Champagneårene
Af Claus Møller Jørgensen
Jesper Svenningsens seneste bog Champagneårene er et stykke ganske specialiseret erhvervshistorie om kunsthandlens udvikling i København fra 1870 til 1920. Den viser en forandring, hvor handel med kunst gik fra at være en bibeskæftigelse for boghandlere og glarmestre til at være et selvstændigt erhverv. I udgangspunktet købte man kunst enten på den årlige udstilling på Charlottenborg eller i kunstnernes atelierer. Men fra slutningen af 1870’erne begyndte vilkårene for salg af kunst at ændre sig, og kunsthandlere med et fast galleri kom til at spille en væsentlig rolle som mellemmænd, som kunstnerne solgte deres malerier til, og som sikrede kunderne et reelt udvalg. I slutningen af perioden var man ved at drukne i udstillingssteder og kunsthandlere efter en nærmest konstant opgangstid, hvor en branche blev skabt, formuer grundlagt og talrige nydannelser så dagens lys for at forsvinde igen. Både forretningsmæssigt og kunstnerisk var det en frodig periode med internationalt udblik, især til fransk malerkunst og forretningsmetoder, som blev omsat i et voksende kunstinteresseret publikum. I dette publikum fandtes spekulanter, der tænkte på den gode forretning ved siden af de store mæcener og samlere, der havde tjent penge i andre brancher, som de nu brugte på kunstsamlinger.
J. C. Stockholm og senere Valdemar Kleis var to centrale aktører. De var ikke bange for at gå nye veje, og i gensidig konkurrence udviklede de udstillingslivet, som efterhånden blev en del af borgerskabets fritidsfornøjelser, hvilket gav gode entreindtægter af kunsthandlernes skiftende udstillinger. De var også skabere af auktionen som den vigtigste salgskanal for kunsterne. Auktionerne udviklede sig til begivenheder i det moderne byliv på linje med cafe- og teaterlivet og kunstudstillingerne. Nye handlere og nye kunstnere kom til, og nye kunder med smag og pengepung til mindre billeder. Specialisering i særlige genrer fandt sted på hos både udbydere og efterspørgere, hvilket betød en fragmentering, som afspejlede kunsthandlernes divergerende kunstsyn og købernes trang til individualisering. De nye afsætningsmuligheder og stadigt stigende priser kom ikke alene samtidskunsten til gode, men også den generation, som netop i disse år blev gjort til eksponenter for et nyt begreb: dansk guldalder. Nyt var også fru Viges kunstsalon, som fra 1917 var den første helt igennem ejet og styret af kvinder, men den fik dog kun tre år som kunstsalon, inden den måtte omdannes til en mere beskeden kunsthandel i en lejlighed. Efterkrigstidens smalhals markerede enden på den konstante opgangstid, som var kulmineret under første verdenskrig med overophedede priser og overdreven investeringslyst. Da krigen var ovre satte konkurserne og nedskaleringerne ind.
Det er en flot bog med mange interessante illustrationer fra udstillingsstederne, af malerier og avisers billeder af butikker og indretningen af udstillinger. Fremstillingen levendegøres med citater fra anmeldelser, repportager fra udstillinger og anmeldere og kunstinteresseredes reaktioner, begivenheder og udviklinger. Der er tale om en fremstilling med fokus på begivenheder og med et mangfoldigt persongalleri, og der nævnes og gentages mange navne på udstillere, handlere, kunstnere og samlere. Fokus er på kunsthandlerne og deres verden, men bogen giver også glimt af et københavnsk borgerskab, der bemægtigede sig kunsten som borgerlig, og ikke stod tilbage for samtidskunst, når bare ikke den kom fra Tyskland.
[Historie-online.dk, den 9. oktober 2024]
