Leprosy in Medieval Denmark

Af cand.mag. Steffen Harpsøe, arkivar ved Rigsarkivet, medredaktør for historiemagasinet Siden Saxo

Fra tid til anden forfattes der værker, der, til trods for at deres ophav inden for andre videnskabsgrene normalt ville unddrage sig historikere og historieinteresseredes opmærksomhed, kan bidrage med nye resultater, metoder og vinkler til historien inden for et givent historisk område.

Ovenstående beskrivelse er ganske passende for Jesper L. Boldsens doktordisputats. Boldsen er ansat ved Retsmedicinsk Institut på Syddansk Universitet og forsvarede sin disputats om spedalskhed i dansk middelalder for antagelse af den medicinske doktorgrad den 25. januar i år. Det skal dog ikke dreje sig om selve forsvaret, men om disputatsen. Den adskiller sig på mange måder fra andre doktordisputatser inden for de historiske områder, ikke blot angribes et sygdomshistorisk emne fra en patologisk-antropologisk vinkel medførende brug af analysemetoder, der sjældent finder sin anvendelse på historiske områder, men den udmærker sig også ved sit begrænsede sidemæssige omfang. Blot 35 sider er det blevet til. Sammenlignet med de murstenstykke doktordisputatser man normalt trækkes med inden for det historiske område, så synes det nok lige lovlig lidt. Måske tangerende til hvad man med en overfladisk betragtning ville udråbe som dårligt underbygget, ”tyndt” eller med ”ringe diskussion af tesen”. Årsagerne til, at disputatsen udgøres af så relativt få sider, skal dog findes i helt andre forhold end førnævnte fordomsfulde betragtninger. For det første er afhandlingen en sammenfatning af flere tidligere arbejder indenfor studiet af spedalskhed, og for det andet ligger det i selve undersøgelsens natur. Førstnævnte årsag betyder selvsagt, at en del af den forskning, der ligger til grund for disputatsen, skal søges andetsteds, man bliver om man så må sige præsenteret for det endelige resultat, men ”snydes for” mellemregningerne og detaljerne. På plussiden tæller dog, at en læser uden den store indsigt i patologiske metoder og teorier får et let tilgængeligt produkt, hvor de aspekter, der vil være af primær interesse for de, der måtte gå til disputatsen med en historisk bagtanke, præsenteres. Ønsker man alligevel at få mellemregningerne med, så er det så belejligt, at afhandlingen indledes med en liste over de forskningsresultater inden for området, som Boldsen tidligere har publiceret. For den udelukkende historisk interesserede har dette yderligere den fordel, at man gives muligheden for ud fra titlerne at sortere de for én selv mest relevante artikler ud, og, hvis man har sådanne tendenser, de mest medicinsk tunge fra. Listen omfatter 8 artikler trykt i tidsrummet 2001-2007 (den sidste dog stadig i trykken ved afhandlingens publikation), fortrinsvis er de trykt steder, hvor kun den mest drevne sygdomshistoriker ville drømme om at lede efter dem, ligeledes fælles for de fleste af artiklerne er, at de er af relativt begrænset omfang. Hvilket leder os hen på selve undersøgelsens præmisser.

Det ærinde som Boldsen er ude i, er at give et omfattende billede af spedalskheds udbredelse i tid og rum i den danske middelalder. Analysen udføres ud fra et ganske betragteligt materiale, hele 3132 skeletter fra 12 forskellige kirkegårde fordelt over det meste af middelalderens Danmark plus en enkelt beliggende i Midtsverige. Analyse på et så stort kildemateriale er selvsagt omfangsmæssigt en disputats værdig, men når først hvert enkelt skelet er vurderet i forhold til definerede kriterier for graden af spedalskhed og derpå indplaceret i tabellerne over det statistiske materiale, ja så fylder det jo ikke meget. Og man kan næppe argumentere for relevansen af at have et fotodokumenteret bilag for hvert enkelt skelet. Hvad der i stedet har relevans for læseren er de valg Boldsen har foretaget som præmis for sin analyse, samt hvilke metoder og kriterier der er anvendt. Og det er her nogle af forskellene mellem en naturvidenskabelig og humanistisk disputats giver sig til kende. Mens Boldsen opridser de fundamentale problemer, der er forbundet med selve dateringen af både de enkelte begravelser baseret på positioneringen af skeletternes arme, og kirkegårdenes benyttelsesperiode, hvilket er ganske centralt for at kunne give et billede af sygdommens udbredelse rent tidsmæssigt, så redegør han desværre ikke eksplicit for dettes betydning for selve den tidsmæssige analyse. Ganske vidst arbejder han med så store linjer, at det ikke er nødvendigt at skelne eksakt på givne år, men en nævnelse af dette forhold ville have været på sin plads. Anderledes forholder det sig ikke, når man betragter valget af, hvor det skelettale materiale kommer fra. Her tvinges man til at læse indenad bl.a. i tabeller, for at få et glimt af udvælgelseskriterierne for hvilke kirkegårde der inddrages i undersøgelsen. Givetvis har Boldsen været stærkt afhængig af, hvilket materiale der allerede var udgravet og grundigt katalogiseret og til dels publiceret, materiale der har været til rådighed eller hvor han sågar har kunnet koble sig på en udgravning. Ergo er han her ligesom hvad angår dateringen af selve skeletterne, afhængig af arkæologerne, et forhold der ikke beskrives indgående. Nogle linjer ang. Boldsens overvejelser for udvælgelseskriterier af kirkegårde ville have været rart, da dette har ganske stor betydning for diskussionen af spedalskhedens geografiske udbredelse. Her påtænkes ikke f.eks. hvor langt op i Jylland, man finder sygdommen repræsenteret, ej heller forholdet udbredelse i Danmark kontra i Europa, men skellet i bebyggelsesgrad/kulturgeografi; altså by kontra land. Kirkegårdene fordeler sig med 4 (5) i landlige omgivelser og 7 i urbane ditto, hvilket er nogenlunde ligeligt fordelt. Kigger man på antallet af skeletter derimod, er blot 452 (551) ud af de 3132 fra kirkegårde placeret på landet. Ydermere skiller 2 af kirkegårdene sig ud ved på hver sin måde at være særegne; den ene er fra Västerhus i Jämtland i Midtsverige og falder således udenfor undersøgelsens egentlige område, og må således være taget med af kontrolårsager. Västerhus er ikke opført i tabelmaterialet og er derfor heller ikke listet som tilhørende nogen specifik kategori (hvilket er årsgagen til at den ovenfor kun er indberegnet i parenteser), men grundet dens beliggenhed og ringe størrelse (99 skeletter) må vi antage, at der er tale om en kirkegård beliggende på landet. Den anden er så afgjort medtaget af kontrolårsager, der er tale om Skt. Jørgensgården i Odense, et egentligt leprosarium; altså et hospital/karatænefacilitet for spedalske, et sted hvor man må påregne, at samtlige begravelser indeholder alvorlige tilfælde af spedalskhed. Det må antages, at det hovedsageligt er på grundlag af dette materiale, Boldsen opstiller sine kriterier for tilstedeværelsen af spedalskhed i de enkelte skeletter. Igen er dette desværre noget læseren selv må deducere da egentlige eksplicitte statiske overvejelser ang. valget af kirkegårde mangler.

Et område hvor det dog ikke skorter på statistiske forklaringer er, når Boldsen forklarer selve parametrene for hvorvidt en given benrad var ramt af spedalskhed og i hvilken grad. Ikke blot optager denne del en signifikant del (7 sider) af afhandlingens begrænsede omfang, men den er også meget grundig. Der opstilles 7 målbare læsioner på det skelettale materiale akkompagneret af et glimrende illustrativt billedmateriale, hvor læseren får givet eksempler på skeletter, der er henholdsvis ikke angrebet, angrebet og hårdt angrebet af spedalskhed. Disse målbare parametre udgør grundlaget for nogle meget komplicerede beregninger på forekomsten af sygdommen. Desværre for den læser der ikke er yderst velbevandret udi den avancerede statistik, så forekommer denne meget centrale del af disputatsen lidt for lærd. Har man derimod de rigtige forudsætninger, så er det nok her guldet ligger; det springende punkt for hvorvidt analysen holder vand. (Anmelderen må dog erkende, at hans ellers ganske gode matematiske viden her kom til kort.) Eftersom Boldsen er en erfaren naturvidenskabsmand, må vi - der ikke er supernummerater - antage at udregningerne er i orden, det er nemlig resultaterne af disse og Boldsens efterfølgende konklusioner, der virkelig har den historiske læsers interesse.

Og konklusionerne er da også opsigtsvækkende. Boldsen kan ud fra sine analyser drage overraskende slutninger om spedalskhedens udbredelse både i byerne og på landet. Forskellen på de to er ganske signifikant: I byerne synes sygdommen at aftage fra ca. 1300 og er praktisk taget forvundet ved slutningen af århundredet, hvorimod på landet skal man helt frem til efter reformationen, før spedalskheden forsvinder. Årsagen til nedgangen i tilfældene af spedalskhed i byerne ligger lige for, eftersom sygdommen er den første, der forårsager systematiske, offentlige sundhedsforanstaltninger i Nordeuropa. I løbet af middelalderen oprettedes således ca. 40 leprosarier i Danmark, og denne karantæneforanstaltning havde sin tydelige virkning netop der, hvor Boldsen kan konstatere nedgang i sit urbane materiale. Ud fra byernes kirkegårde kan Boldsen endvidere fremføre nogle teorier angående leprosariernes benyttelse; han mener bl.a. at kunne se, at reelt alle slemme tilfælde blev isoleret i leprosarierne, og at mindst 20 % af alle voksne begravelser i slutningen af det 13. århundrede i Odense blev foretaget på Skt. Jørgensgårdenes kirkegård. Dette leder os til en anden og nok mere opsigtsvækkende konklusion, som Boldsen fremlægger angående spedalskheds udbredelse i befolkningen på sygdommens højdepunkt - i byerne før år 1300 og på landet lidt længere. Nemlig at i byerne udviklede mindst 17 %, og på landet 25-40 % af alle voksne skelettale læsioner stammende fra infektion med spedalskhed. Det er en markant højere frekvens af individer med spedalskhed i udbrud end i alle fald undertegnede har læst sig til i brede fremstillinger af middelalderens samfund. Selvsagt skal man tage højde for, at ikke alle disse individer har været kraftigt angrebet af spedalskhed, endsige har haft synlige deformiteter. Stadig er det dog overraskende, og endnu mere overraskende bliver det ved, at Boldsen fremfører, at såfremt man anvender moderne estimater på forholdet mellem individer med spedalskhed i udbrud og sunde individer inficeret med sygdommen, så antyder det, at i visse landlige sogne har hele 100 % været inficeret med spedalskhed! Hvor hårrejsende en sådan tanke end måtte være, så har det næppe haft samfundsomstyrtende effekter, for som Boldsen bemærker, så er spedalskhed en sygdom, man dør med, ikke af.

Netop dette forhold har nok, sammen med den knap så tætte befolkningsgrad, bevirket at man på landet ikke har effektueret samme karantæneforanstaltninger, som viste sig effektive i byerne. Dog forsvinder spedalskhed også fra de landlige områder, om end dette sker med 200 års forsinkelse. Hvis dette ikke skyldes karantæneforanstaltninger, hvad er så årsagen? I sin diskussion af sygdommens epidemiske dynamik, lancerer Boldsen en spændende teori, der dog endnu ikke kan påvises, som kan forklare spedalskhedens forsvinden fra landdistrikterne. Han opererer med en forklaring om en form for passiv vaccine gennem kontamination med kvægbakterier - nærmere betegnet M. Bovis. Denne bakterie indgår i Calmettevaccinationen, der også er virksom mod spedalskhed. Boldsen mener, at den aftagende spedalskhed på landet skal kædes sammen med den øgede eksport af levende kvæg til særligt Nordtyskland i slutningen af 1400-tallet. Skønt landbefolkningen altid havde levet i tæt sameksistens med kvæget, som dermed gjorde overførsel af bakterier mulig, så var det den øgede mobilitet i selve kvæget, der gjorde, at M. Bovis nemmere kunne spredes fra kvæg til kvæg, og derfra til mennesker. Det skal bemærkes, at i dette afsnit angående spedalskhedens epidemiske dynamik, tager Boldsen det prisværdige udgangspunkt, at man må antage muligheden for mutation i sygdommens – og vaccinens – DNA. Et synspunkt der var stærkt savnet i 1990ernes debat om pestens smitteveje fra rotte til menneske.

Alt i alt leverer Boldsen en ganske læseværdig afhandling, der både giver spændende nye resultater og teorier, men også illustrerer forskellene på humanistiske og naturvidenskabelige traditioner. For skønt der til tider forekommer elementer i disputatsen, der efter historiske standarder ville tælle klart ned i bedømmelsen, så må vi som historikere acceptere den og bedømme den ud fra traditionens egne kriterier. Kriterier der ligger til grund for en forskningsverden, der er lagt mere dynamisk, end noget vi historikere kan forestille os, en verden hvor nye forskningsresultater med alarmerende regelmæssighed ændrer eller udvider forskningens verdensbillede. Modsat er vi på det historiske område vant til at skulle diskutere og argumentere for enhver mindre ændring eller personlig holdning. Dette knap så stringente forhold til baggrundsovervejelserne hos naturvidenskabsfolk afspejles også i afhandlingens illustrationer; som det tidligere nævntes, så er selve undersøgelseskriterierne for det skelletale materiale fantastisk illustreret, men resten af billederne virker for størstedelen underligt detacherede fra teksten. Ganske vist relaterer de til det behandlede emne, men bruges ikke til direkte at understøtte teksten. Selvom det ikke trækker ned i afhandlingens resultater, så er det dog et mindre irritationsmoment at finde adskillige billeder af Skt. Jørgen og Skt. Georg, uden at det understreges, at disse er én og samme helgen, eller at dennes rolle som skytshelgen for de spedalske omtales. Ligeledes forefindes for eksempel et billede af Biskop Peder Elavsen af Århus skellet, uden at denne omtales i disputatsen; kun ved at konsultere den indledende oversigt over Boldsens tidligere forskning, får man et indtryk af Biskop Peders forbindelse til spedalskhed i middelalderens Danmark. Dog kan dette irritationsmoment ikke overskygge de positive sider.

Der er flere gode grunde til at læse Boldsens disputats, selv om man ikke er særligt patologisk interesseret. For enhver sygdomshistoriker er afhandlingen en veritabel guldgrube af litteraturhenvisninger til generelle medicinske teorier og forskning, og særligt til studiet af spedalskhed hvor Boldsen også har en glimrende kortfattet historiografisk oversigt over den danske forskning på området. For den middelalderhistorisk interesserede bidrager afhandlingen med nye interessante oplysninger om de strukturelle sundhedsmæssige forhold i middelalderens Danmark. Skønt Boldsen ikke giver sig af med mentalitetshistoriske overvejelser i denne anledning, så kan resultaterne bidrage til, at man tager spørgsmålet om spedalskhedens indvirkning på individet og samfundet op til overvejelse. Hvis så mange i 1200-tallet har lidt af spedalskhed, hvorfor fylder det så så lidt i de skriftlige kilder? Og har man ingen af de to ovennævnte tilbøjeligheder, så kan man læse disputatsen som et kortfattet vidnesbyrd om den store traditionsmæssige forskel der er mellem de humanistiske og naturvidenskabelige videnskaber.

… og ikke mindst så præsenterer Boldsen jo nogle opsigtsvækkende resultater.