Thor-kult i vikingetiden

Af Anders Ellegaard

Forfatteren er mag.art. i religionsvidenskab, ph.d. i historie og adjunkt ved Saxo-Instituttet, KU.
Bogen er en revideret udgave af forfatterens ph.d.-afhandling, som blev skrevet i perioden feb. 2008 til jan 2011 og forsvaret i maj 2011.

Siden Henry Petersens disputats ”Om nordboernes gudedyrkelse og gudetro i hedenold” fra 1876 har der ikke været en samlet kritisk gennemgang af de forskellige kildematerialer til dyrkelsen af Thor. I denne nu foreliggende afhandling gennemgås de skriftlige, arkæologiske og ikonografiske kilder, der kan knyttes til Thor-dyrkelsen, i en historisk-filologisk analyse.

Lasse Sonne indleder med en klarlæggelse af den moderne kildekritik, han anvender i studiet - i modsætning til den af Henry Petersen anvendte.
Forholdet mellem kult og myte defineres som kulthandlinger udført af mennesker og kultmyter udført af guder eller jætter. En kulthandling skal have sin begrundelse i en myte. Problemet opstår, når kun den ene er kendt, idet den anden ikke lader sig udlede.
I afhandlingen er tre kildegrupper ikke medtaget. Myterne om Thor, da de ikke kan knyttes til kulthandlinger. Stednavne, da de kan begrundes med andet end kult, samt norrøne middelalderhistorier fra 1200- og 1300-tallet.

I kapitel to refereres til Henry Petersens opstilling af fire situationer, hvor Thor-kulten skulle komme til syne: Det er situationer, hvor hverdagens aktiviteter skulle sikres. Der var tale om ritualer, der blev udført, hvor og når der var behov for det. Henry Petersen opfattede Thor som landbefolkningens gud, medens Odin var fyrsternes og stormændenes gud.
Thor beskyttede i fire situationer: 1: runemonumenter og runer, 2: mod truende sygdom og farer, 3: når juridiske eder og aftaler blev aflagt eller aftalt, og 4: når man drog i krig. Denne sidste situation mener Lasse Sonne, at Henry Petersen har misforstået. Der er nærmere tale om, at Thor beskyttede, når nogen blev tvunget til at emigrere fra Norden.
Ad 1: Beskyttelsen af runemonumenter og runer fremgår af de vieformler, der findes på nogle runesten. Lasse Sonne gennemgår formlerne på fire af disse sten. Vieformlerne er beregnet til at beskytte runestenene og runerne – ikke den døde eller begravede.
Ad 2: Beskyttelsen mod sygdom og farer fremgår af to runetekster på henholdsvis en lille kobberplade med indridsede runer fundet på Øland og i et engelsk håndskrift ”Canterbury-teksten”. De forskellige fortolkninger af disse tekster gennemgås, og konklusionen er, at der er tale om ondtafværgende besværgelser.
Ad 3: I afsnittet om beskyttelse af eder (edsaflæggelse) og aftaler er der et underafsnit om muligheden for, at den russiske gud Perun kunne være en lokal betegnelse for Thor, idet han skulle beskytte aftaler indgået mellem byzantinske kejsere og russiske storfyrster. Et andet underafsnit er om edsringe, som for eksempel skulle ligge på alteret i et hedensk tempel, og som vidner skulle sværge på i retssager.
Spørgsmålet om en Thor-kult i Irland behandles også. Af en tekst fremgår navnet Tomar, som er blevet udlagt som Thor, hvilket dog afvises her.
Ad 4: Det sidste afsnit om emigration fra Norden er af andre blevet begrundet med et skrift af Dudo af St. Quentin, som omtaler menneskeofringer i Norden i forbindelse med udrejse på grund af overbefolkning. Også dette afvises af Lasse Sonne.

I kapitel tre tages spørgsmålet op, om man kunne opnå værnende beskyttelse ved anvendelse af symbolet på Thor i form af en hammer: Mjølner.
Henry Petersen mente, at en ristet hammerfigur på en runesten var en billedlig vieformel, og at en hammer som smykke kunne være en værneamulet.
Lasse Sonne inddeler de ristede hammerruner i tre kategorier: grammatiske læsetegn, kors og materielle brugsgenstande. Forskellige runesten med hammerlignende runer gennemgås, men selv om en enkelt skulle forestille en hammer, så er spørgsmålet: er det Mjølner? Næppe efter Lasse Sonnes forskning.
Kan de fundne miniaturefigurer og – smykker udformet som hamre, eller som er hammerlignende, være gengivelser af Mjølner?
Der er fundet mange af slagsen udført i sølv, bly, jern, bronze, kobber og guld. Fundene er sket i grave, depotfund og på bopladser. De fundne ”hamre” er meget forskellige, og spørgsmålet er, om det er hamre. Samtidige arbejdshamre var asymmetriske omkring skaftets akse. De fundne er symmetriske.
Lasse Sonne deler diskussionen i to: Funktionsargumentet. 1) er der tale om smykkevedhæng, 2) er de af symbolsk-religiøs betydning? Der er fundet mange andre og forskellige slags vedhæng, perler, ringe m.m., men der kan ikke påvises nogen speciel religiøs betydning af fundene, 3) hvis der skulle være en symbolsk-religiøs betydning, er det så nødvendigvis Thors Mjølner? Kun den første del af dette argument kan godtages.
Formargumenetet. Er der tale om en hammer? Som nævnt var arbejdshamre asymmetriske. De havde i øvrigt længere skaft end de miniaturehamre, som er fundet. Sonnes konklusion på de mange diskussioner om dette emne er, at den nøjagtige form er opgivet til fordel for definerende træk ved hamre.
Et sidste punkt om hammerlignende graffiti på mønter afvises som Mjølnertegn

Kapitel fire omhandler Thor-kultens pladser i betydningen permanente kultpladser. Her gennemgås Adam af Bremens beskrivelse af templet i Uppsala og kultdyrkelsen af Thor dér. Skriftet stammer fra perioden 1072 – 1075 og det har haft (kirke)politiske formål. Det er baseret på tidligere og samtidige standardværker og muligvis mundtlige overleveringer. Adam har ikke set templet med egne øjne…, hvis det overhovedet har eksisteret.
Også Saxo har skrevet om kult ”østpå” i Sverige, hvorfra Magnus Nielssøn hjembragte nogle store kulthamre, men har ikke specielt nævnt Thor.
Fra Norge kendes et hyldestdigt – Vellekla - skrevet af Einar Skåleglam til Håkon jarl ca. 995. Her nævnes fem steder Håkons understøttelse af den hedenske kult.
Adams og Einar Skåleglams skrifter gennemgås meget grundigt med gennemgang af forskellige fortolkninger gennem tiden.

I de sammenfattende betragtninger i kapitel fem resumerer Lasse Sonne sine undersøgelser.
De tidligere beskrivelser af Thor-kulten kan ikke opretholdes. Dog er Thor-kulten dokumenteret ved otte kilder, som giver vidnesbyrd om beskyttelse af rejste runemonumenter, beskyttelse af mennesker mod ondt og på faste kultpladser, hvor kulten sikrede landbobefolkningens velfærd.
Desuden deles resuméet op i geografiske, sociale og kronologiske variationer. I det sidstnævnte punkt bringes forbandelsesformler op som modsætning til vieformler.

Der er tale om en meget kritisk gennemgang af de forskellige kilder og vidnesbyrd, som i tidens løb er udlagt (eller forkastet) som beviser for en Thor-kult. Der er samtidig tale om et opgør med den tidligere mere myteinspirerede fortolkning af kilderne. Gennemgangen af de mest afgørende kilder er meget grundig og overbevisende.

Bogen er forsynet med et noteapparat, som er anført på de sider, der er noter til, og en litteraturliste på 31 sider! Desuden er der et register over person- og stednavne samt runemonumenter og arkæologiske fundsteder.

Til de læsere, som hidtil kun har kendt Thor fra myterne: dette er ikke myter, det er de kilder, som historievidenskaben og arkæologien i dag anerkender som faktiske vidnesbyrd om en Thor-kult. Og der er stadig otte anerkendte kilder tilbage efter Lasse Sonnes forskning!

Og til de asetroende og Forn Sidr: frygt ej: ét er viden - noget andet er tro - og de tvende skal aldrig mødes!