Sølv, blod og kongemagt

Af Anders Ellegaard, cand.jur.

”Hvor bor vikingerne”? - Spørgsmålet blev stillet af én af cruisegæsterne i Århus. Forhåbentlig i sjov, men det siger noget om omverdenens kendskab til vikingerne. Og danskerne selv? Vinterbadere, fodboldfans, øldrikkere og mange andre bruger ordet om sig selv og hinanden.

Cand. mag. Anders Lundt Hansen har skrevet denne bog, hvor han gør op med begrebet ”vikingetiden, ” som typisk omtales som perioden 800-1050. Forfatteren gør op med betegnelsen for både perioden og begrebet viking. Perioden kalder han for ”den skandinaviske ekspansion” og vikingerne for pirater eller sørøvere. Målet med bogen er at se perioden uden ”vikingefilter.”

Hvorfor ekspanderede Skandinavien så voldsomt i perioden? I følge forfatteren var der tre hovedårsager: Handel, slægten og centralisering. De tre faktorer var ikke de eneste, men de vigtigste og mest afgørende. Forfatteren bruger triquetraen  (et trekløver) til at illustrere sammenhængen og den delvise overlapning mellem de tre begreber.

Handelen blev stærkt forøget takket være indførelsen af klinkbyggede og sejlførende skibe til militært brug og til fragt af stor laster. Sejl havde været kendt i Middelhavet i årtusinder, men kom først i brug i Skandinavien omkring midten af 700-tallet. Bogen redegør for skibsbygning, skibstyper og mulige årsager til den (set med nutidige øjne) sene brug af sejl. I hvert fald var sejlet årsag til hurtig sejlads på åbent vand, hvilket var en fordel militært og fragtmæssigt. Og til sejladser i Nordatlanten, til Middelhavet og på floder i Rusland.

Slægten og dens ære var vigtigere end enkeltpersoner. Kvinders roller var at føde børn og passe hjemmet/gården. Ægteskaber var aftalte alliancer, som blev brugt til at skabe gode forbindelser til andre slægter og til at sikre arvefølge, formuer og politisk magt.

Centraliseringen beskrives som kongernes opgør med stormændene og med andre konger om magten i områderne. Bogen beskriver magt som andres loyalitet mod magthaveren, og ikke som magt over et bestemt territorium. Nationalstaterne og egentlige grænser var ikke ”opfundet” i perioden. Loyaliteten kunne være fra enkeltpersoner eller fra folkeslag i andre områder. Et andet udtryk for centralisering er: magtkoncentration.

Forfatteren binder de tre begreber op på en beskrivelse af tre enkeltpersoner og deres historie.

I første del: ”På en strøm af sølv” er personen Harald Klak og beskriver hans kamp med Godfredbrødrene om magten i danernes område, og hans forhold til den tysk-romerske kejser. I denne del af bogen er der afsnit om kongsgårde, almindelige gårde, samfundsklasser, skibe og sejl, nordens guder, Ottar og Wulfstan. Harald Klak fik området Frisland af kejseren. I bogen beskrives Frislands historie og skæbne.

I anden del: ”Kongers magt og afmagt” er hovedpersonen Egil Skalle-Grimssøn. Sagaernes troværdighed drøftes, og de fem hovedopdelinger af sagaerne gennemgås. Egils saga er én af islændingesagaerne, som fortæller om perioden i 900-tallet lige efter landnamstiden, hvilket svarer til den tidlige middelalder, som denne bog behandler. Afsnittet beskriver magtkampene i Norge, på Island og de britiske øer. Andre emner: Våben, sværd, heste, stormændenes lid (krigere), kristendommens betydning for centralisering, skjaldedigtning og runerne

Et afsnit handler om centraliseringen i Danmark på Harald Blåtands tid. Jellinganlægget med palisaden, Ravningebroen, Dannevirke, Hedebyvolden og trelleborgene. Byggerierne har krævet enorme ressourcer af materialer og arbejdskraft og ikke mindst en kongemagt. I bogen antages den mulighed, at stormændene, som har stået for materialer og arbejdskraft, har overtalt Haralds søn Svend Tveskæg til at tage magten og stoppe byggerierne. At de allerede opførte byggerier forfaldt hurtigt uden tilsyneladende at have været brugt, kan skyldes at stormændene hadede dem så meget, at Svend ikke turde bruge dem. Centraliseringen af kongemagten gjorde stormændene kraftig modstand imod, og egentlig blev centraliseringen først endeligt gennemført i 1660 med Enevælden.

I tredje del: ”Dynastierne” er Emma af Normandiet hovedpersonen. Emma blev gift med Æthelred II i 1002. Stort set hele denne del af bogen foregår i England. Det er tiden, hvor Svend Tveskæg og Knud den Store optræder. Slaget ved Maldon (991), Byrthnoths skæbne, Æthelred betalte den første danegæld, danemordet, Svends hævn, Knud i England. Der er mange emner at tage af.

Efter Æthelreds død i april 1016 og slaget ved Ashingdon i oktober 1016, giftede Emma sig med Knud. Som kvinde kunne hun ikke regere, men bag enhver stor mand, står der som bekendt en kvinde. I dette tilfælde gjorde der i hvert fald. Emma fik stor politisk magt. Vidnelister blev udfærdiget ved alle større aftaler, således at man ved en tvivl om indholdet kunne se, hvem der havde været til stede ved aftalens indgåelse, og eventuelt udspørge vedkommende senere. De var opført i rangorden, og Emma rykkede højere og højere op. Efter Knuds død i 1035 blev flere af Emmas sønner konger, men Emma mistede efterhånden magten.  Afsnittet fortsætter med Englands og dynastiernes historie indtil Vilhelm Erobreren og hans slægt sætter sig på tronen.

Dynastierne levede ikke evigt. De kunne svækkes og forsvinde.. Dynastierne - med indbyggede periodiske sammenbrud - var den tredje faktor, som muliggjorde den skandinaviske ekspansion i middelalderen. 

I fjerde del: ”V-ordet” vender forfatteren tilbage til brugen af ordene viking og vikingetiden. I hele bogen indtil denne del har forfatteren ikke brugt ordene én eneste gang. Det er ikke nødvendige ord.

I middelalderen blev ordet viking brugt i betydningen pirat eller sørøver. I den tidlige middelalder var folk bønder, og de kunne drage i viking, hvis de ville og kunne, men når de kom hjem, var de bønder igen. Ordene gik af brug i flere hundrede år. I 1800-tallet dukkede de op igen i den nationalromantiske periode. De tabte krige og decimeringen af det multikulturelle storrige skabte et behov for at vise fordums storhed. Vidunderbarnet, arkæologen Worsaae, udpeges som manden, der stod som garant for vikingetiden som en historisk periode. Han fortolkede nationalismen ind i sine fund: race, ånd og land. Men der er ingen ånd i arkæologiske fund. Forfatteren definerer: ”I praksis: Nationalisme er den idé, at hvert sprog skal have sin egen stat.” Forfatteren mener, at ordet viking kun skal bruges, når man mener pirat eller sørøver.

Vikingerne bruges i dag især af formidlere som journalister, pressefolk og ansatte i turistindustrien. Men også museer og kulturinstitutioner bruger dem for at tiltrække besøgende. Det er foreslået at kalde tiden for stålalderen, men det vil næppe sælge mange billetter.

Sidst i bogen er der litteraturlister, register over person- og stednavne og en billedfortegnelse. Her skal Patrick Leis fine og inspirerende illustrationer fremhæves. Indbindingen og illustrationerne er fint udført.

Bogen giver en fin gennemgang af samfundet i den tidlige middelalder (vikingetiden) med tre personer som omdrejningspunkter for beskrivelse af den skandinaviske ekspansion i årene 800-1050. Og så foreslås det, at vi ophører med at kalde det vikingetiden.

Historie-online.dk, den 26. juni 2018