsmål end tidligere. Det skyldes ikke kun, at vi er tættere på de faktuelle begivenheder, fordi de arkæologiske metoder er blevet bedre, men også at de moderne metoder stiller større krav til tolkningerne af resultaterne, og at man nu om stunder mangler de tidligere forskeres mod til at udtænke kamikaze-tolkninger på usikre grundlag. Den endnu levende anmelder har derfor store vanskeligheder med at danne sig en kronologisk oversigt over Jelling-monumenternes historie. Et forsøg bringes her med mange forbehold. Først anmelderens kommentarer til værkets forklaring på, hvorfor vikingerne valgte at lægge de kongelige monumenter netop i Jelling.
Jelling ligger på et højdedrag nær både Vejle Å, der måske var sejlbar og den såkaldte Hærvej langs det jyske vandskel. Med gamle kort antydes et forløb af Hærvejen, der ikke overbeviser anmelderen, fordi yngre jernalders hjulspor næppe kunne enes om at danne en egentlig vej. Kongevejen fra Haderslev over Kolding til Skanderborg, der blev anlagt af Frederiks 2. i 1585-87, gik over Jelling, så måske har den strækning sat sig spor på de gamle kort og kunne forveksles med den såkaldte hærvejsstrækning nord-syd. Sejladsen op ad Vejle Å mod Jelling fra vest til øst der antydes af stednavnene, er ret udokumenteret til trods for, at man naturligvis har kunnet sejle i mindre både på en vandrig å ligesom fx til Trelleborg ved Slagelse. Men med kendskabet til tidens skibe kan det ikke blive en sejlads af betydning for samfærdslen. Det er således næppe stedets topografiske forhold og tidens infrastruktur, der kan forklare hvorfor Gorm og Thyra valgte Jelling. De ret vage arkæologisk påviste bebyggelsesmønstre og øvrige spor på egnen giver heller ikke brugelige forklaringer, så valget af Jelling må afspejle strategiske og politiske forhold, der i vore dage er vanskelige at få et klart billede af. Men nu til oversigten over monumenterne og deres kronologi i følge Jelling Projektets resultater:
Fase 1: Det hele indledes med, at dronning Thyra afgår ved døden omkring 940/950. Til hendes minde rejses den lille runesten af ægtefællen kong Gorm (den Gamle). Stenen sættes i spidsen af en skibssætning dannet af mægtige bautasten der med sine 360 m er Nordens længste. Ca. 8-10 år senere opføres en lav gravhøj midt i skibssætningen omkring et tømmerbygget gravkammer. Gravhøjen bliver færdiggjort og får sin nuværende størrelse omkring 960/61. Ca. 964/65 bliver gravens indhold røvet og af det oprindelige inventar ud over det fine lille sølvbæger kendes kun få rester af udskårne træsager og brudstykker af en fornem og feminin sølvbeslået rundbundet kiste af Oseberg-type med låg, der får anmelderen til at forestille sig at dronning Thyra kan være genbegravet i gravkammeret samtidigt med begravelsen af kong Gorm. Han døde i 958/59 og blev lagt i et tømmerbygget gravkammer syd for højen, hvorover der på et tidspunkt rejses en hal, der senere afløses af en trækirke i flere faser.
Fase 2: Den store runesten rejses på sin nuværende plads mellem højene af kong Harald (Blåtand). Den rhombeformede palisade af egetræ bygges sammen med et antal Trelleborg-huse ca. 968 – 10 år efter Gorms død – med centrum i Nordhøjens gravkammer. Hver side er lige så lang som skibssætningens 360 m. Sydhøjen opføres i etaper i perioden 977-990. Kong Harald dør ca. 985/87 men begraves i Roskilde. Jelling har tilsyneladende på det tidspunkt mistet noget af den dynastiske betydning, efter at Harald har vundet sig hele Danmark og Norge. Måske er det grunden til at den store runesten ikke indtager en plads i det symmetriske anlæg.
Fase 3: Palisaden med palisadebygningerne nedbrænder og opgives ca. år 1000 mens Svend (Tveskæg) (963-1014) regerer. Han har åbenbart ladet både Jellings monumenter og ringborgene rundt i landet forfalde til fordel for erobringerne i England. Han blev efter sin død begravet i York og senere flyttet til Danmark.
Tilbage i Jelling var derfor kun de to gravhøje, de to runestene og en kirke med kirkegård. Kirkebygningen af træ afløses af en romansk stenkirke, hvis skib er koret i den nuværende kirkebygning. Der opføres flere huse i området, og der udvikler sig en almindelig landsby med et forsvarstårn af træ på toppen af Sydhøjen dateret til ca. 1158.
De arkæologiske undersøgelser viser med andre ord, at både skibssætning, Nordhøjen og den rhombeformede palisade er anlagt med det nordlige gravkammer som centrum – og har det rummet Thyra, viser det, at dronningen har haft en central betydning for Jelling-dynastiet. Man kan i det lys genfortolke yngre vikingetids politiske og dynastiske historie og de mange såkaldte fadingsgrave i Danmark fra 900-årene. Var det kommet på mode efter Thyras (gen)begravelse?
Projektets storladne værk med de mange ord bringer en kolossal mængde encyklopædiske data om Jelling-monumenterne og deres forskningshistorie, men mangler en del illustrationer og beskrivelser af arkæologisk fund fra tidligere undersøgelser – Især Jacob Kornerups monografi fra 1875. Resultaterne af undersøgelserne og deres fremlægning er imidlertid på alle måder forbilledlige, og man er som læser helt overbevist om, at enhver af værkets mange forfattere kan stå inde for deres bidrag. Problemet for læseren er imidlertid, at der mangler en lidt modig samlet tolkning af Jellings og monumenternes betydning for den tidlige Danmarkshistorie. Den arkæologiske svaghed er jo – i modsætning til historikernes – at vi fremlægger kvalificerede data udgravet af undergrunden og så må læserne selv tolke sig til resten.
[Historie-online.dk, den 1. maj 2024]
