Menu
Forrige artikel

Byggepladser i 50’erne.

Kategori: Bøger
Visninger: 7386

Af Kenn Tarbensen, seniorforsker, Erhvervsarkivet

I 1950’erne tog murersvend Knud W. Pedersen ofte sit fotografiapparat med på arbejde. I pauserne mellem det hårde akkordarbejde tog han billeder af kollegerne på de københavnske arbejdspladser. Med udgangspunkt i denne fotosamling har Forlaget Tegl lavet en flot fotobog, der dokumenterer murersvendenes og murerarbejdsmændenes dagligdag, således som dette formede sig før det industrialiserede betonbyggeri vandt frem i 1960’erne. Forlaget har eftersøgt andre billeder fra hele landet, men det er ikke blevet til så mange, så det er fortrinsvis Knud W. Pedersens fotos, der vises.

Det er blevet til en umådelig flot bog i et næsten kvadratisk format (28 x 24,5 cm.), der er velegnet til de mange fotografiers forskellige størrelser. Bogen er tilrettelagt af arkitekt Søren Bøgh, der tillige har skrevet forordet og små korte billedtekster til udvalgte billeder. Ved mange billeder er der slet ikke tekst – fotografiet fortæller selv historien.

Bogen er inddelt i fem hovedafsnit, der indledes med en meget kort tekst. Først ledes læseren – eller rettere beskueren – i nogle stemningsbilleder tilbage til 1950’erne, hvor der f.eks. fortsat var skibe og kraner i Københavns Havn. Derefter fortsættes med fotos fra byggepladsen og fra selve murerarbejdet. Bogens to sidste afsnit er med fotos fra fester – bl.a. rejsegilder og julefrokoster i skurvognen – samt fra svendeprøver.

Bogen skildrer byggeri af huse efter solide håndværksmæssige traditioner. Man bliver taget med op på stilladserne, ser f.eks. arbejdsmændene blande mørtel og bære kilovis af mursten, drikke masser af øl undervejs, inden de når til top, finpudser indvendigt og lægger de sidste tagsten. På enkelte af billederne ses stilladser og stiger, der forekommer lidt vovelige, men det var solidt tømmer og dygtige arbejdsfolk, der utvivlsomt kunne deres kram. Man føler sig godt tilpas i deres selskab – også når lærlingen var vendt tilbage med en håndfuld øl – de synes velfortjente!

Trods økonomisk støtte er bogen desværre lidt for dyr, men modsat må det nævnes, at de mange fotos er gengivet i en aldeles fremragende kvalitet og papirkvaliteten er i top. En fotobog kan ikke blive meget bedre. Et lille udvalg af bogens fotos kan ses på forlagets hjemmeside – men de er bedst i bogen. Historikere i almindelighed vil nok savne flere oplysninger: Hvem er Knud W. Pedersen? Hvor er fotosamlingen? Hvor stammer motiverne fra? Jo, man kunne godt have ønsket sig flere oplysninger, men modsat må det erkendes, at i bogen ”fortælles” historien om byggeriet i 1950’erne stort set alene ved hjælp af fotografier. Det er flot gjort. Udgiveren har udvalgt med sikker hånd, har forstået at sætte fokus på det gode fotografi i sig selv, og det tjener Forlaget Tegl – der ellers udgiver håndbøger, vejledninger o.lign. inden for deres område – til stor ære at have besørget udgivelsen af denne lille perle af en fotobog.

Ifølge forordet er udgivelsen af bogen støttet af 3F’s Murersekretariat, Dansk Byggeris Murersektion samt Kalk- og Teglværkforeningen af 1893. Det er anerkendelseværdigt, at både fagforening, arbejdsgiverforening og brancheorganisation har sluttet op om udgivelsen. Et eksempel til efterfølgelse inden for andre sider af dansk erhvervsliv, skulle man mene.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
En rejse mod nord
Sort hedder en sten
Orgasmeland - Da den seksuelle revolution kom til Danmark