Auschwitz

Af Palle Andersen, Historisk Samling fra Besættelsestiden, Esbjerg

Fra oprettelsen af Auschwitz i 1940 til lejrens evakuering i januar 1945 regner man med, at der blev bragt ca. 1,3 millioner mennesker til stedet. Af disse blev ca. 900.000 ikke registreret men myrdet kort tid efter ankomsten. Ca. 400.000 registreredes. Heraf døde ca. 200.000.

Auschwitz var i sin funktionsperiode et mangehovedet uhyre. Oprindeligt tænkt som en gennemgangslejr og som et terrorinstrument over for den polske befolkning, blev lejren også til en krigsfangelejr, arbejdslejr og udryddelseslejr. Lejren, som var under konstant ekspansion, kom i princippet til at bestå af tre dele: Auschwitz I (Stammlager), Auschwitz II (Birkenau) og Auschwitz III (Monowitz). Sidstnævnte lejr blev anlagt i forbindelse med kemikoncernen I.G. Farbens fabriksanlæg, hvor fangerne var slavearbejdskraft. Hertil kom et utal af filialer eller Nebenlager, hvor fangerne tvangsarbejdede for SS – virksomheder, den tyske stat eller private tyske firmaer. 

Auschwitz blev også central i jødeudryddelsen. Selvom dødeligheden for de jøder, der blev bragt til rene udryddelseslejre som Sobibor, Belzec og Treblinka, var væsentlig højere, var Auschwitz (især Birkenau) ikke desto mindre den lejr, hvor flest jøder omkom (ca. 960.000). Også drabsprocessens industrielle og ”moderne” karakter har medvirket til at gøre Auschwitz synonym med Holocaust og i videre forstand symbolet på menneskelig ondskab og fornedrelse.

Om dette lejrkompleks har lektor Peter L. Smith skrevet en ganske omfattende bog. 

Bogen falder i to dele: Lejren og Holocaust. Hver del består igen af underkapitler, hvor inddelingsprincippet primært er tematisk, sekundært kronologisk. Lejrens komplekse udvikling taget i betragtning virker struktureringsprincippet velvalgt.

Smith citerer et par steder Primo Levi for, at skulle man fortælle om Auschwitz, var man nødt til at opfinde et nyt sprog. Hvad der skete i lejren, trodsede enhver hidtidig menneskelig erfaring og begrebsdannelse. Smiths eget valg er ”en nøgtern stil”. Et repræsentativt eksempel kan bringes fra lejr-kapitlet ”Syge og Sygdomme”, hvor forholdene for ”hospitalsindlagte” fanger beskrives: 

”I begyndelsesfasen lå fangerne to og to på de tre – etages køjer, hvor der kun fandtes papirsække med halm eller hakkelse i. Til at dække sig havde de ét tæppe til deling (…) Alt var gennemtrængt af afføring og materie. Syge, afkræftede og døende fanger lå mellem hinanden. I begyndelsen havde sygeafdelingerne ingen vand eller kloakering. De fanger, der var i stand til at gå, brugte spande, der var stillet ind på stuerne, som toilet (…) at de hurtigt flød over, så at der oven i stanken også bredte sig en klæbrig glat masse på gulvet omkring dem. Den vandholdige kost gjorde, at fangerne ustandselig skulle på toilet, ikke mindst dem, der led af diarré. Det var ikke usædvanligt, at fanger skulle på toilet op til 30-40 gange; de svageste nåede ikke frem til spandene og besørgede på gulvet, mens de allersvageste lod afføringen gå under sig, så den dryppede ned på de syge under dem. Blev det opdaget, medførte det prygl til disse syge og halvdøde.” (s. 155 f.).

Forfatteren undskylder næsten i forordet den valgte sprogstil og forklarer det med nødvendigheden af at holde en distance. Men der er næppe noget at undskylde. Tværtimod synes det som om, at den valgte sprogstil bedst afspejler lejrens virkelighed. For de udhungrede fanger var der ikke plads til moralske overvejelser eller overordnede refleksioner. Dagligdagen, og det at overleve, fyldte alt i deres tilværelse. ”Små ting” voksede radikalt i betydning og kunne føre den enkelte fange på katastrofekurs. Eksempelvis sårdannelser på fødderne, forårsaget af de obligatorisk udleverede klodsede træsko, kunne i SS´s øjne tolkes som uarbejdsdygtighed og føre til selektion, dvs. til henrettelse. At kunne arbejde indendørs i stedet for udendørs var vitalt for at overleve mere end de tre måneder, SS havde beregnet gennemsnitsfangens levetid til. Den enkelte fange måtte også bekæmpe sit ydre forfald. Og eksempelvis overveje, om man skulle bruge den grumsede ”morgenkaffe” til at ”vaske” sig i, selv om organismen skreg på væske. For at undgå at blive bemærket af SS. 

Auschwitz er således på mange måder historien om en ”hverdag”, der radikalt og livstruende vendte sig mod den enkelte fra dag ét. Bogens styrke ligger netop i denne grundige og tålmodige afdækning af lejrens mangesidede ”hverdag”. Hertil forekommer den afdæmpede, nøgterne og saglige sprogstil at være den bedst egnede, når det gælder beskrivelsen af lejren fra såvel ofrenes som bødlernes perspektiv.

Igennem bogen opretholdes en fin balance mellem overordnede og sammenfattende beskrivelser/kommentarer og de mange sidetemaer og detaljer. Som læser føler man sig aldrig sat af. Hertil skal tillægges en række illustrationer og tegninger, som med yderst instruktive undertekster supplerer grundteksten godt.

Først når man sidder med bogen i hånden, går det op for én, at den har været savnet. At der i forvejen er blevet skrevet meget både herhjemme og i udlandet om Auschwitz har muligvis stillet sig hindrende i vejen for, at danske historikere har kunnet få øje på opgaven. Peter L. Smith har imidlertid taget opgaven på sig, og med hans bog foreligger den første danske samlede fremstilling af lejrens historie. Selvom bogen ikke er forskning, er den alligevel en kraftpræstation, der udfylder et hul i litteraturen. Med bogen er der stillet et udførligt og overskueligt redskab til anvendelse. Bogen bør kunne ramme bredt og fremover finde anvendelse både hos historikere, den historisk interesserede offentlighed og hos uddannelsessøgende som det danske standardværk om Auschwitz.