Ulvetid
Af Anders Ellegaard
I efterskriften skriver forfatteren, at de begivenheder, som bogen handler om, udspillede sig i en overgangstid mellem to epoker: mytisk tid og historisk tid. Målet med bogen har været at skrive en sammenhængende og dokumenterbar fremstilling bygget på primærkilder og på hundrede og halvtreds års forskning. - Det er lykkedes!
Prologen har titlen ”1241”, som er det år, Snorre Sturluson blev dræbt. Han skrev flere sagaer, som indgår i samlingen af kongesagaer kaldet Heimskringla, som er én af kilderne til én af bogens hovedpersoner: Olav Haraldsson, som mange kender bedre under navnet Olav den Hellige.
I august-september i året 975 så man i England en komet, hvilket blev set som et jærtegn; et tegn på at noget ville ske. I følge Den Angelsaksiske Krønike og annaler fra klostre var dette ”noget” de tiltagende angreb og plyndringer, som vikinger foretog. Egentlig var disse plyndringer begyndt allerede i slutningen af 700-tallet, men de tog nu til i større og bedre organiseret stil.
Gorm den Gamle og hans søn Harald Blåtands bedrifter nævnes, men da sidstnævntes søn Svend Tveskæg og den norske Olav Tryggvasson overtog vikingetogterne, blev de sat i system med plyndringer og/eller betaling af tributter i stor stil. Den engelske kong Æthelred købte sig fred med store mængder af datidens hårde valuta: Sølv. Enten som mønter, bullioner (ikke-prægede mønter) eller andre former. - Olav Tryggvasson indgik i 994 eller 995 en fredsaftale med kong Æthelred - mod passende betaling – og tog hjem til Norge. Olav blev senere dræbt ved slaget ved Svold.
Mange forskellige personer træder ind i historien. To af dem optræder flere gange og gennem lang tid. Thegnen Ædric Streona (Ædric den Grådige) som kong Æthelred gjorde til ealdormand, og som var grisk og opportunistisk og skiftede side flere gange. Torkil den Høje, som var Svend Tveskægs og senere Knud den Stores højre hånd, krigsfører og substitut. Håkon Eriksson, jarl af Lade, ealdormand i England og Knuds trofaste ven. - Men det er i høj grad kongernes historie, bedrifter og krige som omhandles: Knud den Store, Olav Haraldsson og Æthelred.
Knud: Den velovervejede og taktisk kloge politiker og konge. Olav: Den store kriger uden store planer eller tanker før handling. Æthelred: Omtalt som eftergivende og nølende eller tyrannisk, opfarende og despotisk; eller måske det hele.
Ind imellem kongernes bedrifter skriver forfatteren om ”almindelige” menneskers liv og betingelser.
For eksempel om tiden uden læsning, skrivning og bøger. Om krigerne og deres liv og udrustning. Om hirden af særligt hårdføre og trænede krigere. Om trosset som fulgte med hærene, for eksempel smede, hestepassere, seletøjspassere og lædersmede, kokke, tjenere, musikere. Om det lagdelte samfund. Om den horisontale asatro med blot og ofringer. Om den vertikale kristendom og den gradvise overgang. Om primsigning og dåb. Om regeringsmagt ved gaver, titler og plyndringsret. Om krigernes plyndringer som fremskaffelse af forplejning. Om skibstyper, skibsbygning sejl og køl. Om krigeres og lederes tøj og våben. Om udveksling af sønner og venner som gidsler for aftaler. Om arrangerede ægteskaber. Om skjalde og skjaldedigtning. Om...
I sagaerne er en mands og hans families ære meget vigtige. Krænkelse af ære medførte strenge straffe, måske døden. Det var muligvis også tilfældet på Knud den Stores tid, men gang på gang skriver forfatteren om, at troskab overfor en konge eller en hærfører afhang af, hvad han
betalte, og hvordan han belønnede sine undersåtter. Guld, sølv, armringe, smukt tøj og fornemme våben var gode gaver. Store fester med masser af mad og drikke. Begge dele kunne købe troskab, indtil en anden bød mere. Loyalitet var en handelsvare. - Da Olavs rigdom fra tidligere plyndringstogter efterhånden slap op, faldt mange af hans forbundsfæller fra. - Også Knud købte norske stormænds loyalitet for guld, sølv og løfter om fremtidig indflydelse.
Efter Æthelreds død d. 21. april 1016 blev Edmund Jernside konge i England. Efter flere slag indgik Edmund og Knud en fredsaftale om, at de skulle være konger i hver deres rige. Knud nord for Themsen (minus London) og Edmund syd for Themsen (plus London). Det blev endvidere aftalt, at når den ene døde, skulle den anden arve hans rige og være enekonge i hele England. Edmund døde d. 30. november 1016. Af ukendt årsag. Knud blev kronet som angelsaksernes konge i London i begyndelsen af 1017. Knuds broder Harald, som var konge i Danmark, døde i 1018. Knud den Store var dermed konge i England og Danmark. I 1028 hyldedes Knud som konge i Nidaros i Norge. Nordsøimperiet var helt.
Bogen har ikke mange illustrationer, men én af de otte er det berømte billede af Knuds kroning foretaget af en engel, som samtidig peger på Gud i det Høje. Dronning Emma står på den anden side af et alter.
Bogen har flere tillæg: en personoversigt opdelt i lande og områder; en handlingskronologi opdelt efter år; en efterskrift; en noteoversigt (20 noter) med gode forklaringer; en illustrationsoversigt; henvisninger til de vigtigste kilder og den vigtigste litteratur opdelt til de enkelte af bogens afsnit; en kildeoversigt og en litteraturoversigt.
Bogen er prisbelønnet i Norge.
Det er historieskrivning på højt fagligt niveau og fortalt som en historisk roman og så medrivende, at man tror hvert ord.
[Historie-online.dk, den 16. september 2020]