Holger Drachmann

Kurt L. Frederiksen, Holger Drachmann. Vi vil fred her til lands, Gyldendal, København, 2020, 424 s.[1] • Gert Maarløv Nicolaisen, Sakuntala. Sangen om Vilhelmine og Holger Drachmann, Mellemgaard, O­den­se, 2019, 305 s. • Mette Harbo Lehmann (red.), Jeg er Hav. Holger Drachmann med pen og pen­sel, Skagens Kunst­mu­se­er, Skagen, 2019, 167 s.[2] • Hans Nielsen (red.), Drachmann og Drach­manns Hus, Lamberth, Skagen, 2013, 189 s.[3]

Kurt Frederiksen har skrevet en biografi om den i sin tid meget værdsatte og omdiskuterede – og yderst produktive – digter Holger Drachmann (1846-1908), hvis ry vedligeholdes, fordi han skrev "Engelske So­cialister" og "Midsom­mer­visen", om­gav sig med yngre kvinder og satte sin hat, som han ville. Men han spillede i sin tid en be­ty­de­lig rolle både som utilregneligt "medlem" af Det moderne Gennembrud i dansk kultur- og litte­ra­­turhi­sto­rie, i Provisorietidens politiske kamp mellem Højre og Venstre og end­da, også via sin livs­førelse, i Sædelighedsfejden, tidens store moral- og seksualdebat. Bio­grafien, den første i syv årtier, sætter over­ordentlig nøjeregnende Drachmanns digtning og livsfø­relse i forhold til alt dette (hvilket er dens for­tjeneste) u­den dog at føje væsentligt nye træk til billedet af digteren og ma­leren (hvil­ket er dens svag­hed), anmeldes her med dvælen ved hovedpunkter og ho­ved­træk. Til om­ta­len af den knytter sig en præ­sentation af yderli­ge­re tre mere specielt fokuserede Drachmann-bøger, der i med­før af selve deres fremkomst bidrager til den myte, som diskuteres i en af dem. Gert Nico­lai­sens "sang" om førstehustruen Vilhelmine Erichsen rækker ud mod myten al­lerede ved at relatere hende til Sakuntala-figuren. Udstillingspublikationen po­interer på markant vis, at digteren jo også var og livet igennem forblev maler, ligesom den via titlen minder om den gennem­gå­ende haviden­tifikation. Endelig an­slår den lidt ældre populærudgivelse strenge, der vedrører Drach­manns forhold til Skagen og den tu­ris­me, som stadig profiterer på hans bytilknytning. Så­ledes knyt­tes forbindelsen tilbage til Frederik­sens biografi, der netop begynder med digterens "hjemkomst" og jordfæstel­se på Gre­nen.

Biografien

Kurt Frederiksens Holger Drachmann-biografi vil efter sit forord indkredse "en kerne af folkelig art", som skul­le slå ud i al hans skabende foretagsomhed og i hans "længsels- og kærlighedshunger". Folket kvit­terede med et bisættelsesarrangement, som skildres straks i det første kapitel – så detaljeret, at selv de Ska­gen'ske sandskorn bør kunne føle sig tilgodeset. Det noteres, at tredjehustruen Soffi anførte føl­get sam­men med sin sø­ster, "fru Bokken Lasson".[4] Bokken havde gjort sejlturen til Frederikshavn i El­se og Jo­hannes V. Jensens sel­skab.[5] Jensen forbandt i sin artikel om bisættelsen Drachmann med "de u­for­son­lige Bølger": "Hvor det passer for den af Elementerne jagede Mand, der aldrig undte sig et Suk."[6] Ge­org Brandes med sit kom­plicerede for­hold til den frafaldne gennembrudsfløjmand deltog ikke i den såkaldte sørgefest, men note­rede i Po­litiken, at Drachmann nu havde "gjort sin sidste Saltomortale, Døds­springet". To positioner, svarende til splittelsen hos den nu gravsatte. Den beroede på en grund­læggen­de længsel og ytrede sig som en u­ro­lig søgen, en frihedsdrift, hvilket netop er, hvad Frederiksen vil fo­revise og udrede. Man kommer næppe uden om, at der er elementer af hagiografi i fremstillin­gen.[7]

Drachmann havde i tiden efter Brandes' henvendelse til ham i 1871 søgt stormene og klart placeret sig på den radikale side, som myndighederne overvågede, og indforskrevet sig i det Littera­tur­sel­skab, som Frederiksen et sted omtaler som en terrorcelle. Men hvor digteren pu­ster sig op, véd bio­grafen, at det er noget andet, han skal og inderst inde vil. En stemme derinde fra ytrede sig "i rytmen og i den metriske udformning af versene". Og videre: "Som pulsslag, som bølger­nes evige rullen op på stran­den, voksede der gennem digtene en lyrisk kraft, der hentede sit liv fra det store hav." Den dybere to­ne, den lykke længslen rettede sig imod, fandt han i ægteskabet, læser man, men allerede få sider se­ne­re står der, at længslen "rakte læn­gere ud end [til] Vilhelmine". Idealt set rakte den bagom synde­fal­det, som jo adskilte kønnene. Han måt­te snart forsikre hende om, at "ovenover Skyerne er Himlen altid blaa", hvilket dog ikke var beroligelse nok til at få hverdagen til at fungere. Drachmann opgav imid­ler­tid aldrig drøm­men – i hvert fald først, da han mod slutningen in­stru­erede sin sag­fører Viggo Lach­mann om at befordre en afskedshilsen til Inge­borg Andersen. Når ægte­ska­bet ikke "virkede", iscene­sat­te han sig forhåb­nings­fuldt som kunstner, i en æstetiseret verden. Pro­blemet formuleres også såle­des: "Det eneste kon­stante i hans per­sonlige liv blev længslen efter den livs­fylde, han hele tiden mistede, for­di han ikke kun­ne eller ville være inden i det, han havde" – med no­te­henvisning til Johannes V. Jen­sens in­ter­fe­rens­erfaring.

Med Dæmpede Melodier nedtones det politiske, mens der skrues op for det eksistentielle. Indad gik for Drachmann som også for Novalis den hemmelighedsfulde vej. Forvalterne af den roman­ti­ske arv følte, at han nu, efter gennembrudsindsatsen, var på vej hjem. Samlingen drog ham tillige fra ma­le­riet mod litteraturen. Han rejste sydover, så Sakuntala i München, og i Venedig udfoldede han en i dansk litteratur sjældent overgået produktivitet, ikke mindst på tabet af Vilhelmine. "Der strøm­­­mede i disse uger [i det tidlige forår 1876] så meget for­elskelse og liv igennem ham, at det var ved at slå ham ihjel."

Omtalen af En Overkomplet er karakteristisk for Frederiksens værkpræsentationer. De kommer aldrig helt fri af det biografiske. Teksten bliver en art autofiktion, her med spaltet hoved­per­son, handlende om "hans egen ungdom", dokumenteret med ci­ta­ter fra breve til faderen om, hvad me­ningen med at benytte levende model var, og så no­get – omtrent halvdelen – om receptionen, med dvæ­len mest ved Georg Brandes' anmeldelse, der var uklar i mæ­let. Frederiksen mener selv, at den løse kom­position "havde med tiden at gøre", og at Drachmann "skrev noget andet, end det, han mente". Bre­vene citeres (her som overalt) ordret eller som en art dækket direkte tale, hvil­ket sidste kan være pro­ble­­matisk; ja, for hvilken stemme hører man?

Efter hjemkomsten beordrede lægerne ro, og digteren drog da til Nordsjælland, "hvor han hurtigt fik noget kørende med en dame". Det var ikke Polly, men hende kommer turen til straks efter, i fjerde kapitel, der dækker 1876-78. Polly-forelskelsen hjalp vor digter over "det smertelige tab af Vil­hel­mine". Men "den forelskelse blev den dybeste i Drachmanns liv. Og den smerteligste." Smerte rimer på hjerte. Det er i øvrigt de skiftende kærlighedsforhold, der skanderer bogen. Kapiteloverskrifterne: Vil­hel­mi­ne, Pol­ly, Emmy, Edith, Soffi. Man tør mene, at også Bokken og Ingeborg burde have plads på før­steholdet.[8]

Drachmanns kærlighedsreligion blev bragt på poetiske skruer i digtet "Ved Skarrit­søen" og det efterfølgende kampskrift "Rimbrev til Esrom Sø", der gav bolden op til en fejde (1878-80) med bred kollegial deltagelse. "Om det så var i det lyriske formsprog, slog digterne gnister af de ældre tiders forste­nin­­gers strenge krav til rimgang, rytme og strofeform." Haviden­ti­fikatio­nen i Sange ved Havet gi­ver Frederiksen anledning til denne konstatering: "ser man nøjere på den digteriske kraft, der hele tiden tvang ham til nye formuleringer, havde Drachmann gang i afsøg­nin­ger af mere eksistentiel karakter for det moderne menneske end ønsker for hans egen to­som­hed". Han "var på vej til at afdække de smer­te­li­ge og moderne verdenserfaringer som Johs. V. Jensen formulerede i digtet 'Paa Memphis Station'". Sa­ger, som dog ikke uddybes.

Drachmanns reaktion på Pollys "opsigelsesbrev" forekommer ikke baseret på brevformu­leringer, virker snarere som fiktion. Der er da heller ingen noter mellem brevet og storesøster Er­nas te­legram til Emmy: "Holger trænger til Dem."[9] Med Ranker og Roser som moralsk løfte­stang og Vil­helm Topsøe som juridisk bisidder lykkedes det Drachmann at få bryllupstilladelse. Holdningsmæssigt sva­je­de han som et siv, hvilket dog ikke fik hans trofaste fjende Carl Ploug til at ytre imødekommenhed.

Stort og småt oplyses, oftest i kronologisk orden, f.eks. s. 189-90 om familiens liv i som­meren 1880: Kærlighed til tredjebarnet Jens, flytning til Vallerød, besøg af Erik Skram og Frederik He­gel, kla­verkøb, teaterbesøg i København, flytning til Vedbæk – det kniber med at få brikkerne lagt, så der kommer et perspektiv til syne. Men kilden er Emmys erindringer, og med skal det partout, altsam­men.[10] I 1883 distancerer Drachmann sig (i et brev til Otto Borchsenius) endeligt fra Gennem­brud­dets socialrealisme, han vil nu angiveligt bygge på "et stort varmt Hjærte, en dyb Kærlighed til Li­vet, glim­rende Sprogsans og Musikevne, hensynsløs Fantasi og hensynsfuld Betragtning af Kvin­den".

Drachmanns manér med at gå i selvsving rammer også lejlighedsvis frem­stil­lingen her, f.eks. i afsnittet "En rødglødende hjerne". Digteren skrev og skrev til Hegel, om mange og store pla­ner, med voldsomme udfald i flere retninger og med ublu anmodninger om forskud, og Fre­deriksen re­fere­rer det og sammenligner ham lidt ondskabsfuldt med H.C. An­­dersens verdensklokker, der hvert år skriver en af­hand­ling om den dybe lyd, uden at nogen bliver klo­gere deraf.

Emmy-kapitlet slutter for så vidt lykkeligt, med opførelsen af Der var engang. Hele "Mid­­sommervisen" citeres, vist ikke kun for de ords skyld, som udgør bogens undertitel. Og i øvrigt, angå­en­de betingelsen, at hjerterne ikke bliver "tvivlende kol­de": holder det mon vand, hvad Frederik­sen kon­klu­derer: "Set i lyset af hele hans forfatterskab var det det budskab, han skrev sig hen imod."

Som bekendt faldt Drachmann nogle måneder senere for Amanda Nilsson, som han straks døbte Edith – en indtagende syngepige, der af alle hans livs kvinder dog vist blev den betyd­nings­ful­de­ste.[11] I en længere periode boede de i en art landflygtighed i Hamborg. Periodens prosa­ho­ved­værk blev Forskrevet (1890), der er en kærlighedserklæring netop til Edith, men også en kunstner­roman og en kø­ben­havnerroman og en dystopisk samtidsroman. Senere på året vekslede Drachmann et "forso­nen­de hånd­tryk" med Georg Brandes i forbindelse med dennes 25-års forfatterjubilæum, hvilket for­tælles med Paul V. Rubows Drachmann-bio­gra­fi som kilde, uden skelen til Jørgen Knudsens Bran­des-biografi.

Udlændighedslivet hen over de følgende år blev præget af dårlig økonomi og svigtende hel­bred, hvilket blot øgede den rastløse produktivitet, også af melodramaer til teatrene og forskudsan­modninger til forlaget. Edith var ham efter alt at dømme en uundværlig støtte – indtil han ved en kunst­nerfest mødte en anden af slagsen, norske Bokken Lasson, der bragte ham på glatis simpelthen ved at synge og spille et digt af Victor Hugo, som er citeret i Forskrevet.[12]

Enden blev, at Drachmann igen flygtede, nu til Amerika, hvor han læste op og malede og skrev. Her faldt de sidste brikker til Den hellige Ild på plads. Frederiksen har et par gange antydet, at digteren var på vej mod noget modernistisk. Stykket, holdt sammen af hav­me­ta­forik og E­dith-længsel, skulle indkredse og introducere "en modernistisk erfaringsverden" i dansk litte­ra­tur, hvilket biografien tager som udtryk for en uforenelighed mellem, hvad digteren så kom­me, og hvad han gav udtryk for. Hvis det indebærer, at Drachmann analyserede uklart og agerede uri­me­ligt, kan man vel ikke tale om en modernistisk erfaringsverden, men netop om "tab af virkeligheds­sans".

I øvrigt fløj Drachmann i tiden efter hjemkomsten (og udskiftningen af Bokken med Sof­fi) fra sted til sted så hastigt, at selv Fre­de­riksen lejlighedsvis taber ham af syne: "Han skulle til Skagen og videre til Norge. / Fra Paris tog han til Antwerpen. (...) Fra Hamborg rejste han til Køben­havn." I den­ne forbindelse refe­re­rer og citerer Fre­deriksen Viggo Lachmanns berømte brev til Drachmann om Jo­­hannes V. Jensens tale i Stu­denter­sam­fun­det, som havde bragt Brandes op i det røde felt. Kom Drach­mann til at se lys, fordi Lach­mann hav­de set lys? Efter sammenhængen må sagen i hvert fald dre­je sig om "forhåbninger til ungdommen".

I Soffi-kapitlet er der et par udposninger. Knap fire sider omhandler digterens relation til for­læg­­gerparret Julie og Jacob Hegel. Et par lange breve fører til lange referater med mange citater. Drach­­mann forstod knap nok, at Hegel ved siden af venskabet havde en forretning at tilgodese.[13]

Også Drachmanns forhold til Skagen omtales nøjere her. Sammen med Soffi slog han sig nu endelig ned i byen. Hans "Saa hastigt svinder Dagen" fra 1904 kaldes ofte "Skagens helt egen natio­nalsang", formentlig fordi man overhører melankolien og ve­mo­den. Roland Bildes melodi kom først til i 1938. Det "bedre" Skagen var da passé. Et sent glans­punkt var havnekontorets indvielse i 1903, hvor Drachmann og Soffi kupagtigt stillede en folkefest på benene.          

En folkefest skulle 60-årsfejringen også være. Frederiksen nævner alle de prominente te­le­gramhilsener og refererer Vilhelm Andersens anekdoter om, hvem Drachmann mødte under formid­dags­turen på Volden. Som bekendt kiksede det, da Det kgl. Teater opførte hans til lejligheden skrevne Hr. Oluf han rider, der skulle overtrumfe Der var engang – hvilket jo var umuligt. Da­gen efter gik det helt galt. Fødselaren fik røgen fra de sammenkastede fakler i øjnene og holdt en tale, hvor en bemærk­ning om københavnerindernes smukke bagdele blev skæbnesvanger. Selvpromotionsrejsen til Sverige straks efter mindede igen om en flugt og stivede ham lidt af. Digterkongen kom i audiens hos den rig­tige kon­ge og blev kongeligt modtaget af kollegaen Verner von Heidenstam – og troede sig selvskrevet til No­bel­prisen, men gjorde jo regning uden vært. "Om Drachmann overhovedet havde været i spil, er ik­ke godt at vide", skriver Frederiksen, der således (også her) afslører begrænset kendskab til sekun­dær­lit­tera­tu­ren.[14]

Mod slutningen flimrer Ingeborg Andersen-forelskelsen forbi. Digteren kaldte hende "Ska­gens Rose". Fra sygelejet instruerede han som nævnt sin sagfører om at "sige hende far­vel". Al­les in allem får vi kun nødtørftig besked. Eventyret satte sig dog spor i Kirke og Orgel, som slut­ter med en orgiastisk skildring af kirkens sammenstyrtning. Frederiksen refererer romanen over et par si­der uden nævnelse af H.C. Andersens "En Historie fra Klitterne", hvis helt på lignende vis forenes med sin Gud, mens kirken sander til og bliver hans sarkofag.[15]

Bogen løber ud i betragtninger over P.S. Krøyers halve snes Drachmann-fremstillinger, spe­ci­elt det store billede af Sankt Hansbålet på Skagen Sønderstrand. De to spejlede sig længselsfulde i hin­anden – mens Michael Ancher malede fiskere "fra virkelighedens verden" og hustruen Anna "skabte moderne abstrakte rum af farver, lys og komposition, der pegede i helt andre retninger". Fremad, fak­tisk.

Karakteristisk for Kurt Frederiksens hele fremstilling er, at den i medfør af sin metode langt­hen kommer til at reproducere, hvad man kunne kalde Drachmann-mytologien. Velkendt er det, at Ge­org Bran­­des engang i 1871 opsøgte digteren og ansporede ham til at stille sin pen i modernitetens tje­­neste. Et par dage senere skrev han så "Engelske Socialister", der blev hovedstykket i Digte. Da Drach­­mann 25 år senere gen­ud­gav samlingen, fortalte han historien, og nu fortæller Frederiksen den med si­ne egne ord, der dog vist lægger sig nært op ad digterens og næsten kunne være citat, med eks­plicit re­fe­rence til den berømte 16 timer lange samtale mel­lem Steffens og Oehlenschläger, der resul­te­rede i "Guldhor­ne­ne" og bemærk­ningen: "De er jo Digter!" Ligeså denne gang – og de to mænd har na­tur­lig­vis været på det rene med, at de deltog i en forestilling, som historieskrivningen kunne brodere vi­dere på. Ind­flettet i frem­­stillingen er et resumé af de tre artikler om sømaleriet, hvori Brandes havde fornem­met ånds­be­slæg­­tet­hed.[16] Drach­mann kunne i sine digte "formulere, hvad Brandes måtte skrive sig frem til" – no­te­rer Fre­de­riksen, dybsindigt. Og straks efter beretter han om brylluppet med Vil­hel­mine (3. no­vem­­­ber 1871, og­så datoen for indledningsforelæsningen til Hovedstrømninger)[17] og bryl­lups­rejsen sam­men med Frits Thau­low, men uden Vilhelmine, til Skagen, "på kanten af alting".

Det er som nævnt kvinderne, de tre hustruer og de to elskerinder, der giver kapitlerne o­ver­skrifter, ikke stadierne i hans udvikling som forfatter og maler. Det er den flanerende boheme­til­væ­relse ad kærlighedens veje og vildveje, vi følger. Man kan savne en grundigere refleksion over de da­tidige køns­­for­­hold og over de skæbner, der udfoldede sig i digterens nærhed. Vi kunne f.eks. have fået bedre be­sked om søsteren Erna Juel-Hansens og om andenkonen Emmy Culmsees forfatterskaber (om­fattende bl.a. titler baseret på samlivet med Drachmann). Eller om halv­bro­deren An­ders Bjørns karriere som klassisk filolog og Kierkegaard-ud­giver og halv­søsteren Marthas kunsthi­sto­riske renæssancestudi­er. Eller om faderen Andreas Georgs indsats som ortopædkirurg og gym­nastik­pæ­da­gog og sønnen Povls karriere som virksomheds­histori­ker og kon­ser­va­tiv politiker. Selvfølgelig har halvsøsteren Har­riet Bentzons udgave fra 1932 af Drach­manns bre­ve til fædrenehjemmet og datteren, billedkunst­ne­ren Eva Drachmanns bog fra 1953 om moderen Vilhelmine fundet anvendelse som kilder.[18]

Man kunne endelig også have ønsket sig en betragtning vedrørende kunstnerskabets ef­ter­liv og vurderingen af det i den kritiske litteratur. Hvordan kan det f.eks. forklares, at Drachmann fra at være enormt folkekær er sunket ned mod næsten-glemslen? Og hvordan kan det for­klares, at han på det ty­ske marked fik mindre fremgang end gennembrudsforfatterne flest? Og hvorfor har trods alt en ræk­ke titler overlevet og holdt sig friske i den nationale erindring? Det giver sig selv med "Midsom­mer­vi­sen", men hvad er det egentlig for en danskhed, den (og værkerne i øvrigt) beror på?[19]

Udenværkerne er miserabelt håndværk. Noterne (kaldet "Slutnoter") trænger – som også sel­ve tek­sten – til en kompromisløs korrekturlæsning. En tidstavle oplyser over halvanden side om vil­kårligt udvalgte hæn­del­ser i Drach­manns liv, en seks-syv udgivelser, ligeså mange kvinder, af hvilke de tre fødte ham børn, og en del be­givenhedsløse år, f.eks. 1899-1901. En oplæs­nings­turné, der i bogen lægger beslag på seks lin­jer, er noteret, og ligeså et besøg på Fanø, men ikke de øvrige fire.[20] Littera­tur­listen medtager flere tit­ler, som ikke ses at være benyttet. Til gengæld savner man ganske mange hen­­vis­ninger til litteratur, som burde have væ­ret benyttet i en så stor og ambitiøs biografi.[21] Person­re­gi­stret er kom­pakt, med udbredt ude­ladelse af fornavne. 'Edith' optræder også som 'Amanda Nilsson', men ikke med de samme side­henvisninger. Chancen for på falderebet at få nævnt, at Soffi og Bokken egentlig hed So­phie og Caroline, er ikke gre­bet. Den tredje søster, Oda, døbt Othilia, er ligesom ægte­fæl­len anført med fejlstavet efternavn (og med stillingsbetegnelsen 'kristiania-boheme'). Soffi er 'hustru' med efter­nav­net Drachmann, og Poul Drewsen er 'gift med Soffi', og Vilhelmine og Emmy – også 'hu­struer' – er anført med efternavnene Erichsen og Culm­see.[22] Et titelregister er stærkt savnet.

Ret beset er der i Frederiksens ganske velskrevne biografi kun lidt nyt under solen, og til­gangen kan heller ikke siges at være mo­der­ne. Den er stærkere i de politiske udredninger, brydnin­gerne mel­lem fløjene og in­den for dem, end i de æstetiske karakteristikker. Værkerne be­tragtes mere som de­batindlæg end som kunststykker. Hvad handler de om, hvilke meninger formidler de, hvordan blev de modtaget, osv.? Og netop fordi bogen mestendels skrider kronologisk frem, og eftersom alt forekom­mer vigtigt, bliver fremstillingen ofte ujævn. Men positivt er det dog, at en så omfattende videns­mæng­de nu – knap 70 år efter frem­komsten af Johannes Ursins biografi – er blevet sammenbragt og tilgæn­ge­liggjort.

Den gennemgående historie om digterens massive overforbrug og deraf følgende skran­ten­de økonomi, hans idelige anmodninger om forskud, kunne gerne have været komprimeret – selvom der selvfølgelig ofte indgår fantasimomenter. Også sygdom og symptomer vendes og drejes. Det er sim­­pelt­hen trættende at læse sig igennem dette idelige piberi.

Hvad angår Drachmanns virke som maler, er biografien underligt tilbageholdende. Om a­ka­demiundervisningen meddeles næsten intet. Først s. 65 dukker lærerne C.F. Sørensen og Anton Mel­bye op, dog kun for at anbefale eleven til førende gallerister i London.[23]

Hav-bogen

Når nu malersiden kun er svagt tilgodeset i Kurt Frederiksens biografi, er det heldigt, at der samtidig er fremkom­met en udstillingspublikation fra Skagens Kunstmuseer, hvor malerierne og digterens beskæf­ti­gelse med pen og pensel er hovedsagen. Titlen Jeg er Hav er et citat fra digtet "Kan du forklare mig, Hav", der ind­går i Sange ved Havet fra 1877. Slutordene dér udtrykker identifikation, intet mindre.

Hovedstykkerne i den flotte bog er museumsinspektør Mette Harbo Lehmanns "Havet som selvportræt" og kommunikationsmedarbejder Niels Jarlers "Digteren og maleren og havet". Leh­mann pointerer indledningsvis, at hendes artikel vil være et opgør med "den holdning, at det var kvin­derne i hans liv, der påvirkede hans verdensanskuelse og kunstneriske retning" og med "fordomme om, at hans sidste år var præget af en svagelig krop, depression og modgang og en deraf følgende man­gel på kunstnerisk ånd og fornyelse". Et stort brød, unægteligt, at slå op.

Drachmann placerer sig som maler i hovedsagen inden for marinemaleriets tradition, grund­­lagt af Eckersberg, der var nøjeregnende med selve skibene, og videreført af C.F. Sørensen, der "fo­kuserede mere på søen, vejret og stemningen". Sørensen-eleven Drachmann gik videre ad dette spor. Et kursskifte midt i 1870'erne (og vel at mærke ikke et absolut skifte fra maleri til litteratur) kæder Leh­mann sammen med en glidning fra udstillings- til salgsrelateret maleri, hvilket gav en større frihed. Si­gurd Müller nævner i 1884, at der i Drachmanns senere billeder er "en langt større Al­vor og Soliditet end i de tidligere, en Respekt for Form og Lokalfarve, som han i sin første Ungdom kun undtagelsesvis lagde for Dagen". I 1882 indtraf bruddet med Brandes-kredsen. Kunstnervennerne kan have inspireret til andre anskuelsesmåder, snare­re end kvindebekendtskaberne. Efter flytningen til Hamborg i 1891 ma­­le­de han igen flittigt, vel af økonomi­ske grunde, bl.a. billeder, der siden er gået tabt. I Berlin mødtes Drachmann lejlighedsvis i 1892-94 med Strindberg, der netop engagerede sig i marinemaleriet, og Ed­vard Munch, der flere gange portrætterede Drach­mann. "Havets Datter", malet i 1895 sammen med Carl Sundt-Hansen, markerede en drejning fra "det na­­turalistiske maleri til fordel for et mere symboli­stisk tema". Opholdet i Amerika sammen med Sten Drew­sen og Bokken Lasson foranledigede et nyt spring i den maleriske udvikling. Flere lærreder er fornylig blevet knyttet til ophold i Halifax og New Foundland. Under nomadelivet efter tilbagekomsten tilbragte Drachmann og Soffi nogle malemåneder i Fontainebleau, før de i 1902 slog sig ned i Skagen.

I titlen ligger startpunktet for den afsluttende betragtning af marinemaleriet som selvpor­træt. Biograferne taler om årene efter 1897 som de triste år, men Lehmann pointerer tværtom, at efter 1900 bliver malerierne "vildere og mere utæmmede – mere symbolistiske og ekspressionistiske". Ar­bej­derne fra disse sidste år kan gælde som Drachmanns bedste. "Her er der virkelig noget på spil": "livs­­blod, fortvivlelse og råstyrke".

Niels Jarler tager fat samme sted som sin kollega, ved karakteristikken af Drach­mann som ha­vets digter, ved nemlig at pointere, at det er i forfatterskabets 12 første år, i den radikale periode alt­så, han kvalificerer sig til titlen. Jarler vil med udgangspunkt i Drachmanns tidlige kunst­kri­tik følge hans vej fra billedkunsten til litteraturen, det velkendte altså beskrevet fra en ny vin­kel. Han lancerer en "almindeligt overset" Fi­garo-tid, præ­get især af kunstkritiken indsats, der er blevet fortrængt fra kunst­hi­storien, måske fordi den faldt før den for dansk kunst så pinagtige præsentation på Verdensudstillin­gen i 1878. Det intime samspil mellem litterær og billedkunstnerisk produktion kulminerede og slut­tede med skue­spillet Strandby Folk i 1883. Karl Madsen anmeldte det "som et stykke levende, iscene­sat bil­led­kunst". Stykket afslutter "den realistiske og naturalistiske del af Drachmanns forfatterskab". Men i hele perioden slog Drach­mann til lyd for, at kunsten måtte genrejses, vel at mærke via sømale­riet.

Henk van der Liets bidrag fokuserer på "Drach­mann-myten", resultatet af forfatterens be­stræbelse for at gøre sig interessant og brande sig på det kulturelle marked, en nød­vendighed for kunst­ne­rne efter den profes­sionalisering, som lå i tiden, og den dermed forbundne voksende medieaf­hæn­gig­hed. Drachmanns image eller myte lever be­mærkelsesværdigt nok videre, selvom hans for­fat­terskab stort set er gået i glemmebogen. Og myten er vel at mærke et mix af pur sandhed og skin­bar­lig opspind: "fortællinger, skrøner, fabler og røverhi­sto­ri­er". Skabt tildels af ham selv, men jo undergivet eftertidens omkalfatring. Tal­rige fotografier, malerireproduktioner og tegninger cir­kulerede. Selv­iscenesættelsen kulminerer med jordfæstelsen i gravkammeret på Ska­gens Gren. At Der var engang og "Midsommervi­sen" stadig vedligeholder my­ten, har selvfølgelig at gøre med, at de indgår i "kollektive praksisser" og un­­derstøttes af Krøyers berømte billede af Sankt Hansbålet på Skagen Sønderstrand i 1906. Fiaskoen ved 60-års­fejrin­gen se­nere samme år gav en antydning om mytens sårbarhed. Drachmanns offensiv i forhold til Nobelprisen omtales også, og her var facit jo, at man fra svensk side fandt hans bohemeliv med kvin­der og champagne i uoverens­stemmelse med No­beltestamentets ideale fordring og stemplede , hans for­fat­terper­sonlighed som uvederhæftig. van der Liet citerer også fra en mora­li­stisk nekrolog, at "Kroen og Lan­de­vejen havde taget hans Sjæl, og tilsidst havnede han i Varietéens Stank og Gøgl, dyr­kende en fjerde Rangs Sangerindes fal­mede Dejlighed". En ganske urimelig dom over Edith, tør man mene!

Som varige minder omtales ud over gravstedet og Aksel Jørgensens fire "reportagemaleri­er" fra sørgefesten også samme kunstners lærreder til Carl Kehlets frederiksbergske sangerindeknejpe, der i 1896 blev overtaget af Lorry Feilberg, som erhvervede nabobygningen og i 1913 åbnede Drach­mann-kroen (nu: TV2 Lorry) dér, og netop med dekorationer af Aksel Jørgensen. I 1924 blev der endda rejst en sta­tue af digteren i nærheden. I Skagen blev "Villa Pax", Drachmanns hjem i de sidste år, i 1911 på forlæg­ge­ren Peter Nansens initiativ gjort til museum. Digteren bidrog i øvrigt med en Ska­gen-skildring til M. Gal­schiøts betydelige tobindsværk om turistlandet Danmark.

At Drachmann og Skagen hører sammen i oplevelsesøkonomisk henseende er indiskuta­belt, selvom byen jo kan byde ind med "Skagensmalerne" i bredere bemærkelse. Det faktum, at Drach­manns popularitet aftog efter Anden Ver­denskrig, har ikke forhindret en "ny" Drachmann i at op­stå, jf. Shu-bi-duas version af "Midsommervisen" (1980). Myten er blevet så "smidig", at den kan bruges til alt muligt. Også den interesse, som fremgår af, at der udkommer nye bøger om Drach­mann, kan selv­føl­­ge­lig tages til indtægt for den "ny" Drachmann. Frederiksens bog har van der Liet mod­taget med skep­­sis, Nico­laisens vil han næppe kunne føle sympati for. Konkluderende mener han, at Drachmann-my­tolo­gi­en vil overleve både i "levende populærkulturelle og turistiske sammenhænge" og i "den fi­ne­re ende af kulturli­vet".[24]

Udstillingspublikationen optrykker også Drachmanns tredelte artikel "Det danske Søma­le­­ri", [25]der kompetent trækker linjen op og grundigt karakteriserer kongerækken fra Eckersbergs sirlige og pertent­lige sø­styk­ker, mestendels skibsportrætter, til C.F. Jørgensens, der i langt høje­re grad dyr­ker motivernes "særegne maleriske Stemning" – og videre over Anton Melbye, en af "vore meest begavede Malere", og hans "livlige, uendelig flot hen­kastede" billeder, frem til Carl Neumann, der vil befordre "det eiendommelige Særkjende for det dan­ske Søma­le­rie" ind i fremtiden. Marinemaleriet placeres hos Drachmann højest i hierarkiet, over figur- og landskabsmaleriet.[26]

Sakuntala

Gert Nicolaisens bog har to forord, fra henholdsvis 2002 og 2019. Manuskriptet er efter 17 år fundet frem og trykt uændret, hvad man må betegne som en ret dårlig ide, omfangsmæssigt som stilistisk. For­fat­teren har angiveligt ærgret sig over, at det i historiske romaner og biografier er van­skeligt at se, hvor fak­ta ender og fiktion starter. Den ærgrelse kan man også føle under og efter læs­ningen af Sakuntala. Frem­stillingen består af citater fra benyttede breve og erindringstekster sat med kursiv og hægtet sam­men med "narrative broer" sat med antikva, så kilderne, citaterne altså, knyt­tes til samtiden (og fortiden og fremtiden). Nicolaisen pointerer, at talen ikke er om en afhandling, og at han ikke har stilet hen mod en konklusion. Ikke desto mindre oplyser flapteksten, at bogen søger svar på spørgsmålet, "om der i den moderne verdens nedladenhed over for romantikkens værdier ligger en kilde til de alvorlige proble­mer, vi ser os stillet over for i dag". Altså et kulturkritisk perspektiv.

2002-forordet anslår en hagiografisk tone. I tiårene op mod 1900 "dannede en lille gruppe af store danske kulturpersonligheder et litterært og kunstnerisk kraftcenter af sådanne dimensioner, at det kom til at skabe opmærksomhed og øve indflydelse (...) over hele Europa". Og lidt senere: "Man vil­­le af med den romantiske tidsalders drømmende idealisme og erstatte den med realisme." Det moder­ne Gennembrud, altså. Startsignalet var Brandes' indledningsforelæsning og Drachmanns digt "Engel­ske Socialister". Og hvad mere er: Drachmann var "i lange perioder næsten ene på skansen". Endda fle­re gange "med sin unge kone fra Born­holm som eneste forbundsfælle, imens en sladderforrykt og pro­vinsiel københavnerpresse gang på gang di­rekte og i allegorisk form chikanerede ham og kultur­radi­ka­lismen, uden at nogen af mændene bag det moderne gennembrud kunne komme til orde".

Tager man dette for pålydende, tegner Vilhelmine og Holger Drachmann stort set alene gennembruddet. Konen er imidlertid, som det også fremgår, et appendiks til manden og slet ikke "virk­som", i det højeste interessant netop som appendiks. Andetsteds omtales gennembruddet da også, en kende rimeligere, som "Georgs og Holgers bevægelse". Men som bekendt kom det til en nedkøling af forholdet til Georg og til et brud med broderen Edvard. Så langt når fremstillingen ikke, så læseren må tro, at Drachmann forblev partisoldat til det sidste.

Fremstillingen begynder med Drachmanns fædrene og mødrene ophav og slutter, ikke hvor bruddet med Vilhelmine – "barnebruden", "det lille Guds ord fra Rønne" – eksekveres, men noget senere, der, hvor Drachmann efter sin heftige forelskelse i og besvangring af den gifte Polly Culmsee investerer i hendes dog trods alt ugifte søster Emmy.

Vilhelmine Erichsen inddrages i Drachmanns liv under hans sommerophold i 1868 på Born­holm (s. 124) og udvises af det ved nytår 1874, et par måneder efter datteren Evas fødsel (s. 207). Men titlen er jo Sakuntala, og pointen synes nu at være, at digtet "Sakuntala", som Drachmann skrev i foråret 1876, efter at han i München havde overværet en opførelse af det indiske skuespil med samme titel, er en tolkning af og refleksion over forholdet til Vilhelmine. Som Nico­laisen skri­ver – og det kan også gælde som en stilprøve og som en kommentar til problemet med fakta og fiktion – så har tanken om Vilhelmine måske en aften på hotelværelset "tvunget ham op for at åbne vinduet og svale dig, som man gjorde dengang, og sætte sig ved bordet under den åbne rude, hvor han over en en­som årgangsvin har skåret romancen til i skæret fra stearinlysets blafren, mens vinden drev ind mellem bøl­gende gar­di­ner fra alpelandskabet derude, hvor de snedækkede tinder har glitret under stjernerne". Skue­spillet refe­reres over flere sider. Det ender lykkeligt, kong Dushantas glemmer ganske vist sin el­skede Sakuntala, en eneboers plejedatter, som han har giftet sig med og gjort gravid. Men efter mange forviklinger, hvor kærlighedspantet, en ring naturligvis, spiller en rolle, kommer erindringen endelig tilbage, så de kan for­enes og glæde sig over barnet, der kandiderer til stillingen som verdensfyrste.

Digtet ender anderledes, ulykkeligt. Dushjántes har slængt ringen i Ganges-floden, og Sa­kuntala kan ikke gøre regning på at få den og ham igen. Den romantiske kærlighed må lade livet, "en ny tid er undervejs, en anden sang om kærlighed, en ny verden, den moderne". En realiteternes verden, hvor gen­nemsnitsmennesket berøves sin livsløgn. Drachmanns senere produktion blev som bekendt præget af mindre realisme og større kærlighed til folkeeventyrligt stof, men den modsigelse kommer Nicolaisen ikke ind på.

At Ganges-floden havde sit udspring bag Erichsens Gård i Rønne[27] hører vist til på fikti­ons­siden. En bæk løb over gårdspladsen. Som Nicolaisen bemærker, var den om sommeren næppe "helt så vellugtåndende" som digtets flod. Det hjalp ganske vist, at gården var beplantet med alskens blomster, hvis duft kunne trænge ind i baghuset, der var indrettet til gæster: "Det må være med dette værelse i tankerne, at Holger senere indleder digtet "Sakuntala" med følgende passus: "Jeg kunde for længsel ej sove. / En Blomstervind slog mig imod.""

Om Vilhelmine er i øvrigt at sige, at hun efter skilsmissen blev gift med en proprietær, og at hun ved en be­stemt lej­lighed betroede Brandes' mor, at hun tænkte på at forlade ham. Svigerfaderen, den retskafne pro­fes­sor A.G. Drachmann tog sig af hende og inviterede hende i teatret, så den køben­havnske byslad­der kun­­ne få noget at løbe rundt med, Georg Brandes karakteriserede hende som "mær­keligt skarptskuende", Ed­vard Brandes hjalp hende bl.a. med skilsmissepapirerne, J.P. Jacobsen satte hen­de højt og lod, ifølge Nicolaisen, hendes karaktertræk smitte af på Marie Grubbe-skikkelsen, og Kri­­stian Zahrt­mann holdt kontakten med hende ved lige og inviterede hende i foråret 1884 på et rekre­a­tionsophold i Mellemitaliens "danske" kunstnerby Ci­vi­tà d'Antino.

Zahrtmann havde sværmet for hende og malet hende, du hun var 16, og skrevet følgende om hende til en ven: "Et regel­mæs­sigere ansigt kan vel ikke tænkes. Hen­­des hår og øjne er næsten sor­te, hendes mund svulmende, og den bleg­gule farve bliver med sine vexlende og de aldeles regelmæs­si­ge, smalle øjenbryn så sydlandsk og me­lan­kolsk drømmende, at jeg kan blive så greben deraf, at pens­len ryster i hånden." Maleriet findes på Bornholms Kunstmuseum. Zahrtmanns breve til hende er en ny­­­hed i Nicolaisens bog, hvis ofte meget lange citater ellers alle stammer fra kendte kilder.[28]                    

Drachmanns mor, der også hed Vilhelmine, døde, da han var 12. Nicolaisen karak­te­ri­­serer hende på finurlig uklar vis således: "Hendes fine spinkelhed, der har talt så stærkt til den vitale An­dre­as Georg [Drachmanns far], trængte så inderligt til omsorg og beskyttelse, og kombinationen af de to blev af skæbnen planlagt så virtuost, at A.G. fik brug for alt, hvad han havde at give, for at behol­de hende for sig." Hendes død skil­dres via et langt citat fra faderens erindringer tilsat et endnu længere citat fra sønnens roman En Over­komplet (1876). "Det er besnærende nærliggende at sætte det tidlige tab af mo­deren i relation til Holger Drachmanns lyrisk betonede forhold til damer."

Bogen lever langthen af sine pudsige formuleringer. Om Vilhelmines fars flid hedder det, at han "hvad børneflokkens størrelse angik ej heller kan skydes efterladenhed i skoene". Noterne er nød­­­tørftige, ofte næsten intetsigende. Når Drachmann i et brev til Brandes skriver "enhver obscur og beskidt Neger i Smaabladene", afføder det en længere udredning, der nok snarest er 2019-relateret (det drejer sig om bladneg­re­ne i den reaktionære presse). Citatet figurerer også hos Kurt Frederiksen.

De fleste fremstillinger lader Guldalderen slutte med Treårskrigen, altså o. 1850, da Oeh­lenschläger og Ørsted døde. Nicolaisen nævner et andet bud: 1864, da Dannevirke blev opgiver. Men han har også en privat overvejelse: for kendere af historien "topper Guldalderen i Laksegade på de knop­­re­de uregelmæssige brosten under Vilhelmines vindue en af de aftener i 60'ernes slutning, hvor Drachmann med følge sang serenader i sommernatten. Så grøn, jublende og håbefuld har verden aldrig været før eller siden. Men netop denne jublende sang i sommernatten bar samtidigt tonerne fra en til­en­de­bragt tidsalders rekviem i sig."

Det mærkværdigste ved den mærkværdige bog kommer sig af, at Drachmann jo afsluttede digtet "Im­pro­visation ombord" (fra Dæmpede Melodier, 1875) med følgende strofe: "Daggryets Gud vi offrer Vi­nens Glød, / Til Dig en Hymne efter Vinen følger, / Og slaar vor Time, giv os da en Død / Som Shel­leys i Toscanerhavets Bølger!" Den engelske lyriker Percy Bysshe Shelley druknede i Mid­del­havet i 1822 og blev brændt på kysten og siden stedt til hvile på Roms protestantiske kirkegård (un­der inskriptionen "Cor cordium", hjerternes hjerte). Tre indstrøede tekststykker fortæller om dette hæn­del­ses­forløb, og i en drømmesekvens dateret 1876 sættes Shel­leys død i forbindelse med Drach­mann. Det er ham, der drømmer på stranden og tiltales af vinden: "Vil du have en myte, Holger?" Og videre: "Hvad Shelley gav Poseidon [havets hersker], skal du give poesien. Du er poet." Involveret i ligbe­gæn­gelsen er i øvrigt Lord Byron, Drachmanns forbillede, hvis Don Juan han oversatte, assisteret af Emmy og hen i­mod slutningen af Jakob Knudsen.[29]

Drachmann og Drachmanns Hus

Holger Drachmann kom sammen med kollegaen Fritz Thaulow til Skagen i 1872. Gert Nicolaisen no­te­rer dette med tilføjelse af, at H.C. Andersen havde været der "nogle årtier tidligere", hvilket vil si­ge i 1859, og at hans besøg blev "den skinbarlige start på Skagen-epoken". Andersens irritation ved den lej­lighed kom sig af, at krokonen gjorde til barsel og i nattens løb nedkom med en datter, Anna, der se­nere blev gift med Michael Ancher.

Den flotte, kalejdoskopiske bog rummer et par Skagen-tekster af Drach­mann og en del kongerøgelse, samt tre af varigere betydning, to af Henk van der Liet og en af Hanne Ma­rie Svend­sen. Denne sidste, "Holger og Agnes", fortæller – baseret på Agnes Henningsens otte erindringsbøger – om et forhold, der ikke kom op i ligaen af "vigtige" kvindehistorier. Digterens vers betog Agnes, fra Mads Henningsen oplæste "Vug, o Vove" for hende, til hun mod slutningen i en glædesstund citerede "Vildt, vildt, vildt" – det sam­me digt, som hun citerede for Hanne Marie Svendsen først i 1950'erne, da hun var gæst hos universitetets dansk­­stu­de­rende. Agnes Henningsen var en nær veninde af Drach­manns nære ven­inde Bok­ken Lasson – og ikke just elsket af den­nes sø­ster, den psykisk usta­bile Soffi, der jo be­mæg­­ti­gede sig digte­ren og 15. juni 1904 blev hans tredje hustru.

Om huset blot dette: det blev bygget sidst i 1820'erne af en skolelærer og overgik i tidens fylde til sønnen, der i november 1902 af­hæn­­dede det til Drachmann, som udvidede og nyindret­tede det, i øv­rigt med P.S. Krøyer som konsulent. Drachmann tog det i besiddelse i 1904 sammen med Soffi. Lo­kalt erindrede man ham, som pointeret af Hans Nielsen i en længere redegørelse, for to ting: han skaf­fede i 1879 fiskeren Lars Kruse en hædersmedalje for en red­ningsdåd 17 år før, og han indbød Gud og hver­mand til folkefest ved nedlæggelsen af grundstenen for en ny havnemesterbolig i 1904. Nielsen om­taler også Peter Nansens pengeindsamling til køb af huset, så det kunne blive Nordens første offent­ligt til­gæn­­gelige digterhjem. I redegørelsen indgår dele af Nan­sens tale, da man i 1916 knyttede Drach­mann-legatet til hjemmet – med pointering af, at Det kgl. Tea­ters kata­stro­fale opførelse til digterens 60-års fødselsdag af Hr. Oluf han rider og den pinlige rådhus­fest den følgende af­ten simpelthen dræbte Drach­mann. "Derom kan der ikke tvivles."[30]

Henk van der Liets første bidrag er et hurtigt udblik over Drachmanns forfatterskab med enkelte pointeringer – f.eks. af, at de to prosaskitsesamlinger, debutbogen Med Kul og Kridt og opføl­geren Storm og Stille, udgør "et ofte overset trin i ud­viklingen af den moderne fortælling i dansk litte­ra­tur­historie". Romanerne En Overkomplet og Tannhäuser gør sig bemærket ved ka­rakter­splittelsen og fo­rekomsten af hybridformer. Dramatikerkarrieren indledes med det Ibsen-inspi­re­rede Puppe og Som­merfugl, men kulminerer med even­tyr­komedien Der var engang og løber ud i en strøm af melo­drama­er, med Renæssance som det heldigste. Amanda Nilsson bliver muse i 1887 og bliver jo en art ho­ved­figur i romanen Forskrevet, en hyldest også til København, og interessant ved at bevæge sig "hen imod gryende Former".

Det andet bidrag karakteriserer Drachmann som brevskriver ud fra et indgåen­de kendskab til den omfattende Edith-korrespondance, hvoraf van der Liet forbereder en kritisk, kom­men­teret udga­ve.[31] Det egentlige forfatterskab, arrangementsdeltagelse, rejseaktivitet, maleri, brevskri­ve­ri og privat­livs­udfoldel­se – alt under datidens vilkår: med pen i hånd på et marked præget af hastig udvik­ling – vid­­­ner om en im­ponerende flid, i øvrigt parret med megen selvkritik. Edith-brevene giver ikke blot ind­sigt i selve forholdet, men også i datidens kønsrelationer (f.eks. fastholder hun "De"-formen), li­gesom de rummer formuleringer, der peger over i de trykte arbejder. I breve til andre, især folk af bor­gerska­bet, bemærker man, at digteren beflitter sig på at fremstille sig selv "som en neutral, midtpunkt­sø­gende person i tidens stærkt polariserede kulturpolitiske landskab".

Noter

[1] Anmeldelser i øvrigt: Anders Ellegaard, historie-online 13. maj 2020; Bo Hakon Jørgensen, Kristeligt Dagblad 14. august 2020; Henk van der Liet, Litteraturmagasinet Standart, 34:2-3, 2020, s. 30-31 ("et nostalgisk opkog af velkendte røver­historier"); Lilian Munk Rösing, Politiken 26. maj 2020.
[2] Det var Skagens Museum, ikke Drachmanns Hus, der viste udstillingen (28. september 2019–24. maj 2020).
[3] Udgivet i anledning af genåbningen i 2013 af "Villa Pax", efter en omfattende, Real Dania-finansieret restaurering. I bred­for­mat og rigt illustreret. Siden fusionsåret 2014 indgår Drachmanns Hus sammen med Skagens Museum og Anchers Hus i Skagens Kunstmuseer.
[4] Dette er en af Drachmann-litteraturens få antydninger om, at Bokken efter Amerika-opholdet havde giftet sig – med den ek­sil­russiske advokat Michail Semionovitsch Feo­fa­noff (1867-1919). Han figurerer i Morten Borups brevudgave, bind 4, 1970, s. 216 og 219.
[5] Bokken Lasson, Livet og lykken, 1940, s. 113.
[6] Johannes V. Jensen, "Til Drachmanns Aske", Politiken 30. januar 1908, med optryk i Myter. Ny Samling, 1910, s. 73-80.
[7] Kurt Frederiksen (f. 1951, mag.art. i nordisk litteratur m.v.) har skrevet bøger om flere heltemodige polarforskere: Knud Rasmussen, Peter Freuchen, Ejnar Mikkelsen. Sammenlignet med dem var Drachmann, der ganske vist overkom ufatte­ligt meget med pen i hånd, et pjok med idelige helbredsproblemer, knap nok "et rigtigt mandfolk".
[8] Opdelingen af forfatterskabet efter kvinder lå ikke Drachmann fjernt, jf. forordet til Ungdomsdigte, 1898.
[9] I personregistret figurerer lægen i Lund, som stak af med Polly, blot som "Theorin". Han hed Gustaf Robert Alfons Theo­rin (1841-81) og havde tre børn med sin første kone og fik to med Polly (den yngste født kun et par uger før hans død). I 1885 giftede Polly sig for tredje gang og fik yderligere fire børn. Når Drachmann i 1879-digtsamlingen Ungdom i Digt og Sang forbitret skriver, at "til Favntag var hun aldrig sen, / de kosted hende intet", er det formentlig usandt.
[10] Apropos klaverkøbet: Det var Hegel, der betalte, idet Drachmann for en gangs skyld ville spare. Vilhelmine spillede på guitar. Edith havde sin spinkle, rene sangstemme. Bokken skiftede tilskyndet af digteren fra guitar til luth, svarende til hans tiltagende interesse for ældre tider (jf. f.eks. den luth-spillende sanger i Kitzwalde). Sten Drewsen akkom­pagne­re­de hende på mandolin, jf. Nordica, bind 34, 2017, spec. det s. 123 gengivne Krøyer-maleri.
[11] Mødet med Edith fandt sted i 1887, men Edith-kapitlet har årstallene 1886-98. Således burde Der var engang egentlig omtales dér.
[12] Tabet af Edith dateres s. 330 til oktober 1897, og Soffis "sejr" over Bokken dateren s. 364 til december 1901, efter det ophold i Amerika, hvor Bokken og Sten Drewsen var hans "pager". Hvorfor mon Bokken ikke har fået tildelt dette tidsrum som "sit"?
[13] Jf. Niels Birger Wamberg, Digterne og Gyldendal. Kapitler af et forlags historie, 1970, s. 130-55 (Naturens og hjertets ret").
[14] Jf. Aage Jørgensen, Nærved og næsten. Danske Nobelpristabere fra Brandes til Blixen – en dokumentation, 2009, s. 51-61. (Frederiksen nævner s. 399, at digteren på turen til Sverige ud over Soffi var ledsaget af Bokken og Sten Drewsen – sit a­me­rikanske team, altså; den oplysning har jeg ikke kunnet verificere.)
[15] At Ingeborg i 1919 lod sig besvangre af den svenske visesanger Evert Taube, kom­mer selvfølgelig ikke Drachmann ved; men troubadoursmag havde hun altså.
[16] Note 51 er tom. "Engelske Socialister" fremkom i Nyt dansk Maanedsskrift, november 1871. Flyvetanken om, at Vil­hel­mine kan have skrevet mesteparten af første strofe, kunne måske have været negligeret.
[17] Frederiksen noterer s. 50, at Brandes "troede på den frie forskning og den frie ret", unægtelig en slatten omskrivning af den rette ordlyd: "(...) den frie Forsknings Ret og den frie Tankes endelige Seir".
[18] Bibliografiske data vedr. familieerindringer m.v.: A.G. Drachmann, "En gammel Skibslæges Erindringer", Tilskueren, bind 5, 1888, s. 446-82, og bind 7, 1890, s. 492-512 og 569-96; Erna Juel-Hansen, Holger Drach­mann som Dreng. Barndomserindringer, 1906, 16 s.; Emmy Drachmann, Ingers Ægteskab, 1910, 297 s. (roman); Em­my Drach­mann, Erindringer. Barndom og Ungdom til 1883, 1925, 205 s.; Harriet Bentzon (udg.), Holger Drachmann i Breve til hans Fæd­renehjem, 1932, 262 s.; A.G. Drachmann, Min Rejse gennem Livet. En gammel Skibslæges Erindringer, bind 1-2, 1942-43, 172 og 185 s.; Eva Drach­mann, Vilhelmine, min mor, 1953, 159 s.; Emmy Drachmann, Edith, ved Benedikte Alkjær og Vibeke Drachmann, 1992, 47 s. (skrevet 1913); Harriet Bentzon, Minder. Holger Drach­manns sø­ster fortæl­ler, ved Lica Weis Næraa, 2008, 496 s. 
[19] "Vi vil fred her til lands", lyder Frederiksens undertitel, hentet netop fra "Midsommervisen". Men sagen er speget. Da Ak­sel Schiøtz sang visen Sankt Hansaften i 1942, vakte det opstandelse, at han i samarbejdspolitikkens ånd havde ændret "med Sværdet i Haand" til "med fredelig Haand".
[20] En langt mere tilfredsstillende tidstavle findes s. 150-50 i Jeg er Hav.
[21] Naturligvis figurerer Paul V. Rubows, Lauritz Nielsens og Johannes Ursins biografier (hhv. 1940-50, 1942 og 1953). Der henvises også til (min udgave af) Valdemar Ve­del, Holger Drachmann, Hasselbalchs Kultur-Bibliotek, 1965, 75 s., men vel at mærke uden tilføjelse af, at den lille bog oprindelig udkom i 1909. Talen er i øvrigt ikke om en biografi, men om en – overordentlig indfølt – karakteristik af i­sær lyrikken. Det biografiske, hvad Vedel kalder "Forhistorie", afhand­les over seks sider. Ærindet er ellers "at efterdigte i store Træk (Drachmanns) Digtning indefra". Sprogkunstnerisk ka­rak­­teri­stik er ikke Kurt Frederiksens anliggende. Det eneste, han har fra Ve­del, er signale­men­tet af Kr. Arentzen som "den mærkelige Ungdomsbeaander".
[22] Den s. 305 nævnte Oda Hansen figurerer ikke i personregistret. Talen er om den svenske, nietzscheanske digterkritiker O­la Hansson, som Sta­ni­slaw Przybyszewski skrev en bog om. Frederiksen nævner, at gruppen, der også talte Strindberg og Munch, kaldte sig Zum Schwarzen Ferkel, men det var nu navnet på den vinstue, de frekventerede. Den polske for­fat­ter havde giftet sig med norske Dagny Juel, som i personregistret er uden "stillingsbetegnelse". Drachmann besøgte vin­stu­en i foråret 1894 og skrev derom i Politiken. – Et sted i teksten nævnes "en pottemager", som selvfølgelig ikke op­fan­ges af registret; men navnet er der, han figurerer et andet sted som Lauritz Hjorth, den kendte bornholmske kera­mi­ker.
[23] Forslag til rettelser i evt. senere udgaver/oplag: udpynse > udpønse (12); Marryatt > Marryat (32); formidlede > for­mil­dede (63); grundliggende > grundlæggende (110); Bourgogneskoven > Boulogneskoven (127); udpinede > udpinte (134); omhyggelighed > omhu (147); rode bod > råde bod (156); myntet > møntet (210); spiral > spinal (217); centre­pitale > centripetale (226); Haldager > Hallager (237); almenvældet > almenvellet (240); Herman > Hermann (258); Aarene > Aarerne (270); opførsel > opførelse (275, 350); synonym > pseudonym (289); Meninghed > Menighed (309); Dreyfuss > Dreyfus (332, 334); Gustav > Gustaf (392). Der er talrige gemene trykfejl. Samtlige citater bør tjek­kes.
[24] Henk van der Liet har i en årrække forberedt en kritisk udgave for Det danske Sprog- og Litteraturselskab af Drach­manns omfattende, tiårige kor­re­spondance med va­rie­tésangerinden Amanda Nilsson, kaldet Edith, som selv i 1947 skænkede de o. 850 breve til Det kongelige Bibliotek. Ingen af dem er medtaget i Morten Borups i øvrigt udmær­kede firebinds brevsamling fra 1968-70. van der Liet har tillige skrevet en række artikler om forfatteren og forfat­ter­ska­bet: "A Fleeting Glimpse of Former Times. Holger Drachmann's Melodramas: 'Vølund Smed' and 'Renæssance'", Scandinavica, 33, 1994, s. 183-99; "'Jumping on the Bandwagon. On the Relationship between Henrik Ibsen’s 'A Doll’s House' and Hol­ger Drach­mann’s 'Pupa and Butterfly'", i Strindberg, Ibsen and Bergman, Amsterdam/Maastricht, 1998, s. 113-35; "'French Fungi'. Some Snooping in Holger Drachmann's Letters", i Nordic Letters 1870-1910, Norwich, 1999, s. 201-27; "Stor­­by­ens kunstneriske græn­ser. København i Holger Drachmanns roman 'Forskrevet'", i Arbeiten zur Skan­di­na­vi­stik. 14. Arbeits­tag­ung (...), Frank­furt a.M., 2001, s. 145-52; "Über Holger Drachmanns Roman 'Forskrevet'", i Die in­sze­nier­te Stadt. Zur Pra­xis und Theo­rie kultureller Konstruktionen, Berlin, 2001, s. 83-105; "Holger Drachmann – o­ver­­­gangs­ti­dens dob­belt­na­tur", i Det stadig moderne gennembrud. Georg Brandes og hans tid, set fra det 21. år­hund­re­de, 2004, s. 145-64; "Holger Drach­mann", i Dictionary of Literary Biography, 300, Detroit, 2004, s. 142-53; "'With Lute, Cloak and a Broad-brim­med Hat'. Stray Notes on Two Drachmann Songs", Tijdschrift voor Skandinavi­stiek, 27:2, 2006, s. 139-56; "En­gen­der­ing a Me­morable Place. Holger Drachmann as Travel-writer", i The Discovery of Nine­teenth-century Scandi­na­via, Nor­wich, 2007, s. 129-46; "From Bard to Brand. Holger Drachmann (1846-1908)", i Idol­izing Author­ship, Amsterdam, 2017, s. 105-31; "'Jeg kunde for Læng­sel ej sove'. Hol­ger Drachmann og den erotiske rej­se", European Journal of Scandinavian Stu­dies, 49, 2019, s. 375-91.
[25] Nyt dansk Maanedsskrift, bind 1, 1871, s. 17-31, 198-208 og 431-50. Jf. Charlotte Christensen, "Med den skarpe pen. Holger Drachmann og Eckersbergskolen", Meddelelser fra Thorvaldsens Museum, 1994, s. 187-93.
[26] Andre udstillingspublikationer: Per Hofman Hansen, Holger Drachmann på Fanø. Skildret i malerier, skitser, breve, rej­se­beskrivelser, digte og samtidige dokumenter, udg. af Fanø Kunstmuseum, 2015, 2. udgave, 2016, 175 s.; Holger Drach­mann på Bornholm og Skagen, udg. af Bornholms Kunstmuseum og Skagens Museum, 1996, 36 s.
[27] Thomas Erichsens Gård i Laksegade er Røn­nes bedst bevarede borgerhus, bygget i 1806, siden udvidet, fredet i 1919, nu en del af Bornholms Museum.
[28] Ikke alle de aftrykte tekster m.v. vedrører Vilhelmine-historien. F.eks. aftrykkes over otte sider Drachmanns artikel om storm­floden i november 1872, vist for at vise, at han i sådanne situationer var "sin samtids stærkeste skribent". Ret be­set spo­les der ganske hurtigt hen over de tre år, Vilhelmine-ægteskabet varede.
[29] Pudsigt nok gives oplysningen om Knudsens henvendelse til Drachmann (om Cromwells Datter) umiddelbart efter op­lys­nin­­gen om, at Drachmann, vist 16. juli 1892, forlod Emmy, der jo havde hjulpet ham med Don Juan-oversættelsen. Der henvises ikke til Bo Elbrønd-Beks artikel om værkets fuldendelse i 1902 (i hans Indfald og udfald. Studier i dansk litt­e­­ra­turhistorie, 2011, s. 49-94).
[30] I Hans Nielsens redegørelse finder man også (s. 53-62) betragtninger over Drachmann "som maler", incl. en (udateret) "præcis karakteristik" af kunsthistorikeren Sigurd Müller. I øvrigt gengiver bogen 26 malerier og enkelte teg­ninger. Weil­bachs kunstnerleksikon registrerer 27 værker, incl. 12 malerier på Bornholms Kunstmuseum og 6 på andre museer, samt 7 tegninger og 2 værker uden typeangivelse. Der findes end­nu ikke nogen Drachmann-ikonografi
[31] Edith-korrespondancen er sporadisk benyttet af Margrethe Loerges i Edith – en skæbne i et bundt breve (1983) og Lica Weis Næraa i Ediths historie (2002). Jf. Torben Nielsen, "Hilsen fra Amanda", Magasin fra Det kongelige Bibliotek, årgang 8:2, 1993, s. 63-68.

Aage Jørgensen

[Historie-online.dk, den 10. november 2020]                                         &a