Nonnebakken - Odenses vikingeborg
Af Per Ole Schovsbo
Dette er værket om Nonnebakken, Odenses vikingeborg, der næsten er usynlig for det blotte øje, fordi den ligger under moderne bebyggelse i den sydlige del af byen. Det kan man til gengæld ikke sige om Mads Runges og hans 14 medforfatteres ordrige værk i to bind i stort format og fornemt udstyr. Sjældent ser man så meget om en næsten usynlig borg. Forklaringen er naturligvis at den sammen med 4-5 kolleger, Aggersborg ved Limfjorden, Fyrkat nær Hobro, Trelleborg ved Slagelse, Borgring ved Køge og måske Borgeby i Skåne, udgør en del af kong Harald Blåtands projekt i slutning af 900-tallet, der er indskrevet på den store runesten i Jelling: ”den Harald som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde Danerne Kristne”.
Værket gennemgår lidt adspredt Nonnebakkens forskningshistorik, der fører frem til resterne af det nonnekloster fra 1100-tallet, der blev anlagt midt i ringbogens centrale område og som har givet stedet navn. En del murede grave stammer fra klosterets tid, mens flere mere eller mindre nøgne grave er vanskeligere at datere. Efter klosterets nedlæggelse ca. 1250 fungerede kirken som sognekirke formentlig ind i 1300-årene som var præget af stagnerende befolkningstilvækst, landbrugskrise og hungersnød. Hertil kommer pesten omkring 1350. Området indenfor borgens endnu synlige ringvold var herefter udlagt til landbrugsjord, som det ses på Brauns Prospekt fra 1593. Naturligvis har H C Andersen kendt Nonnebakken, der samen med de omliggende lystskove var udflugtsmål for byens borgere. 1837-38 opførtes et landsted midt i ringborgen. Det blev omkring 1900 ombygget, hvorved en stor del af borgens ringvold blev ødelagt. I 1908 blev den resterende del fjernet og jorden brugt til opfyldning flere steder i Odense. 1925 købte Odd Fellow logerne ejendommen og gav bygningen det nuværende udseende. Den tyske værnemagt beslaglagde palæet under besættelsen, der i 1946 igen var klar til at modtage logebrødrerne. Kort tid efter foreslog en begavet amatørarkæolog, Ernst Hansen, at det forsvundne anlæg kunne have været af samme type som Trelleborg, der dengang var under udgravning af Nationalmuseet.
I løbet af de efterfølgende årtier er der foretaget mange arkæologiske, topografiske og geologiske undersøgelser af ringborgen på Nonnebakken og dens omgivelser. De samlede resultater, der hermed fremlægges for første gang, viser heldigvis at borgens voldgrav og øvrige anlæg faktisk ligger relativt godt og velbevaret under jorden og rummer et stort forsknings- og formidlingsmæssigt potentiale, skriver Mads Runge. I forordet bringe han også en klar og kortfattet oversigt over værkets mange kapitler, der tager udgangspunkt i den imponerende tegningsmæssige rekonstruktion af borgen, der naturligvis er værkets centrale budskab og resultat af en arkæologisk forskning og minutiøs kortlægning, der er helt uden sidestykke.
Undersøgelserne viser som nævnt, at ringborgen har været fuldt udbygget i stil med Aggersborg, Fyrkat og Trelleborg mens Borgring ikke har været færdigbygget og Borgeby er ret ukendt, fordi den ikke er tilstrækkeligt undersøgt. Kun Trelleborg anses for at have været i kamp, og de få genstandsfund på Aggersborg og Nonnebakken vidner om,at de har været beboet i kort tid i modsætning til Trelleborg og Fyrkat. Borgring synes hverken at være færdigbygget eller beboet i større omfang, skriver Mads Runge. Søren Sindbæk og Else Roesdahl har fremlagt den teori, at Aggersborg er den ældste af ringborgene, hvorefter borgbyggeriet har bevæget sig østover og ikke er blevet færdig med Borgring og måske den skånske Borgeby.
Nonnebakken er anlagt strategisk på et synligt terrænfremspring syd for Odense omgivet af lave våde områder ligesom Borgring, Fyrkat og Trelleborg, men det har ikke været muligt at sejle til borgene med større skibe i vikingetiden bortset fra Aggersborg, der ligger ved Limfjordens kyst. Det betyder, at borgene skal ses i relation til landområdernes infrastruktur, mens Aggersborg, der er den største af dem alle, kunne tænkes at have haft en mere maritim rolle.
Borgene har kun fungeret i en kort periode, måske 15 år, og flere af borgene har spor af aktiviteter som håndværk efter deres nedlukning, skriver Mads Runge. For Nonnebakkens vedkommende er alle de anlægsformer påvist, der karakteriserer en fuldt udbygget ringborg. Voldgraven der ikke dækker hele den lave og fugtige vestside, volden med tømmerkonstruktion og fire porte, den træbrolagte voldgade og aksegaderne og de fire karreer, hver med fire halhuse hvis konstruktion dog er uvis. Der er ikke påvist en samtidig gravplads, og det fundne genstandsmateriale er ret beskedent. Det omfatter sølvspænder, glasperler, smedeværktøj, hvæssesten og en jernøkse, hvortil kommer en træspade. Det skyldes, at det samlede udgravede areal på Nonnebakken er beskedent i forhold til de øvrige ringborge, skriver Mads Runge, da antallet af fund i forhold til det udgravede areal på Nonnebakken er relativt højt i forhold til de øvrige ringborge.
Efter disse indledende bemærkninger, der indeholder de væsentligste konklusioner, følger et forskningsmæssigt tungt materiale der er fremlagt i seks kapitler, forfattet af 14 fagfolk, en litteraturoversigt og et engelsk resume. I alt 352 sider. Hertil kommer værkets bind 2, der på 193 sider fremlægger kataloger over fund og anlæg.
Anmelderen er i øvrigt overbevist om, at kong Harald ud over ringborgene også byggede en bro i Ravning Enge vest for Vejle og det lineære Kovirke sydøst for Danevirkes hovedvold og naturligvis den imponerende rhombeformede palisade om kongesædet i Jelling med kirken syd for Thyras høj over den formodede kammergrav med kong Gorms jordiske rester. Kong Harald elskede jo geometri af træ og jord men blev selv begravet i sin egen kirke af sten i Roskilde. Kong Haralds projekt blev tilsyneladende udraderet af sønnen Svend Tveskæg, den onde vikingekonge, der overtog kongeriget og generobrede det da tabte Norge og besatte det sydlige England, hvor han døde men alligevel blev begravet i Roskilde, der således synes at være blevet Jellings og Lejres efterfølger som et naturligt magtcentrum for Danmark og Skåne.
Det storslåede værk om Odenses Vikingeborg på Nonnebakken er resultatet at en helt enestående forskningsindsats udført af en kreds af fagfolk der når langt videre i detaljer og konklusioner end de fleste andre fremlægninger af danske ringborge. Det skyldes naturligvis at værket står på skuldrene af den danske forskning af ringborgene som Harald Blåtand byggede, og UNESCO har givet status som verdensarv.
[Historie-online.dk, den 11. marts 2025]
