Danmark i krig

Af Anders Ellegaard, cand.jur.

Dilemmaerne står i kø, når der skrives nutidshistorie: kildemuligheder og -valg og forfatterens personlige politiske og moralske holdninger for eksempel. Faghistorikeren kan hævde, at den historiske metode tager højde for dem, men metoder er ikke hugget i granit, og de har ikke stået bag på tavlerne med De Ti Bud. Læsning af ældre historiske værker bekræfter det til fulde. Et andet dilemma er spørgsmålet om, hvor tidligt historikerne kan begynde at skrive nutidshistorie i forhold til, at begivenhederne fandt sted. Aage Trommers disputats i 1971 om effekten af jernbanesabotagen i Danmark under 2. verdenskrig  er et godt eksempel på nutidshistorie, som blev skrevet på nogen afstand af begivenhederne, og som brød med tidligere tiders historieskrivning.

Det er derfor med spænding, at man begynder at læse Bo Lidegaards bog om Danmark i krig. Enhver, som har fulgt med i politik og polemik i de seneste år – ja indtil i dag - kender forfatteren og har en mening om eller i det mindste en idé om, hvad han står for. Men ganske kort: Bo Lidegaard er historiker og dr. phil. Hans doktordisputats handlede om den danske gesandt i Washington under 2.verdenskrig Henrik Kauffmann. Blandt hans mange bøger kan nævnes biografien over Jens Otto Krag og bogen ”Landsmænd” om de danske jøders flugt i 1943. Enhver, som har fulgt med i politik og polemik i de seneste år, har også kendskab til og en mening om det danske militære engagement i udlandet siden 1990´erne, og har måske også en idé om, hvad forfatteren af den anmeldte bog måtte mene om det. Det skal nævnes, at forfatteren var ansvarshavende chefredaktør på Politiken i fem år.

Bogens første afsnit, ”Danmark går i krig,” redegør for Saddam Husseins angreb på Kuwait, omverdenens reaktion og Danmarks forsigtige reaktion med i 1990 at sende korvetten Olfert Fischer til Golfen, men dog ikke i ”rigtig” krig. Det var ikke let for en nation, som havde været neutral siden 1864, at gøre det. 20 år senere var det let at sende F-16 fly af sted for at bombe i Libyen. Hvad var der rent politisk sket i mellemtiden? Det er dét, som bogen giver et bud på.

Før resten af bogen omtales blot dette, som også fremgår af, at bogen handler om det politiske grundlag for Danmarks engagementer: det er politikerne, som beslutter, at Danmark skal gå i krig. Det er ikke soldaterne. De véd (bortset fra nogle få ”Ramboer” og ”missionsbumser”), at det er farligt.

Bogens andet afsnit, ”Balkankrigene 1992-1999,” handler om tiden efter murens fald med Jugoslaviens opløsning, om FN´s fiasko som krisestyringsenhed, om NATO´s rolle og om det  herostratisk berømte slag ”Operation Bøllebank,” som blev en øjenåbner for senere indsættelser med eller uden FN-mandater. Afsnittet gennemgår de danske politiske holdninger og diskussioner og FN´s holdninger og magtesløshed.

Bogens tredje afsnit hedder ”Afghanistan 2001-2006.” Efter den 11. september 2001 blev verden aldrig den samme igen – meget var forandret. Det refereres loyalt, at præsident Bush egentlig startede krigen mod terror og ikke mod muslimer, og at Poul Nyrup Rasmussen støttede den. Indsatsen i Afghanistan blev støttet af FN, som en kamp mod terrorisme og en civil genopbygningsindsats. Læseren kan selv vurdere resultatet.

Bogens fjerde afsnit er ”Irak 2003-2007.” Hele affæren i Afghanistan tog fokus væk fra Irak. Krigen i Irak var slut, men hvor var freden og demokratiet? Saddam Hussein kørte stadig sit eget løb. Hans påståede masseødelæggelsesvåben blev begrundelsen (undskyldningen?) for at invadere landet. Anders Fogh Rasmussens rolle i det nye militære engagement gennemgås. Den såkaldte aktivistiske udenrigspolitik flyttede udenrigspolitikken fra Udenrigsministeriet til Statsministeriet.

Danmarks førsteprioritet var ikke længere at samarbejde med og støtte fællesskabet i Europa og Norden, men blev solidaritet med landet på den anden side af Atlanterhavet: USA. I Irak viste det sig, at de allierede styrker ikke blev opfattet som befriere, men som fjendtlige besættelsesstyrker, med hvad deraf fulgte. Andre emner i dette afsnit er: Basra 2003-2006 og problemerne med krigsfanger som danske soldater havde taget. Endelig er østudvidelserne af EU og NATO nævnt sammen med Ruslands reaktion på begge.

I femte afsnit går turen tilbage til Afghanistan. Nærmere betegnet til ”Helmand 2006-2013.” Det viste sig, at heller ikke i Afghanistan blev de fremmede soldater og civile organisationer til genopbygning modtaget som venner men som besættelsesmagt. Et langt afsnit beretter om både militære og civile problemer. Militæret kom i rigtig krig omend asymmetrisk: vi skulle overholde krigens regler under strafansvar, det skulle modstanderne ikke. Militær kommandoføring i krig var ikke længere teori og øvelser på Kallesmærsk Hede. Det var – viste det sig – blodig alvor. Basen i Armadillo og Jægerbogssagen beskrives og eksitstrategien og tilbagetrækningen omtales.

Det såkaldte Arabiske Forår behandles i sjette afsnit ”Libyen 2011.” 20 år efter diskussionerne om udsendelse af Olfert Fischer gik det hurtigt med at sende F-16 jagere til den italienske Sigonellabase. To dage efter vedtagelsen af et FN-mandat til en militær intervention for at beskytte den libyske civilbefolkning mod Gaddafi og hans brutale styrker, vedtog det danske Folketing at sende jagerfly afsted.

Bogens sidste afsnit hedder ”Hvorfor”? og har undertitlen ”Historierne om krigene.” Første del kommer vidt omkring i emner knyttet til Danmarks deltagelse og rolle i international politik og krigsførelse i de sidste 27 år. Forfatteren skriver om de politiske partiers skiftende holdninger til og begrundelser for dansk deltagelse i krigene - FN-mandat eller ej. Ikke mindst om Anders Fogh Rasmussens rolle og hans brug af historien: 1864, modstandsbevægelsen, august 1943, den kolde krig m.m. Andre underafsnit er: Har det nyttet?  Anerkendelsen, Danmarks sikkerhed, Krigens vindere, Genopbygning, Tuborgdoktrinen, Danmark i krig.

I disse underafsnit kommer forfatteren ind på mange emner. Blandt konklusionerne er, at Danmark måske har vundet de krige, som soldaterne har været sendt ud i, men at Danmark har tabt freden. Ole Wævers overvejelser om danske politikeres begrundelser for at deltage i krigene er interessant læsning. Den daværende forsvarschef, Peter Bartram, citeres for, at krigene har været militære succeser, som har givet Forsvaret et fagligt løft. ”En militær succes” ligger i selve deltagelsen og den respekt, den afføder.

Forfatteren forfalder undervejs til at lade sine egne holdninger komme frem. Allerede side 5: ”aktivistisk neutralitetspolitik,” og side 6: udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen ”trompeterede” sit ønske om deltagelse i Golfkrigen. Læserne kan selv finde andre eksempler.

Ét af forfatterens udsagn skal nævnes her. Side 83 skriver forfatteren efter at have beskrevet Anders Fogh Rasmussens brug af historien som begrundelse for hans aktivistiske udenrigspolitik: ”Dominerende stemmer i en hel generation af danske intellektuelle tog Foghs udlægning af historien om Danmarks svigt for gode varer, og mange delte ideen om, at vi har en moralsk forpligtelse til at gå forrest – og ikke bare forpligtelsen til at stå sammen med vore allierede”.

For det første: hvad bygger forfatteren det udsagn på? For det andet: forfatteren dækker sig ind med ordene ”dominerende stemmer.” Hvem er det? Nok næppe Carsten Jensen. For det tredje: Er det rigtigt at ”en hel generation af danske intellektuelle” tog Foghs udlægning af historien for gode varer? Ikke efter denne anmelders opfattelse.

Bogen beskriver Danmarks deltagelse i forskellige krige siden 1990 med de skiftende politiske holdninger og begrundelser. Bogen behandler emnerne efter faghistoriske metoder, men forfatterens egne holdninger slipper også ud. Absolut læseværdig og grundlag for gode, lange diskussioner.

Historie-online.dk, den 20. februar 2018