Knud den Store
Af Karsten Lykke Sørensen, ph.d.-studerende
Denne bog er det tredje og afsluttende bind i Poul Skaanings vikingetrilogi – således står i hvert fald at læse på bogens omslag, og jeg må indrømme, at da jeg modtog Knud den Store. Drømmen om nordsøimperiet 1014-1066 til anmeldelse, var jeg en anelse forudindtaget med en forventning om flere ting. For det første forventede jeg, at forfatteren ville komme med en række kontroversielle og nye teser, samt at forfatterens kildekritik ville være mangelfuld! Årsagen bag min forudindtagethed er, at jeg har læst de tidligere bind i trilogien, Vikingestormen – Togter mod Vesteuropa 793-937 og Svend Tveskæg – Trelleborgenes bygherre & Englands erobrer (Anmeldt på historie-online http://www.historie-online.dk/nyt/bogfeature/sven_tveskaeg.htm ). Jeg er fuldstændig enig med anmeldelsen af sidstnævnte bog – rent faktisk kunne man blot gentage stort set hele anmeldelsen!
Jeg vil ikke bruge for meget plads på at gennemgå alle detaljer i bogen, som jeg er uenig i. I stedet vil jeg gøre opmærksom på enkelte af de mere eller mindre uheldige ting. For det første kan man undre sig lidt over bogens titel. Umiddelbart er det en biografi omkring Knud den Store (ca. 995-1035), men tidsperioden bliver i undertitlen angivet til 1014-1066. Dette skyldes naturligvis, at forfatteren ønsker at beskrive en periode frem for en person, men i så fald skulle man måske have genovervejet titlen.
For det andet mangler bogen i høj grad en almindelig kildekritik, som man må forvente i forbindelse med en historisk bog af denne slags, hvor størsteparten af de skriftlige kilder ikke er samtidige, men derimod nedskrevet op til flere hundrede år efter begivenhedernes gang. Herudover kommer Poul Skaaning som nævnt med nogle til tider friske og kontroversielle påstande. Eksempelvis beskriver han søledingen side 26. Skaaning skriver, at ”i ledingens barndom i 700- og 800-tallene varede et ledingstogt 16 uger og dermed basta.” Hvordan Skaaning lige har fundet ud af det, ved jeg ikke – første gang ledingsordningen nævnes er i Knud den Helliges gavebrev til St. Laurentius i Lund fra 1085, mens organisationen først beskrives i Skånske Ledingsret fra starten af 1200-tallet og i Jyske Lov fra 1241! Vovede påstande som denne findes flere steder i denne bog.
Poul Skaaning kommer gennem hele bogen med påstande af denne art, som kan kritiseres. En del af disse skyldes muligvis, at litteraturlisten er meget lille og mangelfuld for en historisk fremstilling. Det er således slående, at litteraturlisten udelukkende består af ældre litteratur, når man ser bort fra en titel fra 2002 og en fra 2004. Det kunne eksempelvis have hjulpet forfatteren med hans forståelse af ledingsordningen, hvis han havde medbragt blandt andet Niels Lund: Lið, leding og landeværn. Hær og samfund i Danmark i ældre middelalder samt Rikke Malmros "Den danske ledingflådes størrelse" i Poul Enemark, Per Ingesman og Jens Villiam Jensen (red.): Kongemagt og Samfund i Middelalderen. Festskrift til Erik Ulsig på 60-årsdagen 13. februar 1988. Herudover ville jeg nok personligt have medtaget de nyeste udgaver af en bogudgivelse – eksempelvis er den udgave jeg har af Else Roesdahls Vikingernes verden fra 2008, mens Poul Skaaning i sin litteraturliste opfører den oprindelige udgave fra 1989. Denne bog har Else Roesdahl imidlertid givet en omfattende revision i de efterhånden mange udgaver efter 1989.
En sidste ting jeg lige vil nævne er en mangel, som ikke nødvendigvis skyldes forfatteren. Bogen er fyldt med flotte billeder og tegninger, der af og til supplerer teksten rigtig godt. Der mangler dog et billedregister eller en bemærkning i forbindelse med billederne om deres ophav. Enkelte af dem kan jeg genkende fra andre udgivelser, og i værste fald kan der være et problem med ophavsrettigheder, hvis forlaget ikke har sikret sig tilladelse til at bruge dem. Hvorvidt tilladelsen er der eller ej er ikke til at vide, da det ikke står anført i bogen.
Som sagt var jeg forudindtaget overfor bogen, inden jeg begyndte læsningen, og jeg må indrømme, at den levede op til alle mine forventninger. Bogen efterlader dog bestemt ikke udelukkende negative strømninger hos mig, der er enkelte positive virkninger af bogen. Forfatteren giver en række friske og nytænkende teser omkring denne periode i Danmarkshistorien, så faghistorikere kunne blive tvunget til at gennemtænke epoken igen. Disse vil dog i modsætning til Poul Skaaning forhåbentligt i højere grad gøre brug af gode historiske redskaber som kildekritik. Jeg kan dog godt anbefale folk at læse bogen – I skal blot huske at være kritisk tænkende.
