Arkitekt Hack Kampmann
Af Kenn Tarbensen, seniorforsker, Rigsarkivet i Aarhus
Farverne på omslaget er grå og sorte. Bogen har intet smudsomslag. Der er ingen bogmærkesnor. Sidstnævnte har ellers været en markant signatur på forlagets bøger af samme forfatter. Set lidt på afstand er bogen om Hack Kampmann egentlig en, som man slet ikke behøver nærme sig, blot en gold og tung tingest på størrelse med et par munkesten.
Bogen er dog et mesterværk. Indeni. Man skal vist være ret følelseskold for ikke at knibe en lille tåre alene ved første gennembladning. Et pragtværk forsynet med de mest eksklusive illustrationer i et umådeligt fint layout, et festfyrværkeri, der skærper appetitten på straks at gå i gang med læsningen af det yderst fornemme værk.
Hurtigt står det klart, at vi med bogen kommer ganske tæt på den ellers ret utilnærmelige Hack Kampmann. Han var født i Ebeltoft i 1856, faderen blev provst i Hjørring i 1864, og efter skolegangen kom unge Hack i lærer som murer dér. Efter studier på Kunstakademiets Arkitektskole i midten af 1870’erne gik det løs med udenlandsrejser i 1880’erne. Bogens første godt halvt hundrede sider handler om denne dannelsesproces, smukt illustreret med skitser, akvareller, breve, der ellers ikke hidtil har været vist. Strengt taget en banal indgang i en kunstnerbiografi, men udført så godt, at man fra første linje bliver indfanget i fortællingen.
Forfatteren Johan Bender er en velkendt skikkelse i Aarhus. Han er historiker, pensioneret lektor ved Aarhus Katedralskole, og en værdsat foredragsholder. Gennem mange år har han selv haft sin gang i Kampmann-bygninger, først på Katedralskolen i Aarhus, og derefter på Erhvervsarkivet, bygget som Statsbibliotek.
Værket er inddelt i 18 hovedkapitler. De fleste kapitler rummer beskrivelse af Kampmanns hovedværker, men der er nogle gode afvigelser herfra: Det gælder netop kapitlerne om slægtsbaggrund og læreår samt udenlandsrejserne, men også kapitlerne om Kampmanns virke som kongelig bygningsinspektør for Nørrejylland 1892-1920, hans betydning som byplanlægger, hans virke som professor i København 1908-1918 og så selvfølgelig en sammenfatning om hans bygningskunst.
Hovedværkerne, der omtales i enkelte kapitler er: Provinsarkivet for Nørrejylland (1889-91), Aarhus Toldkammer (1895-97), Aarhus Teater (1897-1900), Marselisborg Slot (1899-1902), Statsbiblioteket (1898-1902), Villa Kampen (1902), Aarhus Katedralskole (1905-06), Post- og Telegrafbygningen i Aarhus (1903-05), Den Jydske Handelshøjskole (1904-05), Ny Carlsberg Glyptotek mm. (1901-06 og tidl.) og Københavns Politigård (1918-24).
Det er disse bygningsværker, som bogen især handler om. I alle tilfælde er der tale om grundige analyser af byggeriernes baggrund, implicerede personer, arkitekturen og meget andet, alt sammen ganske relevant udvalgt. For kendere af de enkelte byggerier vil der utvivlsomt være nye spændende detaljer, men måske også nogle oplysninger, som man synes mangler. Sådan må det være. Under alle omstændigheder er beskrivelserne nu samlet i et og samme værk.
Men Hack Kampmann tegnede meget mere end disse mesterværker. Det fremgår tydeligt flere gange i forordet (og undervejs i bogen), hvor det bl.a. hedder, at hans bygninger ikke kan samles i et enkelt bogværk, så der måtte foretages en afgrænsning. Mere konkret oplyser Bender, at Kampmann opførte ”cirka halvandet hundrede store og små smukke bygninger” (s.9). Nogen samlet værkfortegnelse findes dog ikke i bogen. Læserne er dog ikke helt på herrens mark, for i oversigten ”Kampmann-kronologi” (s.560-564) findes oplysninger om disse, måske endog dem alle, men man skal lede mellem Kampmanns fisketure, Danmarkshistoriske begivenheder som Septemberforliget og Systemskiftet og andet for at forsøge at skaffe sig et overblik. I kapitlet om Kampmann som kgl. bygningsinspektør for Nørrejylland findes enkelte omtaler, men ofte i sammenfattende form. Afsnittet ”Om Kampmanns virke på hjemegnen” (s.205) fylder her kun 6 linjer! Tidligere i bogen (s.23) nævnes det, at Kampmann tegnede Centralsygehuset i Hjørring (opført 1888-90), men trods et debutværk i forhold til de offentlige institutionsbyggerier, der blev et adelsmærke for Kampmann, ofres den dog ikke videre omtale. Amtmandsboligen i Hjørring, der sammesteds kaldes ”statelig”, og som i år har fået sin egen bog (af bygningsinspektør Niels Wium m.fl. i anledning af overtagelse og renovering af Realdania Byg), ofres heller ikke videre omtale, skønt bogen er medtaget i litteraturfortegnelsen (s.571).
I bogen hedder det ydermere i forbindelse med omtalen af Statsbiblioteket, at det er den eneste af Kampmanns bygninger, der er beskrevet i en egen bog (s.374). Her er det måske forståeligt, at Bender ikke har fået justeret teksten efter udgivelsen af bogen om Amtmandsboligen i Hjørring, men jo også lidt morsomt, at han har glemt sin egen bog om Marselisborg Slot. Den udkom i 2012 i forbindelse med Dronning Margrethes regentjubilæum, og den indgår stort set enslydende og med samme illustrationer i nærværende bog. Derfor fylder netop kapitlet om Marselisborg Slot uforholdsvis meget i bogen.
Dette er dog mindre indvendinger. Med Johan Benders værk om Hack Kampmann har vi fået et pragtværk – både i tekst og fotos – om en af de mest bemærkelsesværdige arkitekter, vi har haft i Danmark. Han er blevet kaldt en blanding af en jysk bondeknold og en kultiveret verdensmand, men vi bør nok føje en spagfærdig provstesøn til karakteristikken. Mange ord var han i hvert fald ikke af – det er hans bygninger, der tæller.
