Claras krig

Af Palle Andersen, Historisk Samling fra Besættelsestiden

Clara Kramer var 15 år, da 2. verdenskrig brød ud i september 1939. Hun var født i en relativt velhavende jødisk familie, der boede i byen Zolkiew i det sydøstlige Polen. I september dukkede tyske soldater op i byen, men de blev hurtigt afløst af sovjetiske tropper, idet det østlige Polen ifølge Molotov-Ribbentrop aftalen tilfaldt Sovjetunionen. Besættelsesmagten påbegyndte en sovjetisering af samfundslivet. Terror og deportationer ramte reelle og indbildte fjender af sovjetregimet. Også Claras familie var, som jøder og kapitalister, i skudlinjen. Flere af hendes familiemedlemmer blev dræbt eller deporteret. Clara selv, hendes søster Mania og hendes forældre undgik kun deportation i kraft af en bureaukratisk fejl.

Den sovjetiske besættelse varede frem til sommeren 1941. Den 22. juni 1941 angreb Tyskland Sovjetunionen. I løbet af få uger ankom der igen tyske værnemagtssoldater. I kølvandet herpå fulgte SS. Claras familie og byens jøder var hermed kommet fra asken og i ilden. SS tog straks fat på jødeforfølgelser. Ikke blot stigmatiseredes jøderne med den påtvungne jødestjerne. Ekspropriering, tvangsarbejde, sult, drab og deportationer hørte nu til dagens orden.

I november 1942 annoncerede besættelsesmagten en ghettoisering af byens jøder. Claras familie ledte desperat efter et gemmested uden for ghettoen. Hjælpen kom fra en uventet kant. Fra Valentin Beck, en drukkenbolt, skørtejæger, skyldner, folketysker og antisemit (!), - med hjertet på det rette sted. Beck tilbød at skjule Claras familie og to andre jødiske familier i et kælderrum under sit hus. Beck havde i øvrigt som folketysker modtaget huset af de tyske myndigheder efter beslaglæggelser af jødisk ejendom. De tidligere jødiske ejere, familien Melman, var blandt dem, der tog ophold i kælderrummet.

De næste 18 måneder tilbragte Clara og 17 andre mennesker i det trange, fugtige kælderlokale. Skjulet reddede dem, da SS i foråret 1943 valgte at likvidere ghettoen. Ghettoens jøder blev majet ned og anbragt i massegrave. Claras og hendes families held stilles i relief af tallene. Ud af Zolkiews 5000 jøder overlevede kun ca. 50.

Det var flere gange ved at gå galt for kælderrummets beboere. Beck blev angivet til SS for at huse jøder. SS mødte op, men lod sig overbevise om, at det ikke havde noget på sig. Paradoksalt nok undlod SS at gennemsøge huset. I april 1943 brændte gaden, hvor huset lå. Branden fik også fat i Becks hus, og de skjulte jøder blev tvunget op af hullet. Imidlertid lykkedes det at redde huset og dermed skjulestedet. Under branden gik lillesøsteren Mania i panik og løb ud af huset. Senere blev hun passet op af to polakker, der bragte hende til SS. Dusør: 5 liter vodka. Beck, der havde kontakter til gud og hvermand i byen, kunne senere fortælle, at Mania var blevet skudt af SS.

Et års tid senere var den gal igen. Ukrainsk politi stormede huset i sikker  forvisning om, at huset skjulte jøder. Heldet ville, at der på daværende tidspunkt var indlogeret tyske soldater i huset. En af disse greb ind og smed ukrainerne på porten.

Som månederne i kælderen gik, blev den fysiske og psykiske slitage mærkbar. Man sultede og tørstede og luften føltes kvælende. I foråret 1944 mente Clara ikke, at de kunne klare endnu en sommer i kælderen. Det groteske i situationen hobede sig op. Her var 18 mennesker fanget i et hul. I lokalet oven over var der ofte fest, dans og glade dage. Og udenfor rasede krig, død og ulykke. Med Claras ord (juni 1944): ”Dansen over vores hoveder, der var trængt ind gennem min udmattede døsen og det tæppe af varme, der næsten stoppede min vejrtrækning, var blevet makaber. Det var en dødedans med gale mænd og kvinder, der dansede, fordi verden ganske enkelt var ved at gå under, og der ikke var noget at gøre ved det.” (s. 311).

Endelig, i juli 1944, kom befrielsen, da sovjetiske tropper indtog byen.

Under opholdet i kælderen førte Clara dagbog. Denne dagbog befinder sig i dag på museet for Holocaust i Washington. Mange af bogens afsnit indledes med et kort citat fra dagbogen. Således skriver hun på et tidspunkt i dagbogen følgende om bl.a. rygtestrømmen: ”Der hersker skræk og rædsel i vores by. Jøderne bygger alle mulige beskyttelsesrum: underjordiske, med dobbelte mure – hvor som helst de kan finde et sted at skjule sig. Andre søger hjælp hos ikke-jøderne, og andre igen græder i fortvivlelse over tabet af deres nærmeste...Der er rygter om, at de bliver forgiftet med gas. Andre siger, at de bliver henrettet med elektrochok, brændt eller skudt med geværer. Én ting er sikker, der er ingen vej tilbage herfra.” (s. 55).

Man havde gerne set, at dagbogen, der jo er samtidigt materiale, havde fået en mere fremtrædende plads i bogen. Når dette er sagt, skal der imidlertid ikke herske tvivl om, at Clara Kramer, i samarbejde med Stephen Glantz, har skabt en fremragende bog, hvor man bærer over med, at Clara, på så mange års afstand, har ”genskabt” replikker og dialoger. Clara besidder en fotografisk hukommelse, hvor hele sanseapparatet rulles ud. Detaljerigdommen er iøjnefaldende. Hertil kommer en nuanceret persontegning (hvor portrættet af Beck især gør indtryk), en veludviklet indlevelsesevne og en eminent psykologisk forståelse. Alt dette forlener beretningen med en høj grad af troværdighed og indsigt. Med bogen er der tale om Holocaust set fra neden, fra ofrenes synsvinkel, hvor ofrene får ansigt og karakter og bliver mennesker af kød og blod, til forskel fra de anonymiserede jødiske masser, vi ofte ser for os, når talen falder på Holocaust.

Beretningen er også en anskueliggørelse af, hvad jødeforfølgelserne gjorde ved ofrenes identitet og indbyrdes forhold. Tabet af værdighed og undermineringen af traditionelle roller er slående. Clara og Mania, og med dem hundredetusinder af jødiske børn, måtte konstatere, at deres forældre ikke længere magtede at yde dem beskyttelse. I stedet var man udleveret, til besættelsesmagten, til kollaboratører, til heldet, eller, in casu, til en tilfældig alkoholiseret fremmed. 

Som forfulgt og jaget blev jøderne stillet over for umulige dilemmaer og valg i en tilstand af ætsende hjælpeløshed. Uvægerligt gled man ind i det, Primo Levi har døbt gråzonen. Man var ofre, men måtte alligevel tænke tanker og tage beslutninger, der var moralsk belastende. Et eksempel fra Claras kælder kan illustrere dilemmaet. Claras tante var blevet myrdet i ghettoen, men hendes to børn fandt på mirakuløs vis hen til Becks hus. Det ene barn var kun fire år og ville næppe kunne mestre den totale tavshed, der i timevis var påkrævet, når f. eks. Beck i lokalet oven over kælderrummet holdt drikkegilde med sine venner fra bl.a. SS. Barnet var med andre ord en sikkerhedsrisiko, hvis det blev optaget i kælderen. Men omvendt: Sendte man barnet bort, sendte man det i den visse død. Beck skar igennem dilemmaet ved at erklære, at børnene blev i kælderen. 

Beretningen leveres i et flydende og ofte smukt og sansemættet sprog. De uhyrlige begivenheder til trods, er fortællingen ikke blottet for humor, ironi og sarkasme.

Clara Kramers enestående og medrivende bog skal være stærkt anbefalet.