Berlinmuren

Af Peder Hofmansen

"Hvis man bor på en ø, skal man ikke gøre havet til sin fjende" (Østtysk progaganda)

Det ovenstående citat er hentet fra Christopher Hiltons bog om Berlinmurens historie, som nu med nogle års forsinkelse er oversat til dansk. Hilton, der oprindelig er uddannet journalist, har et mangeårigt forfatterskab bag sig, der bl.a. tæller flere bøger om Tysklands historie. Forfatterens fortrolighed med emnet præger da også bogens fortælling fra start til slut.

På baggrund af et omfattende kildemateriale og ikke mindst en lang række samtaler med de mennesker, der på forskellig vis levede med muren i dens 28 år lange historie, har Hilton formået at skabe en både læseværdig og medrivende fortælling. Læseren er med, fra den politiske beslutning om at opføre en mur mellem Øst – og Vestberlin blev truffet og muren blev opført i sensommeren 1961, til muren blev gennembrudt af folkemasserne i efteråret 1989.

Som Hilton beskriver det i bogen, er det i dag svært at sætte sig ind i, hvordan muren overhovedet kunne blive rejst: ”Når man ser tilbage på historien om Muren i Berlin er det vanskeligt helt at forstå, at man kunne dele en af Europas store byer i to og igennem 28 år dræbe enhver, der forsøgte at forcere denne mur uden at have de rigtige papirer – selvom det ene skridt i Murens historie tilsyneladende logisk fulgte det andet i en særegen blanding af vanvid og drømme… Murens eksistens synes endnu mere uvirkelig, når man konstaterer, at opdelingen af storbyen var så rodet, som den var… Berlin blev delt efter et sæt gamle sammenvævede bydelsgrænser, der på alle mulige måder greb ind i hinanden, og grænsen siksakkede sig gennem 62 vigtige gader, hen over sporvognsskinner, rundt om en kirke og tværs igennem dens kirkegård, hen langs facaden på en jernbanestation og - for at gøre den helt ubegribelig – tværs igennem et hus. Før Muren havde 500.000 mennesker helt naturligt bevæget sig imellem bydele, som endte med at blive to forskellige lande, der var fjendligt indstillet over for hinanden.”

Det udmales i  bogen levende, hvordan opførelsen af muren kom som et chok for hele verden. Ingen havde forudset, at muren ville blive bygget. Selvom det stod klart, at situationen for lederne af Østberlin var ubærlig, og at noget ville blive gjort for at standse strømmene af flygtninge, der i tusindvis uge for uge bevægede sig over grænsen til Vestberlin, var der dog ingen, der havde forudset, at en mur ville blive bygget tværs igennem Berlin. Og lige så forbløffende var det i 1989, da folkemasserne tog historien i deres egen hånd og gennembrød muren.

Bogens fremstilling bevæger sig på flere planer. Vi får både en beskrivelse af det, Hilton kalder forgrunden, dvs. den almindelige hverdagshistorie, som den blev oplevet af de mennesker, der var tvunget til at leve på hver sin side af muren. Og det er så absolut her, at bogens tyngde og kvaliteter ligger. Det andet plan kalder Hilton baggrunden, dvs. det storpolitiske spil bag historien om muren med aktører i magtcentre som Washington, Moskva, London, Paris og de skiftende magtkonstellationer på det lokale og det nationale niveau i de to Tysklande. Dette plan spiller en mindre fremtrædende rolle i fremstillingen, og nogen egentlig dybdegående historieanalyse eller empirisk nyfremstilling af det storpolitiske spil bag det menneskelige drama om muren kan bogen da heller ikke siges at levere. Skal bogen tildeles nogen egentlig forskningsmæssig værdi, må det være som et bidrag til den kolde krigs mentalitetshistorie.

Uden interessante og tankevækkende pointer er bogen trods sine analytiske mangler dog langtfra. Mediernes dækning af begivenhederne i tiden omkring murens opførelse og årene efter var forståeligt nok præget af den voldsomme vrede, sorg og afmagt, som berlinerne oplevede ved at blive adskilt fra venner og familie, der levede på den anden side af muren. Følelser, som bl.a. er udødeliggjort i billedet af moderen, der holder sit barn over pigtråden, så bedstemoderen kan kysse det på panden. Sådanne billeder sammenholdt med de euforiske billeder fra murens sidste dage i 1989 har formet den kollektive negative erindring om muren, og selvfølgelig med god grund. Men, som Hilton beskriver det i bogen, var der også mange østberlinere, der modtog nyheden om, at en mur var blevet bygget mellem Øst– og Vestberlin med lettelse og begejstring. Mennesker, der havde oplevet at miste alt under depressionen i 1930erne, og som havde levet under Hitlers nazistiske styre før og under verdenskrigen og nu så hen til en ny måde at indrette samfundet på. I et kommunistisk samfund, der nu endelig, efter at muren var blevet bygget, kunne realiseres.

Dette – i høj grad fortrængte østperspektiv på østlandenes historie – træder klart frem af de mange samtaler, som forfatteren har ført med de implicerede parter under murens historie. Og herved formår bogen på glimrende vis ikke blot at fortælle, men også at nuancere billedet af Tysklands fortid som en delt nation.