Bornholm – Danmarks ferieø

Af Kenn Tarbensen, seniorforsker, Rigsarkivet Viborg

”Bornholm er for tiden hip.” Sådan står der til sidst i denne bog, og sådan har det også været i lange perioder siden turismen slog igennem på klippeøen i Østersøen. I midten af 1800-tallet, men især fra 1880’erne, kom der nemlig fart på turismen på Bornholm. Det skyldtes især forbedrede skibsforbindelser og det forhold, at tyskere opdagede Bornholm som en oplagt feriedestination. Tiden indtil 1. Verdenskrig blev i høj grad præget af netop tyske turister, mens danskere holdt sig tilbage på grund af den lange sørejse. Hoteller og pensionater skød dog op, efterhånden med tysk kapital. Da en hotelejer i 1906 solgte Hotel Helligdommen i Rø til hofvinhandler Henry von Colster fra Berlin, udviklede det sig til en national sag, der blev drøftet lidenskabeligt. Andre arealer tæt på Hammershus slotsruin var tidligere samme år solgt til tyskere, og nu befrygtede mange en ”germanisering” af Bornholm og bornholmerne.

Det er en af de interessante historier, der kan læses i Bente Jensens bog om turismen på Bornholm. Hun har tidligere skrevet om turismehistoriske emner på Bornholm, især før 1914, og netop salget af Hotel Helligdommen har hun behandlet ganske udførligt i Bornholmske Samlinger i 1992. Efter forordet er meningen med bogen at føre Bornholms turismehistorie længere op i tid ved at fortælle om ”de første faser af turismens historie på øen indtil 1971”.

Bogen er opdelt i ni kapitler, der angiver faserne:

Bornholm, Danmarks Schweiz 1850-1887

Østersøbad, badehoteller og diskussion 1887-1914

Turisme trods krig i Europa 1914-1918

Badestrand og små sommerhuse 1918-1930

Turisme mellem krise og krig 1930-1940 (forfattet af Hanne Vensild)

Turisme trods besættelse og knappe ressourcer 1940-1945

Lejrskoler, bøller og biler 1945-1960

Vækst, flere sommerhuse og feriebyprojekter 1960-1971

Tråde til i dag 1971-2016

Det kronologiske forløb følges nu ikke alt for nøje i disse kapitler, især ikke i de tidligste. I kapitlet om perioden 1918-1930 kan man f.eks. læse om vandrehjem i 1930’erne (s. 81). Men som det ses af kapiteloverskrifterne har der været forskellige fokus gennem årene. I bogen er der stedse fokus på turismeprojekter i bred forstand, men helt overordnet står indkvarteringen i centrum. Der er herlige undtagelser som f.eks. omtaler af film som ”Far til Fire på Bornholm” (1959) og ”Sonja fra Saxogade”, der i andet afsnit (1969) var på Bornholm.

Sluttidspunktet, 1971, skal ses i lyset af, at turismen i 1960’erne ”for alvor” blev etablereret som et professionelt erhverv med en bred vifte af forskellige indlogeringsmuligheder: hoteller, pensionater, sommerhuse, feriebyer, vandrerhjem, campingpladser m.m. Derefter trækkes tråde op til i dag.

Undervejs er der mange gode historier at dykke ned i.

I forlængelse af betydningen af den tyske turisme i den bornholmske turismes barndom, kan nævnes den opsigtsvækkende og uopklarede sag om jødiske hotelkunder i 1934. Eller rettere: Muligvis netop ikke jødiske. Det var Ekstra Bladet, der afslørede, at et eller flere hoteller nægtede at udleje værelser til jøder for ikke at støde de tyske stamturister væk. Aviserne gik på jagt, men fandt ikke noget hotel med den politik, men de undlod nu også at spørge på pensionatet ”Slotsgården”, der var ejet af en tysk nazist.

I midten af 1930’erne var der også kultursammenstød mellem turisterne og lokalbefolkningen, som f.eks. i Allinge-Sandvig, hvor borgerne protesterede mod, at turisterne fik lov til ”at færdes mere end halvnøgne i byens gader og i forretningerne.” (s. 104). Efter 2. Verdenskrig, hvor Dansk Folkeferie var blevet etableret på øen, blev turismen så at sige demokratiseret, men det medførte også klager over ”uheldig Elementer, rene Kasketdrenge fra det mørke København…” (s. 129).

Således spiller turismens historie på Bornholm sig ind i den store historie.

Bogen henvender sig dog nok mest til folk med interesse for Bornholms historie i almindelighed. I hvert fald er det næppe en bog, der bliver lystlæsning i teltene, i feriehusene og på hotelværelserne. Det er heller ikke en bog, der sætter vilde pejlemærker i dansk turismehistorie teoretisk og metodisk. Men ”Bornholm – Danmarks ferieø” rummer nogle rigtig gode kim til det helt nødvendige og længe savnede fokus på turismehistorie i den generelle Danmarkshistorie: de store sammenhænge mellem inden- og udenlandske turister på den ene side, og naturoplevelser, kulturattraktioner, faciliteter etc. på den anden side. Derimod er der kun forsigtige omtaler af de små detaljer som f.eks. madoplevelser, betjening og prisniveau, der nok betyder mere for turismen, end vi umiddelbart tiltror dem. Statsminister Hans Hedtoft udtalte ved åbningen af Bornholms Turistforenings nye bureau på havnen i Rønne i 1950, at han undrede sig over, at servicen i turisterhvervet ikke levede op til erhvervets betydning (s.135).

Bogen rummer en række fine perspektiveringer til tendenser i den danske turismehistorie i almindelighed, men uden at mænge sig med den landspolitiske turismepolitik – for så vidt denne nogensinde har eksistereret ud over en lang stribe betænkninger, handlingsplaner etc. gennem årene. Måske derfor. I Bente Jensens bog savnes dog et kraftigere udblik til den generelle turismepolitiske historie, og det er nok symptomatisk, at Joackim Schultz’ bog om den landsdækkende turistforenings historie (1988), Lise Lycks arbejder i begyndelsen af 00’erne og Jørgen Hansens artikler og bøger overhovedet ikke er nævnt i litteraturlisten.

Der er generelt mange stavefejl i bogen – det undrer, for min stavekontrol fanger f.eks. automatisk et ord som ”markaber” (s.123) og foreslår ”makaber” i stedet – og indtrykket af lidt hastværk i slutspurten forstærkes af, at der ikke er titelangivelse på bogryggen.

Historie-online.dk, den 5. april 2017