Kongelige mord i Danmarkshistorien
Af Erik Helmer Pedersen
Den flittige kulturhistoriker Henning Dehn-Nielsen har udgivet en mindre bog på 176 sider om et ganske stort emne i vor middelalderhistorie, danske kongelige personers død for morderhånd. I sit forord gør han dog opmærksom på, at det heldigvis ikke var – og slet ikke er – en dagligdags begivenhed i Danmark, at mere eller mindre forrykte personer søger at give vor historiske udvikling en blodig indramning. I virkeligheden er mordet på Erik Klipping Sankt Cæcilienat., 22. november 1286 det hidtil sidste i Danmark. Med forfatteren håber vi alle, at dette kapitel i Danmarkshistorien dermed er forsvarligt lukket.
Hvorfor nu denne lidt morbide tilgang til 300 års middelalderhistorie? Har det været hensigten at omskrive den historiske tekst til en slags moderne krimi, er opgaven for så vidt løst. Der er næppe tvivl om, at potentielle læsere, ikke mindst af det unge og yngre slægtled, vil blive fanget ind af en bogtitel som denne. Vi lever som bekendt i en tid, hvor handlingsmættede, ja til tider voldsfyldte videospil og blodige action films hører med til manges hverdagsoplevelser. Mange uden større læsetræning vil formentlig også finde det alt for tungt og søvndyssende at skulle sætte sig i ind i en tekst, der fra første side kræver intens koncentration og en god portions forhåndsviden.
Det er her, Dehn-Nielsen forsøger at komme tidsånden i møde på dens egne betingelser. Bogen må da nærmest opfattes som et slags eksperiment, som givet vil udfordre mange, positivt som negativt. Læsere med mange års træning i at læse og dissekere historiske tekster vil nok stille spørgsmålstegn ved det forsvarlige i at skrive og redigere stoffet på den måde, hvorimod urutinerede historieforbrugere sikkert nok vil blive lokket videre frem i teksten gennem den spændingsskabende udtryksform. Mordet sker her og nu, medens du læser teksten, ja du bliver med eller mod din vilje medvider til de blodige begivenheder. Det bliver en mordgårde, du ikke kan slippe, og som du nødvendigvis bliver nødt til at bearbejde selv. Et for længst forglemt stykke middelalderhistorie bliver en ressource for ens personlige oplevelsesmuligheder. Spørgsmålet er nu, om den indre spændingskurve kan opretholdes, når teksten nogle sider længere henne lige så stille glider over i en ”normal,”, ja klassisk fremstillingsform. Nu skal stoffet bearbejdes rent intellektuelt og ikke bare opleves her og nu, og det forudsætter en vis indlæring, en række erfaringer fra bøgernes verden. Opmærksomheden må rettes bagud mod det læste, det erfarede og ikke fremad mod nye højdepunkter i strømmen af elektronisk-filmiske begivenheder. Læseren må i stedet engagere sig i fortællingens indre univers.
Her viser det sig, at Dehn-Nielsens tekst i realiteten forudsætter en ganske stor forhåndsviden. Læseren stilles gentagne gange over for den opgave at perspektivere oplevelsen rent historisk, d.v.s. omsætte den til et stykke historisk viden. Ved at udvælge sig den halve snes underkapitler i 300 års dansk middelalderhistorie, hvor en person med kgl. status myrdes som led i et politisk opgør, må forfatteren nødvendigvis smide nogle redningskranse ud til historiske forankringspunkter i tiden. Det kræver paradoksalt nok et stort overblik at holde sammen på et kompliceret handlingsforløb som det her skildrede. Eftersom forf. er en belæst historiker med kendskab til det meste af vor historiske viden om den danske middelalderhistorie – se blot på litteraturlisten! – må han nødvendigvis skrive sin version af historien ud fra de positioner, som er rammet ind af flere generationer af danske historikere fra Kr. Erslev til og med Helge Paludan. Det står også klart, at forf. kender og bekender sig til den etablerede viden. Vi befinder os hele tiden inden for den radikale historikertradition, der tillægger den politiske begivenhedshistorie afgørende betydning. Magtpolitikken omkring Danmarks opståen og videre udvikling som selvstændig stat står hele tiden i centrum. Prisværdigt nok søger han at forenkle den overleverede viden til nogle grundlæggende sætninger, men læseren er i virkeligheden prisgivet hans tolkning af begivenhedsforløbet. Det oplevede problematiseres efter anm.s skøn for lidt; de myrdede personer opfattes som brikker i et magtpolitisk spil uden mulighed for at overveje deres menneskelige gehalt, om end det må indrømmes, at kilderne ofte lader én stikken på det punkt. Hvis det at skabe og bevare et sammenhængende territorium, i dette tilfælde navngivet som Danmark, opfattes som betydningsfuldt i sig selv, må man antage, at de til enhver tid regerende personer har budt deres samtid på noget mere og andet end en grum tørst efter magten – med den sagtmodige kong Niels, en af Erik Arups radikale yndlingsfigurrer som eneste undtagelse.
Hvis den landshistoriske skildring stundom kan føles lidt for kompakt organiseret, er der ud fra en regionalhistorisk og lokalhistorisk betragtningsmåde meget at hente i Dehn-Nielsens arbejde. Når handlingstråden rulles ud for fulde omdrejningerr, er vi ikke bare et tilfældigt sted i Danmark. Vi befinder os på en sted- og tidsfæstet historisk lokalitet og kan næsten føle stedets autencitet, dets nutidige nærvær i en historisk ramme. Drabet på Erik Klipping hin Sankt Cæcilienat kunne kun ske i Finderup Lade må være læserens konklusion. Lokaliseringen spiller en afgørende rolle.
I det forudgående er søgt rejst en række spørgsmål, som rejser sig ved et nærmere studium af Heninng Dehn-Nielsens tekst. Det er langt fra alle bøger, der engagerer læseren så direkte. Vi kan forhåbentlig vente os flere eksempler på Henning Dehn-Nielsens modige forsøge på at gøre historien mere nærværende – på tidens egne betingelser
