Bidrag til Danmarks indvandringshistorie

Af Preben Etwil

Sideløbende med at integrationen beviseligt går bedre og bedre i Danmark, oplever man stadig, at den offentlige og politiske debat hovedsageligt er koncentreret om den del af integrationen, der fortsat volder store økonomiske og sociale problemer.

Rigtig mange indvandrere og flygtninge klarer sig godt. Selvom de udgør flertallet, er de nærmest usynlige i den offentlige debat. Til gengæld er der – naturlig nok vil man sige – også indvandrere og flygtninge, der klarer sig mindre godt, og som på forskellig vis er på offentlig støtte. Det er denne gruppe, der fylder mest i mediebilledet, og dermed også i den politiske debat.

Integrationsdebatten har især i de seneste 20-25 år været med til at afgøre folketingsvalg, og ikke få finanslovsaftaler har siden da været propfyldt med en lind strøm af udlændingestramninger iklædt forskellige former for ringeagt over for indvandrernes kulturelle og religiøse baggrund.

Integrationsproblemerne, der vitterlig eksisterer, er i det politiske landsskab i høj grad blevet til en meget forbitret kulturel, religiøs og politisk værdikamp.

I langt mindre grad bygger integrationsdebatten på faktuel viden.

Det er nok, at man føler et eller andet - så kan alle ”de kloge hoveder” komme med al deres statistik, faglige viden og indsigt. Man forbeholder sig retten til at mene, det man nu engang mener, og at der altid kan fremdrages et enkelt groft, eller for den sags skyld to eksempler, der efter egen opfattelse understøtter ens indvandrersynspunkt.

For sidstnævnte må Ole Hammers nyeste bog Bidrag til Danmarks indvandringshistorie være spildte ord på Balle-Lars.

For andre er Ole Hammers bog derimod et velkomment bidrag til at få et mere nuanceret billede af de sidste 50 års indvandringshistorie. Skrevet af en person der i hele perioden har befundet sig midt i orkanens øje – meget ofte på græsrodsniveau blandt dem historien i bund og grund handler om.

Ole Hammer, der er journalist, har gennem alle årene været ansat i en række funktioner, der på tæt hold har fulgt udviklingen på indvandrerområdet – både som konsulent, sagsbehandler, samarbejdspartner. Han har arbejdet for myndigheder, faglige og humanitære organisationer samt indvandrerorganisationer.

Man kan læse og studere meget, men vil man have et realistisk indblik i problemets oplevelsesrum, er man nok nødt til at befinde sig blandt dem, det hele handler om.

I Ole Hammers nye bog er der et solidt førstehåndskendskab til mange af de problemstillinger indvandrerdebatten rejser.

Der er sket markante ændringer i de forgangne 50 år. Udviklingen er bl.a. gået fra at være indvandringspolitik, til ene og alene at handle om integrationspolitik.

På det seneste har det også handlet om midlertidighed og hjemsendelser.

Men bogen er mere end refleksioner over den nyeste udvikling. Der er tale om en særdeles dokumentarisk bog med hundredvis af både mundtlige, skriftlige, lovgivningsmæssige og statistiske kilder. Love og betænkninger bliver udlagt og kommenteret. Udtalelser fra indvandrernes Underdanmark har her fået en stemme.

Beskrivelser og historier fra det utal af nuværende og tidligere indvandrer- og hjælpeorganisationer bliver fremlagt.

Apropos historisk dokumentation og kilder af de seneste 50 års indvandringshistorie, er der nogle yderst bemærkelsesværdige kommentarer midt i bogen: ”Nationalmuseet og andre nationale samlinger har derimod ikke gjort meget ud af efterkrigstidens indvandring” (p. 142).

Dette råder Ole Hammers nye bog bod på.

Han gennemgår forhistorien, hvor fremmedarbejdere (ja, det kaldte man dem dengang) fra slutningen af 1960’erne alene var tiltænkt et midlertidig arbejdsbetinget tilværelse i Danmark, til at de fik permanent ophold og etablerede sig med familier hentet fra hjemlandene. I princippet blev der lukket for indvandring af arbejdskraft i 1970, men indvandringen steg fortsat gennem de såkaldte familiesammenføringer, der blev retsligt lovfæstet med Udlændingeloven af 1983. Loven betød, at såkaldte ’de-facto-flygtninge’ fik ret til asyl, og at familiesammenføring direkte blev et retskrav for de personer, der blev tilkendt asyl.

Denne lov blev lige fra starten mødt af stor politisk modstand – især fra højrefløjen. Denne modstand har sidenhen været genstand for utallige lovstramninger – både under socialdemokratiske og borgerlige regeringer. Stramninger der over tid har betydet, at Danmark er gået fra at være et af de mest indvandringsvenlige lande, til at blive betragtet som et af de mest restriktive.

Forfatterens personlige oplevelser, erfaringer og refleksioner i dette forløb dukker punktvis op i de mange opremsninger af de utallige politiske og civilsamfundsmæssige initiativer, perioden er så rig på.

Et står lysende klart tilbage efter at have læst bogen, og det er, at uden en kæmpeindsats fra de frivillige og ansatte ngo-er var integrationsprocessen aldrig lykkedes. Der er lange træk i historien, der viser, at der ofte var mere tale om modspil frem for medspil, når ngo’erne og de offentlige myndigheder stødte sammen. Men det skal også med til historien, at den faglige viden og de faglige kompetencer på udlændingeområdet – især i kommunerne – er steget betragteligt siden de glade tressere, hvor ingen rigtigt kendte det fremtidige omfang af indvandringen eller vidste, hvilke økonomisk-politiske midler de skulle gribe til.

Bogen viser, at der trods megen mediestøj er foregået en positiv integration af udlændinge på mange områder – det både økonomisk, kulturelt og ikke mindst uddannelsesmæssigt. Her har en lang række både landspolitiske og lokale frivillige initiativer spillet en ikke uvæsentlig rolle.

Til kendsgerningerne hører, at der i dag befinder sig ca. 800.000 indvandrere og efterkommere i Danmark. I løbet af de seneste 40 år er ca. 250.000 med indvandrer- eller flygtningebaggrund blevet danske statsborgere.

Bogen indeholder flere eksempler på konkrete indsatser, der har skabt en positiv integration, uden at der er givet køb på såkaldte danske værdier.

For Ole Hammer er sagen klar: ”Integrationen lykkes først i det øjeblik, man bliver anerkendt på sine kompetencer og på sin personlighed som ligeværdig medborger, hvor erfaringer udveksles og bruges – ikke på indvandrer- eller flygtningebaggrunden eller på en god udtale af det danske sprog” (p.125).

Der er dog stadig langt igen, hvis alle integrationsmålsætninger skal flugte med dem, som vi kalder etniske danskere. Det gælder bl.a. inden for beskæftigelse, hvor kvinderne især mangler arbejdsmarkedstilknytning, men også inden for uddannelse, hvor kvinderne faktisk er mere end med, men hvor det halter gevaldigt for drengenes vedkommende. Og så er der noget med kriminaliteten blandt de unge 2. generationsindvandrere, der skal kigges grundigt efter i sømmene. 

Ja, sådan kunne jeg blive ved, men lad mig slutte denne anmeldelse med de sidste ord i den pressemeddelelse, der fulgte med bogen, og lad disse ord også være mine: ”Bogen er derfor et vigtigt bidrag til vores forståelse af det multikulturelle samfund og arbejdet med en positiv integration af indvandrere og flygtninge”.

[Historie-online.dk, den 25. juni 2019]