Civilsamfundet

Af Preben Etwil

Knud Vilby er i sin nyeste bog Civilsamfundet helt klar i mælet, når han påstår, at svækkelsen af civilsamfundet truer demokratiet: ”Civilsamfundet er ikke på samme måde som tidligere nationalstatens medspiller og modspiller, dialogpartner og dårlige samvittighed i den offentlige debat. Der er mindre dialog end tidligere mellem civilsamfundet og det officielle politiske system og ringere vilje blandt systemets folk til at tage mod råd fra civilsamfundets fagfolk med praktisk indsigt” (p. 13).

Det er barske ord i forårsvinden, men Knud Vilby bruger bogen til at føre bevis for sin påstand – og han gør det godt.

Bogens omdrejningspunkt er civilsamfundet. Knud Vilby er ikke i sin indledning særlig præcis i anvendelsen af begrebet, men får dog fortalt, at begrebet i sin nuværende betydning er relativ ny, og at det har skiftet indhold over tid, men at det faktisk kan føres helt tilbage til gode gamle Aristoteles. Knud Vilby henviser til en boks, som anmelderen ikke kunne finde. Men hvorom alting er, så er civilsamfundsbegrebet en samlebetegnelse for en række aktører, organiseringer og initiativer. Det kan fx være foreninger, fonde, socialøkonomiske virksomheder, selvejende institutioner samt mere uformelle sammenslutninger, lokale netværk og sociale bevægelser. Fagforeninger, trosbaserede sammenslutninger og kirker, friskoler, onlineaktivister, forskningsinstitutioner, ngo’er og medieorganisationer m.fl. kan også medregnes i betegnelsen.

Knud Vilby fører på bedste vis læseren rundt i civilsamfundets bidrag til udviklingspolitikken, hvor det tydeligt påvises, at det var de frivillige organisationer, der var forløbere for den danske udviklingsbistand – godt hjulpet af statslige initiativer. Men over tid, er det som om, at staten har taget det hele tilbage, så civilsamfundets organisationer alene har fået en rolle som bipersoner og underleverandører til de statslige kontrollerede programmer. Dermed har man også neutraliseret civilsamfundets meget vigtige kritiske korrektioner.

Knud Vilby behandler i sin bog både udviklings- og socialpolitikken i et civilsamfundsperspektiv, men der kan ikke herske tvivl om, at socialpolitikken har et større fokus i bogen end udviklingspolitikken, men Knud Vilby understreger gang på gang, at i et civilsamfundsperspektiv deler de to politikområder samme demokratiske skæbne.

Knud Vilby tager læseren en smut tilbage i tiden for at vise, at mange, mange af velfærdsstatens nuværende socialpolitiske tiltag er startet som frivillige civilsamfundsopgaver. Mest af alt har det været de kirkelige samfund, der var primus motor – senere kom fagbevægelsen og andelsbevægelsen til. De påviste brugbare løsningsmodeller, men udgjorde samtidig et folkeligt og kritisk korrektiv til staten og kommunernes manglende indsats på en lang række socialpolitiske områder. Dette bliver også udtrykt af Københavns overborgmester, Viggo Christensen, i 1951, hvor han bl.a. sagde: ”at dele af sociallovgivningen langt frem i tiden var skabt på grundlag af initiativer taget af private og frivillige velgørende selskaber” (p. 56).

Det var og blev ofte de frivillige og private, der viste nye veje og åbnede nye områder i socialpolitikken. Politikere og myndigheder vidste godt, at uden de frivillige organisationer kunne det offentlige ikke løse opgaverne.

De private initiativer var ikke tilstrækkelige, og de nye socialpolitiske vinde, der især satte ind i 1960’erne og 1970’erne gjorde det oplagt, at det offentlige i bred forstand overtog mange af de tidligere private og frivillige socialpolitiske foranstaltninger.

Vilby skriver: ”De frivillige organisationer var med til at rejse en lang række problemer. Det var ofte dem, der sikrede, at sociale problemer kom på den politiske dagsorden, og at diskussioner og påvirkninger blev fastholdt” (p. 67).

I 1974 kom Bistandsloven efter et omfattende socialreformkommisionsarbejde. Dengang betød reformer ikke som i dag nedskæringer. Nej, det var i socialpolitikkens guldalder, hvor man sigtede efter et enstrenget socialt ydelsessystem, hvor de sociale opgaver skulle løses ensartet uanset hvor i landet, man boede. Grundideen var behovsstyring, resocialisering og forebyggelse. Det var svært i dette system at se, hvilken rolle den private veldædighed skulle spille, men som Vilby skriver: ”Det lød næsten for godt til at være sandt, og det viste det sig da også at være” (p. 69). Knud Vilby kommer med flere eksempler på, at frivillige organisationer var ved at lukke qua Bistandsloven, hvor den offentlige støtte til det frivillige arbejde helt forsvandt eller kraftigt minimeret.

De frivillige organisationer døde heldigvis ikke ud, men mange kom til at spille en ny rolle under ændrede betingelser bestemt af stat eller kommune.

Den nye udvikling blev præget af:

• New Public Managements (NPM) alt overskyggende ledelsesvanvid, hvor alt skal kunne måles og tælles efter en pengeøkonomisk værdiskala.

• Den offentlige sektors egen selvtilstrækkelighed, der ikke levnede plads for kritiske kommentarer udefra.

Dette paradigmeskift resulterede i, at mange frivillige organisationer blev henvist til at være underleverandører af offentlige tjenester – og kun hvis de vandt udliciteringen af de konkurrenceudsatte velfærdsområder. En fra selve frivilligmiljøet, Johs. Bertelsen, var mest klar i spyttet, da han skrev: ”Når udliciteringer æder ildsjæle op” (p. 85). Han så om nogen, at effektmåling, evidens og økonomisk kontrol, var gift for det frivillige arbejde. Knud Vilbys kommentar er: ”Bertelsen beskriver, hvordan politikerne samtidig råber op om mere frivilligt arbejde, fordi det var så kreativt og var med til at give borgerne selvstændighed og medansvar. Det var, som om systemets ene hånd ikke vidste, hvad den anden gjorde” (p. 86).

Knud Vilby gennemgår i et af bogens kapitler kort og præcist civilsamfundets rammevilkår efter 2001. Det har ikke skortet på hverken de gode viljer eller flere offentlige regeringsudspil. Problemet har været, at efter de obligate ministerielle skåltaler, at det har knebet med at føre initiativerne ud i livet. Det er ofte ikke blevet til meget mere, end at regeringen har forpligtet sig til at lytte til de frivillige organisationer. De frivillige organisationers socialpolitiske rationale svinger rimeligt dårligt med de offentlige kassers rationale, og politikkernes større fokus på kampagnelinende indsatser frem for at sikre sig faglighed hos eksperterne: ”det store fokus på økonomiske besparelser i årene omkring strategien tilblivelse (her: 2010) førte meget naturligt til en omfattende diskussion om, hvad regeringens overordnede formål er med at ville have flere mennesker til at melde sig til frivillige indsatser. Handler det også om, at man kan spare både penge og personale i socialpolitikken ved at mobilisere flere frivillige og lade dem overtage opgaver, det offentlige tidligere betalte for?” (p. 110-111). En udvikling, der ville kunne medføre en udvikling, hvor øget brug af frivillige i virkeligheden kunne legitimere nedskæringer eller utilstrækkelige bevillinger på det sociale område.

Knud Vilby peger i sin bog på den noget oversete funktion, som mange frivillige organisationer praktiserer i stor stil. Det er fortalervirksomheden, der dækker de indsatser, som de frivillige gør, for at skabe en bredere folkelig forståelse af problemets fremtrædelse og omgang, Det handler også om de indsatser, de frivillige gør, for at fange politikernes opmærksomhed om deres ansvar i de statslige og kommunale systemer. Men ikke mindst det store arbejde de frivillige gør ved at sætte fokus på brugernes rettigheder. Især her ser vi, at de frivillige hjælper brugerne rundt i de offentlige systemer, som mange politikere eller embedsmænd heller ikke forstår.

De frivilliges fortalerfunktion er en hjørnesten i at sikre brugernes og udsatte borgeres demokratiske og lovgivningsmæssige rettigheder. Det er især disse funktioner, der er truet, når kommunerne beskærer de frivillige organisationers økonomi eller underlægger det frivillige arbejde direkte i forlængelse af den offentlige forvaltning.

Knud Vilby er meget opmærksom på, at de frivillige organisationer er truet af både den offentlige økonomi – eller mangel på samme, men også fra det stigende krav om øget bureaukratisering, der ligger i naturlig forlængelse af det altdominerende NPM, der i de seneste tyve-tredive år har redet den offentlige sektor som en mare.

Et af de helt store problemer for den frivillige sektor er, at den næsten aldrig er finansieret af løbende grundbevillinger. Stort set al finansiering af frivillig arbejder sker ved, at organisationerne springer fra tue til tue for at fremskaffe den nødvendige økonomi. Det binder ufattelig mange ressourcer i de frivillige organisationer, at der år efter år skal skrives ansøgninger og findes sponsorer. Ressourcer der går fra foreningernes primære opgaver. Men værst af alt, så betyder disse evige ansøgningsprocesser, at vellykkede frivilligprojekter må opgives – selv når det konstateres, at de virker efter hensigten. Hermed øges det samfundsmæssige ressourcespild.

I slutningen af bogen forsøger Knud Vilby at genrejse debatten om socialøkonomiske virksomheder. Konceptet har i høj grad den politiske opbakning og opmærksomhed, men Knud Vilby konstaterer, at socialøkonomiske virksomheder nok ikke har de bedste vilkår i dagens Danmark. Det skyldes i høj grad de krav, der stilles for at drive kommerciel virksomhed i Danmark. Der er både hensyn til ubillig konkurrence og overenskomstkrav.

Knud Vilby mener, at det er forfejlet at tro, at socialøkonomiske virksomheder kan overleve under rene markedsvilkår. Det vil kræve solid støtte fra det offentlige, hvis man vil have socialøkonomiske virksomheder til at overleve på sigt. Men der vil stadig være mange penge at spare, hvis man erkendte, at et par hundretusinde borgere aldrig ville kunne bestride et job på almindelige markedsvilkår, og hvor jageriet af dem ingen steder fører hen.

Ved at lave et tredje arbejdsmarked til dem, ville man sikre, at de kunne genfinde deres egen værdighed. Det handler om at udvikle almennyttige organisationer med begrænset erhvervsdrift og med støtte fra det offentlige: ”Altså ikke virksomheder, der nødvendigvis bliver konkurrencedygtige på markedsvilkår, men som vil kræve mere eller mindre permanent støtte” (p. 139). Tilbage står: ”Der har været en række politiske initiativer, men få af dem har sat sig varige spor, og skiftende regeringer har ført en zig-zag-kurs” (p. 139).

Gennem hele bogen er der en bekymring for, at socialpolitikken er på tilbagetog, da flere og flere af de klassiske sociale udfordringer og opgaver er flyttet til beskæftigelsesområdet. Slut er det med at de frivillige organisationer bliver inddraget i et kvalificeret modspil eller samspil. Lydhørheden, når skåltalerne er overstået, fra den politiske top i både stat og kommune er blevet mindre og samspillet svagere. Reformer på det sociale område hastes igennem i huj og hast uden i realiteten at inddrage de organisationer, der ligger inde med både praktisk og teoretisk viden om det pågældende sagsområde: ”Civilsamfundet er som samfundets tredje ben i klemme mellem markedskræfterne og det offentlige… civilsamfundet svækkes på trods af civilsamfundsstrategier og politiske skåltaler om det frivillig arbejdes betydning for demokrati og udvikling. Nogle handler om konkrete centrale eller decentrale beslutninger, andet om strukturelle ændringer i samfundet” (p. 159). Det er også et problem, at ”civilsamfundet svækkes på det socialpolitiske område, når socialpolitikken underordnes andre politikområder” ( p. 163).

Knud Vilby har skrevet en lille bog, der forsøger at råbe vagt i gevær, når den frivillige socialpolitik politisk, økonomisk og strukturelt svækkes. For i bund og grund handler det om, at den frivillige socialpolitik er garant for værdighed for den enkelte borger, men i lige så høj grad om vedkommendes demokratiske og retssikkerhedsmæssige rettigheder.

Med disse ord skal denne bog varmt anbefales alle, der interesserer sig for det omgivende samfund  - ud over egen næsetip.

[Historie-online.dk, den 19. april 2022]