Viking

Af Anders Ellegaard

”Her kunne man på stævnene se gyldne løver, og hist oppe på masternes top fugle, der ved deres drejninger angav de kommende vindes retning, eller farverige drager, som truende spyede ild ud af næseborene… Det kongelige skib overstrålede alle andre skibe i skønhed, ligesom kongen selv i værdighed og rang stod over sine krigere.”

Nationalmuseet har i samarbejde med British Museum i London og Museum für Vor- und Frühgeschichte i Berlin lavet den største samlede udstilling om vikingerne og vikingetiden i 20 år. Siden dengang er der gjort mange fund og skabt megen ny viden, som nu udstilles samlet.

Målet med udstillingen er ikke at vise samfundet og livet i den bredeste betydning i årene mellem 800 og 1050 i det nordlige Europa. Den korte periode vi kalder vikingetiden. Overgangen fra Jernalderen til Middelalderen. Målet har været at definere og vise, hvad der ligger i begrebet ”viking”. Det er ikke de hjemmeblevne mennesker, som har givet perioden navn. De har måske bidraget til mulighederne for vikingetogter, men det gjorde dem ikke til vikinger.

Til udstillingen er udgivet en bog – i kolofonen kaldes den både bog og katalog – som har bidrag fra forskere i alle tre lande. Den danske redaktør er Peter Pentz, museumsinspektør, Ph.d. ved Nationalmuseet.
Det første forord er skrevet af Hendes Majestæt, Dronning Margrethe af Danmark, og det andet forord er skrevet af de tre museumsdirektører. Det fremhæves, at skibet var én af de mest fremragende bedrifter, der blev skabt i perioden. Uden skibet ingen vikingetid.
De seneste 2 - 3 årtier har bragt så mange nye fund og vidnesbyrd frem, at det har ændret vores opfattelse af vikingetidens samfund og historie.
I bogens indledning skriver Gareth Williams om begrebet ”viking”, at der ikke findes en entydig fortolkning af begrebet. I udstillingen og bogen er ordet en sammenfattende betegnelse for folk i Skandinavien og i skandinaviske bosættelser i udlandet.
En ”viking” er ikke en fastlagt definition af en person. Vikingerne var meget forskellige: etnisk, politisk, kulturelt og religiøst.
Kilder til perioden er: runesten, andre folks skriftlige overleveringer, arkæologi (bedre metoder, metaldetektorer), sprog, stednavne, numismatik.

Bogens første hovedafsnit hedder Kontakter og kulturudveksling.
Dette skete på flere måder: ved handel, erobring, plyndring, bosættelse eller kontraktægteskaber.
Det klassiske vikingeområde i Danmark, Norge og Sverige er meget varieret i klima, landskab, erhverv, sprog, etnicitet m.m., men der er også fællestræk.
For det første i tro/religion, ritualer, samfundsstruktur og hierarkier. For det andet i maritim struktur og kultur, fartøjer, grave og gravskikke, langhuse og stensætninger. For det tredje medførte skibene ekspansion af vikingeverdenen, kontrol med ressourcer, herredømme over og kontrol med sejlruter som kan forbindes med kongedømmers vækst og voksende militær organisation.
Vikingernes nærmeste naboer var anglere, franker, briter, pikter, irere, slaver, baltere og finner, medens de fjernere kontakter var færinger, islændinge, grønlændere, indianere, tyrker, russere, arabere, persere m.fl. Tal om globalisering!
Handelen foregik i handelscentre: Birka, Kaupang, Hedeby og Ribe som nogle af de store kendte, men også i mange fund andre steder er tegn på handel ved mindre handelssteder. Nogle af disse pladser er i dag havnebyer. Der blev handlet med mange ting. Luksusvarer, basale forbrugsvarer og slaver eller trælle, som de blev kaldt. Vikingernes økonomi og produktion var for en dels vedkommende baseret på slaver. Handelen foregik i starten ved tuskhandel (bytning), men blev senere til ”handelspenge” (perler eller for eksempel mårskind kunne have en aftalt værdi) og til egentlige mønter eller brudsølv.
Den kulturelle udveksling kunne være religiøse synspunkter, tekniske færdigheder eller mode indenfor tøj, frisurer eller våben. Udvekslingen kunne ske ved rejsende missionærer, diplomater, handlende eller krigere, men også ved egentlig bosættelse, hvilket omfattede alle klasser: fyrster, bønder, krigere og trælle.
En kilde til oplysninger om vikingerne er arabiske skrifter. Dels om vikingernes rejser og krigstjeneste i kalifatet, dels deres egne rejser til for eksempel Hedeby. Andre kilder er engelske og franske munkes klosterkrøniker.

Bogens andet hovedafsnit er om Krigsførelse og militær ekspansion.
Gareth Williams anfører, at ”vikingr” er hankøn og på oldnordisk bertyder pirat eller røver, medens ”viking” er hunkøn og betyder røvertogt. I de islandske sagaer har ordet viking en negativ klang, hvilket kan synes lidt specielt i et samfund med en udpræget krigerkultur.
Der er næppe tvivl om, at en ”viking” er en kriger, medens ikke alle krigere nødvendigvis var vikinger. Og det skal huskes, at der var mange andre folk i samfundet end vikingerne/krigerne.  Handelsfolk/købmænd, som kom i klammeri eller kamp på deres rejser, var ikke vikinger, men de levede i et samfund, som var voldeligt.
Ekspansionen skete ved handel, småkampe, krige, erobringer og bosættelser. Plyndringer skete i starten ved enkelte krigeres mod eller held. Senere var der tale om kongers ”legitime” brug af vold.
I begyndelsen skete det med enkelte eller få skibe og senere med store flåder af skibe med flere hundrede eller tusinder af mænd. En flåde kunne dannes af flere småkonger eller fyrster, som slog sig sammen til en større enhed.
Samfundet havde en flad struktur med mange frie mænd, som var jævnbyrdige. De senere store militærenheder krævede styring, hvilket gav plads for "konger".
Da skibe var kostbare at bygge, udruste og vedligeholde (skrog, sejl, rigning, arbejdskraft), og da det var dyrt at udruste krigerne med våben (metal var dyrere end træ), kunne der være flere ejere af et skib. En anden mulighed var, at en rig person finansierede togtet, belønnede deltagerne og høstede overskuddet. En detalje var, at bersærker var billigere i drift, for de kæmpede uden rustning.
Det var vikingernes teknologiske udvikling af skibsbygning, der satte gang i tingene. Deres skibe var bedre til krig. De var hurtige, mobile, og de var fleksible til sejlads på både hav, lavt vand og floder og der var plads til tropper/roere, bytte, materiel og proviant.
Selve krigsførelsen udviklede sig over tid. Fra plyndringer og nedslagtninger blev det senere til egentlige krige mellem hære af mænd. Det bemærkes, at vikingerne stort set kun bosatte sig fast på de britiske øer. Krigene var derfor mere erobrings- og besættelseskrige end plyndringer.
Udrustning af hærene førte til standardisering af våbnene fra smedjer eller ”fabrikker”. Det gælder sværd, spyd- og pilespidser, hjelme m.v.
Ledingsbegrebet kendes fra 900-årene, men det er meget svært at tidsfæste begrebet. Fra de andre nordiske lande kender man til opdeling af landet i administrative enheder med pligt til at stille med skibe og mandskab. Omfanget af pligten kendes ikke.
I bogen er krigeren ifølge Neil Price den mest udbredte vikingestereotyp overhovedet. Krigerens våben m.v. kendes fra udgravninger og fund, men hans mentalitet kendes ikke. ”Hans”? Var der kvindelige vikinger? Der er fundet kvindegrave, hvori der lå våben. Det er blevet udlagt som gaver eller som tegn på overført status fra en mand eller som symboler. Neil Price mener, at der ikke er grund til at tro, at sådanne våben ikke kunne være kvindens egne. Han hæfter sig ved, at de fleste fundne våben er kastevåben, som i mindre grad kræver fysisk styrke for at være effektive. Afbildede kvindefigurer er fortolkede som gudinder, valkyrier eller skjoldmøer, men…..

Det tredje hovedafsnit hedder Magt og aristokrati.
Den øgede handel, det voksende krav om militær beskyttelse og erobringerne medførte et stigende behov for organisering og administration. En begyndende kongemagt voksede frem. I starten var der ikke en regeringsby, en borg eller en storgård. ”Overhøvdingen” var omkringrejsende for at vise sin magt, men efterhånden blev der dannet magtcentre i lejre, i fæstninger eller i kongsgårde. Det største kendte anlæg i Danmark er Jellingekomplekset, som i de seneste udgravninger har vist sig meget større end hidtil antaget.
Gaver var en meget vigtig ting i vikingetiden. De blev brugt til venskaber, loyalitet, alliancer, tak, belønning. Politiske udsendinge og delegationer medbragte gaver og akkreditiver for at vise fred og skabe venskab.
Politiske ægteskaber eller opfostring af børn hos fremmede fyrster skabte relationer mellem konger, fyrster og deres folk.
Magt kunne demonstreres på flere måder. Skibe, bygninger eller monumenter. Gravhøje eller skibsgrave. Runesten, klæder, smykker, våben, hesteudstyr eller husmoderens nøgler ved bæltet.
Store fester, måltider og møder i den store hal er beskrevet i den tidlige middelalder, men formentlig med rødder bagud i tid.
På Harald Blåtands tid er kongemagten tydelig: Jellingekomplekset, broen ved Ravning Enge, ringborgene. Alt sammen beviser på magt, status og organisation. Fra denne tid kom der fokus på England, og kongemagtens centrum rykkede mod øst i Danmark.
Ved Slien nedlagde man handelsstedet Reric og anlagde i stedet Hedeby, som lå på den danske konges område. Dette har kævet en stærk, styrende myndighed.

Fjerde hovedafsnit hedder Tro og ritual.
Neil Price skriver, at betegnelsen ”hedninger” om vikingerne stammer fra de engelske munkes beretninger. Det betyder ikke, at vikingerne var uden religion og guder, men blot at de ikke var kristne, at de havde en anden tro.
På dette område er isen tynd. Vi har arkæologiske fund og andres beskrivelser, men vikingernes egen metafysiske opfattelse af guder og tro kender vi ikke. Kendte skriftlige kilder er nedskrevet lang tid senere.
Der har nærmere været tale om vaner, ritualer, traditionelle handlinger og social adfærd end om et åndeligt forhold til det guddommelige. Der har været en opfattelse af vekselvirkning mellem naturen og det overnaturlige – eller de overnaturlige kræfter. Der har ikke været moralske normer, som var nedfældet i guds love eller bud. Vikingerne har ikke dyrket tilbedelse, lydighed eller underkastelse. Guderne har været magtfulde, og man skullet forsøge at komme overens med dem. Der har været brugt udtryk som ”Nordisk religion”, men Neil Price mener, at det er forkert. Begrebet er opfundet af de kristne, som nemmere kunne forholde sig til det begreb for at bekæmpe det og omvende hedningerne. De nordiske myter er samlet af kristne, ikke af vikingerne.
Så vikingerne var ikke troende i religiøs forstand. De vidste, at der ikke var skel mellem det fysiske og det åndelige. Valhal. Midgård, Jotunheimen, Udgård og Hel eksisterede. Naturen var ”levende”.
Vikingerne havde offersteder, kultanlæg, kultbygninger eller brugte storhallen i hovedhuset. De havde hellige steder, moser, søer, vandløb, tidevandszoner. De ofrede våben, metalgenstande og smykker. De holdt blot. Ofrede mennesker og dyr til guderne. De hængte handyr og mænd op i træer – Yggdrasil – Odin kaldes blandt andet de hængtes gud. I stednavne indgår gudenavn eller endelserne –vi og –hov.
I gravfund ses personlige amuletter som angiver tilhørsforhold til guder eller dyr.
Magi og trolddom har betydet meget i vikingetiden. Der har ikke været tale om anråbelse af en gud, men nærmere et ritual for at opnå et eller andet konkret.
Behandlingen af døde har varieret meget. Fra vikingetiden er der både fundet grave med brændte og med helbegravede. Der er både gravhøje og fladmarksgrave. Der er enkeltgrave, klyngegrave og gruppebegravelser. Der er stensætninger, spor af træbygninger, kammergrave, kister og kasser. Skibssætninger er sket i store havgående krigsskibe, men også i robåde, fiskerbåde, kystfartøjer eller bare med et par planker fra en båd.
Da kristendommen begyndte at snige sig ind, overtog den i begyndelsen hellige steder fra asatroen. Senere fulgte tørvehytter, trækirker og stenkirker. I starten var det nærmest kultkontinuitet eller en hybridreligion. Trosændringen er sket gradvist over tid. Der har ikke været tale om en omvendelse forstået som en fuldbyrdet overgang fra ét ritual til et andet, men en løbende tilpasning. Af smykker, amuletter, våben, runesten m.m. kan man se, at symboler fra asatroen og kristendommen har været brugt side om side. Hvidekrist var for vikingerne bare endnu en gud.  Ændringen er sket hurtigst i Danmark, medens det har taget længere tid i dele af Norge og Sverige. En nordmand fra Bergen sagde for nogle år siden til mig ”…i de inderste dale har man nok stadig Odin og Thor stående ude på tunet bag ved gården. Det kan vel ikke skade.”, og én af de ældre roere på Namsen smed altid diskret en mønt i elven, før laksefiskeriet begyndte. Det kunne vel ikke skade!
Bagmændene til trosændringen har været kristne missionærer, hvis historier og beretninger er kendte, men Neil Price har desuden en bemærkning (side 195) om den kontroversielle overvejelse om mulige islamiske missioner til Skandinavien. Dette kunne begrundes i de arabiske/muslimske rejsende, der har været i blandt andet Hedeby og skrevet om deres rejser og iagttagelser, men også i fundene af genstande af klar islamisk karakter og af mønter, som kan have haft en symbolsk religiøs betydning ud over handels- og metalværdien. Kontrafaktisk historieskrivning? Tænk hvis…
De sidste kapitler i dette afsnit omhandler Den magiske Fyrkatkvinde, den aristokratiske storgård ved Tissø og den rituelle begravelse i Osebergskibet.

Femte og sidste hovedafsnit hedder Skibet og vikingerne og er skrevet af Peter Pentz.
Skandinaverne har sejlet i årtusinder. Både og skibe har udviklet sig gennem meget lang tid, og de har været brugt til mange forskellige former for sejlads. Transport af mennesker, dyr og varer, rejser, fiskeri, jagt, handel, krig.
Adam af Bremen sejlede i det 11. århundrede fra Skåne til Sigtuna. Han skrev, at rejsen tog fem dage til søs, men at den ville have taget en måned over land.
Skibe blev bygget i størrelse og facon efter formålet. Små både til kystfart og landgang på stranden. Store skibe til krig eller store laster, som krævede landgangsbroer.
Forfaderen til det vi kalder et vikingeskib, et klinkbygget skib, findes i Nydambåden. Bygget af egetræ, som blev fældet mellem 310 og 320. Den var 24 meter lang, havde 28 åretolder men ikke mast og sejl. Det var en robåd. Udviklingen gik fra robåd til sejlbåd med køl.
”Skuldelev 1” skibet var en såkaldt knarre, som var bredere og dyberegående end vikingekrigsskibet og med højere bord og større råsejl. Det kunne sejles af 5 – 8 mand. Der var kun plads til få årer. Det skulle sejles for vinden. Et fragtskib til stor last, hvilket betød billigere forbrugsvarer. Ikke kun luksusvarer. Det var bygget i Sognefjord i Norge med køl af egetræ og ellers af langsomt voksende fyrretræ. 16 meter langt med en lasteevne på 24 tons. Sødygtigt så det kunne sejle gods, mænd, husdyr, heste helt til Island og Grønland.
Krigsskibet – vikingeskibet – er i udstillingen og i bogen eksemplificeret ved ”Roskilde 6”. Så at sige hovedsymbolet på den vikingetid, man har villet fremhæve og fremvise.
I forbindelse med arbejde i Roskilde Havn i 1996 – 97 fandt man 10 skibe fra 11. til 14. århundrede. Roskilde 6 er det største vikingeskib, som er fundet nogen steder. 25 % af skibet er bevaret. Det var 37,37 meter langt og 3,99 meter bredt. Dybgangen har været 83,5 cm. Kølen var 32 meter. Træet til skibet – egetræ - blev fældet omkring år 1025 ved Oslofjorden. Da man ikke transporterede træet langt, blev skibet formentlig bygget samme sted. Træet blev flækket, ikke savet, hvilket bevarer fibrene hele og gjorde skibet stærkt og fleksibelt. Sejlet har været ca. 120 kvadratmeter. En teknologisk fantastisk og imponerende bedrift.
I et særskilt afsnit i bogen gennemgås skibet nærmere, og det sammenlignes med tilsvarende skibe fra Skuldelev og Hedeby, ligesom der forklares om konserveringen af skibet.

I de sidste kapitler opsummeres der om skibet som symbol på status og magt, om dets forudsætning for rigsdannelsen og om dets plads i asatroen som forbindelse mellem denne og den anden verden.

Bagerst i bogen er der noter til de enkelte hovedafsnit, litteraturliste, oversigt over de 26 museer (fra Norge, Sverige, Finland, Rusland, England, Irland, Tyskland, Polen og naturligvis Danmark) som har udlånt ting til udstillingen, katalog over de udstillede genstande, takkeliste, illustrationsliste og register. Meget grundigt og med gode muligheder for den interesserede til at komme videre i teksten.

Både for den historieinteresserede i almindelighed og for vikingeentusiasten i særdeleshed er her en bog, som ikke bare er ”must read” men også ”must have”.
Bogen opdaterer vores viden om vikingetiden med alt, hvad der er fundet og forsket i i de seneste år, og billedmaterialet er stort og fremragende trykt.
Selv om man ikke ser udstillingen, er bogen et godt og selvstændigt vidnesbyrd om historikernes og arkæologernes viden i dag om en glorværdig - om end kort - periode i vores historie.
Og så kan vi takke de bidragende fonde for at bogen er et vikinge(røver)køb. 

PS.
Indledningen er et citat fra Encomium Emmae Reginae (1040 – 42). Det er brugt som indledning til bogens femte hovedafsnit. Dronning Emma var gift med Knud den Store.

PPS.
Lever vikingeånden stadigvæk? Spørg de 800 vikinger fra 12 forskellige lande, som deltog i markedet ved Moesgård Strand i år eller de 20 – 25.000 besøgende, eller spørg de soldater den danske statsmagt (”kongen”) har sendt i krig i Irak og Afghanistan. Svaret er givet.