Biografier - Danmarks Middelalder og Renæssance
Af Christian Adamsen
En Who´s who for dansk middelalder og renæssance? – det lyder jo umiddelbart som en udmærket idé, skønt måske nok overlappende Danmarkshistoriens Blå Bog. Men det er nu slet ikke det, som denne nydelige violette bog, hvis omslag bærer et smukt fotograferet billede af det gyldne Lisbjerg-alters rosetbånd, indeholder. Den sidste del af titlen fortæller nemlig de indviede, at bogen handler om ansatte på det, som i et århundrede hed Nationalmuseets 2. afdeling.
Jørgen Steen Jensen, som er cand.mag. i historie og polsk og senere blev mangeårig overinspektør ved Den kongelige Mønt- og Medaillesamling, var i årevis en af Nationalmuseets flittigst skrivende og redigerende medarbejdere, hvis ikke ligefrem nummer et. Det er ikke overraskende, at netop han med sine forskningshistoriske interesser har påtaget sig at skrive og samle de 93 biografier, som dækker samtlige ansatte på denne centrale afdeling af Nationalmuseet.
Noget usædvanlig for bogen er, at den også biograferer de administrative medarbejdere med. Det er fuldt berettiget. Uden dem var samlinger, biblioteker og arkiver ikke i den sirlige orden, de fremstår i, og denne medarbejdergruppes betydning for museet kan ikke overvurderes. Derimod er konservatorerne ikke medtaget, og her kan knyttes den kommentar, at særlig til kirkerestaureringer blev der i mange år i vid udstrækning benyttet private konservatorer rundt omkring i landet, der gennem årene havde tæt kontakt med museet og efterhånden opøvede en stor ekspertise på deres felt.
Udgiverens egen karriere er ikke i øvrigt ikke atypisk for husets ansatte. Efter en ansættelse som studentermedhjælp gennem en årrække kunne der for de dygtigste opstå mulighed for beskæftigelse og undertiden senere en fast stilling. Det kunne ganske vist ske, at ansættelsen faldt uden for det emne, man kunne have forventet med en given uddannelse eller oplæring. Men en udpræget mesterlærekultur på denne særlige arbejdsplads ikke blot kompenserede, men ligefrem opbyggede og sikrede de kompetencer, som var og stadig er afgørende nødvendige for at arbejde i huset.
Samlingernes og arkivernes indhold og vidtforgrenede opdelinger (hvis ældre dele ikke kendes af enhver ansat i vore dage) samt tidligere medarbejderes indsats og arbejds- og forskningstradition blev på denne måde talt ind i de yngre medarbejdere. Den studerende eller unge gæst på afdelingen, der som anmelderen har haft fornøjelsen af længere samtaler med faglige kæmper som Tage E. Christiansen (”Nørlund lå ved stranden, mens vi andre gik og vandede stolpehuller om lørdagen på Trelleborg”) og Hans Stiesdal (”Man kan ikke få ordentlig chokolade her i Roskilde”), kunne desuden let blive ført adskillige årtier eller endnu længere tilbage i tiden og føle, at man selv havde truffet længst bortgangne aktører på museet, når nogle af de utallige anekdoter kom på dagsordenen. Undertiden med nøje imitering af de gamles kropsholdning og stemmeføring.
I bogens indledning gennemgås museumsafdelingens administrationshistorie, hvilket måske ikke lyder ophidsende, men som er en forudsætning for at forstå arbejdet gennem tiden. Som et uventet plus præsenteres nogle af de foreninger, som enten er knyttet til museet, eller har været væsentlige for museets medarbejdere som foredrags-, netværks- og udgiverinstitutioner. Flere kunne være nævnt, således Museumsmandsforeningen – og længere ude i periferien måske også HLK, Selskabet for Historie, Litteratur og Kunst. Flere af disse sammenslutninger har en slags logekarakter og er selvsupplerende, en enkelt er endda endnu i 2011 kvindeløs.
Nuværende ansatte på museet har i denne bog biograferet sig selv, resten (mere end 60%) er skrevet af Jørgen Steen Jensen og er blevet gennemset af de nulevende, pensionerede medarbejdere. Dermed opstår den usædvanlige situation, at denne samling af levnedsbeskrivelser på en måde er en selvbiografi for udgiveren selv. Det lægges der til gengæld ikke skjul på, og det er netop det, som hæver bogen fra at være tørre levnedsbeskrivelser til at være noget særligt og charmerende.
Samtidig er bogen blevet et virksomhedsportræt af hele afdelingen og dens aktiviteter (herunder udgivelsesprojektet Danmarks Kirker) i en svunden tid. Udgiveren havde selv i nogle fusionsprægede mellemspilsår med fænomenet OMA – Oldtids- og Middelalderafdelingen (af yngre, vittige hunde kaldet Margarinefabrikken) ansvaret for biblioteker og arkiver, denne ofte lidt oversete, fuldstændig uvurderlige skat af trykt, håndskrevet og tegnet papir på vores gamle centralmuseum. Et museum består nemlig ikke kun af genstande. Uden den tilhørende viden om disse genstande nærmer man sig et raritetskabinet.
Og hvad er det så, at denne bog kan? Jo, den føjer sig fint ind i den korte række af historikerstater, som genren måske kan kaldes: den omfattende Danske historikere ved H.K. Kristensen, Knud Prange og Johan Hvidtfeldt (Dansk Historisk Fællesforening 1966) og Henrik Lerdams systematiske Danske middelalderforskere – en oversigt (Institut for Historie ved Københavns Universitet, 1998). Her rækker Biografier i tid både længere tilbage og længere frem end de to nævnte værker. Biografiers afgrænsning giver sig selv – ansatte på denne Nationalmuseums-afdeling – men eftersom der i stor udstrækning er tale om personer, hvis indsats og skriftlige produktion har central betydning for fag som kunst- og arkitekturhistorie, historie og arkæologi, har denne bog bestemt også bud til kredse uden for museet - selv om også medarbejdere på andre afdelinger på museet kan have nytte af at sætte sig ind i den. For afdelingerne var og er stadig utroligt forskellige. Kun få i huset har en dybere indsigt på tværs af disse strukturer.
Bogen er forsynet med 44 gode portrætter af medarbejderne, herunder et af de nyeste, det ikonografiske mesterværk af Danmarks Kirkers medarbejderstab, optaget i museets jubilæumsår 2007 af Politikens fotograf Martin Lehmann i anledning af en artikelserie i den agurkerige sommertid. Men kendere af huset kan nok ikke undgå at tænke på den ulykkelige forvisning af Nationalmuseets fotografer fra dette ypperlige lokale.
Hvis jeg skal fremhæve en vigtig detalje i artiklerne, er det angivelsen af de forskellige ansattes bibliografier, i praksis det meste af deres skriftlige produktion. Hvis man ikke i forvejen ved, hvor sådanne lister findes, kan de være næsten umulige at finde – det være sig i et af de festskrifter, som udgiveren engang selv var lidt ude med riven efter (men siden udsendte en hel lille stribe af) eller andetsteds.
Nationalmuseet har i vore dage ikke selv noget forlag, men på god ubureaukratisk vis har det heldigvis ikke forhindret museet i selv – ja, netop: at udgive denne bog. Sådan skal det være. Biografier er måske nok en bog for de få, men disse få får til gengæld utroligt meget at vide, en fornøjelig læseoplevelse og et værdifuldt opslagsværk at sætte på boghylden.
