Da læreren holdt skole

Af Jakob Ørnbjerg

Da rådmanden Karsten Andersen drog sit sidste suk i Aalborg i sommeren 1633, foretog den lokale øvrighed efterfølgende en gennemgang, registrering og vurdering af den afdøde mands efterladte ejendomme, varelager, personlige ejendele samt økonomiske aktiver og passiver. Under rundturen i Karsten Andersens store købmandsgård kom synsmændene til ”Maren Lauridsdatters eget Kammer”, hvor rådmandens enke opbevarede sine østindiske strandskaller, farvede sten samt forskelligt nips og andre småting i adskillige skrin og æsker. Mens ægteskabet med Karsten Andersen havde været barnløst, havde Maren Lauridsdatter fra sit første ægteskab med borgmester Hans Pedersen Wandel medbragt ni børn, så det var som sådan fuldt forståeligt, at hun gerne ville have sine personlige skatte i fred for hjemmets mange pilfingre. I samme kammer befandt sig der desuden fire landkort og fem små kridttavler samt ”11 danske Bøger foruden nogle smaa Læse-/og Latinbøger som Børnene tilkommer”. Undertegnede anmelder var i første omgang mest interesseret i det forhold, at Maren Lauridsdatter havde haft sit helt eget værelse, ligesom tilstedeværelsen af de østindiske strandskaller tjente som en lille krølle på historien om Karsten Andersens handel med asiatiske varer. Læsebøgerne og kridttavlerne havde i den forbindelse mindre interesse, men efter endt læsning af ”Da læreren holdt skole. Tiden før 1780”, der udgør det første af i alt fem bind i en stor planlagt serie om den danske skoles historie, er denne anmelder kommet til at se Maren Lauridsdatters kammer i et helt andet og faktisk også langt mere interessant lys.  

”Da læreren holdt skole” er skrevet af historiker, dr. phil. Charlotte Appel og historiker, ph.d. Morten Fink-Jensen og bygger for en stor dels vedkommende på det bevarede kildemateriale, der befinder sig i Statens Arkiver. Tilbage i 2009 vendte disse to forfattere, med den veloplagte og tankevækkende ” Når det regner på præsten. En kulturhistorie om sognepræster og sognefolk 1550-1750”, op og ned på alle de klassiske forestillinger om præsternes virke i land og by i 1500-1700-tallet. ”Når det regner på præsten” blev fuldt fortjent nomineret til modtager af prisen for årets historiske bog i 2009. Det var derfor også med en vis forventning, at denne anmelder tog fat på de to forfatteres nyeste værk, der er genstanden for denne anmeldelse.

Dansk skolehistorie tager sin begyndelse med kristendommens indførelse i 1000-tallet. Med kristendommen kom ikke blot trosskifte, kirker, klostre, lægekunst og vandmøller, men også bogen, det latinske skriftsprog og skolen til Danmark. I Middelalderen var skolegang et privilegium forbeholdt for de få udvalgte drenge, der var udset til en gejstlig og administrativ karriere i pavens og kirkens tjeneste, men i løbet af 1500-tallet blev disse katedral- og latinskolers uddannelse med deres latinske pensum og akademiske skoling på alle måder overhalet af udviklingen.

Allerede omkring 1400 afløste det billige papir det dyre pergament, hvilket var ensbetydende med at antallet af regnskabsbøger, nedskrevne handelsaftaler, juridiske dokumenter og privat skriftlige korrespondance voksede i antal og omfang. De første tilløb til en moderne statsadministration med bogføring og arkivering begyndte at tage form. Bogtrykkerkunsten, der for alvor vandt indpas i 1500-tallet muliggjorde kort produktionstid og massefremstilling af billige tryksager. Disse nye teknologiske landvindinger gjorde det ikke blot lettere at undervise større grupper af børn på vidt forskellige niveauer i samme lokale, men det voksende udbud af billige bøger ansporede også nye generationer til at lære læsningens ædle kunst.  

Med Reformationen i 1536 og de protestantiske kirkefolks fokus på det personlige gudsforhold og læsning i Biblen og Martin Luthers katekismus som kilden til menneskenes og landets frelse, blev der for alvor brug for skoler og undervisning i den sande kristentro til både piger og drenge. Skolerne i København og i de store købstæder tjente desuden som opbevarings- og uddannelsesanstalter for de mange fattige og omstrejfende børn, som øvrigheden med Reformationens lukning af klostrenes sociale og velgørende institutioner med et slag havde fået ansvaret for.

I kølvandet på den fremvoksende stærke statsmagt i 1600-tallet voksede behovet for læse- og skrivekyndige fogeder, skrivere, toldere, officerer og administratorer. Bønder, købmænd og håndværkere kunne, under indtryk af resultaterne af de store opdagelsesrejser og Danmarks voksende betydning i den globale verdensøkonomi, se fordelen i, at deres sønner kunne læse og skrive og blev skolet i arbejdet med tal, bogholderi og regnskabsføring. De ændrede politiske og økonomiske strukturer spillede derfor også en vigtig rolle i den øgede efterspørgsel på flere skoler.  

Denne efterspørgsel kunne katedral- og latinskolerne ikke imødekomme, hvilket i købstæderne gav sig udslag i oprettelsen af adskillige skoler, der tilbød undervisning i skrivning, regning og det tyske sprog, der var alfa og omega, hvis man skulle begå sig i datidens handelsliv.

I betragtning af de topstyrede tiltag, der i skrivende stund sætter dagsordenen på det skolepolitiske område har forfatterne af ”Da læreren holdt skole” den interessante pointe, at det i 1500-1700-tallet i mange tilfælde var lokale godsejere, præster eller slet og ret en landsbys eller et sogns forældre, frem for den etablerede kirke- og kongemagt, der tog initiativ til oprettelsen af en skole. Forældre med tiden og overskuddet til det underviste ofte deres børn derhjemme eller ansatte en privatlærer til at foretage det fornødne. Det er i det lys, at denne bogs titel og uden tvivl også tilstedeværelsen af tavler, kort og læsebøger hjemme hos Karsten Andersen og Maren Lauridsdatter i Aalborg skal ses. Hvis blot der var en lærer, kunne der etableres en skole. Enhver, der kunne læse og skrive til husbehov, og som var i besiddelse af den nødvendige råstyrke til at banke dovne og ulydige elever (eller havde mulighed for at motivere børnene på anden vis), kunne i princippet starte sin egen skole afhængig af det lokale udbud og efterspørgsel. I 1500-1700-tallet bestod den danske lærerstand således af en skønsom blanding af professionelle skolemestre, lokale degne, gamle koner, invalide krigsveteraner og studenter fra købstædernes latinskoler. Blandt de mere aparte tilfælde var en barber fra Helsingør, der i 1638 også prøvede lykken som skolelærer. Det havde folk i Helsingør ingen problemer med. Det var kun det lokale barberlaug, der brokkede sig, da de fandt ud af, at læreren ikke blot underviste børnene, men også tog sig tid til at klippe dem, hvormed han udsatte sine etablerede fagfæller for ulovlig konkurrence. 

Af samme årsag fandtes der frem til ca. 1740 heller ikke nogen fast opskrift i forhold til antallet af skolesøgende børn og undervisningens varighed, indhold og forløb. Det afhang i høj grad af de lokale geografiske og økonomiske forhold, hvor ikke mindst de lange skoleveje på landet og behovet for børnenes arbejdskraft i stalden og på marken spillede en væsentlig rolle. I samme forbindelse får den traditionelle antagelse om, at børn i tidligt moderne tid blev betragtet som små voksne i denne bog et af flere tiltrængte skud for boven, da flere forældre på kongens gods ved Skanderborg i 1731, som forsvar for afkommets manglende fremmøde i skolen, anførte at børnene var alt for små til at gå den lange skolevej alene. Den gang som nu fandt forældrene sig heller ikke i hvad som helst. Hvis lærernes tugtelse af børnene gik ud over det acceptable kunne det ende med en retssag og der kendes flere eksempler på, at lærere, hvis evner eller undervisningsmetoder ikke faldt i lokalsamfundets smag, blev truet med afskedigelse i form af et par nye ”løbesko”.

 Faktisk var det først i årene efter Den Store Nordiske Krig (1709-1721) at først Frederik 4. og siden sønnen Christian 6. med først anlæggelse af de såkaldte rytterskoler på de kongelige godser og siden med krav om biskoppernes og amtmændenes kontrol med læreansættelser, skolebygningernes tilstand og undervisningens resultater for første gang for alvor blandede sig i skolernes dagligdag. Begge monarker var under kraftig indflydelse fra pietismens fokus på den personlige gudstro, så her gik hensynet til de højere magter og behovet for rettroende og loyale undersåtter til brug for skatteopkrævninger og soldaterudskrivninger op i en højere enhed. De mest ambitiøse reformforsøg strandede på de store godsejeres modstand, men kravet om undervisningspligt og nedskrevne skoleplaner, der skulle godkendes af den lokale gejstlige og verdslige øvrighed blev fastholdt og lagde grundstenen til vore dages omfattende skole- og uddannelseslovgivning.

 Kontrollen med skolernes gøren og laden var dog i mange tilfælde meget lemfældig og det var bestemt ikke alle sogne, der fik æren af sådanne kontrolbesøg. For vore dages resultatorienterede politikere og planlæggere, emsige pressefolk og ambitiøse curlingforældre vil en sådan anarkistisk skolestruktur uden skema, tests, systematisk kontrol og med uanede udfoldelsesmuligheder for uduelige, drikfældige og samvittighedsløse lærere uden tvivl give sved på panden. For kunne de stakkels børn overhovedet lære noget som helst i dette kaos af vidt forskellige lærere, opremsende barnestemmer og vilkårlige tæv, der ofte blev uddelt med løs hånd i utætte og kolde lokaler? Og hvad nu med elevernes årelange fravær og den tilfældige hjemmeundervisning, der ofte blev befolkningen i Norge, Vestjylland og andre udkantsområder til del? 

Her kan forfatterne dog berolige eventuelle skeptikere. Både protestanternes og pietisternes betoning af skolens betydning for børn og unges personlige gudsforhold, det voksende antal skoler og den trods alt voksende kontrol med skolevæsnet havde den positive sidegevinst, at størsteparten af den danske befolkning omkring 1780 i større eller mindre grad havde været i kontakt med en eller anden form for skolegang og undervisning af længere eller kortere varighed. Mange bondebørn havde ganske vist været ude af skolen siden de kom i den arbejdsdygtige alder for først at vende tilbage i konfirmationsalderen, men meget af den viden, som vidt forskellige lærere med større eller mindre held havde hældt på dem, hang åbenlyst ved. Antallet af bøger og illustrerede tryksager voksede eksplosivt i 1700-tallet, der fandtes veludstyrede biblioteker i adskillige sjællandske bondegårde, og omkring 1800 var det mere reglen end undtagelsen, at man kvitterede med sin egen egenhændige underskrift. Hvor Middelalderens katedralskoler havde været et privilegium for de få, var skolen i 1700-tallets slutning nu blevet en del af hverdagen for de mange.

Første bind af Dansk Skolehistorie er et på alle måder helstøbt og meget velskrevet værk, der ikke blot koncentrerer sig om kongeriget Danmark, men også omfatter skoler, lærere og elever i enhver tænkelig afkrog af den danske konges riger og lande, hvad enten det nu drejer sig om Finmarken, Guldkysten eller Trankebar. Dertil er der tale om et overflødighedshorn af gode historier om forældre, børn og lærere gennem tiderne. Denne anmelders personlige favorit er Johannes Pades erindringer om et ikke altid lige lystigt liv som lærer i 1700-tallets Sønderjylland. Heraf fremgår det, at utilfredse forældre, manglende vedligeholdelse af skolen og en evig kamp for at være på forkant med de dygtigste elever også var problemstillinger, som tidligere lærergenerationer måtte tage kampen op imod og forholde sig til. 

Selv om der har været to forfattere på opgaven og det som en servicemeddelelse på side 367 er angivet, hvilken af de to, der har skrevet hvilke kapitler, er det svært at se, hvor den ene stopper og hvor den anden overtager tasterne. Dette skal på ingen måde opfattes som en kritik, for i analytisk overblik, faktamættet fortælleglæde og tankevækkende pointer supplerer Charlotte Appel og Morten Fink-Jensen nemlig fornemt hinanden. 

En side af et storværk som dette er selve teksten, noget helt andet er billedsiden Der findes næsten ingen tegninger og malerier af hverdagslivet i 1600-1700-tallets danske skoler, så her har forfatterne måtte ty til lignende fremstillinger af lærere, børn og undervisningssituationer fra Tyskland og Nederlandene. Det er de sluppet godt fra. De til bogen affotograferede arkivalier fremstår så knivskarpt, så det er muligt at kigge forfatterne over skulderen, ligesom man har gjort dygtigt brug af de mange portrætter af forældre, skolebørn, præster, lærere og degne, der befinder på de bevarede gravminder i de danske landsby- og købstadskirker.

Som en meget fin og nyttig håndsrækning har forfatterne til hvert kapitel udarbejdet en tilhørende kommenteret kilde- og litteraturoversigt, ligesom en fyldig forskningsoversigt gør status over den tidligere historiske faglitteratur og tilhørende synspunkter om den danske skoles historie. Begge dele vil være til uvurderlig hjælp for enhver, der skulle blive inspireret til eller have behov for at foretage specifikke nedslag i de første århundreder af dansk skolehistorie. 

Dette er ikke blot første bind i serien om de danske skolers historie med alt, hvad det indebærer af skolens hverdag og vilkår og visioner for børnenes læring og undervisning. I betragtning af den enorme betydning, som skolen har spillet og fortsat spiller for generationer af danskere og for hele vort samfund før, nu og i fremtiden, er første bind af Dansk Skolehistorie også første kapitel i en splinterny, farverig og forfriskende fortælling om skabelsen af det moderne Danmark. Og Maren Lauridsdatters kammer? Ja, det vil denne anmelder fremover konsekvent omtale som et eksempel på dengang ”Da læreren holdt skole”.