Arabernes historie
Af Thomas Petersen, universitetslektor emer.
I disse dage fejres eller begrædes – alt efter temperament – 50-året for Seksdageskrigen og Israels totale sejr over sine arabiske naboer i 1967. En begivenhed, der gjorde den unge og den gang kun 19-årige stat til den dag i dag eksisterende besættelsesmagt på Vestbredden og i Østjerusalem. Og, som siden har medført mere end 600.000 israeleres bosættelser i de besatte områder og fastlåst en situation, hvor den nuværende israelske regering afviser at vende tilbage til grænserne fra før krigen, som er de arabiske palæstinenseres ultimative krav. I 50 år har parterne stridt om magten over Vestbredden, kontrollen med de hellige steder i Jerusalem og om retten til jord og vand. Og en løsning på konflikten synes i dag fjernere end nogensinde. På trods af denne øjebliks-status mener nærværende forfatter side 486, at ”det arabiske nederlag i 1967 ironisk nok blev en befrielse for den palæstinensiske væbnede kamp. Nu hvor Gaza og Vestbredden var besat af israelerne i stedet for egypterne og jordanerne, --- kunne den palæstinensiske bevægelse for første gang hævde, at den talte på vegne af palæstinenserne i de besatte områder”. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.
Den amerikansk fødte historiker Eugene Rogan (født 1960) er professor i moderne mellemøsthistorie og leder af Mellemøstcentret ved Oxford University. Han er forfatter til en række vægtige værker som f.eks. storværket Osmannerrigets fald, der udkom på dansk i 2016 (anmeldt på historie-online). Det er forfriskende, at Rogan i begge bøger inddrager et væld af arabiske kilder, herunder memoirer og journalistisk stof. I nærværende bog bidrager dette kildemateriale til at give læseren en klar fornemmelse af, hvordan også almindelige arabere oplevede og oplever deres egen historie og dagligdag.
Siden slutningen af middelalderen har araberne og europæerne gensidigt invaderet og inspireret hinanden. Fra korstogene og siden osmannernes erobringer i 1500-tallet over europæisk imperialisme til alliancer på kryds og tværs under den kolde krig. Også i dag indtager de arabiske folk og lande geopolitiske roller som både fjender og allierede.
Rogan fortæller hele denne fascinerende historie fra senmiddelalderen til i dag og geografisk fra Nordafrika til Den arabiske Halvø. Gennem et væld af kilder og øjevidneberetninger – politikere og intellektuelle, forfattere og soldater, kvinder og mænd, berømte såvel som berygtede – giver bogen et indlevet og sanseligt billede af arabernes vej ind i den moderne verden. Samtidig viser forfatteren, hvordan europæernes syn på de arabiske folk er skiftet gennem tiden. Fra eksotiske og spændende venner til uforståelige og fanatiske fjender. Bogen er et væsentligt værk til at få viden om de arabiske folks historie, selvforståelse og fremtid.
Rogan bemærker i starten af sin monumentale bog, at araberne er umådeligt stolte af deres historie. Især af de første fem århundreder efter Profetens grundlæggelse af islam – fra det 7. til det 12. årh. efter vor tidsregning. Disse 500 år er en stadig levende kilde til stolthed. Som en periode, hvor store muslimske imperier eksisterede, og hvor Bagdad, Cairo og Cordoba dominerede verdensscenen. Det var også disse fem århundreder, der definerede araberne som et folk med fælles helligt sprog, en fælles etnisk basis i stammerne på Den arabiske Halvø og for langt de flestes vedkommende en fælles tro på sunni-islam. De første århundreder af arabernes historie motiverer i dag beklageligvis til gentagelse hos de fanatiske islamister, der på vegne af islam og under navnet Islamisk Stat hærger vore storbyer ud fra en perverteret opfattelse af, at araberne var størst den gang, de holdt sig til islamisternes og angiveligt den rette og bogstavtro udgave af islam.
Fra slutningen af 1000-tallet begyndte fremmede angribere at true Muhammeds imperium. I 1099 erobrede og hærgede kristne korsfarere Jerusalem og indledte dermed to århundreder med fremmed styre. I 1258 var det mongolerne, der hærgede Bagdad og ifølge kilderne farvede floden Tigris med indbyggernes blod. Og i 1492 fordrev de kristne herskere Ferdinand og Isabella de sidste muslimer fra Den iberiske halvø. Men Cairo holdt ud som centrum for den sidste bastion. Nemlig de såkaldte mamlukkers sultanat (1250-1517), der herskede over nutidens Egypten, Syrien, Libanon, Israel, Palæstina, Jordan samt Saudi-Arabiens Rødehavs-provinser.
Men også mamlukkerne sang på sidste vers efter de osmanniske tyrkers erobring af Konstantinopel i 1453. Kalif-værdigheden, dvs. overhoved for samtlige muslimer, overgik efter mamlukkernes nederlag i 1517 til den osmanniske sultan i Istanbul. Administrationssproget blev tyrkisk, og araberne måtte nu se sig styret tusinder af kilometer fra deres egne historisk betingede hovedstæder - Damaskus, Bagdad og Cairo. Under osmannerne indtog arabere på trods af deres fælles sunni-muslimske tro kun en underordnet rolle. De kunne ikke avancere til de øverste statslige embeder og blev i det hele taget behandlet dårligere end de kristne og jødiske mindretal i Osmannerriget. Araberne blev ydmyget og foragtet af deres nye herskere, bemærker forfatteren.
Rogan har i øvrigt en vigtig pointe, når han anfører, at araberne derfor var dårligt forberedte til egen statsdannelse, da Osmannerriget brød sammen efter 1. Verdenskrig. Med ringe uddannelse i bagagen og uden praktisk politisk erfaring var de derfor ude af stand til at danne egne stater. Eneste undtagelse var Egypten, som siden begyndelsen af 1800-tallet gradvist havde frigjort sig og formået at danne moderne politiske bevægelser. Det er derfor ikke overraskende, at det netop er i Egypten, at den første islamistiske politiske bevægelse, Det muslimske Broderskab, så dagens lys i 1928.
Rogan efterlader sine læsere med et klart indtryk af forfatterens sympati med sit emne. Ikke panegyrisk og heltemodigt, men vel begrundet og vel argumenteret. Rogan dokumenterer overbevisende, hvor meget ganske almindelige arabere gennem hele deres historie har været ofre for. Ikke blot under fremmede og ikke-arabiske ledere – mongolske, osmanniske, europæiske – men også i høj grad under deres egne mere eller mindre brutale ledere.
Det i dag stort set fejlslagne arabiske forår er blot en bekræftelse af denne historiens lære. De folkelige demonstrationer, oprør og revolutioner, der fra starten i Tunesien i december 2010 bredte sig til den øvrige arabiske verden, er i dag historie. Alligevel er det helt på sin plads og yderst effektfuldt, at forfatteren indleder sin bog med netop en detaljeret beskrivelse af den unge tunesiske gadehandler i en tunesisk provinsby, der i 2010 med dødelig udgang satte ild til sig selv. Angiveligt, fordi han endnu en gang var blevet fysisk forulempet af en af statens repræsentanter i uniform – oven i købet en kvinde. En begivenhed, der leverede gnisten til Det arabiske Forår, der i dag på trods af velmente forsøg i flere andre arabiske lande, kun blev til sommer i netop Tunesien. Episoden med gadehandleren fandt sted i Sidi Bouzid – en lille provinsby ”af typen, som både turisterne og staten ignorerer. Hamdy [den kvindelige betjent, TP] var en kvinde i fyrrerne iklædt officiel blå uniform, hvis myndighed blev understreget af epauletter og striber på skuldrene”. Som Rogan bemærker i en behagelig narrativ stil, der gennemgående er karakteristisk for den yderst vel skrevne bog.
Tidligt i bogen erklærer Rogan på baggrund af sine studier og sin indsigt ganske nedslående, at rabiate islamister overalt i den arabiske verden i dag ville vinde politiske valg, der var frie og fair. Netop med baggrund i et generelt arabisk had til Vesten og især til USA. Til sidst i bogen erklærer han endnu en gang, at ”den ubekvemme sandhed om den arabiske verden i dag er, at i et hvilket som helst frit og fair valg ville de partier sandsynligvis vinde, der er mest fjendtligt stemt overfor USA”. Efter hans mening giver arabisk frygt for Vesten og modviljen mod de ydmygende og socialt ødelæggende konsekvenser af vestlig påvirkning næring til islamismen og terrorens udbredelse.
På spørgsmålet om, hvordan vi er kommet hertil, svarer Rogan med at opridse arabernes håb og ikke mindst deres historisk begrundede skuffelser over igen og igen at have forpasset eller mistet muligheden for selvbestemmelse. Lige siden osmannerne fra begyndelsen af 1500-tallet erobrede det meste af den arabiske verden og helt op til i dag. Og lod denne verden blive regeret af despotiske lokale kleptokrater. Osmannerrigets nederlag i 1. Verdenskrig vakte sammen med britiske løfter og præsident Wilsons 14 punkter om bl.a. national selvbestemmelse pan-arabiske nationalisters håb om en lysere fremtid. Håb, der imidlertid eftertrykkeligt blev slukket, da de britiske og franske sejrherrer i kølvandet på verdenskrigen indbyrdes delte de arabiske dele af Osmannerriget op i såkaldte mandatområder og under ledelse af briter og franskmænd. En ledelse, der langt hen ad vejen blot var en gentagelse af Storbritannien og Frankrigs adfærd i deres andre kolonier.
Da Osama bin Laden mindre end en måned efter angrebet på Twin Towers i New York i september 2001 udsendte en erklæring, hvori der stod, at angrebet blot var en mindre sag, sammenlignet med, hvad araberne havde oplevet af ydmygelser 80 år tidligere, refererede han tydeligvis til netop de skuffelser, araberne havde oplevet ved Osmannerrigets opløsning efter 1. Verdenskrig. En opløsning, der havde medført oprettelse af franske og britiske mandatlande under opsyn af Folkeforbundet og i form af f.eks. Syrien, Libanon, Palæstina, Transjordanien og Irak. Og med grænser, der var en frugt af fortidens mere eller mindre vilkårlige grænsedragning.
Efter 2. Verdenskrig blev situationen yderligere fastlåst – nu i form af selvstændige og nationalistiske lande med de oprindelige koloniale grænser og under ledelse af diktatoriske regimer, som den kolde krig definerede ved, at stormagterne – USA og Sovjetunionen – nu indlemmede landene i hver deres respektive indflydelsessfærer. Den kolde krig sluttede i 1991, men diktatorerne fortsatte, indtil Det arabiske Forår for en kort stund varslede nye tider. For ultimativt at ende i nye diktaturer, borgerkrig, opløsning og kaos. Som vi ser det i Egypten, Syrien, Irak og Libyen.
I det hele taget gør forfatteren en del ud af sin behandling af det 20. årh. I omfang mere end to tredjedele af de over 700 sider. Og, hvor en bin Laden fylder en del. Ligeledes gør han en del ud af både den komplicerede libanesiske borgerkrig og opsplitningen af den palæstinensiske politiske bevægelse. Samtidig med, at han hele tiden formår at skrive den arabiske vinkel ind i den internationale situation.
Baseret på et rigt og meget forskelligartet kildemateriale, kan Rogan bringe mange eksempler på, hvordan en forfejlet og hårdhændet adfærd fra mandatlandenes politikere og embedsmænd drev den arabiske og kurdiske befolkning i armene på yderliggående grupper. Det gjaldt briterne i Irak, og det gjaldt i endnu højere grad franskmændenes koloniale adfærd, arrogance og brutalitet i Marokko, Algeriet og Syrien. Et af nærværende bogs deprimerende, men også sigende samt instruktive budskaber er, at terrorisme tilsyneladende kunne betale sig og medføre resultater. Rogan bruger det israelske eksempel. Mens briterne var engageret i en bitter krig med Nazi-Tyskland, indledte jødiske grupper under ledelse af Menachem Begin og Yitzhak Shamir terroraktioner mod englænderne i Palæstina. Fra 1945 suppleret med den langt større organisation Haganah. De jødiske ledere erklærede Storbritannien intet mindre end ”krig til det sidste”.
Denne jødiske terror overbeviste Storbritannien til i 1948 at opgive og forlade området til fordel for den krig mellem jøder og arabere, som de bedre bevæbnede og bedre organiserede jøder som bekendt vandt. Med de i dag endnu uløste problemer i kølvandet. I det hele taget ynder Rogan revisionistiske og modsigelsesfulde synspunkter. For eksempel mener han, at Israels besættelse af Vestbredden i 1967 gjorde det nemmere for Yasser Arafats Fatah-bevægelse at organisere modstand mod israelerne, jfr. indledningen til denne anmeldelse. Ligesom at den egyptiske præsident Sadats udvisning af sovjetiske rådgivere i 1972 medførte en vækst i de sovjetiske militære leverancer til Egypten.
I 1950erne og 1960erne kom det britiske og franske intermezzo og momento i mellemøsten imidlertid i vanskeligheder. Begivenheder, der gav fornyet håb om en realisering af pan-arabiske drømme. Drømme, der imidlertid blev stoppet af lokal arabisk nationalisme i Egypten, Libanon, Tunesien og andre steder. De arabiske hæres nederlag til den unge israelske stat i 1948 udgjorde ligeledes en eklatant skuffelse.
Algeriets uafhængighed blev opnået efter en beskidt og blodig krig. Egyptens og Syriens forsøg på at skabe en forenet arabisk republik blev en katastrofe. Det samme gjaldt Nassers engagement i den yeminitiske borgerkrig. Samme Nassers nationalistiske og socialistiske politik bragte ikke befolkningen den lovede velstand. Det samme gjaldt den algeriske nationalisme. Sammen med regimernes brutalitet førte regimernes generelt fejlslagne politik mange mennesker i armene på Det muslimske Broderskab og andre islamistiske grupper.
Alt dette og meget mere kan findes uddybet og begrundet i denne perle af en bog. Der varmt kan anbefales til sommerferielæsning.
Historie-online.dk, den 11. juni 2017
