Menu
Forrige artikel

Bogforum var også i år en succes

Kategori: Bøger
Visninger: 175

 

Tilsyneladende læser færre og færre danskere bøger. Alligevel har Bogforum, der i år var fra 1. til 3. november, sat ny besøgsrekord. 43.258 besøgte en af de største bogbegivenheder i Norden. Og der blev solgt mange bøger gennem de tre dage, der var åbent.

Mulighederne var mange – ja talrige. Børn kunne stifte bekendtskab med bøgernes magiske univers, og rundt om i de store haller boblede en underskov af unge og dristige bogforlag, der bød sig til med et væld af muligheder.

Det myldrede med mennesker i forlagenes udstillinger – blandt andet hos ”Grønningen 1”, der markerede sig med to spændende udgivelser: Lizette Risgaards ”Min version” og historikeren Dennis Larsens: ”Faldne engle og Knoglemænd” – om danske SS-soldater.

Forlagene havde spændende forfattere på de mange scener rundt omkring. Og her måtte man stå i kø for at høre forfatterne fortælle. Hos Lindhardt & Ringhof var der således tæt pakket, da den afgående EU-kommissær Margrethe Vestager fortalte om sin nye bog: ”Vestagers verden”.

Publikum venter på Vestager

Margrethe Vestager formåede i den grad at holde publikum fangen. Foto: Erik Ingemann

De mange forlag, der var repræsenteret, havde gjort særdeles meget ud af præsentationen af deres nye og nyere udgivelser. Og de havde travlt undervejs.

En debuterende forfatter mente dog, at man kun gik rundt med de kendte og havde svært ved at lukke debutanter ind i folden. Nu havde jeg det privilegium, at jeg kunne bevæge mig frit hos de mange forlag. Det var klart mit indtryk, især hos Gyldendal og Lindhard & Ringhof, at de ansatte havde mere end rigeligt at se til med både præsentationer og pleje af såvel presse som forfattere. Jeg oplevede ingen steder, at parnasset sad og var nok i sig selv.

Bogforum var en stor succes – alene det rekordstore antal besøgende må vel siges at understrege dette.

Erik Ingemann Sørensen

(Historie-online.dk, den 20 november 2024]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Bog og udstilling - Iværksætterne - i Kolding
ROMUs nye årsskrift
Årets bog om svensk historie 2022