Berlins Undergang
Af Per Ole Schovsbo
Berlins undergang i 1945 har vi fået beskrevet mange gange fx af journalisten og forfatteren Henrik V Ringsted, historikeren Joachim Fest, Hitlers privatsekretær Traudl Junge, skuespillerinden Hildegard Knef og nu også af den tyske journalist og forfatter Jakob Kronika (1897-1982), der var dansksindet. Scenariet er ragnarok af wagnerske dimensioner. Efter 12 års totalitært regime, der slog den vestlige verden med rædsel og skam, brød rigshovedstadens forsvar sammen overfor russerne, der indtog byen og resterne af dens befolkning. Jacob Kronika var i Berlin til den bitre ende og blev sammen med 100 andre civile fra forskellige nationer - heraf 20 danske - interneret af russernes KGB i nærheden af Moskva i tre måneder.
Hvorfor Peter Tudvad, der er en kendt Kierkegaard forsker, har samlet Kronikas trykte dagbogsblade i en udgivelse i 60-året for krigens afslutning, fortæller han i forordet: ’I vore dages Berlin, hvor dette forords forfatter bor, ligger hundrede af ueksploderede bomber fortsat og lurer under overfladen på en by, der helst vil glemme den verdenskrig, der lagde den i grus, men igen og igen mindes om den, når disse blindgængere dukker op under vejarbejder eller andre udgravninger, og man ikke omgås dem forsigtigt nok, så de i stedet detonerer, invaliderer og dræber. Sådan er det med krigens erfaringer, de må ikke glemmes og gemmes af vejen, men skal til stadighed erindres og inddrages i det beredskab, vi som mennesker altid må have, hvis vi ikke vil risikere, at lidenskaberne igen eksploderer mellem os.’
Tudvad omtaler kort Kronikas rastløse og imponerende karriere som journalist, korrespondent og chefredaktør (Der Schleswiger, Flensborg Avis, Nationaltidende, mfl.), forfatter, sydslesvigernes talsmand i Berlin 1932-45 - og runder de danskeres skæbner af, som Kronika omtaler i dagbogsbladene især fra det russiske fangenskab. Det var i øvrigt påvirket af kommunisten Thomas Døssing, den danske gesandt i Moskva, som Kronika var helt tryg ved. Det har siden vist sig, at Døssing var mere loyal overfor Stalin end den danske regering.
Kronika førte dagbog det meste af sit liv, men under en krise på sine ældre dage brændte han de fleste. Dagbogen fra Berlin fra februar til maj 1945 er således kun bevaret, fordi den tidligere er blevet trykt, og næsten det samme gælder dagbogen fra interneringen fra maj til august 1945, hvor Kronika havde erhvervet sit danske statsborgerskab. Tudvad har imidlertid fundet den originale tekst til den sidste og det viser sig, at Kronika har redigeret lidt i den trykte udgave og strøget de fleste notater om den danske regerings samarbejde med Tyskland. Sammen med sin egen overlevelse i Berlin, på grund af sit tyske statsborgerskab frem til april 1945 og beskyttelsen som korrespondent og talsmand for mindretallet, gav samarbejdet ham skyldfølelse resten af livet. Lettere blev det ikke, da han sammen med de øvrige internerede så russernes film om indtagelsen af koncentrationslejren Auschwitz. Kun de færreste havde dengang kendskab til det virkelige omfang af nazisternes folkemord.
Det gennemgående tema for den overbevist (Oxford) kristne Kronika var, hvor meget det ene regime lignede det andet. Kommunisterne tog over, hvor nazisterne slap og det var tydeligt, at tidligere nazister meget lettere kunne overgå til kommunismen end de, der kom fra demokratiske lande med angelsaksiske og amerikanske sympatier. KGBs repræsentant fortalte de internerede, der var helt afskåret fra omverdenen, at overgivelse af Japan var nærtstående og begyndelsen på en 3. verdenskrig ikke kunne udelukkes. Den ville Sovjetunionen helt sikkert vinde, ligesom det var Sovjetunionens fortjeneste, at Hitler tabte. Efter mareridtet i Berlin og de efterfølgende mange gentagne russisk belæringer om senere så kendte kold krigs-temaer, var Kronika og de øvrige danske udslidte både fysisk og mentalt. De første kom – heriblandt Kronika – hjem i løbet af august måned, de næste 10 i september, en året efter, mens de sidste tre formentlig forsvandt i Sibirien.
Kronikas dagbogsoptegnelser er åbne vinduer til de mest afgørende begivenheder i 2. verdenskrigs Europa. Som læser kryber man ind i Berlins ruiner og bukker sig for granaternes hvislen og nedslag i de sidste dage og uger, hvor det nazistiske regime fortsatte kampen mod den russiske overmagt indtil sidste patron. Fordi teksten også er en del af den virkelighed i 1945, som den beskriver.
