Menu
Forrige artikel

Børn, kulturarv og museer - ny antologi

Kategori: Bøger
Visninger: 8911

Hvad kan museerne tilbyde de mindste børn, og hvordan bliver pædagogerne klædt bedre på til børnenes møde med museet? Disse emner diskuteres og gives der svar på i denne antologi, baseret på det nationale Netværk for Pædagogisk Museologis konference i november 2016.

De tre kapitler i antologiens første del præsenterer en filosofisk ramme for børns møde med kulturarven og sig selv som historiske væsener. Dels forstået som dialog, hvor de deltagende taler sammen i flerstemmighed, og dels som et møde med den materielle del af historien, der åbner for en sanselig tilgang til det, der ellers er forsvundet og egentlig utilgængeligt. Sluttelig indkredses et menneskesyn, der tager udgangspunkt i barnet som kyndig kurator og inspektør i eget museum.

Antologiens anden del er viet til seks eksempler på børns møde med historien. I flere af disse tekster er pædagoguddannelsen i spil, og der gives eksempler på pædagogstuderendes tilgang til børns møde med fortidens relikvier.

Fælles for alle ni tekster er forståelsen af mødet mellem børn, pædagogstuderende og museer som et dialogisk vibrerende møde. Også førskolebørn skal lære noget, mens de er i pædagogernes varetægt, og i teksterne findes eksempler på, at læring kan finde sted i det sanselige møde mellem børn og kulturarv. Mødet åbner for erkendelse eller oplevelse af væren: At besøge et museum og stå over for kulturarven er lige så kropsligt eller æstetisk som ethvert andet udflugtsmål. Og sidst, men ikke mindst gives eksempler på, at mødet med kulturarven –for både børn og pædagogstuderende – sker i fællesskaber, hvor de deltagende oplever sig fælles om mødet med det historiske.

Antologien henvender sig til læsere med interesse for teoretisk eller praktisk tilgang til børns møde med kulturarv og den museale verden. Det kan være pædagoger, undervisere på pædagoguddannelserne, museumsformidlere og ikke mindst til de pædagogstuderende med specialisering i Dagtilbudsområdet. Det er håbet, at antologien også vil blive læst af kommunale og statslige beslutningstagere i de enheder, der har børn eller kulturarv som område.

Antologien er redigeret af Benedicta Pécseli med støtte fra HistorieLab.

Læs antologien på HistorieLabs hjemmeside

 

Historie-online.dk, den 20. juni 2017

Forrige artikel
Se relaterede artikler
HistorieLab spørger
Demokrati og grundlov
Tyske flygtninge i Danmark 1945