Bertel Nygaard: Kærlighedens samfund
Af Thomas Petersen
Sanselige bogtitler er ikke hverdagskost i historiker-kredse. De signalerer sammen med letlæselighed traditionelt mangel på seriøsitet. Måske var det mere virkeligheden i de berømte gamle dage, men det ville ikke overraske mig, hvis der stadig er noget om snakken. Såfremt der stadig skulle sidde en sådan læser derude, ville nærværende bog i hans/hendes øjne falde uhjælpeligt igennem. Den er nemlig både velskrevet og fagligt yderst seriøs.
Historiker og lektor ved faget historie på Aarhus Universitet, Bertel Nygaard, med speciale i 1800-tallet har tidligere gjort sig bemærket med at skrive om emner, der ikke findes i virkelighedens verden. Som ikke umiddelbart passer ind i Leopold von Rankes krav om blot at vise, wie es eigentlich gewesen. Nygaard beskæftiger sig nemlig fortrinsvis med menneskers håb, drømme og visioner i fortid og nutid. Altså med noget ikke-eksisterende i virkelighedens verden. Eller, som han selv udtrykker det side 12: ”utopiske længsler, håb og drømme om det, der endnu ikke var – og måske endnu ikke er i dag, og muligvis aldrig bliver til virkelighed”.
Nygaard var i 2014 aktuel med den anmelder-roste bog Det røde spøgelse: Kommunismen og 1840´ernes danske politiske kultur (anmeldt på historie-online). Den var en slags indholdsmæssig forløber for nærværende bog. Her undersøgte han kompetent kommunisme-forskrækkelsens mangesidede betydning i tiden op til 1848-begivenhederne i Danmark og grundlovens tilblivelse året efter.
I Kærlighedens samfund bevæger forfatteren sig med sans for såvel overblik som detalje på tværs af 1800-tallets samfund. Han undersøger tidens forandringsprocesser, dens politiske projekter og sociale forhåbninger. Og han gør det ved at undersøge de historiske kulturudvekslinger i et dansk perspektiv.
”Ved at trække datidens bud på en bedre fremtid ud af glemslen udfordrer han ikke blot vores forståelse af guldalderens Danmark, men også vor egen tids selvfølgeligheder” - for at citere pressemeddelelsen. I pæn forlængelse af en anden dansk historikers, Jens Engbergs, kætterske opgør med guldalder-forskningens glansbillede af virkelighedens Danmark.
I nærværende bog har Bertel Nygaard kastet sig over de utopiske visioner, der storblomstrede i Europa i årtierne frem mod 1850. Som regel inspireret af Den store franske Revolutions ideologiske grundlag. Frihed, lighed og broderskab samt heraf afledte slagord var det gennemgående tema i de mange, brogede og revolutionære visioner. Industrialismens samfund og dets uundgåelige følgesvend – den sociale elendighed - skulle udstilles og bekæmpes til fordel for et mere kærligt og lykkeligt fællesskab. Socialisme, kommunisme, saint-simonisme og andre samfundskritiske ideologier bredte sig overalt, også til Danmark.
”En lille mand med englevinger og rejsetaske vinker til os fra denne bogs forside. Han er på mission for kærligheden. Ikke kun den kærlighed, der skal herske mellem ægtefæller eller i familier. Heller ikke i første række Guds kærlighed til menneskene. Hans ærinde er de kærlighedsbånd, der skal knytte indbyggerne sammen i fremtidens gode samfund” (side 9).
Så poetisk beskrivende indleder Nygaard sin bog. Manden på ovennævnte bogforside er den franske utopiske tænker Étienne Cabet (1788-1856), der under indflydelse fra den engelske utopist Richard Owen havde prædiket en kristen, utopisk og pacifistisk socialisme, men som i skuffelse over 1848-revolutionernes generelle fallit var emigreret til USA i håb om der at skabe det gode samfund uden egoisme, had og klasseskel. Derfor står han og vinker til os med englevinger og rejsetaske.
Nygaard behandler i sin bog en række utopiske projekter og drømme fra årtierne frem mod 1850. Udgangspunktet er dansk – nærmere bestemt ikke den danske, men den enevældige helstats københavnsk dominerede offentlighed. Herfra skues både indad og udad. Centralt i bogen står, hvordan tidens nye politiske projekter bredte sig på tværs af landegrænser, hvordan de lokalt antog forskellige former. Alt efter modtagerlandets historiske virkelighed og karakteristika.
”I kraft af denne tilgang til emnet kan denne bog forstås ikke blot som et bidrag til den utopiske tænknings historie, men også som et stykke politisk kulturhistorie og et bidrag til de sociale forhåbningers og drømmes kulturhistorie i et på én gang nationalt og transnationalt perspektiv”, som Nygaard bemærker side 13.
Han indleder bogen med et overblik over perioden som kendetegnet ved forandring og forandringsprojekter i almindelighed samt en kortlægning af tidlige socialistiske og kommunistiske projekter. I de følgende kapitler gennemfører forfatteren tættere studier af nye utopiske projekter i en dansk kontekst. Som f.eks. en undersøgelse af saint-simonismens mangeartede indvirkninger på dansk kultur. Dernæst behandles David Frederik Spichmanns (1820-45) Cabet-inspirerede socialutopiske og kommunistiske projekt fra 1843 samt den ellers højlydt konservative og enevælde-begejstrede københavnske læge og filosofi-professor Frederik Christian Sibberns (1785-1872) pludselige knæfald for kommunismen.
Derefter udforskes Marx´s nye tanker om historisk udvikling, social handling og kommunisme med udgangspunkt i de første danske konfrontationer med hans tanker i midten af 1840erne. Til slut giver bogen et udblik til eftertiden.
Den pedantiske anmelder undrer sig over transskriptionen af Nikolaj Tjernysjevskij (i bogen Tsjernisjevskij, passim). I øvrigt var Tjernysjevskij formodentlig mere påvirket af Charles Fourier (1772-1837) end af Saint-Simon. Det er i hvert fald Fouriers tanker, der er model for det samfund, som den russiske utopist beskriver i sin roman Hvad skal der gøres?. En roman, der blev natbords-læsning og inspiration for en hel generation af unge russere, der søgte en bedre fremtid for deres land.
Denne emsighed skal imidlertid ikke skygge for, at Bertel Nygaard atter har givet den danske historiker-verden et væsentligt, veldokumenteret og læservenligt bidrag til forståelsen af den danske og samtidig i glimt den europæiske utopiske og aldrig eksisterende virkelighed i første halvdel af 1800-tallet.
