Middelalderbyen Aarhus

Af Steffen Harpsøe, Arkivar ved Rigsarkivet

Endelig er den her… fristes man til at sige. I 1977, for 36 år siden, iværksattes Projekt Middelalderbyen, der skulle undersøge og kortlægge de danske middelalderbyers struktur, historie og udvikling gennem en kombination af arkæologiske udgravninger (gamle såvel som planlagte) samt skriftlige og kartografiske kilder. Til formålet blev der udvalgt 10 byer (Aalborg, Aarhus, Horsens, Køge, Næstved, Odense, Ribe, Roskilde, Svendborg og Viborg)[i], som skulle have hvert deres værk efterfulgt af et samlet oversigtsværk. Efter at der kom 6 bind i perioden 1985-1992, syntes projektet dog at være gået i stå. Men nu, 21 år efter det sidste bind, er bindet om Aarhus udkommet, takket være en donation fra Veluxfonden fra 2011 – en donation der også sikrer, at det afsluttende samleværk skrives og udgives.

Spørgsmålet er så, om det har været ventetiden værd? Ifølge forfatterens indledning har arbejdet med Aarhus-bindet været gået i stå af to omgange med overdragelse af arbejdet til følge. Først lå projektet hos et samarbejde mellem Aarhus Universitets Afdeling for Middelalderarkæologi og Moesgaard Museum; efter at arbejdet med at analysere de indsamlede og udgravede resultater var gået i stå dér, blev projektet i 1997 overdraget til Aarhus Bymuseum, hvor det gik i stå på grund af manglende ressourcer. Efter at Bymuseet i 2011 blev nedlagt og slået sammen med Den Gamle By, besluttedes det at få afsluttet projektet, og forfatteren fik overdraget opgaven med at skrive resultaterne sammen som et tidsbegrænset delprojekt af det, Veluxfonden havde doneret midler til. Det er altså langt fra ideelle betingelser, værket er blevet til under – særligt forholdet med at overtage og bearbejde andres noter, synteser etc. kan være besværligt. Ser man på de ydre rammer for færdiggørelsen af denne bog, så kan man beskrive det som næsten umenneskeligt. Forfatteren har (alene?) skullet sammenskrive andres undersøgelser og forskningsresultater på godt 1½ år (fondsbevillingen blev givet i slutningen af 2011), et arbejde som der for de andre udgivelser i serien blev brugt flere år på og var et produkt af et tæt samarbejde mellem flere kræfter, der var til rådighed under hele processen. Disse rammer kan desværre klart ses af slutproduktet.

Nu er det ikke fordi, at der som sådan er noget at udsætte på de delresultater og undersøgelser der behandles i bogen; det er fuldt ud fagligt forsvarligt beskrevet. MEN: Værket lider desværre under en del ”skønhedsfejl”, en til tider uigennemtænkt disposition, manglende overvejelser vedrørende enkelte emner, manglende definition af en central afgrænsning samt manglende relativering af dele af teksten til selve emnet.

Det er svært at sige, om de mange skønhedsfejl skyldes tidspres, eller at det er bearbejdningen af andres arbejde, men især den første tredjedel af bogen er behæftet med mange irriterende fejl. Ikke syntaks eller taste-/stavefejl, men fejl hvor teksten enten modsiger sig selv, mister sin interne logik, forglemmelser i teksten, har underlige formuleringer eller referer til ting, som ikke tidligere er omtalt. Som eksempler på ovenstående kan nævnes, at side 8 omtales i teksten det ældste malede prospekt af Aarhus som visende byen fra syd, mens billedet af samme prospekt – på samme side – tydeligt viser, at byen ses fra nord (med mindre Aarhus den gang lå ved en vestvendt kyst), hvilket også angives i billedteksten. Side 135 omtales: ”De 16 skår fra glaserede ørepotter…”, men der er ikke tidligere i teksten om udgravningen af en garvervirksomhed i Badstuestræde omtalt nogle potteskår. Side 23 omtales, at der er fundet 6 runesten i Aarhus by, hvorpå den ene beskrives, og straks derefter omtales: ”De fire øvrige runesten, …” – så der var reelt kun fem runesten? Eller mangler der noget tekst med beskrivelse af den sidste sten? Side 37 mangler der citationstegn rundt om, hvad der tydeligvis er et citat, og også har notehenvisning som sådan. Side 70-71 anvendes vekslende to navneformer – Borrebækken og Borgerbækken, det er indlysende, at der er tale om det samme vandløb, men de to navneformer forklares ikke.

Det kan godt være, at undertegnede anmelder er noget krakilsk på dette punkt, men alt dette er med til at nedsætte den i forvejen ikke høje læsevenlighed, hvilket ikke ligefrem gavner et værk af denne karakter. Det er helt naturligt at læsevenligheden ikke er høj i et værk fyldt med beskrivelser af udgravningsfund og bygningsarkæologiske undersøgelser samt oplysninger fra sporadiske kilder, det er en betingelse, man må tage med og forvente. Men de ovenstående skønhedsfejl burde være undgået af hensyn til netop samme læsevenlighed, der så tilmed samtidig hæmmes kraftigt af tekstens indforståethed. Hermed sigtes ikke til den arkæologiske indforståethed med fagtermer – det må som sagt forventes. Derimod tænkes på den lokalgeografiske indforståethed. Hvis man ikke er godt lokalkendt i Aarhus midtby, så gør tekstens konstante henvisninger til midtbyens nuværende gadenavne og husnumre (eller ”overfor teatret” o.l.) at læseren mister overblikket. Der findes ganske vidst en hel del fine specialkort i bogen (eks. fordelingen af fund fra 1200-tallet osv.), hvoraf man med noget arbejde kan sammenstykke, hvor de forskellige lokaliteter ligger, men der er desværre intet samlet kort over det moderne gadenet i Aarhus midtby, hvilket ellers ville have bidraget betragteligt til overblikket over de steder, der omtales i teksten.

Ovennævnte lokalgeografiske indforståethed kunne også have været modvirket, hvis man havde placeret afsnittet om middelalderbyens gadenet før afsnittene om de forskellige bygninger (som det er, så kommer afsnittet om gadenettet efter det om de gejstlige bygninger og det om befæstninger, port og mølle). Altså et spørgsmål om bogens disposition. Man kunne antage, at da bogen nu er en del af Projekt Middelalderbyen, at der så er en fast disposition, der skal følges, men et hurtigt kig på værkerne om hhv. Næstved og Ribe viser, at dispositionen ikke ligger fast – kun bestanddelene og metodikken i analysen og undersøgelserne. Man kunne altså have valgt anderledes. Dispositionen gør også – med opdelingen i emner (gejstlige og verdslige institutioner, erhvervs- og besiddelsesforhold, bebyggelse samt befæstning, port og mølle), modsat en kronologisk eller lokationsmæssig opdeling – at der forekommer mange gentagelser i værket, forstået på den måde, at i det omfang kilder og udgravninger har noget at bidrage til flere af kategorierne, så nævnes det samme gentagne gange. Det efterlader læseren med oplevelsen af at ”læse i ring”. På dette punkt følger bogens inddeling dog de andre værker fra Projekt Middelalderbyen, og må derfor antages at følge den historisk-topografiske syntese for projektet – hvilket selvsagt fremmer muligheden for en komparativ analyse af byernes udvikling og struktur.

Om det så vil være i det planlagte sammenfattende værk, at man vil gøre sig nogle af de overvejelser, som undertegnede fandt iøjefaldende fraværende i bindet om Aarhus, vides ikke. I alle fald er det påfaldende, at Aarhus å i kapitlet om færdsel og transportmuligheder, og også senere i bogen, konsekvent omtales som sejlbar i middelalderen – i alle fald i tidlig middelalder, men samtidig beskrives at den har både vadested og bro (senere to broer), uden at der gøres nogen bemærkninger om, hvordan disse to tilsyneladende modstridende forhold kunne sameksistere. Ligeledes er der ikke gjort nogen bemærkninger om forholdet mellem volden (der har tre byggefaser – en anlæggelse og to udvidelser i højden) og bebyggelserne uden for volden i en militær sammenhæng. Bebyggelse uden for volden må have haft betydning for dennes militære værdi (bygninger i voldens umiddelbare nærhed giver jo beskyttelse mod pile). Ej heller gøres der tanker om voldens karakter som forsvarsværk kontra som toldopkrævningsbarriere. I forlængelse heraf kan også bemærkes, at der nogle steder savnes en bedre relativering af nogle af de behandlede emner til selve hovedtemaet – altså Aarhus bys struktur og udvikling i middelalderen. For eksempel kunne bebyggelserne i oplandet og deres betydning for Aarhus godt udpensles mere; det antydes implicit, at de var med til at forsyne byen med fødevarer, for i kapitlet om bymarken og der, hvor byens haver omtales, gøres ingen bemærkninger om, at byen var selvforsynende. Ej heller nævnes oplandet i forbindelse med afholdelse af markeder i byen – i det hele taget omtales markedsdage ikke i nævneværdigt omfang i bogen. Faktisk har bogen ikke noget afsnit om de omkringliggende landsbyer i middelalderen, det er kun beskrevet op til og med vikingetiden. Ligeledes savnes en relativering, der kan retfærdiggøre, at stormandsgården i Lisbjerg, der ligger relativt langt fra middelalderens Aarhus, har fået sit eget underafsnit. Som det er, så berettiger formuleringen: ”Men om Lisbjergs eventuelle position i herredet [som muligt sæde for en evt. herredsfoged] har haft nogen betydning for den fremvoksende by, Aros, vides ikke.”, ikke at beskrivelsen er medtaget. At man har fundet resterne af et magt- og/eller ressourcecenter i byens opland, må have haft en indflydelse af en eller anden form, som der kan gøres nogle lidt mere vidtstrakte tanker om.

Om andre afsnit og dele af bogens undersøgelser og analyser har en ligeledes tynd berettigelse beror dog på noget langt mere centralt – nemlig et definitionsspørgsmål. Som titlen på det overordnede projekt antyder, så skulle det vel dreje sig om middelalderen. Alligevel går bogen her ca. 22.000 år tilbage og opridser den geologiske udvikling fra den sidste istid. Dette er utvivlsom en del af projektets faste udformning (ses også i bøgerne om Næstved og Ribe), men man kunne have overvejet at bryde med dette princip. Ja, istiden er grundlaget for landskabets udformning, men strengt taget er det vel kun den geologisk-topografiske udvikling i tiden umiddelbart før den behandlede periode, der har nogen direkte betydning for forholdene i middelalderens Aarhus. Dvs. at man kunne nøjes med at beskrive den yngste jernalder og vikingetiden (set i europæisk perspektiv er vikingetiden jo faktisk middelalder). I den anden ende af tidsspektret er der nok en berettigelse i, at der medtages efter-middelalderlige kilder – særligt for det kartografiske materiale. Men eftersom de fleste af os er skolet i, at dansk middelalder slutter med reformationen i 1536, kan det undre, at man her har sat grænsen for de skriftlige kilder til 1559 – og det vel at mærke uden nogen forklaring på, hvorfor grænsen er sat ved netop dette årstal. Måske er det en afgrænsning der ligger helt tilbage i Projekt Middelalderbyens beslutningsfase?

Til slut kan man rejse nogle mere principielle spørgsmål om udgivelsen. Først og fremmest om et sådant værk (del af en topografisk-historisk-arkæologisk serie) kan læses som et enkeltstående værk, dernæst om den rammer den tiltænkte målgruppe. Alle de ovenstående betragtninger i anmeldelsen taget i betragtning, så er det svært at besvare førstnævnte spørgsmål med et rungende NEJ, eller et gjaldende JA. Hvis man er ekstremt lokalhistorisk interesseret i Aarhus, forsker i middelalderbyer eller har brug for en arkæologisk oversigt og resume over udgravninger i Aarhus, så vil bogen utvivlsom også i løsrevet tilstand sidde lige i skabet. Men alligevel er det meget tydeligt, at bogen så absolut bedst forstås og giver mest mening, når den sættes ind i de rammer som Projekt Middelalderbyen har sat, og hele dispositionen og emneinddelingen egner sig da også bedst til sammenlæsning med de andre værker i serien. Opfylder man ingen af de førnævnte kriterier for at læse bogen som enkeltstående værk, så virker den meget som løsrevne delresultater uden nogen egentlig syntese eller fortælling, og det kan faktisk kun anbefales at læse de otte siders sammenfatning, der kort opridser byens udvikling og struktur. Resten vil være alt for fagspecifikt og snævert, hvis man blot er en kursorisk læser (uanset om man er fagperson eller generelt historisk interesseret). Syntesen må man nok forvente at få i det sammenfattende værk, der er på vej, og det er vel også det rette sted. Men denne syntese vil sandsynligvis blive for de danske middelalderbyer generelt set; delkonklusionerne om Aarhus udvikling eller særtræk er noget man selv må udlede af den her anmeldte bog.

Sat ind i den kontekst hvori bogen er skrevet – som en del af serien Projekt Middelalderbyen, så må den siges at opfylde minimumssucceskriterierne. Som opslagsværk og arbejdsredskab for forskere i byudvikling og byhistorie vil den være stærkt anvendelig, men som så megen anden faglitteratur er det jo ikke ensbetydende med, at det er synderligt læsevenligt. Selv om bogen opfylder sine egne kriterier, så sidder man tilbage med fornemmelsen af, at det kunne have været meget bedre. Skeler man til de andre værker i serien, kan man ikke lade være med at drage to konklusioner: Aarhus er ekstremt fattig på skriftlige kilder, der er kød på, og at – ud fra de meget få tolkninger på byens udvikling og struktur – vi reelt ved uendelig lidt om Aarhus middelalderby … eller måske at forfatteren grundet tidsnød eller forsigtighed ikke ønsker at drage nogle konklusioner. De andre værker i serien virker bare mere gennemarbejdede og sammenhængende.

At der er plads til forbedring også inden for egne rammer ses primært af de samme træk, der gør at den som generelt topografisk-historisk værk lader noget tilbage at ønske. Primært skyldes det, at der kunne være tænkt mere over både struktur og disposition, der havde gjort den langt mere læsevenlig – selv om der ligger en skabelon fra det projekt, så er det tilladt at tænke læserne mere ind i formidlingen. Tilføjelsen af et oversigtskort over det moderne Aarhus og nogle omstruktureringer i dispositionen, herunder en tænkning af teksten som en helhed for at undgå de mange gentagelser, kunne have øget læsbarheden og måske gjort, at man kunne ramme en lidt bredere læserskare. Som værket står nu, er det absolut kun for fagfolk med særinteresse for Aarhus lokalhistorie og byhistorie i middelalderen. Og selv for dem må den største anke ved værket også trække ned i bedømmelsen – navnlig de mange skønhedsfejl og lettere knudrede eller underlige formuleringer, for ikke at glemme det manglende underafsnit om oplandets landsbyer i middelalderen. Det kunne så nemt være undgået – et unødvendigt irritationsmoment i en bog med et i forvejen begrænset publikum. Selv under de produktionsforhold værket har været underkastet, så må skønhedsfejlene dog karakteriseres med ét ord – sjusk! Og værket som helhed med ét andet ord – hastværk!

[i] De 10 byer er ifølge bogens egen indledning og det engelske resume. Kigger man i værkerne om Næstved og Ribe, så står der dog 11 byer på listen over planlagte udgivelser, da Søborg også er på listen. Denne og de påtænkte værker om Roskilde, Horsens og Aalborg er dog ikke udkommet (om end de indsamlede oplysninger om Aalborg er anvendt i bind 1. af ”Aalborgs historie” fra 1992 – hvilket vel er grunden til at Thomas Bloch Ravn i forordet til Aarhus-bindet skriver, at der kom 7 bind i serien før Aarhusbogen), og eftersom det planlægges at sende det sammenfattende værk for hele projektet på gaden som det næste, så er det tvivlsomt om disse nogensinde bliver til noget.