Svend Estridsen

Af Anders Ellegaard

En antologi er ifølge Den store Ordbog en samling af udvalgte tekster fx. vedrørende et bestemt tema. Udvælgerne/redaktørerne har i denne bog som tema valgt en dansk konge, som på flere måder var en overgangsfigur. Svend Estridsens person, liv og gerning stod midt imellem vikingetiden og middelalderen. Han kan betegnes både som den sidste vikingekonge og den første middelalderkonge.

Ifølge forordet er intentionen med bogen at give en samlet præsentation af Svend Estridsens regeringsperiode med fokus på hans regeringsførelse og dens indenrigs- og udenrigspolitiske, kirkepolitiske, økonomiske og administrative betydning. Redaktørerne pointerer, at der kan være emneoverlap i kapitlerne, og at de enkelte forfattere ikke altid deler synspunkter, hvilket skyldes forfatternes forskellige kildefortolkninger. Dette er uundgåeligt i en antologi med forskellige forfattere, som ikke skal nå konsensus.

Bogen er inddelt i 9 kapitler og 1 appendiks. Alle har forskellige forfattere. Forrest i bogen er der en anetavle som rækker fra Svend Tveskæg til de 5 af Svends sønner, som blev konger efter ham. Desuden er der kort over de steder i Europa og i Norden, som er omtalt i bogen, og kort over omtalte kirker og møntfund.

Bogen er inddelt i 4 dele: Del 1: Politisk historie (Kap. 1 og 2). Del 2: Kirkehistorie (Kap. 3 – 5).
Del 3: Økonomi og administrationshistorie (Kap. 6 – 8). Del 4: Receptionshistorie (Kap 9).

Kapitel 1 (Svend Estridsens politiske liv) er skrevet af Lasse C. A. Sonne.
Det er en personalhistorisk præsentation af Svend Estridsen fra hans fødsel (o. 1020) til hans død 1074/76. Sonne hælder mest til 1076.
Svend var ikke designeret som konge, men med en boglig (kirkelig) fremtid. Forskellige kilder nævner Svends boglige dannelse og lærdom.
Da det blev aktuelt, valgte Svend et metronymt slægtsnavn: Estridsen efter hans moder, som var søster til kong Knud den Store. Det skulle bevise, at Svend var af kongelig æt. Svends far – Ulf – var det ikke.
Svend lå flere gange i krig med de norske konger Harald Hårderåd og Magnus den Gode. Først ved sidstnævntes død blev Svend konge i Danmark i 1047. Svend var ikke nogen stor hærfører. Han tabte hver gang, og han måtte nogle gange fortrække forsmædeligt.

Svend indså, at vejen frem var at alliere sig med kirken og den fremadstormende kristendom. Han fik gode forbindelser til ærkebiskop Adalbert i Hamborg-Bremen og en stort set positiv kronikør i Adam af Bremen. Den eneste større knast var, at kirken anså Svends giftermål med Gunhild som ulovligt, da hun var hans kusine. Da pave Gregor 7 udstedte et brev herom, kunne Svend blive skilt fra Gunhild. Han fik ingen ægtefødte børn, men mange med forskellige friller. I alt 14 sønner, hvoraf fem senere blev konger i Danmark. Andre fik en kirkelig karriere eller blev krigere i England.
Svend fik i 1060 gennemført en opdeling af Danmark i otte stifter, og han arbejdede på at få pavens tilladelse til at oprette et ærkebispesæde i Danmark.

Kapitel 2 (Svend Estridsens blodskam og skilsmisse) er skrevet af Niels Lund.
Kapitlet går i dybden med Svends slægtsforhold. Hele historien bygger på Adam af Bremens krønike fra o. 1075. Det er noget af en labyrint at finde rundt i slægten/slægterne, og det synes som om begrebet spindoktor allerede var opfundet dengang. Niels Lund mener i hvert fald, at Adam af Bremen bøjer historien efter det formål, han ønsker.

Incestspørgsmålet var i anden halvdel af 1000-tallet så bredt, at hver person havde en kreds af omkring 8000 personer, efterkommerne af 128 tiptiptiptipoldeforældre, som han eller hun ikke lovligt kunne gifte sig med. Det måtte man naturligvis lave om på.

Kapitel 3 (Svend Estridsen och kyrkans organisering) er skrevet af Bertil Nilsson.
Her starter historien før Svend blev konge. Der redegøres for koncilet i Ingelsheim i 948, hvor der optræder tre biskopper i Danmark: i Slesvig, Ribe og Århus. I 988 kommer Odense med som stift.

Forfatteren tillægger ikke Adam af Bremen stor sandhedsværdi, men konkluderer dog, at da Svend besteg tronen i 1047 var der biskopper i Slesvig, Ribe, Odense, Roskilde og Skåne. Der er ikke nævnt faste stiftsgrænser, og Århus er heller ikke nævnt. I 1060 deltes Ribe stift i fire stifter: Ribe, Viborg, Århus og Vendel (landet nord for Limfjorden).

Der optræder nu stiftsbiskopper, som havde egne bispesæder, og missionsbiskopper, som ikke havde det. Forfatteren foreslår, at de to bispesæder i Skåne: Lund og Dalby, som lå kun 10 kilometer fra hinanden, var et stiftssæde i Lund, og et missionsbispesæde i Dalby. Adam af Bremen anførte, at ærkesædet i Hamborg-Bremen ventede på, at biskop Henrik i Lund, som Svend Tveskæg havde hentet i England, skulle dø, så Engino i Dalby kunne overtage bispesædet. Engino var nemlig fra Tyskland. Kirkepolitik!

Kapitel 4 (Svend Estridson, Hamburg-Bremen och påven) er skrevet af Henrik Janson.
Her går forfatteren i dybden med ærkebispesædet i Hamborg-Bremens forhold til Danmark. Det er specielt ærkebiskop Adalberts historie, som Adam af Bremen beskriver. Forfatteren anfører, at Adam efter hans opfattelse får sværere og sværere ved at skrive historien, jo tættere den kommer på hans – Adams – egen tid, og at kronologien ikke altid holder. Adam af Bremen driver eller beskriver kirke- og magtpolitik.

Svend Estridsens ægteskab med Gunhild, hans kusine, udløste en trussel om opløsning af ægteskabet eller bandlysning. Pavebrevet herom og den efterfølgende skilsmisse gennemgås også.

Kapitel 5 (Kirker af træ, kirker af sten – Arkitektur og dateringsproblemer på Svend Estridsens tid) er skrevet af Thomas Bertelsen.
De første kirker blev bygget af træ. Det betyder, at der ikke er mange arkæologiske fund fra den tid. Et bræt fra kirken i Hørning giver dog et fingerpeg, og ved Moesgaard Museum er der bygget en stavkirke, som man mener, at kirken i Hørning har set ud. Udsmykningen er en blanding af nordisk og europæisk kunst.

Den første stenkirke er ifølge Roskildekrøniken bygget i Roskilde o. 1030. Stenkirkerne vandt frem i anden halvdel af 1000-tallet. Stenkirkerne blev bygget af kongen eller af kirken. Materialet var oftest lokalt efter de forekommende materialer. Disse var frådsten eller granit, men der blev også importeret tuf. Forfatteren gør dog opmærksom på, at det ikke er en sikker dateringsmetode at bedømme materialevalget.

Svend Eskildsens inddeling af kirkelige stifter medførte byggeri af domkirker i stiftsbyerne. Han menes at stå bag domkirken i Dalby i Skåne.(1060 – 1066). De fleste stenkirker blev dog bygget i hans sønners tid. Biskop Svend Nordmand i Roskilde stod bag byggeriet af domkirken i Roskilde, men han var også initiativtager til flere andre kirker, som blev bygget efter hans skabelon.

Kapitel 6 (Et sted midt imellem – Svend Estridsen og 1000-tallets mønthistorie) er skrevet af Gitte T. Ingvardson.
Detektorfund har betydet utrolig meget for møntforskningen. Nu er det ikke kun egentlige skattefund, som forskerne finder, men også enkeltfund som bliver indleveret af ivrige amatørarkæologer. I 1000-tallet skiftede de handlende fra vægtøkonomi til møntøkonomi. Dette afspejles i fundene
I de ældste fund er der mange udenlandske mønter, men kongerne monopoliserede møntslagningen, og tjente på devaluering og møntombytning til tvangskurs.

Kapitlet indeholder mange oplysninger om fund fra perioden med skemaer og fordelingscirkler.
Det er imponerende, hvad møntforskningen kan frembringe af oplysninger.

Kapitel 6 Appendiks (Enkeltfundne Svend Estridsen-mønter) er skrevet af Line H. Bjerg.
Forfatteren gennemgår de 122 fund fra Danmark og Skåne. Der er skemaer med oplysninger om fund, lokaliteter, datering, hauberg typer og litteratur. Mønterne er fundet i byer, ved rige bosættelser, i kirker og i grave. På basis af hauberg typer omtales møntprægning i Viborg, Odense, Slagelse, Roskilde og Lund.

Kapitel 7 (Den såkaldte Svend Estridsens kongemagt) er skrevet af Nils Hybel.
Her drøftes spørgsmålet om centralmagtsdannelsen. Hvornår skete den? I løbet af 1100-tallet? I vikingetiden eller først i middelalderen? Hvordan skal centralmagt defineres? I middelalderlig forstand eller i nutidig?

Forfatteren opstiller syv kriterier for middelalderlig kongemagt: Ret og evne til at tage beslutning om krig og fred, at opkræve skat, at lovgive, at udøve kriminel- og civilretlig myndighed, at have herredømme over flere byer og provinser, hvis indbyggere villigt lader sig beherske, at kongevalg skete ud fra et royalt dynasti og at kongen havde evne og vilje til beskyttelse og samarbejde med kirken.

Forfatteren gennemgår de enkelte punkter for Svend Estridsen. De fleste er tvivlsomme, hvis man tænker på Danmark som et samlet rige. Det sidste er der ingen tvivl om. Det næstsidste er måske rigtigt, og Svend blev i hvert fald fader til adskillige konger.

Kapitel 8 (Kong Svend, Slesvig Stadsret og arvekøbet i de jyske købstæder: Spor af Danmarks ældste købstadsprivilegier) er skrevet af Michael H. Gelting.
En stadsret var en sammenfatning af love og vedtægter for en købstad. Den drejede sig om handel og håndværk, skatter og afgifter, domstolene, arv af fast ejendom i byen m.m.

Den første, kendte stadsret stammer fra Slesvig og er fra begyndelsen af 1200-tallet. Mange af bestemmelserne har dog haft ældre aner. Den slesvigske stadsret er senere blevet kopieret mere eller mindre direkte i Horsens, Ebeltoft, Viborg, Ribe og Århus.

Begrebet arvekøb – også kendt som lavkøb – drejede sig om at frikøbe arv, som ellers ville være tilfaldet kongen. Denne ret tilkom ikke alle, og forfatteren mener, at lavkøbet i Slesvigs stadsret har et arkaisk præg. Lavkøbet/arvekøbet forekom kun vest for Lillebælt. Forfatteren spekulerer til sidst over, om det svarer til Jellingedynastiets formentlig rent jyske område, og at begrebet derfor går helt tilbage til vikingetiden: ”…. men det kan aldrig blive mere end en frustrerende, ubevislig mulighed”.

Kapitel 9 (Sven Estridsen i medeltida historieskrivning) er skrevet af Birgit Sawyer.
Forfatteren har fundet de 11 kilder, hvor Svend Estridsen er nævnt. Det være sig længere eller kortere omtaler. I stedet for at behandle kilderne dogmatisk kildekritisk tager hun dem for pålydende og sammenligner udsagnene om Svend.

Nogle af kilderne er nedskrevet længe efter Svends død, medens for eksempel Adam af Bremen levede samtidig med Svend og kendte og besøgte ham. De senere kilder er naturligvis påvirkede af Adams krønike, men også af det politiske eller forherligende formål kilden har haft. Saxo er for eksempel ret negativ over for Svend, medens Snorre Sturlason er mere positiv.

Kapitlet er opdelt i emnerne: Kilderne, Vejen til magten, Svends baggrund, Krigene, Svends handlinger som konge og Svends personlighed.

Forfatterens konklusion er – meget forkortet – at Svend Estridsen var målbevidst og en udholdende realpolitiker med boglig uddannelse. Han var retfærdig og havde et stort engagement for kirken.

Bagerst i bogen er der en litteraturliste med skriftlige kilder og forkortelser samt en liste over ”sekundærlitteratur” - i alt 29 sider. Herudover er der et stikordsregister med hovedsagelig person- og stednavne.

De to redaktører er kort præsenteret på bogens bagside. Desværre er ingen af forfatterne til de enkelte kapitler præsenteret i bogen. Ikke alle læsere vil være bekendte med alle forfatterne. Men prøv at google dem. Det kommer der noget sjovt ud af - for nogle af dem.

Som i mange antologier er der her behandlet mange forskellige emner. Uanset om man interesserer sig for alle emnerne eller ej, er der ingen tvivl om de enkelte forfatteres faglighed, saglighed og læseværdighed.