Vikinger i vest

Per Ole Schovsbo, Dr. phil., museumskonsulent

Af fem mulige stjerner skal Vikinger i vest have seks – både fordi bogen er helt usædvanligt gennemarbejdet og skrevet i et sprog, der kan læses af enhver. Hertil kommer forklarende tekstbokse, et væld af illustrationer, velfungerende noteapparat, afbalanceret litteraturoversigt og en overskuelig katalogdel, der sammen med detaljerede kort trækker lokalområdet ind i fortællingen.

Bogens styrke er, at den er skrevet af fire ledende arkæologer ved museerne i det gamle Ringkøbing amt (Ringkøbing, Herning, Holstebro og Skjern), der har foretaget en lang række udgravninger og undersøgelser gennem de sidste 25-40 år.  Deres forskellige tekster er sammenskrevet og redigeret til én utrolig klar og afdæmpet beretning, der generøst lukker op for både arkæologiske problemer og viden om Vestjyllands vikingetid, nærmere betegnet perioden fra ca. år 700 til 1100, hvor ældre middelalder trænger sig på.

Kærnen i Ringkøbing amt, der forsvandt ved reformen i 1970, var det gamle Hardsyssel og det kunne have været spændende at læse de lokale eksperters mening om arten og udstrækningen af sysler, herreder og sognene, der udfyldte den landskabelige mosaik i løbet af vikingetiden, markeret af kirkerne, gravpladserne bosætningerne og de tingsteder, der nogle gange kan spores i de lokale stednavne. Men det må vente, ligesom de farverige plyndringer af engelske klostre, den spirende kongemagt, hirden, ledningsflåden og så meget andet historisk, fordi det er det arkæologiske materiale og de topografiske undersøgelser, der denne gang er i centrum.

Kystområdet så meget anderledes ud i vikingetiden, idet vandstanden var mindst ½ m højere end i vore dage. Der har været et laguneagtigt indre farvand mellem Nissum og Ringkøbing fjorde, vadehavsdannelser og en fliget kystlinie mod Vesterhavet, der fra 1600-tallets sidste halvdel blev rettet ud til den lige kyst, vi kender i dag. Limfjorden var i hele vikingetiden åben ud til Vesterhavet i sydvest gennem Ferring sø indtil 1100-tallet, hvor åbningen sandede til, måske med hjælp fra en kunstig spærring der blev sat for at holde fjenden ude. Man kan som anmelder tænke, at også dengang kunne militære aktiviteter få uoverskuelige miljømæssige konsekvenser –

Herefter gennemgår arkæologerne de forskellige kildegrupper, undersøgelses- og dateringsmetoder, og de bringer fortræffelige luftfotos, der tydeligt afslører bygnings- og anlægsspor i diverse kornmarker. De 39 kendte bopladser omtales, og det giver anledning til at følge byggeskikkens udvikling fra yngre jernalder til ældre middelalder. Her ses, at de gamle langhuse med stald i den ene ende gennem tid opløses i flere huse (hovedhus, stald, grubehus) på en indhegnet gårdsplads. Men bebyggelserne var omskiftelige og flyttedes med få generationers mellemrum indenfor den samme bygd. Nogle udviklede sig til mindre godser efter frankisk forbillede.  

Vestjylland var beboet af bønder på heden og ved fjordene, der ved siden af landbruget drev fiskeri og måske stude- og hestehandel med byerne mod syd langs Nordsøkysten og Den engelske Kanal. Opsigtsvækkende er, at man allerede på det tidspunkt har brugt muldfjælploven og gødede højryggede agre, der ellers tilskrives middelalderens landbrug, ligesom vandmøller med lodret møllehjul og gear (vitruvius-møller), mens der ikke ses rester af de såkaldte skvatmøller med vandret møllehjul uden gear.   

Den sene vikingetid før købstæderne møder vi jo i de ældste landskabslove, hvor byerne var landsbyer og markedsbyer, og vejene de ruter man fulgte gennem landskabet over topografiske pas til næste by eller havn. Bebyggelsens udbredelse viser, at infrastrukturen både omfattede kyst- og fjordsejladsen med skibe og de videre forgreninger på fast bund ind i landet, blandt andet med heste og vogne. Det trafikale netværk mellem bebyggelserne burde være til at få øje på af lokalkyndige folk, og det er ærgerligt, at man ikke udnytter muligheden, fordi netværksmodeller netop kan give inspiration til den kommende forskning af bosættelsen. I stedet henvises til gravhøjene og deres placering i landskabet, der sammen med bosætningen og rester af hjulspor, vadesteder, hulveje og broer tages til indtægt for et system af veje der næsten som permanente anlæg øjensynligt har reguleret trafikken tilbage til de ældste gravhøje i stenalderen.                  

Imidlertid mener anmelderen, at hovedparten af landtransporten helt frem til ældre middelalder fulgte variable ruter ud over fast og farbar bund, ligesom sejladsen langs kysten mellem banker og rev. Bosætningen var som nævnt heller ikke statisk. Hertil kommer, at trafikken var blandet og formentlig valgte mange forskellige ruter, fordi man nogle steder kunne gå eller ride, andre steder køre med vogn eller drive kvægflokke. Fælles var, at trafikken ikke efterlod sig varige spor men blev navigeret frem i landskabet efter topografiske punkter, gravhøje og senest i middelalderen af kirkernes tårne. Det er forklaringen på, at bebyggelse, vandløb og skove dominerer, ligesom rev og skær langs kysten på kort udført af Johs. Mejer i midten af 1600-tallet. Vikingetidens vogne havde smalle og høje fælge, der var beregnet til jordveje eller græsmarker (ligesom hestene uden jernsko). På blød bund skulle sporet imidlertid styrkes med grene, sten og jord eller sand, ellers sad vognen og hestene fast. Over længere bløde strækninger, hvor færdsel var bydende nødvendig, anlagde man lave tømmerbroer med plankedæk, der også ses på befærdede bygader og i de militære ringborge. 

Nærværende anmelder mener, at der formentlig var mindst to forhold, der førte til mere permanente vejanlæg udenfor bebyggelserne. Den ene var væksten af de dyrkede marker omkring landsbyerne, der indsnævrede trafikkens korridorer og omdannede dem til veje, der skulle stabiliseres med tilførte sten- og grusmaterialer, fordi man ikke længere kunne køre ved siden af ældre dybe spor uden at ødelægge markerne. Herved ændredes kravene til både heste og vogne og ligesom ved den tungere trafik mellem de unge købstæder (på landevejene), introduceres kraftige vogne på landet med brede fælge, trukket af heste med jernsko på hovene. Men det skete hovedsageligt i ældre middelalder efter vikingetidens afslutning.

Bogen tager dernæst fat på importsagerne i de vikingetidige fundlag, der også peger på de mange andre ydre påvirkninger: ny teknologi (plov og vandmølle), anlæggelsen af små godser efter frankisk mønster, kristendommens indførelse og meget andet. Årsagen er naturligvis, at den forbedrede infrastruktur har sat landet og kysten i forbindelse med hinanden, men nok så meget at tidens avancerede sømandskab og et udbredt og mesterligt skibsbyggeri i Skandinavien, på Britiske Øer og langs Østersøkysterne tydeligere end før har bundet de europæiske kystområder sammen. Verden var blevet mindre, og mange vestjyder havde fx været i frankisk krigstjeneste.

Alligevel er fundrigdommen i Vestjylland ikke så stor som i de øvrige danske landskaber, og det får forfatterne til at antyde, at området var fattigere og tyndere befolket på grund af den magre jord. Analyser af afdøde vestjyders knogler og tænder ville kunne have antydet kostvaner og sundhedstilstand, men de få grave der er undersøgt, tillader ingen slutninger, fordi de stort set ikke indeholder knoglemateriale. I stedet fremlægger forfatterne den generelle viden om den danske befolknings størrelse, højde og klædedragt samt gravenes indretning, der skifter fra hedenskabets spændende grave med udstyr til kristendommens lidt triste grave uden. De tidlige kirker af træ og sten berøres i bogens 11. kapitel, der afrundes med både en konklusion over de hidtidige resultater og en oversigt over nogle af temaerne for de kommende undersøgelser i Vestjylland.

Men da de arkæologiske undersøgelser er dyre og tager lang tid, er der kun begrænsede ressourcer og tid til at følge en forskningsmæssig plan. Den indgår i stedet i planlægningen af de mange rekognosceringer og nødudgravninger før større anlægsarbejder, hvor der er arkæologerne selv, der destruerer det arkæologiske kildemateriale i marken for at sikre så megen information for eftertiden som muligt. Herved er vi ved bogens kærne: den arkæologiske proces gør udgraveren til det sidste vidne om de kulturelle begivenheder, hvis spor forsvinder i løbet af undersøgelsen. Det er der dette engagement, der gør Vikinger i vest til en medrivende beretning som alle i Hardsyssel og alle andre steder bør opleve.