Danmark ekspeditionen til Grønlands nordøstkyst 1906-08
Af Cand.mag. Mikkel Leth Jespersen
I perioden omkring år 1900 var der ikke langt mellem de danske grønlandsekspeditioner: 1898-1900 “Carlsbergfondets Ekspedition til Østgrønland”, 1903-04 “Den litterære Grønlandsekspedition” og 1906-08 “Danmark ekspeditionen til Grønlands nordøstkyst”. Danmark ekspeditionens opgave var at kortlægge og undersøge det hidtil ukendte område mellem Kap Bismarck og Peary Island samt området mellem Kap Bismarck og Kejser Frantz Josephs Fjord. Hvis de andre opgaver efterlod tid, materiel og proviant dertil, skulle ekspeditionen endvidere søge at krydse indlandsisen til de nordligste kolonier i Vestgrønland.
28 rejste ud. 25 vendte hjem. “Danmark ekspeditionen” endte med at koste tre af ekspeditionsdeltagerne livet og kom dermed til at fremstå dramatisk for eftertiden. Det er dog alt andet end dramatik, der præger Achton Friis’ Danmark Ekspeditionen til Grønlands nordøstkyst 1906-08. Gyldendal har nu atter nyudgivet hans beretning i en 675 sider lang version med forord af Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik. Bogen er godt krydret med hovedsageligt sorthvide illustrationer, blandt andet Achton Friis’ egne tegninger af ekspeditionens deltagere.
Iværksætteren og lederen af ekspeditionen var journalisten, forfatteren, polarforskeren og grønlandsentusiasten Ludvig Mylius-Erichsen, som sammen med Knud Rasmussen havde deltaget i “Den litterære Grønlandsekspedition”. Mylius-Erichsen var en af de tre ekspeditionsdeltagere, der ikke vendte tilbage. Han var derfor ude af stand til at berette om turen, hvilket maleren Achton Friis i Mylius-Erichsens sted satte sig for.
I juni måned 1906 startede besætningen ud fra København i skibet Danmark, som ekspeditionen senere hen blev opkaldt efter. Et kort ophold fulgte i Frederikshavn, hvorefter turen gik op langs Norges kyst. Skibet gjorde et kort stop på Færøerne og sejlede derefter til “Danmarkshavn” i Nordøstgrønland. Efter ekspeditionens ankomst til Grønland følger utallige beskrivelser af jagt (især på isbjørn), hundeslagsmål, slædeture og landskaber. Ingen af ekspeditionsdeltagerne lærer læseren at kende igennem bogen. Hverken Achton Friis selv eller Mylius-Erichsen, der i bogen fremstår som ekspeditionens hovedperson, får læseren noget særlig godt indtryk af i løbet af bogens mange sider.
Inden ekspeditionens store rejse fra “Danmarkshavn” mod nord i foråret 1907 skulle Mylius-Erichsen angiveligt have sagt: “Det er så sikkert, som at jeg står her, at vi når Grønlands nordspids og vender tilbage hertil i sommer – alle!” (s. 292). Således skulle det ikke gå. Det blev Mylius-Erichsens sidste slæderejse. Hold 1 bestod udover Mylius-Erichsen selv af premierløjtnanten Niels Peter Høegh Hagen, som var ekspeditionens kartograf, og grønlænderen Jørgen Brønlund. De andre deltagere i rejsen skulle hjælpe hold 1 så langt mod nord som muligt, derfra skulle de tre alene klare turen videre mod Grønlands nordligste punkt. Den 27. maj tog de sidste kammerater afsked med hold 1.
Som bogen nærmer sig den tid, hvor det går op for ekspeditionsdeltagerne – læserne er blevet informeret derom i forordet – at noget ikke er helt, som det skal være, på Mylius-Erichsens slædehold, bygges en vis spænding op. Achton Friis er en god beskriver, og bogen indeholder flere interessante forløb. Havde bogen været komprimeret til halvdelen eller endnu bedre en tredjedel af sin længde, ville den utvivlsomt have været interessant læsning, men de mange trivialiteter, som formentlig interesserede samtiden og stadig fanger visse særligt interesserede læsere, kedede i længden denne anmelder.
Den 19. marts 1908 fandt en hjælpeekspedition liget af Jørgen Brønlund ved depotet på Lambert Land. Grønlænderen var den af de tre forsvundne, som havde klaret sig længst. Mylius-Erichsen og Høegh Hagen er aldrig senere blevet fundet – endsige deres dagbøger – så “Brønlunds Dagbog”, som delvist er trykt i bogen, er eneste kilde til, hvad der gik galt på turen. I løbet af sommeren var de tre løbet tør for proviant, og de fik kun det at spise, som de kunne jage. Når jagten svigtede, måtte de slagte deres slædehunde én efter én. Ligeledes var de udsat for vanskelige vejrforhold. “Brønlunds Dagbog” røber dog ikke de konkrete omstændigheder for Mylius-Erichsens og Høegh Hagens endeligt. Heller ikke senere ekspeditioner er det lykkedes at finde de forsvundne.
