Vikinger i krig

Af Anders Ellegaard

Gennem tiderne har synet på vikingerne varieret meget. Det har oftest været den aktuelle politik, etik og moral, som har præget vurderingerne.

Så har de været nogle liderlige krigskarle; så har de været fredelige bønder med nogle få utilpassede rødder, som lavede lidt ballade; så har de været fredelige handelsmænd, som sejlede rundt og solgte deres varer; så har de været det hele på én gang.

Den seneste store vikingeudstilling i København, London og Berlin fokuserede meget på skibet og på de arkæologiske fund, som var samlet ind eller lånt fra hele Europa. Udstillingen udgav et katalog eller rettere en bog med en gennemgang af vikingernes verden, men stadig baseret mest på sejlads og skibe. Det læses tydeligt, at forfatterne er arkæologer af faget.

Nu er der udgivet en bog med en anderledes vinkling af emnet eller emnerne. Forfatterne er begge nordmænd. Kim Hjardar er lektor i historie og samfundsfag med hovedfag i vikingetid og nordisk middelalder, medens Vegard Vike er konservator med speciale i blandt andet våbenfremstilling i middelalderen og vikingetiden. Vegard Vike har skrevet bogens kapitel om vikingernes våben, medens Kim Hjardar har skrevet resten af bogen.

Bogen består egentlig af to dele. Første del har fem kapitler, som omtales nedenfor, medens anden del er kapitel seks. Første del er, som det vil fremgå, faktadelen, medens anden del er historiedelen, som gennemgår vikingernes fremfærd i verden.

Kapitel ét hedder ”Vikingerne” med undertitlerne: Hvem var vikingerne? Vikingernes samfund og Vikingekrigerens religion.  

Forfatteren griber helt tilbage til slaget ved Teutoburgerskoven i år 9 evt., hvor Arminius udslettede Varus` tre legioner. Forfatteren fremhæver, at mange germanere og også folk fra Skandinavien (blandt andet høvdingesønner) tog til Rom/Romerriget for at tjene som lejesoldater. De af dem, som kom hjem, havde ikke kun deres sold eller krigsbytte med. De havde også mødt den romerske tekniske kultur og ikke mindst lært noget om krigskunst.

I 200-tallet var der allerede handel med lande syd for Skandinavien, og der opstod et begyndende krigeraristokrati. Op mod 500-tallet skete der en militarisering af stammesamfundene. De kollektive stammeinstitutioner blev afløst af lokale høvdinge. Germanerne kaldte dem konger. Udvindingen af, handelen med og brugen af jern forandrede krigerne, deres våben og deres muligheder. På denne tid begynder også anlæggene af store bygnings- og fæstningsværker: veje, broer, kanaler og voldanlæg. I 600-700 tallene skete der en professionalisering af militæret, eller som forfatteren formulerer det: vikingetiden fulgte efter en lang periode med magtcentralisering i Norden.

Forfatterens svar på spørgsmålet, om hvornår vikingetiden egentlig var, er at datere den fra yngre jernalder ca. 400 evt. til ca. 1050 evt. Nogle mener, at den startede 793 evt. med plyndringen af klosteret i Lindisfarne, men denne forfatter mener, at den skal dateres tidligere. Hvornår vikingetiden sluttede, er også et omdiskuteret spørgsmål. Forfatteren mener, at den ophørte gradvist med ophør af plyndringstogter og stop for udflytning til andre områder. Kirkens magt over befolkningens liv og hverdag og kongens magt over militæret, retsplejen, handelen og jordegodset var andre faktorer, som påvirkede befolkningerne i Norden. Forfatteren definerer vikingetiden til 1050 evt, og mener at i år 1100 er den ovre. Han erkender, at tidspunktet kan kritiseres, men et endeligt tidspunkt findes ikke.

Definitionen på en viking er genstand for undersøgelse og diskussion. Betydningen var oprindeligt nærmest søkriger eller sørøver, men senere betød det nærmest én fra Norden

Hvorfor begyndte vikingerne at plyndre i andre lande? Områderne havde handlet fredeligt sammen siden bronzealderen, men i vikingetiden ændrede det sig. Der var mange årsager til det. Samfundene ændredes til krigerkulturer med konger, jarler, høvdinge. Magt ved våben blev ærefuldt. Målet for mænd var hæder og ære. Man fik bedre våben, man kombinerede årer og sejl på skibene, så man kunne sejle langt og hurtigt på havet. I Europa blev man kristne og prædikede en anden moral end vikingerne i Norden. Magt over handelsstederne var vigtig for samling af rigdom. Familierne fik flere sønner og delingen af arven mellem dem udvandede formuerne, så arvereglerne ændredes til, at ældste søn arvede alene. De ”overflødige” sønner rejste ud for at tjene som lejesoldater eller som vikinger på plyndringstogter for at komme hjem med hæder, ære og rigdom. Andre drog ud og bosatte sig i andre lande. Ideologisk var det uproblematisk at angribe fremmede religiøse centre og plyndre dem for guld, sølv, ædelsten og slaver.

Vikingernes samfund var et lagdelt, aristokratisk bondesamfund, hvor slægt, venskaber og kontrol over jorden var afgørende faktorer for status og rettigheder. Der var konge, jarl, høvding, frie bønder og trælle. En god mand havde ”held og lykke”. De tre nordiske lande havde på grund af deres forskellige landskaber også forskellige udviklinger og befolkninger. Norge var bjergrigt, Sverige var dækket af store skove og havde store søer og Danmark var åbent og let at dyrke landbrug i. I år 1100 levede der i Norge ca. 200.000 mennesker, i Sverige ca. 400.000 og i Danmark ca. 500.000 mennesker. Frie og ufrie, kvinder og mænd. Omkring 1/3 var ufrie, det vil sige trælle.

I Danmark var der i år 720 omkring 200 herreder, som var grundlag for udskrivning til militær kamp eller store anlægsarbejder. Der afholdtes ting til afgørelse af retlige spørgsmål og ting til krigsråd. Det vigtigste for en mand var hæder og ære. Den personlige ære afhang af loyalitet, pligt og af at undgå skam. Det var også vigtigt at udføre hævn, hvis man blev udfordret af ord eller handling. Disse ting gjaldt både ude og hjemme. Kvinders ære afhang af deres mænds. Forfatteren beretter om kvinder, som opfordrede deres mænd til hævn eller til at drage i kamp. Det var ærefuldt at dø i kamp, men skamfuldt at flygte.

Vikingernes religion er i bogen koncentreret om Odin, Tor og Tyr samt om de mange forestillinger om forskellige dødsriger, alt efter hvor og hvordan man døde. Da bogens tema er vikingerne i krig er det de relevante emner at tage op.

Kapitel to hedder ”Vikingernes militære organisation”.  Med bogens tema et meget relevant kapitel. I begyndelsen af vikingetiden var hirden den grundlæggende enhed. Det var høvdingens/drottens/fyrstens personlige hær af krigere, som blev opfattet som en del af hans husstand. Krigerne svor troskab over for lederen, og han foretrak unge krigere, som ikke havde så meget at miste. Først når en kriger selv skulle stifte familie, kunne han forlade hirden.

Ledingsbegrebet indebar, at frie bønder skulle stille skib, mandskab, våben og forplejning til rådighed på kongens bud. Dette gjaldt både forsvar og offensiv. Ledingspligten kunne også omfatte store anlægsarbejder, altså nærmest en arbejdspligt. Man kan forstille sig at Kanhavekanalen (726 evt.) på Samsø er et eksempel på denne pligt. Danevirke og Trelleborgene er andre eksempler.

Hjemmeforsvaret er beskrevet som et landeværn opdelt i herreder eller skibslav. Nøgleord er bavner, strandvagter og budstikker.

Et særligt afsnit er helliget holmgang og envig. Den første slags tvekamp var omgivet af mange regler, og den behøvede ikke at ende med døden. Holmgang kunne opfattes som sport eller træning til kamp. Envig derimod var uden regler, og endte altid med den enes død.

Kapitel tre hedder ”Vikingernes krigskunst”. Vikingerne levede i en militær kultur, hvor drengene begyndte deres træning i 5-6 års alderen. Man havde ”legepladser” til træningen i forskellige idrætsformer. Man trænede kamp, idræt og åndelige sysler. Det sidste eksemplificeres ikke, men må vel nærmest være emner som hæder og ære og krigermoral.

Plyndringstogterne var baseret på overraskelse, kaotisk og uberegnelig fremfærd. Ifølge krønikeskriverne slog vikingerne alle ihjel, men det er næppe rigtigt. Fanger kunne løsgives mod løsesumme, eller de kunne sælges som slaver. Det var i øvrigt ikke ærefuldt at dræbe ubevæbnede fanger.

Vikingehærens grundenhed var en ”liᵭ” som omfattede 30-40 mand. Flere enheder dannede en hær. Opstillingen af hæren kunne til forsvar være en linjeopstilling, en fylke, som kunne være tyk eller tynd, efter hvor mange rækker der var bag hinanden. I en tyk fylke stod krigere med skjold og sværd forrest; bag dem stod krigere med lange spyd; bagerst stod krigere med kastevåben, bue og pile Fylken kunne dannes som en skjoldborg med skjoldene forrest eller efter romersk taktik som en skildpadde med skjolde over hovedet. En angrebsformation kunne være en kolonne på 30 mand (en skibsbesætning som kendte hinanden) med 6 mand i bredden og 5 mand i dybden. Kolonnerne kunne opstilles sideordnet. En svinefylking var en hær af kolonner i kileformation som skulle splitte fjendens styrke i to.

Søslag og kamp til hest har særlige afsnit. Mærker og bannere var vigtige under kampen. Alle høvdinge havde deres eget banner med mærke, så krigerne kunne se, hvor deres ledere var, og der kunne være aftalt signaler med bannerne.

Efterretningstjeneste med spioner eller handelsmænd med kendskab til fjenden og landet var vigtig. - Forsyningstjenesten var også dengang af største betydning. Det gjaldt både mad og våben. Hærene havde et tros af håndværkere og kvinder til at sørge for sig. Under længerevarende kampagner måtte hæren plyndre landet eller købe af lokale handlende og bønder for ikke at få dem som fjender. - Fordeling af krigsbytte var strengt reguleret for at undgå indbyrdes kampe. – Bersærker og ulvepelse får en omtale, men forfatteren mener at indtagelse af svampe for at gå bersærk er en myte.

Vikingernes borganlæg opdeles i permanente og midlertidige. Permanente volde var for eksempel bygget for at forsvare en by: Hedeby, Birka, Århus, Borg, Novgorod. Eller de kunne være grænsevolde som for eksempel Danevirke.  Af andre permanente anlæg nævnes Trelleborgene. Midlertidige anlæg kunne være plyndringsbaser eller vinterlejre. Af sømilitære anlæg nævnes bådehuse og sejlspærringer, som kendes tilbage til 200-tallet. Der kunne anvendes nedrammede pæle, sænkede skibe, flydebomme eller broer.

Kapitel fire hedder ”Vikingernes skibe”. Et potent magtsymbol, et vigtigt transportmiddel og forudsætningen for politisk magt og prestige. Sejlet var forudsætningen for hurtig sejlads på åbent hav, men forfatteren fremhæver også kølen som forudsætning for manøvreringen under sejl. Selv om krigere kan have set sejl under deres rejser til Romerriget blev det først almindeligt i Norden fra 600-tallet. Forfatteren mener, at det skyldes, at jern først bliver almindeligt fra den tid. Det var nødvendigt til redskaber og nagler. I bogen gennemgås forskellige skibstyper og deres udformning.

Kim Hjardar afslutter denne del af bogen med at beskrive vikingerne som opportunister, der var åbne for impulser, ideer og viden, hvis det bidrog til et ærefuldt liv. Det gjaldt om at leve og dø med ære.

Kapitel fem hedder ”Vikingernes våben” og er skrevet af Vegard Vike. Vikingernes våben var økser, sværd, spyd, bue og pil, skjold og rustning. Våbnene kendes fra krigergrave. De forskellige typer er typificeret, således at de kan tidsbestemmes efter typologien. Forfatteren gennemgår forskellige smedeteknikker og forskellige typer og udsmykninger. Videre gennemgås de forskellige våbentyper. Øksen var egentlig et arbejdsredskab, som med tiden blev smedet som stridsøkser. En tohåndsøkse var et frygtet våben, og da den var et arbejdsredskab måtte den bæres af frie men jordløse mænd. Af våbenknive nævnes sværdknive, som er énæggede; saxe og langsaxe, som har krum ryg og lige æg samt sværd, som var tveæggede. Sværd måtte bæres af modne, ærefulde krigere, og da de var dyre, tilhørte de overklassen. Sværdgrebene var meget modeprægede, og der er opstillet en typologi, hvorefter sværdene kan både tids- og stedfæstes. Spyd var enten kaste- eller stikvåben, og de opdeles i to hovedformer efter spidsen. Typologien kan igen bestemme oprindelse og alder. Bue og pil var den tids artilleri, som forberedte infanteriets kamp. Der fandtes tre slags buer: heltræsbuen eller langbuen, samebuen, som var samlet af to slags træ og hornbuen, som var sammensat. Skjoldet var rundt og beklædt med stof og læder. Det var lavet af fyr eller gran og ikke særlig tykt – 7-8 mm på midten og  5-6 mm ved kanten- for ikke at gøre det for tungt. Beklædningen gjorde det til gengæld meget modstandsdygtigt. Kanten var beklædt med råhud. Skjoldbulerne på midten beskyttede den hånd, som holdt skjoldet. Skjoldbulerne er også typologisk bestemte. Da rytteriet kom frem ændrede man skjoldene til dråbeform. Hjelme fandtes siden 600-tallet, men de var dyre. En hjelm kostede det samme som et skjold, et sværd og et spyd til sammen. Der er kun fundet meget få hjelme fra vikingetiden. Rustninger fandtes som brynjer. De var dobbelt så dyre som hjelme. De fandtes som ringbrynjer – lange eller korte – eller som lamelbrynjer, som var stivere, men også bedre til at fordele slag. Tekstilrustninger var fremstillet af forskellige lag af stof.

Bogen anden del er kapitel seks og hedder Vikingerne angriber!

Her er det tydeligt, at det ikke er en arkæolog, som skriver, men en historiker. Dette er vikingernes historie skrevet med brug af alle de kilder, som tænkes kan. Det er også tydeligt, at forfatteren, som igen er Kim Hjardar, ikke er bleg for at fortolke kilderne til det yderste. Nogle gange så langt, at man som sindig jyde tænker: ”Ahr, ka´ det nu ow pas´ ”. Det modsatte – den tørre forsigtige akademiske forsker, som ikke skal vove at blive kritiseret eller gjort til grin – kan til gengæld være dræbende kedsommeligt. Det er Kim Hjardar ikke.

Kapitlet er opdelt i otte afsnit: Øerne i Vesterled (Orkney- og Shetlandsøerne), Vikingerne i Irland, i England, i Frankerriget, på Den iberiske Halvø, i Østerled (Rusland), i Byzans og på Grønland og i Amerika. Det vil føre alt for vidt at referere afsnittene her. De skal læses stille og roligt. De er sprængfyldt med personnavne, stednavne, årstal og hændelser. Meget grundigt og meget fængslende. Det bemærkes, at afsnittene om Færøerne, Island og Grønland er de korteste af dem alle med 1 eller 2 sider, medens de øvrige er fra 7 til 55 sider. Den sidstnævnte er om vikingerne i England. I disse afsnit er der flere slægtstavler, kort over vikingernes rejser med angivelse af tidspunkter og besiddelser/besættelser i de forskellige lande. For nogle af de vigtigste og største kampe er der kort over troppeformationer. Disse tavler og kort er udført af Kim Hjardar.

Bogen er fornemt illustreret med fotografier og tegninger, hvoraf mange er helsides. Ved helsidestegninger af vikingekrigere med deres våben er det angivet, hvilke fund, der ligger til grund for de enkelte tegninger, som er udført af Anders Kvåle Rue. De tekniske tegninger til afsnittet om våben er udført af Vegard Vike.

Bogen afsluttes med et kort noteapparat, en litteraturliste, et navneregister, et stednavneregister og lister over større slag, kort og slægtstavler og en billedfortegnelse

Enhver historieinteresseret i vikingetiden, enhver vikingenørd, enhver nutidig vikingekriger bør læse denne bog. Den er sprængfyldt med viden, og så er den godt og underholdende skrevet!