Rex imperator in regno suo
Af Karsten Lykke Sørensen, historiestuderende.
Tidligere var der blandt danske historikere en udbredt mening om, at middelalderens Danmark socialt, politisk og retsligt var et særegent samfund ulig øvrige europæiske samfund. Der har været en antagelse om, at der i århundrederne omkring år 1200 eksisterede en form for forbilledlig statsdannelse i en række centrale europæiske kongedømmer, og at Danmark på afgørende politiske og retslige punkter haltede flere århundreder efter disse forbilleder. Med denne fremstilling forsøger Per Andersen at gøre op med denne tradition. Dette sker med udgangspunkt i en undersøgelse af, hvorledes magtstrukturerne var opbygget i middelalderen, og hvordan en rigsomfattende lovgivning blev givet.
Fremstillingen består af to hoveddele. I den første del forsøger forfatteren indenfor en af ham selv fastsat definition at gøre rede for, hvornår den første rigslov i Danmark blev givet. Den anden del er en analyse af det danske og nogle europæiske kongedømmers lovgivning i 1200-tallet for at fastslå, hvorvidt Danmark var et foregangsland indenfor lovgivningen.
Per Andersen lægger ud med at definere begreberne lov og rigslov i middelalderen. Ganske kort fortalt definerer Per Andersen en lov i middelalderen som en offentliggjort, skriftlig forordning, der sikrede overholdelse af retfærdighed i overensstemmelse med guds lov, og en rigslov er ifølge Per Andersen et moderne koncept, der er blevet trukket ned over det middelalderlige materiale. Begrebet er blevet brugt af retshistorikere gennem mange år som en måde at påvise en statsdannelse i middelalderen. De har ledt efter en centralmagt, der havde hjemmel til at udforme og udstede love dækkende for hele riget. Per Andersen definerer hermed rigslove som love vedtaget af og offentliggjort for befolkningen, samt fremmet gennem et rigsorgan (kongen og/eller en formelt såvel som uformelt valgt repræsentation for riget, eventuelt alle landsting) og formelt tiltænkt hele riget som en helhed.
Med dette som udgangspunkt forsøger fremstillingen at påvise, at Danmark omkring 1200-tallet ikke haltede flere århundreder efter andre centrale europæiske kongedømmer ved at analysere forholdene i Danmark, Det Tysk-romerske rige, Aragonien, Castilien, England, Frankrig, Norge og Sverige. Det første eksempel på en rigslov er givet af kejser Frederik II, der i sin egenskab af konge over Sicilien i 1231 udgav Melfi-konstitutionerne, der var en samlet lovgivning for hele hans syditalienske kongerige. Ifølge den ældre tradition skulle Danmark således ikke få en rigslov før langt senere, men gennem en længere analyse godtager Per Andersen Jyske Lov som have værende ment som en rigslov. Jyske Lov var således den første rigslov i Danmark, som blev givet allerede i 1241.
Så er spørgsmålet bare, om Danmark var et særegent samfund i forhold til andre europæiske samfund. Gennem analyser af andre europæiske forhold kommer Per Andersen frem til, at Jaime I af Aragonien og Magnus VI af Norge ligeledes gav rigslove i henholdsvis 1247 (Fueros de Aragón) og 1274 (Landsloven), mens der i Frankrig, England og Sverige af forskellige årsager ikke blev givet rigslove i 1200-tallet. Dermed har Per Andersen gjort op med den gamle tradition, da Danmark ikke har været flere århundreder efter de øvrige europæiske samfund, men derimod har været blandt de første til at give rigslove. Danmark er altså ikke et særegent samfund i forhold til de øvrige europæiske samfund.
I Danmark er tiden efter 1241 blevet betegnet som en nedgangsperiode for kongemagten. Der blev ikke givet flere rigslove under de næste konger i Danmark, lige så vel som det heller ikke skete i Norge eller Aragonien. Kongemagten kunne ikke lovgive uden støtte fra stormændene. Kongens magt var således baseret på hans personlige forhold til stormændene, og selvom én konge havde fået gennemforhandlet en rigslov, var dette ikke ensbetydende med, at kongemagten også fremover kunne gøre dette, for vrangvillige stormænd kunne modarbejde lovgivningen. Senere blev de danske konger, som andre europæiske konger, tvunget til at underskrive en håndfæstning af stormændene, der indskrænkede kongens magt. Per Andersens konklusion på dette faktum er, at rigslovgivning krævede en stærk centralmagt, der hvilede på stormændenes lokale støtte, og at denne magt ikke var under kontinuerlig udvikling i 1200-tallet, men afhang af og vekslede under den enkelte konge. På dette område kan man altså heller ikke tale om, at Danmark skulle have en særegen stilling i det europæiske middelalderlige samfund.
Denne fremstilling kommer med en god gennemgang af de retslige forhold i 1200-tallets samfund, så også en person uden en særlig stor indsigt i forholdene kan få et godt overblik. Der er desuden en udførlig litteraturliste, som bevidner forfatterens store forarbejde. Det er efter min mening en fremstilling, man ikke kan komme udenom, når man fremover skal bearbejde de retslige forhold i Danmarks middelalder, og jeg vil varmt anbefale den.
