Menu
Forrige artikel

Odense fortæller

Kategori: Bøger
Visninger: 3525

 

Mandag den 25. oktober kl. 16.30 udsender Odense Stadsarkiv (Byhistorisk Udvalg) en ny bog med 18 erindringer fra Odense.

Bogen har fået titlen Odense fortæller og den indeholder en lang række erindringer om det levede liv i Odense gennem de sidste 80 år. Fortællingerne er meget forskellige. Vi møder folk fra forskellige samfundslag og fra mange dele af byen. Vi kommer ind i byens fattigkvarterer i 1930’erne, fornemmer rystelserne fra de allieredes bombardement af Gestapos hovedkvarter, Husmandsskolen, i 1945 og oplever det følelsesladede øjeblik, da De hvide busser kører igennem byen med befriede fanger fra de tyske koncentrationslejre. Vi kommer med på arbejde i 1950’ernes Odense og oplever velfærdssamfundets opståen på godt ondt, tager til punkkoncerter i 1980’erne og slutter af med studielivets sorgløse værtshusbesøg i 2010’erne – og meget, meget mere. Samtidig bliver vi præsenteret for 18 sjove, rørende, eftertænksomme og i nogle tilfælde sørgelige personlige fortællinger. Bogen er blevet til på baggrund af Odense Kommunes store erindringsindsamling 2018-2019, hvor Historiens Hus modtog over 300 erindringer.  

Bogen er på 183 sider og er resultatet af den erindringsindsamling, som Odense Byråd søsatte i 2018. Det praktiske arbejde med indsamling af erindringerne blev overlagt til Odense Stadsarkiv. Indsamlingen blev indledt i foråret 2019 med deadline 1. december samme år, og det resulterede i imponerende 310 erindringer, der belyser forskellige aspekter af byens moderne historie store. Efterfølgende udvalgte en ekstern dommerkomité de bedste erindringer til præmiering.

Med bogudgivelsen vil Stadsarkivet gerne takke for de mange bidrag til erindringsindsamlingen, som forløb over al forventning. Arkivet opnåede det, man håbede på, nemlig at få dokumenteret så mange aspekter af byens fortid som muligt. Gennem erindringerne er arkivet blevet lukket ind i såvel kendte som ukendte miljøer af byens fortid. Erindringerne er en åben dør til ukendte verdener, og fortæller om alt lige fra indvandringen i 1950’erne og 1960’erne fra landet til de spirende forstæder med Jens P. Koch huse, fjernvarme og rock & roll på teenageværelserne, om arbejdslivet i kedeldragter på de store industriarbejdspladser og om at indvandre til Odense fra Bjerringbro og Beirut – og meget, meget mere.

[Historie-online.dk, den 20. oktober 2021]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Nyt samarbejde
Danmarks riges historie 1
Danmarks Byer under Renæssance og Enevælde 1550-1850