At komme til sig selv

Af Henning Lyngsbo

Som det fremgår af bogens undertitel får læseren præsenteret 15 portrætter af danske dannelsestænkere. Helt præcist er det 15 danske forfattere, der hver især portrætterer én dannelsestænker ud af 15 givne. Så personkredsen er stor. Og bestemt ikke uinteressant. Det gælder begge grupper. Bogen er på godt 300 sider, så den enkelte forfatter har fået ca. 20 sider til at give læseren et indtryk af den portrætteredes tanker om begrebet/ordet dannelse. Redaktøren, Joakim Garff har dog fået tildelt noget nær det dobbelte antal sider, hvilket vel er rimeligt, når modellen hedder Søren Aabye Kierkegaard. Især når opgaven for bogens bidragsydere har været begrænset til de portrætteredes forhold til dannelse. Joakim Garff henviser selv i sin artikel til, at Kierkegaard indtager en suveræn førsteplads i Ordbog over det danske Sprog, når det drejer sig om antallet af henvisninger til relevante forfattere under opslagsordene dannelse, danner, dannet og dermed beslægtede verbalformer.  

De 15 dannelsestænkere er i øvrigt:

1. Johan Nicolai Madvig  ( 1804-1886 )
2. F.C. Sibbern ( 1785-1872 )
3. H.C. Ørsted  ( 1777-1851 )
4. Johan Ludvig Heiberg  ( 1791-1860 )
5. Søren Aabye Kierkegaard  ( 1813-1855 )
6. N.F.S. Grundtvig  ( 1783-1872 )
7. M.A. Goldschmidt  ( 1819-1887 )
8. Georg Brandes  (1842-1927 )
9. Natalie Zahle  ( 1827-1913 )
10. Emma Gad  ( 1852-1921 )
11. Jakob Knudsen  ( 1858-1917 )
12. Hal Koch  ( 1904-1963 )
13. K.E. Løgstrup  ( 1905-1981 )
14. Knud Grue-Sørensen  ( 1904-1992 )
15. Johan Fjord Jensen  ( 1928-2005 )

Som det ses af levetiden, spænder de ”udvalgte tænkere” over de sidste 150 år. Bogens ophavsmænd angiver ikke noget højtravende eller kompliceret udvælgelseskriterium, men  ”dannelse” har været det ene søgeord og uden hensyntagen til dets forskellige almene betydning gennem tiderne og brugernes individuelle opfattelse af ordet i de givne kontekster. Det andet søgeord har været danske forfattere, der i deres produktion anvendte/beskæftigede sig med begrebet dannelse og/eller beskrev en livsførelse eller adfærd, der udtrykte dannelse eller mangel på samme.

Bogens portrætter er ifl. forordet blevet til på initiativ af en arbejdsgruppe bestående af Niels Jørgen Cappelørn, Ove Korsgaard, Henrik Wigh-Poulsen samt Joakim Garff. Gruppen har samarbejdet om projektet med Grundtvig-Akademiet, Søren Kierkegaard Forskningscenteret og Danmarks Pædagogiske Universitet, Institut for Pædagogisk Filosofi. Alle bogens tekster – på nær et par af artiklerne har dannet grundlag for en forelæsningsrække på Danmarks Pædagogiske Universitet i efteråret 2006.

Det har næppe været nogen nem opgave at udvælge de 15 dannelsestænkere. Nogle har naturligvis været oplagte at vælge, medens andre må have været vendt og drejet nogle gange. Det tilkommer ikke denne anmeldelse at anfægte valget af de 15. Andre kunne med samme kvalifikationer have været valgte, men det ville næppe have ændret på undersøgelsens ”resultat”. 

Joakim Garff anfører i sit forord, at formålet med bogen er at undersøge, hvad vi egentlig mener, når vi siger ”dannelse”.

Undersøgelsens fokus er herefter de 15 dannelsestænkere og værktøjerne deres respektive portrættører. Disse dannelsestænkere har ifølge Joakim Garff brugt og slidt og præget begrebet med meget uens hensigter og på vidt forskellig vis – filosofisk, pædagogisk, didaktisk, æstetisk, teologisk, ideologisk, emancipatorisk, litterært og folkeligt. Dannelse er unægtelig et ret elastisk begreb. En gennemgang af de enkelte kapitler bekræfter denne flertydige ”uorden”. På den anden side kan man ikke finde belæg for misbrug af begrebet. Ingen af de 15 dannelsestænkere har sagt, skrevet eller ment noget om dannelse, som kunne få mig til at hoppe i stolen og sige: ”Her anvender du ordet  forkert!”

Ordet ”dannelse” er og forbliver flertydigt. Og hvorfor ikke? Ser man på det engelske sprog er det jo fyldt med flertydige og selvmodsigende ord. Så hvorfor ikke det danske. Kunsten er at  frembringe ordet i det miljø, der netop giver ordet dets rette betydning. Eller måske rettere at frembringe det miljø, der giver ordet sin naturlige placering for forståelse af dets betydning. Det gør sproget rigere og udfordrer såvel forfatter som læser.

Joakim Garff ønsker bogens læsere det bedst tænkelige udbytte af deres rejse gennem bogen – og udtrykker en forhåbning om, at man ved vejs ende lykkes - at komme til sig selv. Nu er den sidste sætning jo tvetydig i Garff´s pen. Til den ene betydning kan jeg erklære, at jeg bestemt ikke har opnået nogen dybere indsigt i mig selv. Og til den anden. Jo, jeg er kommet til mig selv. Men jeg savner undersøgelsens resultat.

De mange bidrag til bogen fokuserer naturligvis udelukkende på den tildelte/valgte dannelsestænker. Så selv om den røde tråd er dannelsesbegrebet og dets faktuelle anvendelse, bliver det samlede indtryk noget kalejdoskopisk og forvirrende. Eller sagt på en anden måde. Hvert kapitel er en guldgrube af indsigt i den pågældende tænkers univers. Tankegangen kan for nogles vedkommende dog være svært tilgængelig. Når man derfor går fra det ene kapitel til det næste, er det som at rejse fra et land, hvor man lige netop har lært at forstå sproget, til et andet land, hvor sproget er anderledes, og læreprocessen må starte forfra med risiko for fortrængning af det just tillærte/forståede. Bogen bør derfor ikke læses in extenso. Men et eller få kapitler ad gangen. Første halvdel af bogen er så absolut den tungeste. Så her er et kapitel mere end rigeligt, hvis man vil have et optimalt udbytte.

Bidragsyderne har på den ene eller anden måde gennem årene været beskæftiget med eller været interesseret i de respektive dannelsestænkere. Der er således ikke tale om løsning af en ad hoc opgave, men om anvendelse af den indsigt mange års forskning i eller beskæftigelse med dannelsestænkerens liv og virke har givet den enkelte bidragsyder. Der er sidst i bogen en oversigt over disse forfattere med angivelse af deres tilknytning til emnet for deres artikel. Det vil være uden for denne anmeldelses formål at kommentere de enkeltes bidrag, men generelt er de alle af høj lødighed og indsigt. Hvert bidrag har litteraturfortegnelse og noteapparat, hvilket gør bogen meget studieegnet. Trods det til tider noget elitære sprogniveau, giver mange af bidragene nogle yderst morsomme og overraskende historier om den til tider hårde virkelighed for de ellers så gudbenådede tænkere. 

Forfatterne er her anført med samme arabertal som deres respektive portrætemne:

1. Jesper Eckhardt Larsen
2. Carl Henrik Koch
3. Sune Frølund
4. Lasse Horne Kjældgaard
5. Joakim Garff
6. Ove Korsgaard
7. Jens Bjerring-Hansen
8. Per Dahl
9. Birgitte Possing
10. Mette Winge
11. Henrik Wigh-Poulsen
12. Ole Vind
13. Pia Rose Böwadt
14. Alexander von Oettingen
15. Per Dahl

Carl Henrik Koch har endvidere skrevet et indledende kapitel om dannelse - et begrebsmæssigt potpourri.