Antiterror
Af Anne Sørensen, postdoc, Aarhus Universitet
Hvad stiller stater og samfund op, når de trues af terrorisme? Det har der i tidens løb været flere bud på. Denne bog handler om én af de løsninger, der i mange lande er blevet til virkelighed: oprettelsen af særlige antiterror-enheder i militær og politi. Forfatterne bag bogen er journalisten Niels Brinch og historikeren Esben Mønster-Kjær.
Bogen følger udviklingen i Storbritannien, Israel, Tyskland, Frankrig, USA, Rusland og Danmark. Oprettelsen af specialenheder fulgte i nogle lande i kølvandet på erfaringer under 2. verdenskrig, i andre som et resultat af problemer med oprør i kolonier. Endelig blev den palæstinensiske gruppe Sorte Septembers aktion under OL i München i 1972 for nogle lande anledning til oprettelse af specielle sikkerhedsstyrker. Hændelsen, der endte tragisk med de israelske gidsler død, blev set som et resultat af de vesttyske myndigheders uforberedthed på en terroraktion. Tragedien blev derfor argumentet for enten at oprette specialkorps eller at udvide allerede eksisterende. Denne udvikling er fortsat til i dag og er blevet voldsomt forstærket og præget af tiden efter 11. september 2001.
Bogen undgår heldigvis at falde i en grøft, hvor specialstyrkerne beskrives i en rent militærhistorisk optik. De konflikter, der i de enkelte lande har tjent som baggrund for styrkernes indsats, ridses også op, og denne kontekstsammenhæng er vigtig. Det er svært at forstå udviklingen i Frankrig uden inddragelse af Algier-krigen, eller de britiske specialenheder uden at inddrage konflikter i afkolonisering og i Nordirland. Det er selvfølgelig et spørgsmål om smag og behag og ikke mindst målgruppe, men disse elementer havde denne anmelder gerne set flere af. Bogen ender nemlig med at have en snert af næsegrus fascination af ’røvere og soldater’, så beskrivelserne af styrkerne, deres øvelser og deres kompetencer kommer til at leve deres eget liv. Og det er måske det, der er skyld i, at bogen forbliver på et beskrivende og redegørende plan.
Antiterror er meget andet og mere end oprettelse og træning af specialstyrker. Det handler også om lovgivning og valg, der er forudsætninger for, at styrkerne overhovedet findes. I bogen bliver disse bagvedliggende præmisser noget overfladisk præsenteret. Tilstedeværelsen af enhederne i vore samfund bliver heller ikke problematiseret i særlig grad. Hvad betyder det for befolkningen og samfundsklimaet, at visse militære eller politimæssige enheder har så specielle kompetencer og beføjelser? Hvilke forståelser af konflikter, politik og demokrati ligger bag? Er specialkorpsene nødvendige? Skaber de sikkerhed og tryghed? Virker de, og hvis ja: hvorfor? Det er ikke nemme spørgsmål, og der findes ikke endegyldige svar på dem, men de bør stilles og diskuteres. Denne bog er hverken et politisk indlæg eller en akademisk redegørelse, og denne anmelder er næppe placeret i målgruppens kernefelt, men nogle konkluderende og perspektiverende betragtninger havde måske været på sin plads, så bogens sidste sætning efter en minutiøs gennemgang af den danske specialstyrke AKS ikke er den i bedste fald intetsigende, i værste fald frygtforstærkende korte kommentar:
Desværre har det aldrig nogensinde været så aktuelt at forberede sig på, at terrorister kan slå til – hvor det skal være, og hvornår det passer dem (s. 205).
Disse kritiske kommentarer skal dog ikke skygge for, at bogen på kort plads, velskrevet og forståeligt giver et grundigt indblik i specialstyrkernes historie og rationale. Samtidig giver bogen også oversigt over terrorismens historie i de sidste årtier, hvor særligt den islamistiske terrorismes udvikling præsenteres. Der ligger tydeligvis et stort og grundigt researcharbejde bag. Det er også en flot bog med mange illustrationer – forsiden med den skumfødte bevæbnede elitesoldat er dog måske en anelse kitsch i forhold til bogens indhold og kvaliteter.
