Brønderslevs historie
I forbindelse med Brønderslevs 100-års købstadsjubilæum udgiver Museum for Forsyning og Bæredygtighed antologien ”Brønderslev Købstad længe leve!”. Bogen udkommer den 23. april.
I 1921 blev Vester Brønderslev den andensidste by i Danmark, der fik status som købstad. Byen skiftede samtidig navn til Brønderslev, og siden er den vokset og har ændret sig markant. I 2021 fejres 100-års jubilæum for Brønderslev som købstad, og Museum for Forsyning og Bæredygtighed markerer jubilæet med udgivelsen af en bog som fortæller købstadens historie.
Vester Brønderslev Station, ca. år 1900. Bogen fortæller blandt andet om da togstationen åbnede i 1871 og hvordan det fik betydning for byens udvikling. Foto: Brønderslev Lokalhistoriske Arkiv.
Bogen rummer et bredt udsnit af byens kulturhistorie med vægt på de gode fortællinger. Bogens kapitler afspejler forskellige aspekter af købstadens udvikling; fra arbejdet i vildmosen over de industrielle fyrtårne til den enkelte borgers livsvilkår.
”Vi fortæller om byens udvikling fra landsby til stationsby til købstad. Blandet andet handler et kapitel om bydelen ved Brønderslev Kro, et andet om byens gader og kvarterer, og et tredje om jernbanens betydning. Et kapitel går sågar i kødet på, hvad der kan kaldes for Brønderslevs DNA.” Citat: Anders Kilgast Jensen, redaktør, Museumsinspektør på Museum for Forsyning og Bæredygtighed.
”Brønderslev Købstad længe leve” går i dybden med flere af de personer, der har haft stor betydning for Brønderslev by. En af dem var Bendt Madsen, der opkøbte og udstykkede store dele af det vi i dag kender som Brønderslev midtby. Foto: Privateje
Museumsdirektør Anne Provst og museumsinspektør Anders Kilgast Jensen har stået for flere af bogens kapitler foruden redaktionsarbejdet. Derudover er der bidrag fra andre forfattere i form af blandt andre museumsinspektør Mikkel Kirkedahl Nielsen fra Sydvestjyske Museer og byarkivar Kristian Buhl Thomsen fra Museum Salling.
”Vi har skrevet bogen med en ambition om, at den skal stå i reolen hos enhver med den mindste interesse for byens historie. Vi har gjort meget ud af, at bogen både skal være flot, faglig og fuld af fantastiske fortællinger”, udtaler Anders Kilgast Jensen, redaktør, Museumsinspektør på Museum for Forsyning og Bæredygtighed.
Bogen er forskningsbaseret og hovedparten af bogens indhold har gennemgået en fagfællebedømmelse. Det vil sige, at en uafhængig og kyndig forsker har gennemgået og verificeret de enkelte kapitler. Det kvalificerer indholdet som forskning og sikrer det høje faglige niveau.
”Brønderslev Købstad længe leve!” udkommer den 23. april 2021. Den vil kunne købes adskillige steder i byen; blandt andet på biblioteket, rådhuset og museet.
Foto på forsiden: Museets kommende bog fortæller ikke kun, hvordan Brønderslev blev købstad. I bogen kan man også læse om, hvordan byens gader og kvarterer udviklede sig. Her ses Algade. Foto: Museum for Forsyning og Bæredygtighed
[Historie-online.dk, den 24. februar 2021]