Birk
Historikeren Thomas Harder har endnu engang bidraget til vores historie med en biografi. Denne gang er det en usædvanlig flot og vidende bog om den danske pilot Kaj Birksted. Han følte ydmygelsen den 9. april 1940 så voldsom, at han besluttede sig for at gøre krigstjeneste i et af de lande, der havde sat hælen i overfor Hitler. Han blev en fremragende jagerpilot i RAF’s norske afdeling.
Af Erik Ingemann Sørensen
Thomas Harder besidder en formidabel evne til at finde personer, der har præget historien – på godt og ondt. Anders Lassen og Kryssing er eksempler på to fra hver deres side af skalaen. ”Paolo il Danese” – den danske partisan – fra 2009, ”Kæreste Kek” fra 2012 samt ”En sten for Eva” fra 2022 er tidligere udgivelse – heraf nogle skrevet i samarbejde med hustruen Lene Ewald Hesel. Og så storværket: ”De uønskede” fra 2020 om de tyske flygtninge i Danmark 1945 – 1949. Det er den hidtil fineste fortælling om de 250.000 tyskere, der søgte tilflugt i Danmark. Den kunne være blevet en nøgtern gennemgang af det, der skete. Men. Igen og igen dukker menneskeskæbnerne frem med deres fortællinger. Fortællinger, der gør historien nærværende for læseren.
Kaj Birksted (1915 – 1996) stående foran en ad de mange forskellige typer fly han fløj i under 2. verdenskrig. Fotografen er ukendt. Illustration fra bogen
Jeg kom umiddelbart til at tænke på Bertold Brechts digt: ”En læsende arbejder spørger”, hvori det hedder: ”Den unge Aleksander erobrede Indien.
Han alene?” Men det er Alexander, vi hører om. Det er nu engang mennesket, der må søges frem igen. Med individets egen fortælling. Det kan Thomas Harder som få.
Udrejse fra Danmark
Kaj Birksted blev født i København 2.3. 1915 – døbt i Frederiksberg Kirke den 17. august og rejser med sine forældre til New York to dage senere.
SS Oscar II ejet af Scandinavia – Amerika Linien sejlede i tusindvis af emigranter fra Skandinavien til Amerika. Krig og krise i Europa fik mange til at søge mod Amerika/Canada for at prøve lykken. (Foto: HPN).
Kaj Birksteds far, Victor Emanuel Birksted, var søn af Hans Otto Brockmeyer Birksted – en af byen Næstveds rigeste mænd. Sønnens kæreste, Kajs mor, faldt godt nok ikke i patriarkens smag – selv ikke da han blev farfar til en dreng og en pige. Da Victor Emanuel nu skulle være far for tredje gang, fik han en enkeltbillet til Amerika og 700 dollar i rede penge svarende til omkring 150.000 kr. i dagens mønt.
Familien startede beskedent, men da patriarken døde i 1927, kom der en god arv. De rejste tilbage til Danmark allerede i 1929. Med børn der nu var tosprogede. Noget der blev særdeles nyttigt for Kaj Birksted.
Thomas Harder gennemgår herefter Birksteds ungdoms- og gymnasietid. Der dukker en historie op, der på sæt og vis karakteriserer Kaj Birksted ganske præcist. Den 1. marts var han ved at spænde skøjterne på, da han pludselig så en pige gå gennem isen. Han skøjtede hen til hende – lagde sig på isen ville han trække hende op. Men gik så selv i. Han bevarede roen og fik dem begge bjærget længere hen, hvor han kunne få dem op.
Ro – overblik – handling blev kendetegn for ham livet igennem.
I februar 1936 kom han på session, hvor han blev meddelt, at han til efteråret ville blive indkaldt til Den Kongelige Livgarde. Men Kaj Birksted havde andre planer: han ville være pilot. Det var det store mål. Andre forfattere ville måske være gået direkte til hans tid ved flyverskolen. Sådan arbejder Thomas Harder ikke. Læserne skal bibringes viden om, hvad det danske flyvevåben var – hvordan det fungerede. Og her kan man hurtigt stifte bekendtskab med et særkende, der har præget dansk forsvarspolitik siden Den første slesvigske Krig: nedskæringer! Hæren var i 1864 ladt i stikken rent materielt. Politikerne afsatte et gigantbeløb til opførelsen af ”Vestvolden” – en slags københavnsk Maginot-linje, der først fik betydning, da det hele blev fredet og tilgængeligt for publikum. Da 1. Verdenskrig brød ud passede man meget på, at Tyskland ikke blev trådt over tæerne – og efterkom langt ud over neutraliteten de tyske krav om mineudlægning. I 1932 kom de store forsvarslove, der blev til en nedskæring på 15 millioner. Det svarer til omkring 591 millioner i dag. Der skulle komme et russisk overfald på Ukraine, før det gik op for danske politikere, hvor alvorligt det stod til. Markant var også striden mellem de forskellige værn. Dengang og nu.
Uddannelsen til flyver – Overfaldet - Flugten
Den 15. august 1936 meldte Kaj Birksted sig på Søværnets flyveskole på Holmen. En hård uddannelse, hvor mange faldt fra undervejs. Men det blev hurtigt noteret, at Kaj Birksted havde alle de egenskaber, der skulle til for at blive en endog særdeles dygtig pilot. Og i december året efter blev han udnævnt til flyverløjtnant: ”Har gode naturlige Anlæg for Flyvning. Er godt begavet med god Optræden. Paalidelig…” (s.64).
Mørke skyer trak op i syd. Og da Tyskland overfaldt Polen den 1. september 1939, kunne flere inden for militæret se, at Danmark kom i farezonen. Syv måneder senere kom det tyske overfald på Danmark – indledt klokken 04.00. Birksted fik besked fra Søværnskommandoen om højeste alarmberedskab klokken 05.35, og fem minutter senere fra flyverløjtnant Thomas Sneum, der var vagthavende officer på Luftmarinestation Avnø. Han fortalte, at ”det forlød, at tyskerne var i færd med at gå i land på Masnedø”, hvor der lå en større befæstning. (Anmelder: Tyskerne gik ikke i land på Masnedø. Tyskland indsatte netop her verdenshistoriens første angreb med faldskærmssoldater – 96 i alt, der i løbet af ganske få minutter satte de vagthavende to danske soldater og fortmesteren ud af spillet).
Et for ringe flyvevåben og en for ringe indsats drev nu Kaj Birksted ud af Danmark. Selv skrev han i 1984 et fire sider langt notat om sin beslutning: ”I mit tilfælde er der to kendsgerninger: Det var nedværdigende at være underkuet og at blive ved at være det … og den lige så ydmygende oplevelse at se tyskere spankulere omkring i Københavns gader…” (s.87). Hvorefter han besluttede sig for ”at flygte og melde mig frivilligt til kampen mod det uhyrlige Hitler-regime”.
Harder kommer med den vigtige baggrundsviden, der får læseren til at forstå de sammenhænge, der betingede Kaj Birksteds handlen. Det sker hele bogen igennem – så læseren ikke tabes undervejs. På denne måde hjælpes de læsere, der kun har en basisviden om begivenhederne til en større forståelse. Det er godt set af forfatteren, der i øvrigt kommenterer det omfattende noteapparatur således: ”Der er to slags noter i denne bog: De rene kildehenvisninger, som kun de færreste læsere vil være interesserede i at slå op undervejs, og tekstnoter, som uddyber et eller andet forhold, fortæller en sidehistorie eller følger en biperson til dørs. Kildehenvisningerne er markeret med notetal. Tekstnoterne er tillige understreget.” (s.12). Sådan gøres det!
Det skal yderligere tilføjes, at Thomas Harder gør utrolig meget ud af billedteksterne. Han ser dem som en lille selvstændig fortælling. Det kan mange forfattere virkelig lære noget af.
Tyske soldater i København i august 1940. Det var sådanne situationer, der var uudholdelige for Kaj Birksted. De understregede det rigtige i at flygte ud af landet og melde sig til fremmed krigstjeneste. Foto: Frihedsmuseet
Nu var der ikke umiddelbart udrejsemuligheder for Birksted og hans kammerat, Charles Marinus Sundby. I stedet ”organiserede” de en lille motorbåd fra Luftmarinestationen. Over kom de, men de kom i klemme i systemet grundet flere forhold. Men her trådte den danske journalist Erik Seidenfaden til og hjalp, så de kunne komme videre til Norge. Det blev i øvrigt, skriver Harder, til et livslangt venskab mellem Birksted og Seidenfaden. I Norge nåede de frem til byen Namsos, der udgjorde en delfront. Herfra blev de evakueret sammen med britiske tropper. De to danskere kom ombord på Gunvor Mærsk. Datoen var nu den 29. april 1940. Den 2. maj ankom de til Orkneyøerne. Herfra gik det videre til London, hvor de søgte om optagelse i RAF. Og fik afslag.
Men slås mod tyskerne ville de. De kom ombord på det danske skib M/S Tasmania ejet af Dampskibsselskabet Orient. Sejladsen gik til Dakar og Cape Town. Så til Calcutta. Herfra gik det mod Port-of-Spain (under britisk styre), hvor de fik rejsepapirer, så de kunne komme til Ottawa i Canada, hvor deres uddannelse til piloter i det norske luftvåben skulle finde sted. Deres ønske var blevet hørt.
M/S Tasmania – skibet der bragte Birksted og hans kammerat til Cuba, hvorfra de kunne fortsætte til Canada for at gå i norsk tjeneste. Foto: Søfartsmuseet
Fejl og mangler
Her er det passende med lidt kritiske bemærkninger. Der er – og det er næsten uundgåeligt i så faktaspækket en bog – et par fejl og udeladelser, som må med i anmeldelsen. På side 101 skriver Harder om det danske skib M/S Tasmania: ”Tasmania sank den 30. oktober 1942 efter at være blevet torpederet af den tyske ubåd U-659…” Harder henviser naturligvis til sin kilde. Det er ”jmarcussen.dk/maritim/skibsliste”. Det er en meget omfattende hjemmeside, Marcussen har bygget op. Men der er desværre også fejl. Det var ikke U-659, der sænkede Tasmania. Den var med i det ”Ulvekobbel”, der slog til den 30. oktober, hvor den affyrede to torpedoer. Det var U-103, der den 31. oktober sendte Tasmania til bunds. Der var seks omkomne blandt disse danskeren maskinchef Vilhelm Oscar Johannes Jørgensdorf på 59.
Desværre er notehenvisningernes numre trykt så småt, at det er nødvendigt konstant at have luppen med.
Noget, der undrer, er, at Jens Henning Fisker Hansen ikke er med i bogen. Hvem er det? Vil nogle måske spørge. Han kendes nok bedst med sit andet navn: ”Morian Hansen” – speedway-køreren, der altid var sort i hovedet af slagger med mere. Han var kommet med allerede i 1939. Også han fik flere fornemme ordner. Hertil kommer, at han fløj den ene af de Dacotaer, der den 5. maj 1945 havde Dewing’s eskorte med. I respekt for danskerens krigsindsats blev Morian Hansens Dacota, hvori han var pilot, dirigeret frem, så han var den første, der kunne sætte foden på dansk jord igen.
Endnu engang undrer det mig, at redaktionen/forfatteren undlader at inddrage det ganske omfattende filmmateriale, der kunne støtte den skriftlige fortælling. Thomas Harder nævner ”Kaj Birksteds March”. Den kan læserne høre her: https://youtu.be/8ALHqSavbFg?si=kcPBgm6-T2unBuib
Søger man på YouTube med navnet Kaj Birksted får man adgang til en stribe film om den norske afdeling af RAF – også fra ”Little Norway” i Canada. Man kan se dem her: https://youtu.be/xLJwzHVpFqI?si=TOmpPj_q1872GfjG
Det visuelle vinder større og større plads i historieformidlingen – i undervisningen. Man kan virkelig række læserne en fin hjælpehånd på denne måde.
Fra Canada til England
I Canada kom Kaj Birksted til den endnu ikke færdigbyggede norske træningslejr ”Little Norway”. Harder skriver, at det var chefen for Hærens Flyvevåben i Canada, der pegede på vigtigheden af stedet: ”For de norske myndigheder må det være af afgørende betydning at manifestere over for verden og ikke mindst over for befolkningen i Norge, at kampen skal fortsættes…” (s.114). Flyvefærdigheden havde Birksted, men der var meget andet, der nu skulle tilegnes. Naturligvis får læseren en særdeles grundig gennemgang af forholdene og begivenhederne.
Den 12. maj 1941 kunne Birksted melde sig til tjeneste ved RAF’s 56 Operational Training Unit – nord for London. Mere og mere blev bygget på – og Birksted oplevede nu krigens barske realiteter under de tyske bombardementer. Siden kom han til uddannelsesstedet ved indsejlingen til Firth of Forth 30 kilometer øst for Edinburgh.
I november 1941 skete det helt store: nu begyndte leveringen af den berømte Spitfire samt oplæring i alt det, den kunne. Samtidigt skulle piloterne nu sættes ind for at beskytte sejladsen mellem Orkneyøerne og Shetlandsøerne. Birksted blev udpeget til at lede styrken. Men det varede ikke længe før vinteren tvang dem til at blive på jorden.
I maj 1942 deltog Birksted for første gang i et togt over fjendtligt territorium. Senere fulgte flere – spændende og medlevende beskrevet af Thomas Harder, der naturligvis tager læseren med om bag historierne – beskrivelser af flytyperne – citater om hovedpersonen, der i karrieren som pilot for Norge og så fantastiske billeder af en luftkamp den 20. december 1943, hvor han nedskød en Fw 190 – en tysk jagermaskine produceret hos Focke-Wulf.
Kaj Birksted nedskød under krigen 10 fjendtlige fly og hjalp til med en anden nedskydning. Samt 10 ikke verificerede nedskydninger. Men han fik også anden hæder end selve handlingen i form af medaljer. Distingquished Flying Cross, Distingquished Service Order samt to gange det norske Krigskorset. Og så måske den største hæder af dem alle: Oberstløjtnant P.G. Jameson, Wing Commander Flying for RAF North
Weald Wing, der skrev en bedømmelse af Kaj Birksted: ”En strålende officer, som er højt respekteret af sine underordnede. Han er en fremragende leder i luften og har udviklet en fin holdånd i sin eskadrille. Han har initiativ, er pålidelig og nyder sine overordnedes fulde tillid, såvel i luften som på jorden. Jeg tøver ikke med at anbefale, at denne officer udnævnes til at varetage en post som Wing Commander Flying”. (s.224).
Større anerkendelse kunne man næppe få.
Flere gange undervejs nævner Thomas Harder, at Birksted ikke søgte for megen omtale. Genert eller menneskesky? Det er svært at sige præcist. Han holdt sig i alle fald tilbage, da han første gang så den norske Sonia Irgens. Hun var på daværende tidspunkt kæreste med en anden pilot, så kom man ikke på tværs. Sonias kæreste faldt imidlertid, og da man nåede julen 1944, noterer Harder: ”Fra i hvert fald julen 1944 var Birksted og Sonia Irgens et par. I modsætning til mange andre krigspar giftede de sig dog ikke umiddelbart, måske fordi Birksteds stærke ønske om at komme til at flyve igen, hvis det blev opfyldt, indebar en reel risiko for, at Sonia kunne blive krigsenke for anden gang…” (s.259).
Enden nærmer sig
Den 16. marts 1945 – 50 dage tilbage af krigen – kom Birk til RAF Bentwaters helt nye flyvestation godt 100 kilometer nordøst for London, der var fyldt med Mustang MK III-jagere.
Mustang MK III var en fremragende jagermaskine med et enormt potentiale. Foto: HPN.
Birksted fløj som eskorte for firemotorede Lancaster bombemaskiner, i ”et operationsområde, der spændte fra Helgoland, Flensborg og Swinemünde til Leipzig, Regensburg, Nürnberg og München. Den 25. april fløj han over Berchtesgaden, hvor Hitler havde sin residens. Den med det store vindue. Han eskorterede 250 Lancasters, der ”ommøblerede” Hitlers bjerghytte. I dag undrer man sig stadig over dette togt.
Den 3. maj fløj Birksted over dansk område, hvor man i Storebælt havde observeret godt 200 fartøjer med kurs nordover. Nu blev de angrebet. Desværre kommer forfatteren ikke ind på, hvorfor man går så voldsomt til værks. Både englænderne og amerikanerne var uhyre nervøse for, at de mange sejladser mod nord var et udtryk for, at nazisterne ville søge mod Norge. Her ville de kunne kæmpe videre mod de allierede. Det ville koste i tusindvis af allierede soldater livet. Netop af denne grund havde man indledt en vild jagt på alle tyske fartøjer. I Neustädter Bucht – en del af Østersøen – havde man dagen før gennemført voldsomme angreb, der tragisk nok gik ud over tre skibe med Kz-fanger ombord. Over 6.000 blev dræbt ved denne lejlighed. Skulle man være mere interesseret i disse tiltag, kan man læse videre i Henrik Skov Christensen. Claus Kofoed og Frank Weber i bogen: ”Bomber over Danmark”, Nyt Nordisk Forlag, 2012.
Birksted havde været i luften i fem timer, da han landede i Belgien. Her sluttede hans indsats som norsk pilot – efter 316 operative togter med en samlet flyvetid på 513 timer. Imponerende tal.
Hvad nu?
Den 12. maj hyldede man Montgomery i København. Birksted fløj til Danmark i sin Mustang med et stort KB på siden. Naturligvis var det et journalistisk scoop, hvis man kunne få et interview med ”flyverhelten”. Det lod sig ikke gøre, så ”Berlingske Tidende” måtte konstatere, at ”For en journalist er Birksted lige så utilgængelig som Paven for en Muhammedaner”. (s.266). Den 14. maj fløj Birksted tilbage til England – usikker på, hvad fremtiden havde at byde på.
Men det var lykkedes forsvarsminister Ole Bjørn Kraft fra de konservative at få Finansudvalgets samtykke til at ansætte Kaj Birksted som ”Raadgiver ved Opbygningen af det danske Flyvevåben”.
Endelig var der en journalist, der fik et interview med Birksted. I en sen nattetime i Den Danske Klub i London. Den heldige var Holger Hørsted Hansen fra Politiken. Og typisk for Birksted er det ikke sig selv, han siger noget om. Derimod roser han Norge og Nordmændene. Højlydt: ”Jeg respekterer og beundrer alt, hvad Norge og Nordmændene har udrettet i denne krig og føler med i sorgen over de ofre, som har været nødvendige.” (s.270). Kort tid efter blev Birksted og Sonia gift på et engelsk bryllupskontor.
Birksted og frue vendte tilbage til København, hvor han nu begyndte sit arbejde med en reorganisering mmm. af det danske luftvåben. Man kunne ikke have fundet nogen bedre. Men de tilbageværende/ikke kæmpende, officerskorpsene så ikke alle med lige venlige øjne på ”flyverhelten”. I et bureaukrati, hvor man måler sine rettigheder med millimeterpapir (og med Janteloven i baglommen), var det alt andet end velset, at en ude fra kommende topfigur brød rytmen. Og så er det ikke let for en militærperson at færdes mellem politikere og embedsstanden.
Endnu værre blev det, da han luftede sin irritation i et interview med dagbladet ”Information”: ”En anden Vanskelighed er, at alle Afgørelser vedrørende Flyvning af militær Karakter træffes i Krigs- og Marineministeriets Kontorer, der som bekendt hovedsageligt er befolket af Mænd, der aldrig har set en Flyvemaskine.” (s.280 f.). Harder kommenter med følgende: ”Denne salve har næppe øget sympatien for Birksted og hans kontor i hæren og de øvrige værnministerier.” (s.281).
En af Birksteds modstandere var Torben Ploug Aagesen Ørum, der senere blev chef for Luftvåbenet. Harder skriver: ”og der er ingen tvivl om, at ikke bare det faglige, men også det personlige forhold mellem de to mænd var særdeles dårligt og vanskeliggjorde enhver form for fornuftigt samarbejde.” (s.289).
Pludselig begyndte en personlignende hetz at ramme Kaj Birksted. Hans hustru Sonia sagde på et tidspunkt til den norske historiker Cato Guhnfeldt, ”at hendes mand havde fået at vide af Erik Seidenfaden at nogle danske officerer såede tvivl om Kajs krigsindsats. […] De gamle militærfolk beskrev ham næsten som en landsforræder, fordi han havde forladt Danmark i 1940. Kaj blev genstand for megen bagvaskelse og mange intriger”. (s.300). Det er virkelig Janteloven for fuld udblæsning.
Men andre så tak og lov noget andet. Den norske kong Haakon lagde den 11. oktober 1946 vejen forbi Kaj og Sonias hjem. Her overrakte kongen Birksted Sankt Olav-Ordenens Kommandørkors med stjerne – en af de fineste norske ordener.
Måneden efter blev Birksted hædret med udnævnelsen til æresofficer af ordenen ”The British Empire” – blandt andet med begrundelsen ”Hans praktiske viden om luftkamp og taktik har sammen med hans hurtige tænkning, sunde dømmekraft og pligttroskab været uvurderlig.” (s.302).
I 1948 kom Kong Haakon på statsbesøg i København. Her var ægteparret Birksted naturligvis inviteret med. I sin radiotransmitterede skåltale under middagen i Christian VII’s palæ sagde den norske konge blandt andet, at nordmændene var glade for et ikke ubetydeligt antal danske flyvere i vores norske flyverafdelinger - ”Uden at forklejne nogen kan jeg vel i denne Forbindelse nævne en Mand som Oberstløjtnant Birksted, hvis Navn altid har gjort de norske Kampflyvere varme om Hjertet”. (s.305 f.).
Og så satte Erik Seidenfaden sig til tastaturet på Information: ”Vist var det […] en smuk og usædvanlig Gestus af Kong Håkon. Men det var ogsaa noget helt andet. Det var en velfortjent Lussing til hele det officielle Danmark, saa eftertrykkelig, at Rødmen fra Slaget og Rødmen fra Skammen, om Skam endnu fandtes, burde farve Himlen i Purpur og i lang tid forhindre Solstraalefortællinger i at hæve sig over Horisontens Rand…”. (s.306).
Det var hårde odds, Birksted var oppe mod. Men hans dygtighed, hans faglige kunnen skabte resultater. Men den bitterhed, der voksede i ham, var svær at holde i ave. Han søgte sin afsked – fik i stedet en sygeorlov. Tilbage igen valgte man at knytte ham til SHAPE – Supreme Headquarters Allied Powers Europe i Paris. Her hedder det hos Harder: ”Dermed sluttede dét, som Sonia – trods det i mange henseender gode og privilegerede liv, som hun og Kaj havde haft, siden de kom til København ni år tidligere – senere skulle betegne som ”nogle ubehagelige år i Danmark”. (s.354).
Det vil føre alt for vidt at komme ind på de mange begivenheder – først i Danmark og siden i Frankrig. Egentlig skulle Birksted stoppe i 1978. men man forlængede hans ansættelse i halvandet år, til og med marts 1980, da han fyldte 65 og gik på pension.
Ægteparret flyttede – man fristes til at skrive naturligvis – til London, hvor de købte et stort hus med en lille have. De var aldeles aktive, nød kulturlivets mange muligheder fik mange spændende venner – de rejste både til USA og til Norge. Men aldrig mere til Danmark. De havde begge fået nok af den herskende underlødighed. Intriger og bagtalelser. Kaj Birksteds sidste år blev præget af en svær kræftsygdom. Han døde den 21. januar 1996. Der fandt en verdslig højtidelighed sted i London, men hans aske blev sat ned på Skåtøy Kirkegård i Norge. Sonia levede 14 år længere. Hendes urne blev sat ned ved siden af Kaj Birksteds.
Vigtig og fremragende
Jeg voksede op med fortællingerne om Morian Hansen og Thalbitzers maskine med navnet ”Skagen ind”. Men ikke med noget om Kaj Birksted. Det blev en aldeles vigtig bog. En bog der tilføjer en ny fortælling om et menneske, der nægter at acceptere den tyske dominans. Det er til fulde lykkedes for Thomas Harder – efter et helt utroligt forarbejde – at fortælle os om mennesket Birksted. Han bliver i den grad levende for læseren – det samme bliver de historiske rammer, han agerer i. Det er ganske enkelt et fremragende arbejde, der ligger bag denne helt enestående bog. Den åbner op for den glemte verden oplevet gennem Kaj Birksted. Og så får læseren yderligere et indblik i, hvor vanskeligt det var for en militærmand at færdes blandt petitessefastholdende embedsmænd i centraladministrationen.
Og som altid er valget af billedmateriale og nøjagtigheden i kilderne en stor styrke både for den professionelle læser og for dem, der ønsker en spændende oplevelse.
Derfor både en stor tak og et tillykke med den fornemme udgivelse.
Gudrun Steen Andersens buste af Kaj Birksted fra 2010. Den står i Churchillparken i København. Foto: HPN
[Historie-online.dk, den 29. maj 2024]
