Menu
Forrige artikel

Barndom

Kategori: Bøger
Visninger: 10527

Af Karin Conradsen, arkivar, Vejle Stadsarkiv.

For nogle år siden var der godt gang i bogudgivelser om børne- og barndomshistorie, men det har faktisk ligget stille i et stykke tid siden da. Nu er der imidlertid blevet oversat en tre år gammel bog til dansk, der igen sætter fokus på barndomshistorien.

Værket fokuserer på de skiftende opfattelser af og syn på barndommen, der har eksisteret fra middelalderen og op til i dag – altså et slags oversigtsværk. Forfatterens hovedtanke er, at barndommen som begreb er en social konstruktion og dermed ikke noget statisk. Samfundenes syn på barndommen må derfor har ændret sig i forhold til de forskellige historiske perioder.

Med dette som udgangspunkt lader Heywood forskellige temaer styre gennemgangen af barndommens historie. Temaerne er bl.a. børnedødelighed, amning, skole, uddannelse og børns forhold til jævnaldrende.

Jeg tror ikke, der er så meget nyt under solen i Heywoods værk. Til gengæld giver det en flot oversigt over gamle og nye teorier, der behandler dette emne. Teorier med baggrund i vidt forskellige videnskaber: litteraturhistorie, samfundsvidenskab, historie og andre. Heywood præsterer dog også egne fortolkninger af de benyttede kilder og nogle af disse er værd at fremhæve. For eksempel i afsnittet om temaer i barndommens kulturhistorie. Igennem analyse af forskellige temaer som fordærvelse/uskyld, natur/opvækst, uafhængighed/afhængighed og alder/køn, konkluderer forfatteren:

”De kulturelle påvirkninger af barndommens konstruktion har været mange og forskelligartede, med input fra antikken, de barbariske erobrere, humanismen og frem for alt kristendommen. I det lange løb kan man dog iagttage en voksende interesse for at diskutere barndommen og puberteten, som her er blevet sammenkædet med forskellige former for pres som følge af den økonomiske udvikling.”

Bogen lægger op til at kunne anvendes af alle, der dybtgående beskæftiger sig med børn, såvel på universitetsniveau som på lærer- og pædagoguddannelserne. Også inden for andre fagområder, f.eks. historie og jura, mener man, at bogen vil være relevant. Det er også helt korrekt. Efterlyser man en teoretisk gennemgang af synet på barndommen gennem tiderne, er dette en oplagt bog. Det kan dog ærgre mig lidt, at man med dette populære tema ikke har gjort bogen spiselig for andre end akademisk uddannede. Det kunne man sagtens have gjort uden at gå på kompromis med videnskabelige lødighed. En finpudsning af det tørre sprog og de tunge sætninger, samt en masse illustrationer ville som helhed have gjort bogen bedre.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Biologismer
100 års kollegieliv
Fiskernes oprør