Margrete den Første

Af Steffen Harpsøe, historiker, arkivar og redaktør af historiemagasinet Siden Saxo

Vivian Etting har skrevet en ny bog om Dronning Margrete 1., under den sigende titel: ”Margrete den Første”. Og lad det være sagt med det samme, her er der ikke tale om en ny bog i den bogstavelige forstand af ordet ”ny”, men derimod om tredje udgave af en bog der udkom første gang i 1986. Når man udgiver en bog for tredje gang, kan der være flere årsager til dette. Det kan for eksempel skyldes regulær efterspørgsel eller tilkomsten af ny forskning, der gør, at dele af en bog bør revideres. Ifølge forfatterens forord er der her tale om en kombination af disse. Og dette kan man vel næppe betvivle, man kan derimod stille spørgsmålstegn ved, om det kommer til udtryk i bogen. Dette kan dog kun vurderes ved at kigge på værket i sin helhed, og hvor er det mere naturligt at starte end med forordet, for det er ikke kun her årsagen til udgivelsen af en tredje udgave gives, men det er også her, forfatteren selv angiver bogens formål og dermed de parametre, hvorefter bogen skal måles og vejes.

Ifølge bogens forord henvender den sig både til fagfolk og generelt historieinteresserede. Dette er som bekendt en yderst svær balancegang, som kun ganske få mestrer. Og det er desværre heller ikke lykkedes her. Som fagperson må jeg erklære, at jeg i undervisningsøjemed ikke finder den egnet til brug på universitetsniveau andet end som den aller mest indledende orientering i perioden og til Dronning Margretes person, og som kursorisk læsning for fagpersoner er den ikke meget bedre bevendt. Dette bliver jeg selvfølgelig nødt til at uddybe. Skal man summere det kort op, så er der simpelt hen for lidt fokus, for lidt nyt og for lidt diskussion, men til gengæld for meget fyldstof, for mange ”redaktionelle irritationsmomenter”, et noteapparat som fagfolk ikke har den store nytte af samt tilmed et par faktuelle fejl og unøjagtigheder af betydning. Det lyder som en meget hård dom, men det er det kun delvist – det drejer sig jo kun om den faghistoriske vinkel i første omgang.

Når det der er forsøgt er en balancegang, kan man som faghistoriker ikke forvente det helt store hverken af noteapparatet eller af analyse og diskussion, men alligevel lever værket ikke op til de moderate forventninger, man som fagperson kan have til denne type værker. Noteapparatet er ganske vidst både udvidet og revideret i forhold til 2. udgaven, men er ikke fuldt ud tilfredsstillende. Noteformen, hvor der ikke er direkte henvisninger i selve teksten, men at noterne er samlet kapitelvis bagerst i bogen, kan man som sådan ikke indvende noget imod, da den gør teksten let læselig og fortællingen mere flydende. Men når man nu alligevel har flyttet noterne ud af teksten for ikke at ”genere” de generelt historieinteresserede læsere, så kunne der godt være lidt flere og mere specifikke henvisninger. Det der er oplistet i noterne repræsenterer - til trods for udvidelsen i forhold til 2. udgaven – stadig kun det mest generelle inden for forskningslitteraturen og kilderne. Ganske vidst skrives der i forordet, at noterne indeholder ”henvisninger til alle de udnyttede kilder” – altså kun hvad Etting selv har benyttet til at skrive værket. Men dette kan næppe tages helt bogstaveligt, da undertegnede et par gange stødte på en interessant bioplysning i teksten, men det var ikke muligt at finde en henvisning i noterne til, hvor oplysningerne kom fra.

Ligeledes forholder det sig med, hvad der er tilkommet af nye forskningsresultater i selve bogens tekst. Sammenholdt med 2. udgaven synes der ikke umiddelbart at være tilføjet det store af nye forskningsresultater, hist og her er der indføjet noget nyt, som for eksempel der, hvor forskningsdebatten mellem Anders Bøg og Olaf Olsen angående hvorvidt Margrete aktivt sponserede brugen af kapere/sørøvere refereres. Dér, hvor det mest springer i øjnene, at der er tilkommet nye resultater, er ved de beskrivelser af fæstninger, der forekommer i bogen. Det lader sig næppe skjule, at Vivian Ettings speciale er netop de store borganlæg. Læseren spares da heller ikke for indgående arkitektoniske beskrivelser af en del bygningsværker, og det er blandt andet her, at man som læser mærker det manglende fokus. Beskrivelserne af fæstningsanlægene bruges ikke konsekvent eller udtrykkeligt til at vise Margretes hånd i byggeprojekterne – det nævnes, at hun har sat noget af det i gang ud fra nogle overordnede strategiske betragtninger, men hendes niveau af engagement eller personlige involvering diskuteres ikke. I det hele taget er der mange passager i bogen, ja hele kapitler, hvor beskrivelser af samtiden eller hændelser i historien ikke bruges til eksplicit at sætte Margrete i kontekst eller til at tolke på hendes personlige træk. Eksempelvis bruges der en del plads på at beskrive nogle få af Margretes nære allierede og et par af fjenderne og deres levnedsforløb, men der synes ikke at være en egentlig bagtanke med dette, så som at beskrive Margrete gennem hendes valg af samarbejdspartnere. Det kan for eksempel undre hvorfor der er et helt kapitel om kansleren Peder Jensen Lodehat og et afsnit om Ida Falk men intet særligt afsnit om en nok så vigtig person i Margretes styre – nemlig marsken Henning Podebusk.

Alt i alt fortolkes der ikke meget på kilderne – særligt taget i betragtning at der er tale om en biografi over dronningen. Faktisk fristes man til at sige, at forfatteren er direkte forsigtig i sin beskrivelse af Margrete, ganske vidst anføres det, at der jo ikke er mange kilder, der siger noget direkte om hendes personlighed, og at man derfor må nøjes med de mere officielle dokumenter, der ikke afslører meget i den henseende. Men er det ikke lige præcis derfor, det er så fantastisk at beskæftige sig med middelealderhistorie? – Der er rum til fortolkning!

Det rum, der er til fortolkning, skal dog ikke forveksles med et carte blanche til at fremføre usande eller fejlbehæftede teorier. Dermed ikke sagt at Vivian Etting bevidst skriver usande ting, men der et par punkter, hvor hun nok burde have researchet lidt bedre eller i det mindste burde have omformuleret teksten. Det faktum at fejlene/fejlopfattelserne falder inden for områder, der enten ligger i forfatterens kerneforskningsområde (borganlæg) eller er nært beslægtede, trækker alvorligt ned i den faglige vurdering af værket. For det første beskrives (s. 39) tårnet Folen på borgområdet i Kalundborg med sine 17x17 m., som ”... det største tårn, der kendes fra Danmark.” Dette må siges at være en sandhed med modifikationer eller direkte forkert. Hvis Etting havde beskrevet Folen som det største kvadratiske tårn eller ”største tårn fra Margretes tid”, så havde det måske været sandt. Men Bastruptårnet er med sine 21 m. i diameter større i areal; muligvis er det indre areal i selve tårnet mindre, da Bastruptårnet har 6 m. tykke mure. Tårnet er beskrevet af Klavs Randsborg i Acta Archaeologica vol. 74 (2003), og dette stykke fæstningsforskning burde Etting være bekendt med.

Som en af de forskere i Danmark der beskæftiger sig mest med borganlæg og fæstninger forudsættes det, at ovenstående er almindelig viden, og ligeledes må man forvente, at Etting har gjort sig bekendt med et andet forskningsfelt, der i høj grad sætter parametrene for selve fæstningsbyggeriet – nemlig militærhistorien i middelalderen. Men også her blotter forfatteren sin tilsyneladende manglende research (det er her meget svært at tro, at det alene skulle skyldes alt for kategoriske og uheldige formuleringer). I en rent spekulativ beskrivelse af slaget og hærenes sammensætning ved Axevalla/Falköping i 1389 (s. 89), giver Etting udtryk for en forældet opfattelse af middelalderens krigsførelse: Rytteriet er altdominerende og fodfolkets rolle næsten ubetydelig, og beskrivelserne af udrustningen for både fodfolk og rytteri lader noget tilbage at ønske. For fodfolket er beskrivelsen direkte ukorrekt, mens den for rytteriet tegner et noget stereotypt og udiferentieret billede, der blot vækker minder om forestillingen om ridderne, der skulle hejses op på deres heste, fordi deres rustninger var så tunge. Tilsyneladende er de sidste 30 års forskning i middelalderens militærhistorie - ved bl.a. Kelly DeVries, John France, Mathew Bennet med flere - i dette tilfælde gået ubemærket hen.

Hertil kommer så det forhold, at Etting et par gange i løbet af bogen fastslår, at bisperne ikke ydede militær tjeneste til kongen. Det præcise natur af bispernes militære forpligtelser i senmiddelalderen kan – og bør nok – diskuteres nærmere, men at påstå at de (underforstået deres undergivne) var helt fritaget for militære forpligtelser er ikke holdbart. Dette må siges at være en gentagelse af en af de mere sejlivede myter omkring kirkens privilegier. Det stemmer nemlig ikke særligt godt overens med træk i resten af middelalderens historie; hverken det faktum at den tyske kejsers militære magt gennem lang tid hvilede på de mere loyale bisper i riget, ej heller med det faktum at hele 5 danske bisper blev dræbt i slaget ved Foteviken (1131), og da slet ikke med den historie som Etting selv fortæller senere i bogen (s. 119), hvor to bisper lå i strid, og den ene lod sine bevæbnede svende bortføre sagens dokumenter med magt. Bevæbnede svende havde bisperne altså, ganske vidst kan der blot have været tale om vagter, men eftersom vi i værket får at vide, at kirken (hovedsageligt bisperne og de store klostre) besad ⅜ af jorden og dermed havde overhøjhed over samme % -del af rekrutteringsmassen, så kan det undre at Etting ikke uddyber dette. Der fandtes næppe den monark i middelalderen, der ville lade ⅜ af landets potentielle soldater (eller beskatning til betaling af lejetropper) glide sig af hænde uden at det afstedkom en større magtkamp med kirken. Såfremt Etting vil fremføre en sådan påstand over for faghistorikere, bør hun i det mindste udlægge, hvorfor et sådant forhold ikke afstedkom et anstrengt forhold til kirken, eller forklare hvordan Margrete så formåede at klare rigets militære engagementer ved kun halv finansierings- eller rekrutteringskraft.

En sådan forklaring udlægges dog aldrig, og det er ikke enestående i bogen. Et par gange fremsættes teser og teorier eller - som nævnt ovenfor – slidte fejlopfattelser af middelalderen med en al for stor skråsikkerhed og mangel på diskussion, til at værket bliver læseværdigt i en faglig sammenhæng. Som eksempel kan nævnes en ikke underbygget antagelse om at Bo Grib (svensk de facto rigsbestyrer) ville overlade Sverige til Margrete (s. 215). Til tider er der også rod i argumentationen; eksempelvis anfører Etting, at det er ”bemærkelsesværdigt”, at Margretes instruktionsbrev til Erik af Pommern fra 1405 er skrevet på papir og ikke på pergament (s. 192), til trods for at hun tidligere i bogen selv har anført at pergament på daværende tidspunkt hovedsageligt anvendtes til officielle dokumenter. Etting antager altså på s. 192, at instruktionsbrevet er et officielt dokument, hvilket ikke er det indtryk, man får af hendes beskrivelse af brevet, da dets indhold nøje gennemgås på de efterfølgende sider, hvor man får det mere korrekte indtryk, at det er et personligt dokument, der ikke var tænkt for andre øjne end Eriks, og at vi blot er heldige, at det er bevaret. Men hvis værket ikke lever op til forordets erklæring om, at det er rettet til fagpersoner, hvordan fungerer det så for den anden målgruppe, de generelt historisk interesserede?

Vurderer man Ettings bog som et rent formidlingsværk, så bliver ”dommen” straks en anden. Mange af de ”redaktionelle irritationsmomenter” og det fyldstof, som jeg nævnte (men ikke beskrev) i vurderingen af bogen som set fra en fagpersons synspunkt, har også stor indflydelse på bogens kvalitet som formidlingsværk. Modsat de mere målbare krav til et fagværk, vil det dog altid være et spørgsmål om personlig smag, hvor meget man lader sig influere af fyldstof og andre distraktioner. Efter denne anmelders personlige smag er der alt for mange afstikkere fra det, der er bogens røde tråd, nemlig Dronning Margrete. Der bruges for mange sider på at beskrive rige folder i tøj på statuer, brudeudstyr for Erik af Pommerns dronning eller indgående arkitekturbeskrivelser. Jeg er udmærket godt klar over, at disse nærmest filmiske beskrivelser er noget, der for andre læsere er med til at gøre Margretes tid mere levende, men for undertegnede kommer det til at fremstå som et irritationsmoment, når selve biografiens hovedperson ikke konsekvent beskrives lige så malerisk og energisk. Det må så være et spørgsmål om personlig smag, men der er også ting, som ikke bare kan henføres til personlig smag.

Enkelte steder i bogen virker teksten sprogligt usammenhængende (eksempelvis på s. 39), hvilket faktisk er meget ukarakteristisk for resten af bogen, hvor Ettings skrivestil er sikker og let flydende. Enkelte steder føler man også, at der mangler et eller andet i teksten. Eksempelvis nævnes (s. 31) en Holger Gregersen Krognos, uden at hans rolle i historien forklares eller hans person introduceres; ud fra sammenhængen aner man, at han hørte til på forræderen Tue Galens parti, men man formodes åbenbart at kende Krognos på forhånd. Enkelte kapitler virker også lidt løsrevne fra den røde tråd i bogen; som om der mangler nogle indledende og afsluttende sætninger til at binde dem sammen med resten. Særligt kapitlet om Kunsten og Musikken virker som om det hører til i en helt anden bog. Og så er der hele kapitelstrukturen i bogen, der også kan stilles spørgsmålstegn ved. Mens det er et rigtigt godt formidlingsmæssigt tiltag inden for den biografiske genre, at Etting ikke blot portrætterer Dronning Margrete men også hendes samtid, således at læsere, der ikke er familiære med senmiddelalderen, får et komplet billede af hovedpersonen, så kan rækkefølgen på de kapitler der beskriver samfundet generelt og dem der beskriver Margretes liv godt undre en smule. Mens der helt naturligt efter en kort indledning findes et kapitel, der beskriver samfundsordenen i generelle træk, så synes de tre mere specifikke kapitler om ’Det middelalderlige verdensbillede’, ’Kunsten og musikken’ og ’Livet på landet og i byen’ en anelse malplacerede i bogens slutning umiddelbart inden beskrivelsen af Dronning Margretes død. I bogens slutning får læseren jo alt for sent glæde af den ramme beskrivelserne af samfundet er med til at give, så det ville gavne læserne mere hvis disse kapitler var placeret tidligere i bogen. Denne problemstilling er i øvrigt en gentagelse fra de to første udgaver.

Det kan muligvis lyde som mange anklager mod værket, når jeg lige har fremført at dommen ville blive en anden, når man vurderede værket som formidling. Og det bliver den også, for selvom der selvfølgelig er en pointe med at anføre ovenstående ”irritationsmomenter”, som jeg vender tilbage til om lidt, så kan det ikke overskygge det indtryk, at det faktisk er et rigtigt godt formidlingsværk. Som tidligere nævnt så flyder sproget let og sikkert og selv de mest komplicerede handlingsforløb formår Etting at udlægge på en nemt forståelig måde. Samtidig er bogen spækket med ”gode historier”, fortællinger om spændende og skæve begivenheder, der sætter kolorit på både fortællingen om Dronning Margrete og hendes samtid, og så er mange af disse tilmed underbygget med arkæologiske fund og detaljer. Billederne er gode, af høj kvalitet og understøtter teksten rigtigt godt. Selvfølgelig skal et godt formidlingsværk ikke indeholde faglige fejl, som dem der er blevet beskrevet tidligere, men med al respekt skal det siges, at nævnte fejl ikke forstyrrer fortællingen om Margrete, da de kun har ringe indflydelse på begivenhedsforløbet. Det ville på den anden side heller ikke falde helt i tråd med resten af bogens fortællestil, da en af de formidlingsmæssige forcer netop er, at Etting holder tempo i fortællingen ved ikke at forfalde til alt for mange diskussioner, præciseringer samt at dvæle ved de mere komplicerede begivenhedsforløb. De steder, hvor der så alligevel af hensyn til det faglige publikum findes forskningsdiskussion, er de så tilpas kortfattede og ”forskning-light” til at de ikke forstyrrer det formidlende aspekt.

Set i lyset af det ellers ganske gode stykke formidlingshistorie, der er blevet skrevet, hvorfor så hænge sig i den ovennævnte ”redaktionelle irritationsmomenter”? Det kan godt være, at undertegnede anmelder hænger sig i petitesser, men jeg finder det nødvendigt at understrege, at det kunne være blevet et langt bedre værk, hvis de ovennævnte ting var blevet rettet. Set i lyset af at der er tale om en 3. udgave, vil jeg mene, at man nærmest bør forvente at den slags knaster er blevet høvlet af. Når et værk gennemarbejdes for tredje gang, bør både forfatter og forlag have øje for denne slags mulige forbedringer, ellers gør de efter min mening simpelt hen ikke deres arbejde grundigt nok. Når dette ikke er sket, så giver det anledning til at rejse et par principielle spørgsmål.

For det første; hvorfor udgiver man en 3. udgave af en bog? Er det vitterlig, fordi der kommet så meget ny forskning, at det er nødvendigt at revidere bogen? Sammenlignet med 1. og 2. udgaven springer det i dette tilfælde ikke anmelderen i øjnene. Er det så et spørgsmål om udbud og efterspørgsel? – altså rent kommercielle betragtninger. Etting skriver selv i forordet, at der, trods det er 20 år siden 1. udgaven udkom, stadig er stor interesse for bogen. Hvilket sikkert er rigtigt nok, set i et historisk og særligt i et nationalt perspektiv vil Dronning Margrete altid være et interessant emne. Da der i dette tilfælde synes at være uforholdsmæssigt mange ting, der kunne have været gjort bedre rent redaktionelt, foranlediges man til at tro, at det er de kommercielle interesser, der har været den ansporende faktor bag 3. udgaven. Det virker i alle fald som om, at visheden om at bogen nok skal sælge har fået både forfatter og forlag til at producere bogen på halv automatpilot. Hvilket leder os videre til det andet af de principielle spørgsmål.

Hvem bærer egentlig ansvaret for kvaliteten af en bog? Forfatteren eller forlaget? Svaret er selvfølgelig, at det påhviler begge parter, men forlaget agerer altid sidste filter før udgivelse og har således en afgørende del af ansvaret. Det er blandt andet deres ansvar, at en forfatter ikke står alene med et værk. Vi ved alle, hvordan man ofte er blind for egne fejl og har brug for andres øjne til at opdage fejl og foreslå forbedringer. Mange forfattere løser delvis selv denne problemstilling ved at lade kolleger eller fagfæller gennemlæse deres værker, men Etting takker hverken kolleger eller fagfæller i sit forord. I det tilfælde at en forfatter ikke selv sørger for at få en ’second opinion’, er det forlaget der er garant for dette, enten ved at have en faglig konsulent tilknyttet værket eller ved selv at agere korrekturinstans, der fanger de ”redaktionelle irritationsmomenter”. I Ettings tilfælde må man frygte, at det er en forpligtelse som forlaget ikke har levet op til. Jeg nævnte tidligere, at begge parter måske har kørt på den ”halve automatpilot” grundet at der er tale om en tredjeudgave, og mistanken om at forlaget har kørt på automatpilot forstærkes kun af det faktum, at forlagsbranchen har haft pressede tider og skærer ned på omkostningerne. Et faktum der blandt andet har vist sig for nyligt, da Gyldendal trak bogen ”De grønne djævle” af Bent Kristensen tilbage, fordi den indeholdt faghistoriske fejl og gav et alt for ensidigt og forherligende billede af en tysk faldskærmsdivision under 2. verdenskrig. I den forbindelse medgav Gyldendal, at de ikke havde givet forfatteren det nødvendige modspil, bland andet havde de undladt at have en ekstern konsulent på udgivelsen, og selve beslutningen om at udgive værket var hovedsageligt baseret på det faktum, at det tidligere havde været udgivet på engelsk på et amerikansk forlag. Samtidig modtog værket blandt anmeldere også kritik for ikke at være sprogligt tilrettet.

Det er for øvrigt Gyldendal der udgiver ”Margrete den første”, hvis nogen skulle være i tvivl.

Hvilke afsluttende ord skal Ettings tredjeudgave af ”Margrete den første” så have med på vejen? Jeg nævnte indledningsvis, at balancegangen både at skrive til fagfolk og lægfolk er umådelig svær, og det bærer det endelige resultat da også præg af. Den faglige del er fejlbehæftet og lader meget tilbage at ønske, mens værket set som formidling er ganske godt. Men selv set som formidling sidder man tilbage med følelsen af, at det kunne være bedre – ja, det kunne have været et særdeles glimrende formidlingsværk såfremt to kriterier var opfyldt. Man burde have fået rettet alle de sproglige og strukturelle irritationsmomenter – noget som en god redaktør/forlagsperson eller kollegial gennemlæser relativt nemt ville have kunnet råde bod på. Men primært kunne Etting med blot omskrivning af én sætning have forbedret værket betydeligt, og samtidig kunne hun have gjort denne anmeldelse halvt så lang og halvt så kritisk. Der påtænkes selvfølgelig den sætning i forordet, hvori Etting erklærer at værket henvender sig til både fagfolk og generelt historieinteresserede. Havde hun nøjedes med at henvende værket til lægfolk, så havde vurderingen været en ganske anden.

Som forordet er skrevet, således må dommen udmåles. Enhver bog må måles efter ikke bare generelle standarder, men især efter sine egne erklærede mål. Etting satte sig et meget svært – om end prisværdigt – mål: at på én gang at skrive faghistorie og formidling. Vi må desværre konstatere, at hvor god formidlingsdelen end er, så formår Etting kun at ramme 50 % af sit erklærede publikum.

Lad det være et godt råd til alle faglitterære forfattere: ”Formuler forordet med omhu!”