Menu
Forrige artikel

Kulturpolitikken til debat

Kategori: Bøger
Visninger: 3951

 

Når kulturen stort set ikke optræder i politikernes valgprogrammer, er det ikke underligt, hvis folk generelt har mistet føling med kulturens betydning for de større dagsordener i samfundet. (…) Ville det ikke være rimeligt at give os en klar politik for kulturen at forholde sig til, frem for blot et umuligt dilemma mellem adgang til hofteoperationer eller kulturelt indhold i tilværelsen?"

Spørgsmålet stilles af museumsinspektør Merete Sanderhoff i debatbogen ”Et spørgsmål om kultur”, der undersøger kunstens og kulturens rolle i det danske samfund.  I bogen indkredser hun dette emne via samtaler med 42 kulturaktører fra hele landet – blandt andre Mette Bock, Kasper Holten, Olafur Eliasson, Knud Romer, Marianne Jelved, Rane Willerslev og Maria Rørbye Rønn.

Danmarks første kulturminister, Julius Bomholt, gjorde det i 1960’erne klart, at samfundet måtte sige ja til kunsten, ikke for kunstnernes, men for samfundets egen skyld. Kunsten skulle bestandig udfordre borgerne til at tænke kritisk, aktivt udfolde deres kreativitet og blive ved med at udvide deres kulturelle horisont.

Det er vores kulturpolitiske arv. Det, som velfærdssamfundets arkitekter drømte om at give videre. Hvor står vi så nu?

De senere år har budt på store nedskæringer i statsstøtten overalt i kulturlivet på trods af fagfolks advarsler. Det betyder, at der skal prioriteres benhårdt på alle kulturinstitutioner. Men hvem er det, der skal prioritere? Hvordan skal det foregå? Hvad kan vi undvære? Og er det nødvendigt at spare på kulturen?

Med fokus på visioner og på, hvordan vi gør dem til virkelighed, har Merete Sanderhoff været på rundtur hos nogle af de mennesker, der tegner dansk kulturliv og kulturpolitik lige nu. De kortlægger de svære valg og fravalg. Dermed er denne bog også en kulturpolitisk tidskapsel over holdninger til kunstens og kulturens samfundsrolle i en bevillingsmæssig nedgangstid.

Merete Sanderhoff (født 1978) er kunsthistoriker og forfatter til adskillige bøger om kunst og kulturs rolle og placering i samfundsdebatten. Hun arbejder på Statens Museum for Kunst som inspektør og seniorrådgiver for digital museumspraksis. Som en del af sit virke er hun engageret i udviklingen af europæisk kulturarvspolitik, blandt andet som rådgiver i EU-Kommissionens Digital Cultural Heritage and Europeana Expert Group.
 

[Historie-online.dk, den 28. maj 2019]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Ny danmarkshistorie i 100 bøger
Ny bog om Osebergskibet
Politiken Historie