Da ost blev for alle

100 års udvikling set fra Brørup Mejeri

Af Kenn Tarbensen, seniorforsker, Erhvervsarkivet

Jørgen Burchardt er kendt som en flittig historiker med et stort forfatterskab bag sig. Hans tidligere værker vidner om en god sans for at forene erhvervslivets udvikling med kulturhistoriske aspekter, hvortil kommer en vedholdende interesse for forholdet mellem arbejdsliv og teknologi. Alene derfor påkalder Burchardts seneste bog sig naturlig interesse.

Med denne lille bog, der tager udgangspunkt i et af landets ældste mejerier, vil Burchardt række et stykke videre. På bogens bagside anslås ganske mange temaer. Der står, at bogen fortæller om ostehistorie, landbrugshistorie, mejerihistorie, håndværkshistorie, lokal- og regionalhistorie, branchens historie på nationalt og internationalt plan samt teknologihistorie. Det er ganske meget at presse ind i en så lille bog – i realiteten ca. 95 sider – hvor der tilmed også er blevet plads til 140 illustrationer. Ret beset er det et særdeles ambitiøst projekt. Når målgruppen medtænkes bliver det endnu mere fantastisk: ”Bogen er for alle. Den kan også tilfredsstille fagfolk med dens litteraturliste, noter og stikordsregister”.

Da det i slutningen af 1990’erne blev kendt at Brørup Mejeri skulle lukke, tog museumsfolkene på Sønderskov (en herregård lidt nord for Kongeåen, og som er hjemsted for Holsted-, Brørup- og Vejen-egnens lokalhistoriske egnsmuseum) initiativ til at udarbejde en historisk-etnologisk rapport, der blev færdig i 1999. Rapporten, der blev udarbejdet af Jørgen Burchardt (jf. s.99 og s.107), er bogens udgangspunkt, men er – såvidt det fremgår – siden suppleret med yderligere studier. Den konkrete anledning til udgivelsen hænger altså sammen med lukningen. Det fremgår egentlig først s.90 (!): ”I 2004 var det helt slut. (…) 120 års mejerihistorie i Brørup var slut”.d

I dette lys giver bogens undertitel kun ringe mening, ja, den giver sådan set ikke nogen mening. Der er ikke tale om 100 års udvikling set fra Brørup Mejeri. Bogen handler om mejeriets udvikling. Det er også uklart, hvori det hundredeårige består. 1905 udgør ikke noget omdrejningspunkt. Historien tager derimod sit udgangspunkt på bondegården Ladelundgård tæt på Brørup. Her blev der i 1879 stiftet en landbrugsskole, Ladelund, der også kom til at rumme et mejeri. I 1884 blev Brørup Andelsmejeri oprettet. I 1948 enedes andelshaverne sig om at slutte sig sammen med det nærliggende Maltbæk Andelsmejeri og mejeriet på Ladelund, men først efter en masse stridigheder blev et nyt stormejeri – Brørup Omegns Andelsmejeri – indviet i 1952. Der var da tale om landets mest moderne mejeri. I 1960’erne var der flere forsøg på at fusionere med andre mejerier, men hver gang forhindrede vrangvillige andelshavere projekterne. I 1970 lykkedes det imidlertid. Mejeriet i Brørup var med til at stifte Mejeriselskabet Danmark (MD). Denne vigtige begivenhed i dansk erhvervshistorie betød nedlæggelsen af mange mindre mejerier, der var stærkt forældede. I første halvdel af 1970’erne blev bygningerne og produktionsapparatet i Brørup modsat udbygget. Herefter gik det slag i slag med flere forskellige ostetyper, især Havarti, og i 1990 var mejeriet med en produktion på 13.000 tons ost landets største ostemejeri. Udviklingen inden for MD, herunder en alliance med konkurrenten Kløver Mælk, bragte dog Brørup-mejeriet i farezonen. I tilknytning til MDs innovationscenter i Brabrand ved Århus, fik man i Brørup flere og flere udviklingsopgaver, mens egentlig produktion efterhånden blev lagt andre steder. 1997 blev beslutningen om lukning truffet.     

Det særlige ved mejeriet i Brørup er således osteproduktionen, der tog fart fra omkring 1900. Mejeriet har gennem årene udført et betydeligt udviklingsarbejde for at forbedre ostekvaliteten. I 1800-tallet var dansk ost af en meget ringe kvalitet. Under et stort landbrugsmøde i Odense i 1900 kunne deltagerne vælge masse af udenlandske oste fra restaurantens spisekort, men ikke en eneste dansk ost. De var af for ringe kvalitet. I løbet af 1900-tallet lykkedes det at gøre dansk ost til en betydelig eksportvare.

Jørgen Burchardt fortæller historien om denne udvikling, hvori mejeriet i Brørup har indtaget en vigtig rolle, herunder været medvirkende til at skabe en stor dansk osteeksport. Brørup-mejeriet har ikke været den eneste aktør i udviklingen, og man kunne godt have ønsket sig en lidt større perspektivering til branchen som helhed – bogens titel lover nok lidt for meget. F.eks. bliver der gjort en del ud af eksportforhold, men det nævnes ikke, at den amerikanske koncern Kraft Foods netop holdt sit indtog i Danmark ved i 1956 at købe Danmarks dengang største ostefirma, Peder Jensen Ost A/S. Og Høng Ost, hvis grundlægger, Rasmus Hansen, der startede i 1905 og bl.a. påbegyndte produktion af en dansk version af camembert, nævnes heller ikke. Bogen ”Høng – et mejerihistorisk vingesus. En beretning om ostepioneren Rasmus Hansen og Høng virksomhederne 1907-71”, skrevet af Høngs forhenværende direktør Knud Hansen og udgivet af Arla i 2003, nævnes heller ikke i Burchardts ellers grundige litteraturliste.

Disse mangler opvejes i rigt mål af afsnit og passager om den teknologiske udvikling, ostetyper m.v., der er relevante for forståelsen af den øvrige historie. Det betyder samtidigt, at bogen flere steder kan virke lidt fragmentarisk, men som helhed lykkes det forfatteren at forene de mange temaer i en glidende fremstilling.

Bogen efterlader et klart indtryk af et emne, der er langt større, end det har været muligt at udfolde i denne bog, ja, om en branche, der fortjener at blive genstand for yderligere udforskning og en samlet fremstilling.