Dagligliv i 1800-tallets Jylland

Af Poul Duedahl

For præcis 150 år siden drog den unge skolelærer Evald Tang Kristensen (1843-1929) på frierfærd fra Helstrup ved Randers. Den udkårne var kusinen Frederikke Duedahl. Skolelæreren blev godkendt, parret blev gift og de levede lykkeligt til deres dages ende. I hvert fald indtil Frederikke døde i barselsseng under dramatiske omstændigheder.

I de følgende måneder gik skolelæreren fortvivlet og utrøstelig omkring i en slags dvaletilstand. Lige indtil han i julen 1867 blev opfordret til at besøge en gammel kone, som kunne muntre ham lidt op. Hun var nemlig god til at synge viser.

Evald Tang Kristensen lyttede, skrev teksterne op – og var fuldstændig bjergtaget. Dette var jo guld fra gamle dage, brudstykker af middelalderlige sange overleveret mundtligt fra generation til generation, som nu var godt på vej til at forsvinde. Her hos konen ved Brandstrup Sø mellem Randers og Viborg fik han sig et kald, en livgerning, og i 1871 udgav han sit første værk om jyske folkeviser.

I de følgende årtier vandrede Evald Tang Kristensen på kryds og på tværs af Jylland, i lange perioder understøttet af fonde eller af staten, for at indsamle viser, sagn og fortællinger før det var for sent. Intet menneske i verden har før eller siden indsamlet dem i en mængde som ham. Han havde over 6.500 meddelere og fik dem til at fortælle, mens han noterede i sine optegnelsesbøger eller fik viserne optaget på fonografvalser. Og arkivet efter denne, etnologiens faderfigur, udgør i dag en unik samling, som fortæller om tanke- og trosverdenen hos mennesker, som havde svært ved selv at udtrykke sig på skrift.

Men der er også sider af Evald Tang Kristensen, som ikke har fået samme opmærksomhed. Og netop de sider har den nye, smukke bog – som anmeldes her – til formål at råde bod på. Bogen er samlet og redigeret af etnologen og kulturhistorikeren Palle O. Christiansen, der tidligere har stået bag udgivelsen af det anmelderroste og mindst lige så smukke værk, De Forsvundne. Hedens sidste fortællere fra 2011, hvori han fulgte i folkemindesamlerens fodspor. Denne gang har han så sat sig for at genopdage en mindre kendt side af folkemindesamleren. Nemlig hans forfatterskab. Eller rettere kulturhistorikeren Evald Tang Kristensen. Der er formentlig derfor, at bogens titel rummer en slet skjult hentydning til kulturhistorikeren Troels Troels-Lunds værk om dagliglivet i Norden.

For sagen er jo den, at de mennesker, der har hørt om Evald Tang Kristensen, som regel kun forbinder ham med de alenlange rækker af kildeskrifter med sagn og folkeminder, som han udgav. De er selvfølgelig stadig det centrale i hans virke og det, som han åndede og levede for. Men Evald Tang Kristensen gjorde jo sideløbende sine egne tanker om alt det, han indsamlede. Og da alt hvad skrev, byggede på mange års personlige observationer og omhyggeligt indsamlet viden, så taler han til læseren med stor autoritet.

Der er ingen tvivl om, at Evald Tang Kristensen også selv følte, at hans forfatterskab fik for lidt opmærksomhed. Han levede jo i en tid, hvor Jylland – efter tabet af Norge og Sønderjylland – var ved at blive opdaget af den københavnske åndselite som det eksotiske modbillede til hovedstaden. Og i en tid hvor den politiske magts centrum langsomt flyttede vestpå. Det gav næring til digtere og skribenter, som løb med al opmærksomheden med deres fortællinger om lyng og hedebønder, og som han med rette følte lukrerede på hans arbejdsindsats. Men faktisk nåede Evald Tang Kristensen at få lidt af den anerkendelse i levende live, som han længe higede efter, og desuden viser artiklerne i nærværende bog, at han rent stilistisk langtfra hørte til blandt af tidens ypperligste skribenter. Dertil er de for tunge, flagrende og vidensmættede.

Men set med kulturhistoriske briller er indholdet unikt. Artiklerne rummer et råt, uromantiseret og velunderbygget billede af livet i rigets golde hjerte med hedeegnene omkring Herning som centrum. Noget som vi ikke har så forfærdelig mange andre kilder til.

Bogens første artikel handler netop om heden i al dens mangfoldighed, sådan som folkemindesamleren selv oplevede den, og sådan han oplevede den gennem interviews med de folk, han besøgte. Det er Evald Tang Kristensen, når han er bedst og når den indre nethinde mættes med sanseindtryk. Han fortæller om høns, der går rundt indenfor i stuerne og forretter deres nødtørft på køkkengulvet. Om mad der bliver spist med hænderne, som bagefter bliver tørret rene i klædedragten. Om skeen der kører fra fadet og direkte i munden, hvorpå den bliver tørret af i ærmet og lagt i vinduet, hvor fluerne så kan tage sig af den mere minutiøse rengøring. Om drikkebægre der bliver delt med alt og alle – undtagen med de foragtede kæltringefolk. Om lag af tørveaske og stank af sod og urin overalt. Om slid og slæb for et tarveligt udkomme. At bo på heden, forstår man, var ikke et liv for sarte sjæle.

Der er også en artikel om studehandel, som spillede en fremtrædende rolle i den lokale økonomi. Her forsøger Evald Tang Kristensen sig i dokumenternes verden, og her ser man efter min mening et eksempel på, hvornår han er dårligst som skribent. Emnet er relevant, javist, men de mange tørre tal i stærkt lokale studeregnskaber står i grel modsætning til de mennesker, som folkemindesamlerens egne observationer og interviews vækker til live i de øvrige artikler. Sjælen har forladt teksten til fordel for pernittengrynet detaljerigdom.

Så er der anderledes svung over en artikel om livet i hans fødeby Brandstrup mellem Viborg og Randers. Det er selvoplevede skildringer af mennesker, han har kendt, og et landskab han har oplevet. Alt sammen udleveret råt for usødet, herunder den pjaltekræmmer, som ingen ville have inden for døren, fordi han ”ville pisse i bukserne”. Den lille sentens siger i øvrigt rigtig meget om folkemindesamlerens vilje til at gå langt i bestræbelserne på at give sanddruelige beskrivelser af alt, hvad han så og hørte. I bogens øvrige artikler beretter han på tilsvarende vis om fulde koner, der under såkaldte konegilder trækker bukserne af mændene, og om hvordan man i kølvandet på de såkaldte bindestuer stak et lys i enden på den sidste, der kom ud af huset. I det hele taget er Evald Tang Kristensen ikke bange for at fortælle om alle sider af menneskelivet. Når ellers han måtte. For ofte var han nødt til at rense ud i mange af sine optegnelser, inden de blev trykt, fordi de ikke gik i spænd med læsernes sarte nerver. Hvor kunne det dog være skønt, hvis en forsker en dag ville nærstudere netop alt det, som Evald Tang Kristensen måtte udelade, men som stadig findes i hans optegnelser. Det ville give os et enestående billede af kønnenes omgangsformer og seksualitetens danmarkshistorie.

Bogens øvrige artikler handler om, hvad sagn er for en størrelse, om fortidens foragtede kæltringer, om hovedløse spøgelser, om hedenske juleskikke og om de folkelige ord, optrin og tildragelser som han observerede i Københavns Politiret. For når han indimellem alligevel var i hovedstaden, kunne han jo lige så godt udnytte tiden og indfange væremåden og den sproglige veloplagthed hos hovedstadens nederste sociallag. For den var nemlig lige så eksotisk for hans jyske læsere, som hedebønderne var det for hans københavnske.

Endelig rummer bogen en artikel om visesangere og eventyrfortællere, som han fik trykt i Illustreret Tidende i 1898 sammen med en række af de portrætbilleder, som han forinden havde sørget for at få lavet af sine bedste meddelere. Billederne er rene perler. For langt de fleste af meddelerne var det givetvis første gang, de overhovedet blev fotograferet. De sidder i hjemlige omgivelser og i det tøj, som de gik og stod i. Billederne er fyldt med furer og rynker, lapper på ærmerne og krogede fingre. Der er ingen symboltunge rekvisitter, søjler, viftepalmer, fløjlsdraperier, lånte krinolinekjoler, og hvad man ellers finder af atelieræstetik i familiealbums fra tiden. Nu er det ganske vist ikke første gang, disse skønne portrætter er udgivet, til gengæld er det første gang, at de kommer til deres ret – præcis så knivskarpt som de fortjener at blive fremstillet.

Bogen er på fornem vis bundet sammen af korte, kloge og informative introduktioner til teksterne og deres tilblivelseshistorie – alle sammen forfattet af Palle O. Christiansen, som efterhånden må siges at være landets førende kender af Evald Tang Kristensen. Man føler sig vældig godt klædt på ved læsningen, og bogen kan i det hele taget kun anbefales på det varmeste.

Allright, måske er jeg en anelse forudindtaget. I hvert fald har bogen for mig personligt yderligere en dimension. Evald Tang Kristensen kom nemlig ofte i min oldemors hjem på Vejleegnen, ligesom hun flittigt gæstede ham i hjemmet på Mølholm i Vejle. Det var her, hun f.eks. oplevede Jeppe Aakjær præsentere Evald Tang Kristensen for et digt, han lige havde oversat fra skotsk og som han kaldte ”Skuld gammel venskab”. Det var da også min bedstemors fortællinger om den hvidskæggede olding på slagbænken i barndomshjemmet, der vakte min interesse for fortiden. Evald Tang Kristensen blev derved min barndoms helt og forbillede, og hans Danske Sagn det første større værk jeg købte for egne spareskillinger. Og at tale i telefon med hans søn, Johs. Evald Tang Kristensen, var som at knytte en forbindelseslinje nøjagtig 150 år tilbage i tiden til dengang en ung skolelærer gik på frierfødder. Sådan hænger fortid og eftertid undertiden sammen på forunderlig vis. Efter hundrede år er det nemlig langt fra alting, der er glemt!