Vester Egesborg
Af Benny Staal, arkæolog cand.mag.
Der er tale om et storslået værk i to bind om de arkæologiske udgravninger af en sen jernalders kystplads i det sydsjællandske, ved Dybsø Fjord - nogle få kilometer syd for Karrebæksminde. Arkæolog ved Museum Sydøstsjælland, Jens Ulriksen, er hovedforfatter, og det er også ham, der forestod de omfattende undersøgelser i de fleste år kampagnerne foregik. Tre arkæologer, Birgitta Hårdh, Henriette Lyngstrøm og Lone Gebauer Thomsen, har også bidraget med hvert sit speciale.
Værkets første bind er på 504 sider, inklusiv et kort resume på engelsk, en omfattende litteraturliste og noter. Noterne er opdelt efter afsnit, hvilket gør det meget nemt at slå op. Bind 2, er et katalog over lokalitetens hustomter, grubehuse, andre konstruktioner og strukturer, omtalt på 147 sider. Det skal roses, at disse elementer er bragt i et særskilt bind, for det er rart ikke at skulle sidde med alle disse vigtige oplysninger bagerst i et bind. Katalogbindet er gennemført arbejde således at forstå, at alle anlæg er beskrevet i detaljer, der er oplistet, hvilke fund der kommer fra de enkelte anlæg, og der er en datering påført hvert enkelt anlæg. Her er også nævnt stratigrafiske iagttagelser, hvor sådanne kunne erkendes.
Men det er naturligvis bind 1, der er hoveddelen i Ulriksens værk. Som grundlag ligger Ulriksens ph.d.- afhandling om vikingetidens lade- eller anløbspladser. Vester Egesborg er den største plads indtil videre, og indtager ifølge Ulriksen, en særlig samlingsfunktion i forhold til andre anløbspladser i den sene jernalder. Det vil blive omtalt lidt senere i anmeldelsen.
Bind 1 indledes med et forord, hvor alle implicerede bliver krediteret; det være sig amatørarkæologer, blandt andet Bent Fugl, der først erkendte pladsen, frivillige, udgravningsholdene i de mange år inkl. museumsinspektører og andre museumsansatte, samt landmåler Poul Erik Skovgaard Jensen. Hertil fotograf Jens Olsen, hvis flotte resultat omtales senere i anmeldelsen. Der er også trukket på ekspertise fra mange kollegaer fra danske - og udenlandske museer og universiteter. Alt sammen samlet på fornem vis til en helhed.
I 13 afsnit behandles alle aspekter af de seks års arkæologiske aktiviteter på Vester Egesborg. Alle afsnit med hver sin dybde, der gør læsningen interessant, uanset hvilke af emnerne det drejer sig om. De første afsnit handler om topografien med en fin beskrivelse af fjordsystemet. Herefter nogle meget grundige omtaler af dels de enkelte års udgravninger, men med funktionsforslag og kategorisering af pladsen. Udgravningsmetoder, analyser og gennemgang af hustyper m.v. er ligeledes fint fremstillet, hvilket dateringerne også er, selv om disse var besværlige størrelser, da pladsen dækker over ca. 400 år (selve oldsagerne var naturligvis lette af datere). En konstruktionskategori er grubehusene, der har stor betydning for pladsen, da disse er arbejdshuse. Her er analyser, der viser hvordan grubehusene adskiller sig fra hinanden, og hvordan de i størrelser og fundinventar fremstår. Hele materialet er på forbilledlig vis sat i relation til andre lokaliteters fund af samme karakter. Og selv om nogle funktioner i grubehusene ikke lader sig entydigt påvise (som nævnt på side 61 i afsnit 4.b.4.), så må anmelder dog påpege, at der i al fald foreligger to grubehuse, hvor det kunne lade sig gøre. I Torstorp Vesterby, SØL 295 (hvor der fandtes et større siddehul - meget lig illustrationerne i "Danmarks længste udgravning", side 89 - udgivet af Nationalmuseet og de danske naturgasselskaber, 1987), hvor en kampesten med slidmærker havde rester af guld på sig, og i Måløv, Korsvejgård, SØL 463, hvor et grubehus fremviste ikke blot spor efter en væv og fund af vævevægte, men sågar to mindre stolpespor efter en bænk, og foran denne et let forsænket gulv til fødderne, midt i tomten. Der vil givetvis kunne findes flere lignende tilfælde rundt om i landet. Også rester efter de 28 treskibede huse, behandles grundigt og ses i perspektiv, men da de er ret ensartede, er det ikke lykkedes at udskille nogen nævneværdig kronologi her - på trods af, at pladsen har været i brug i ca. 400 år. Nogle få ovne og brønde er naturligvis også behandlet, ligesom andre strukturer som gruber, hegn og stolperækker, samt et mindre vejforløb mod vandet. Selve havnepladsen er også registreret og undersøgt ved prøvehuller, men det var mest en detektorafsøgning, der ydede fund.
Mange af beskrivelserne af anlægsspor genfindes, eller repeteres i værkets bind 2, men her i en kortere overskuelig udgave. Dette ikke nævnt fordi det forekommer uoverskueligt i bind 1, men her er så meget andet også beskrevet (sammenligninger).
I afsnit 6 er en del typer vist i fotografisk gengivelse. Af mere end 22.000 genstande har man valgt at vise et bredt udsnit på ca. 200 sider. Rigtig mange oldsager fremlagt her set fra to eller tre sider, hvilket må siges at være et stærkt træk; for når man ikke lige har mulighed for at sidde og studere en given genstand i hånden, så er det næstbedste at se på denne fra flere sider. Man får detaljerne med. Cirka halvdelen af siderne er forbeholdt metalgenstande, så mon ikke dette vil tiltrække mange detektorarkæologer? Det er i hvert fald anvendeligt materiale, der fremlægges typologisk. Man bemærker desuden, at der er vist rigtig mange jerngenstande også, noget der hører til sjældenhederne; for ofte bliver der ikke råd til, eller prioriteres konservering af jerngenstande. Det er gjort her, og man kan herved se, hvor stor potentiale, der er i metalgenstande af jern. Blandt metalgenstandene bemærkes våbendelene, som i tolkningsmæssig sammenhæng tillægges stor betydning af hovedforfatteren. Det kommer vi tilbage til sidst i anmeldelsen.
Møntfundene består af cirka 40 stykker, de fleste møntklip af arabiske dirhems. Afsnittet er på svensk, forfattet af Birgitta Hårdh, men heldigvis er det svenske skriftsprog så lig det danske, at dette ikke bør have nogen negativ forståelse for læseren. Interessant her er analyserne, der blandt andet i procent viser, hvornår Vester Egesborgs hovedperiode har været - mellem år 760 og 810. Altså ikke i den seneste del af vikingetiden, hvad angår denne fundgruppe.
Keramikfundene er også fotodokumenteret flot, både hvad angår typer, og ikke mindst den såkaldte østersøkeramik med den karakteristiske, noget sjuskede bølgeornamentik. Keramikken perspektiveres også fint i særskilte afsnit.
Af knap 100 glasperler er mange ligeledes vist ved fotografier fra to sider, så de kan bruges til sammenligning med andre fund. Igen fulgt op af gode beskrivelser af hver type. Samme gælder benredskaber - kamme og nåle. Arkæolog Lone Gebauer Thomsen har skrevet afsnittene om tekstiler. Det er en ret vigtig del af pladsens tolkning, idet man skulle bruge meget stof til blandt andet sejl til skibene.
Der blev fundet ca. 75 tenvægte, og en del vævevægte som vidnesbyrd på stofproduktion. Tenvægtene lå spredt ud over omtrent hele pladsen, hvilket vidner om stor beskæftigelse med garnproduktion. Der er forsøgt en kronologiopstilling med tenvægtene, men denne kan kun siges at være vejledende på grund af for store usikkerheder og de forskellige typer optræder også ganske spredt. Eneste klare billede her er tenvægte af klæbersten, og det kommer ikke bag på nogen, at disse henføres til den sene del af jernalderen (9.-10. årh. jf. skemaet side 257)
De sidste afsnit om genstandsinventaret omhandler ben (nålehylstre, spillebrikker) skiferbryner, kværnsten og fragmenter af klæbestenskar, samt råmaterialerne glas og jern.
Det er Henriette Lyngstrøm, der har forfattet afsnittet om jern, og her omtales 15 stykker, der er blevet analyseret. Cirka halvdelen kan bestemmes til at være fremstillet af myremalm. Men generelt mangler der analyser af jern fra jernalderen, så vi får et klarere billede af, hvorfra jernet stammer. Men her omtales en lokalitet (SEAS/Kontek EL) fra samme område som Vester Egesborg, hvor der er mulighed for at få belyst en østdansk jernproduktion. Man håber, at et sådant projekt vil kunne gennemføres, for det vil givetvis yde helt ny viden til jernets historie i Danmark.
Afsnit 6 afsluttes med en gennemgang og analyser af faunaen - både vilde dyr og tamdyr, samt fiskearter. Det er især den lokale jagt og fiskeri, der afsløres i analyserne, og det er påvist, at der er tale om måltidsrester, jævnt fordelt i alle anlæg. Her er også en kort omtale af flintgenstande og fossiler.
Afsnittet om kronologi viser ved hjælp af skematisk fremstilling, at hovedaktiviteterne på pladsen ikke overraskende ligger i vikingetiden. Der er også en kort gennemgang af de øvrige perioder af oldtiden og middelalderen.
På lignende vis indeholder afsnittet om funktion og håndværk et grundigt analysearbejde - især om tekstilproduktionen på stedet. Hovedhåndværket her er spinding og vævning, og resultaterne fra Vester Egesborg er sat til sammenligning med andre kendte lokaliteter på Sjælland. Også andre steder er omtalt som sammenligningsgrundlag for forskellige arbejdsgange, hvilket anskueliggør tekstilproduktionens store betydning i vikingetid; blandt andet nålefund (ben- og metalnåle) og sømglattere, er vidnesbyrd om dette. Man bemærker også, at der i 61 % af grubehusene forekom fund, der har relation til tekstilproduktion. Andre mindre væsentlige håndværk forekommer også på Vester Egesborg.
En for Ulriksen vigtig fundkategori er nagler og søm, samt andre få spor (et skebor for eksempel), der leder tanken hen mod skibe. Her kan reparationer af skibe være udført. Det kan være rigtigt, at man har udført reparationer på stedet, men som han selv indrømmer, mangler sikre vidnesbyrd i form af spåner og trærester, der ikke har overlevet mange efterfølgende år. Men der burde måske være fundet flere redskaber til brug ved reparationer, selv om de naturligvis i stor udstrækning har repræsenteret en værdi, som er bragt med væk fra pladsen. Det kan undre, at der ikke er fundet økser, såfremt pladsens funktion skulle have været benyttet til skibsreparationer også.
I bogværkets titel indgår "togtsamlingsplads", hvilket kan give læseren indtryk af, at nu er der nyt omkring forberedelser til vikingetidens mange togter. Det forbliver dog ved rene forestillinger/tolkninger uden et reelt fysisk bevis (hvad det så end måtte være, da sådanne naturligvis er svære at påpege i det arkæologiske materiale). Der er ingen direkte beviser på at Vester Egesborg har haft den funktion, men meget tyder på, at den kan have haft det. De forholdsvis mange våbendelefund samt den formodede forsyningsfunktion, som pladsen viser, kan netop have haft den funktion. Også de mere eksotiske småfund, mønter, smykker og import, kan tyde i den retning. Men egentlig kunne ethvert sted langs kysterne i landet være brugt til formålet. At skibsbesætninger har skullet træne lyder også rigtigt, det ved alle, der har været soldat. Der kræves øvelse af mandskaber, i kritiske situationer, hvor der ikke er plads til fejltagelser. Godt tænkt. Men her mangler naturligvis også fysiske vidnesbyrd.
Bogværkets sidste afsnit handler om perspektiveringer; dels nærområdets fundkoncentrationer i de forskellige aktuelle perioder, noget om stednavne samt bebyggelsesudviklingen. Afsnittet afslører, at der er behov for yderligere undersøgelser, idet der sjældent forekommer sammenfald mellem for eksempel fundsteder og stednavne. Selve Vester Egesborg diskuteres efterfølgende som kystboplads (men ikke tilfældigt placeret, da Dybsø fjord er et lavtvandsområde beliggende ved et vejforløb (nord/syd), og samfundsudviklingen i yngre jernalder på Sjælland sammenholdes med Bornholm, Skåne og Fyn. Ydermere trækkes paralleller og forskelle i relation til europæiske forbindelser (side 376 ff.)
Udviklingen på selve Vester Egesborg opsummeres på ny i et afsnit side 379 til 381, hvorefter Ulriksen refererer til handelsforbindelser, dels mod Den Engelske Kanal, dels områderne umiddelbart sydvest i Østersøen. Handelsforbindelserne pointeres i kraft af fund fra de berørte områder.
Vester Egesborg forlades som aktivt opholdssted for vikingerne (jv. togt-tolkningen) på samme tid som andre kendte vikingetids pladser ophører (Kaupang, Birka etc. og andre steder tages i brug) i det 10. årh. Det er krigsteorien - eller rettere "soldater-teorien", som Ulriksen understøtter sine teorier på, ved hjælp af de forholdsvis mange fragmenter af sværd, knive og pilespidser, samt vores viden om togter. Sandsynligvis med rette.
I afsnittet om regionalt og overregionalt perspektiv anskueliggøres, hvorledes pladsen har ændret udtryk via sine importgenstande i de cirka 400 år, pladsen var aktiv. Det er bemærkelsesværdigt, at en lokalitet alligevel kan have et så homogent udtryk og med konstateret forbindelser fra vidt forskellige dele af den dengang kendte verden. Importvarer - omend der er tale om få genstande af hver type - viser tydeligt, at tyngdepunktet er gået fra det vesteuropæiske område i 6-7- årh. , til en østlig forbindelse i 9.-10. årh. Men det forekommer ikke spor mærkeligt, da Vester Egesborg jo ligger i Østersøområdet, og med tanker på, at fjernhandelen med for eksempel Rusland (og Nærorienten) fik sit gennembrud engang i 800-tallet, er det blot en naturlig udvikling, der afspejles i genstandsmaterialet på pladsen.
Undersøgelserne på Vester Egesborg har fået Ulriksen til at revurdere anløbspladserne betydning som udtryk. Men ofte er der undersøgt meget lidt arealmæssigt af anløbspladserne - Vester Egesborg er den bedst undersøgte - så der er sikkert ikke noget mærkeligt i, at netop denne plads giver anledning til den revurdering, som der lægges op til. Hvis der blev undersøgt større arealer på andre anløbspladser, vil for eksempel langhuse af samme størrelse som på Vester Egesborg muligvis dukke op i et større antal, selv om de nævnte lokaliteter med mange grubehuse ikke umiddelbart tyder på dette. (Det omtales ikke direkte, om der findes andre strukturer på de nævnte lokaliteter). På siderne 421-422 omtales rekonstruktion fra luften i tørre somre/efterår som en mulighed for at lokalisere pladser med grubehuse. Men her kan man indvende, at ja, grubehusene vil fremstå, da de er større nedgravninger, der vil holde bedre på fugt i jorden, end stolpehuller; derfor kan man ikke være sikker på, at alt er med set fra luften. Rigtige udgravninger er nødvendige for at blive 100 % sikker på resultaterne. Fig. 556 på side 423 er misvisende derhen, at ikke alt er medtaget. De to grubehuse, som anmelder har henvist til her, samt et par stykker fundet i Værløse (VÆM 300) er i hvert fald ikke registreret på kortet, hvilket får anmelder til at tænke, om der mon ikke er flere lokaliteter med grubehuse, der ikke er med. Men materialet er stort, og det skal være forfatteren tilgivet, at der mangler nogle hustomter hist og pist. På et tidspunkt må enhver registrering stoppe, og her har man øjensynlig helt droppet Københavns amt (den gamle inddeling, som er anvendt i "Arkæologiske udgravninger i Danmark).
Layoutmæssigt fremstår værket flot med skarpe fotos, gerne samme genstand fotograferet fra to eller tre sider, hvilket giver rig mulighed for sammenligninger. Også plantegninger er gengivet præcist og tydeligt, og det er positivt bemærket, at der er behørig målestok på alt. Formatet er stort og teksten er trykt i en bred spalte, men stadigvæk læsevenligt. Det er også nemt at finde rundt i bogen, ikke mindst fordi bind 2 kan ligge opslået ved siden af under læsningen. Det skal bemærkes, at noterne sagtens og med fordel også kunne have været bragt i bind 2, der som nævnt kun er på 147 sider.
Hoved- og medforfattere skal roses højt for det store og pragtfulde arbejde, der er lagt for dagen i Vester Egesborg publikationen. Man skal tage i betragtning, at det er uhyre svært at beskrive 400 års brugstid, for her er alt sammenblandet omend meget ligger i kronologisk lagdeling og i kontekst, og det er sikkert derfor, der forekommer gentagelser hist og her. Det gør dog ikke noget, idet henvisninger til tidligere omtaler ofte vil være ødelæggende for læseglæden. Det er et enormt stof, som Ulriksen fremlægger på en fornem måde. På alle parametre lever analyser og tolkninger fuldt ud til forventningerne. Bogværket vil indgå som en klassiker for fremtidig vikingetids forskning, og tillige være en gave til de, der blot vil se billeder af genstande. Derfor anbefales bogen på det varmeste og det kan ikke blive til mindre end seks vikingetids krigsøkser ud af seks mulige.
[Historie-online.dk, den 26. februar 2019]
