Brudstykker af en selvbiografi
Af Søren Westerberg, stud. mag.
Protektor af Island, kaperkaptajn, opdagelsesrejsende, britisk spion, straffefange og landbetjent. Det er alt sammen betegnelser der kan sættes på Jørgen Jürgensen. Han fødtes og voksede op i Danmark og slog derefter sine folder på store dele af kloden. Han fødtes i 1780 og døde i 1841.
Jürgensen nedfældede sin Shred of Autobiography, Containing Various Anecdotes, Personal and Historical, Connected with these Colonies på Tasmanien, det daværende Van Diemen’s Land. Disse Selvbiografiske brudstykker blev trykt i Hobart Town Almanack and Van Diemen’s Land Annual i henholdsvis 1835 og 1838. Denne selvbiografi er nu for første gang udkommet på dansk i sin helhed ved Jørgen Jensen og Marie Friis Kelstrup.
Selvbiografien er forsynet med en introduktion til Jürgensens periode omkring Napoleonskrigene ved Søren Mentz, der er museumsinspektør ved Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Bogen udgives ligeledes i samarbejde med museet, der frem til den 31. juli 2006 viser en særudstilling om forbindelserne mellem Australien og Danmark.
Jürgensen var søn af Kongelig Hofurmager, Jürgen Jürgensen, og gik i skole med blandt andre Oehlenschläger – der kaldte unge Jürgensen for en Spektakelmager i sine Erindringer. Som 14-årig blev han sendt til søs med et engelsk kulskib og fik herefter hyre blandt andet på en hvalfangerbåd og et britisk orlogsskib, der stævnede ud fra Kapstaden for at finde Bass Strædet. Han ankom til Van Diemen’s Land og var med til at grundlægge byen Hobart på øen.
I England havde den begavede og veltalende Jürgensen knyttet venskabelige forbindelser med den velstående Joseph Banks, som interesserede sig for forholdene på Island. I 1809 var øen afskåret fra at modtage forsyninger grundet den daværende krigstilstand mellem Danmark og England. Et par engelske handelsskibe opnåede i deres hjemland tilladelse til at sejle forsyninger til Island, og Jürgensen, hvis sympati fortrinsvis rettede sig mod England, var med ombord. På Island udråbte han sig, inspireret af Cromwell, til protektor af Island – efter i samarbejde med de engelske handelsmænd at have ladet stiftamtmand Trampe arrestere. Nogle måneder senere ankom et britisk orlogsskib under kommando af kaptajn Jones til øen. Han blev aldeles forarget over den republikanisme, der herskede på øen. Jürgensen blev ført tilbage til England og fængslet.
Jürgensen havde tidligt i sit liv fattet stor sympati for hasardspil, hvorfor han konstant var i pengenød. Han røg ind og ud af de britiske gældsfængsler. I 1820 pantsatte han, som en sand verdensmand, sengetøjet hos den værtinde, han boede hos. Han manglede penge til at fejre fødselsdag for. Han blev atter sendt i fængsel men kort efter benådet mod at forlade England indenfor en måned. Han fik endog rejsepenge – som han straks spillede op. Han dømtes til døden for straks at blive benådet mod at rejse til den britiske straffefangekoloni på Tasmanien, hvortil han ankom i 1826.
På Tasmanien tjente han på forskellig måde, blandt andet som opdagelsesrejsende på øen. Han opnåede en betinget benådning, blev – paradoksalt nok – landbetjent på øen og tjente senere som patruljeleder under briternes forfølgelser af de indfødte på øen. I 1831 opsagde han sin stilling ved politiet og giftede sig med en fordrukken kvinde, der samme år kom i fængsel for værtshusslagsmål. Hun døde af druk i 1840 – Jürgensen af lungebetændelse i 1841.
Oversætterne hævder at have forsøgt at holde sig loyalt til Jürgensens egen engelske skrivestil, der er rig, varieret og stilistisk interessant. Det forekommer at være lykkedes til fulde. Den danske oversættelse leveres i en overbevisende sprogbrug, der giver en sjælden fornemmelse af at være i nærkontakt med den biograferede person. Oversætterne bemærker endvidere, at Jürgensen til tider udviser ”manglende forståelse for nøjagtigheder eller endog sanddruelighed.” Oversætterne har ikke korrigeret Jürgensen, hvilket de også gør ret i at undlade. Jürgensens historie skal fortælles, som den er leveret af ham selv.
Jürgensens selvbiografi ville gøre baron von Münchhausen grøn af misundelse – for Jürgensen har rent faktisk oplevet det, han skriver om. Bevares, han pynter givetvis dygtigt på historierne her og der; han lægger til og trækker fra efter behag, hvilket oversætterne som nævnt også gør opmærksom på. Faktisk har oversætterne ret i, at hans egne beretning er aldeles uanvendelig som pålideligt, historisk kildemateriale. Men på trods af det er der ingen tvivl om, at Jürgensen førte sig en ualmindeligt farverig og stormfuld tilværelse, og at oversættelsen giver et godt billede af en meget spændende person.
Søren Mentz’ indledende afsnit om Jürgensens samtid giver et udmærket overblik over perioden. Læseren gjort bekendt med de danske forhold i den florissante periode i 1700-tallets sidste halvdel. Endvidere belyses forholdene mellem de europæiske stormagter udmærket, vi bliver bekendte med briternes bevæggrunde til at begynde koloniseringen af det australske kontinent – tabet af de nordamerikanske kolonier i 1783. Fokus rettes naturligt nok mod Van Diemen’s Land, hvortil Jürgensen ankom to gange. Der gives et interessant indblik i de britiske forsøg på at sikre imperiets beståen – ikke mindst ved kolonisering og fordrivelse af indfødte befolkninger samt retfærdiggørelsen heraf. På samme tid kunne briterne slå to fluer med et smæk – slippe af med straffefanger hjemmefra og opbygge et samfund i den nye verdensdel.
Som supplement til Jürgensens selvbiografi findes et udmærket lille, forklarende noteapparat. Jürgensen var en dygtig og arbejdsom skribent. Således er bogen forsynet med en udmærket oversigt over en stor del af hans udgivelser og utrykte manuskripter.
Alt i alt har forfatterne bag bogen i samarbejde med Museum Tusculanums Forlag bedrevet en solid og meget oplysende bog om en usædvanlig nuanceret personlighed. Den kan bestemt anbefales til enhver, der kunne tænke sig et indblik i de tanker, der ligger bag engelsk imperietænkning, strafferet og koloniseringsbestræbelser – eller til enhver, der har lyst til at læse en god historie!
