Danmarks herregårde - Storgårde i Norge

Af Per Ole Schovsbo

Den myreflittige historiker og tidligere museumsleder Niels Peter Stilling har nu afsluttet sit monumentale og velskrevne værk om danske herregårde i kongeriget, hertugdømmerne og tidligere danske områder i Sydsverige med et 6. og tungtvejende bind. Det fortæller om den danske tids herregårde (godser), her kaldet storgårde, i Norge fra slutningen af 1300-tallet til 1814, hvor Norge gik i personalunion med Sverige, indtil landet blev selvstændigt og fik sin egen konge i 1905.

Stilling indleder med en spændende og grundig gennemgang af Danmark i den norske historie fra de ældste tider, indtil Norge løsrev sig fra Danmark og fik den frie Eidsvoll-forfatning af 17. maj 1814, samtidigt med at Danmarks enevælde fortsatte i kongeriget nogle år endnu. Den danske prins Christian Frederik blev udråbt til norsk konge, men projektet blev kort tid efter væltet af en svensk hær på 50.000 mand. Den svenske kong Karl Johan (tidligere marskal Jean Baptiste Bernadotte) indtog herefter den norske krone, mens Norge beholdt sin frie forfatning med enkelte tilføjelser. Christian Frederik blev dansk enevoldskonge i 1839 som Christian den 8. og var formentlig også medvirkende til udarbejdelsen af den fri forfatning, der afskaffede den danske enevælde og som sønnen Frederik 7. lidt modstræbende måtte underskrive den 5. juni 1849.  

Niels Peter Stillings fornemme værk præsenterer udvalgte herregårdes hovedbygninger i seks kapitler. Han ledsager bygningsbeskrivelserne med gårdenes og deres ofte adelige ejeres historie frem til nutiden. Mens herregårde i Danmark væsentligt var storlandbrug, der producerede fødevarer til salg og eksport, var en del af Norges storgårde baseret på skovbrug og industri, der producerede tømmer, jern, metaller og glas. De drev også jagt og ofte et indbringende fiskeri. Tilsammen supplerede de to rigers storgårdes og herregårdes produktion hinanden, hvorfor sejladsen mellem rigerne var så afgørende, at den engelske blokade 1807-14 blev en katastrofe især for Norges fødevareforsyning, fordi produktionen på de norske storgårde ikke var tilstrækkelig til at dække behovet.

Beskrivelsen af de 48 udvalgte hovedbygninger er opdelt i seks kronologiske stilgrupper der behandles i hvert sit kapitel. Det første kapitel omtaler fire gårde fra middelalder og renæssance (1200-1660). Selvom der er bevaret 29 stavkirker af træ i Norge, hvoraf nogle dateres helt tilbage til anden halvdel af 1100-tallet, er der kun bevaret hovedgårdsbygninger fra middelalderen af sten, der tilmed ofte knyttes til meget ældre nedlagte klostre, kirker eller kongsgårde.  Det næste kapitel beskriver 10 storgårde fra rokoko og barok (1665-1750). Det er lidt vanskeligt at bestemme stilarten entydigt, fordi de forskellige stiltræk ikke helt entydigt har fundet vej til Norge. Herefter følger ni storgårde fra senbarok/rokoko (1760-1790). De to stilarter er to sider af samme sag i norsk træhusarkitektur, skriver Stilling. Perioden er præget af at industrialiseringen for alvor sætter præg på de norske storgårde. Det resulterede både i en række landsteder og lystgårde opført af borgerskabet og i udbygning af storgårdenes virksomhed, hovedsageligt med udvinding af jern og produktion af bygningstømmer til salg og eksport. Stilling har valgt 11 storgårde fra klassicisme (1780-1800), som er en stilart der ikke har samme genklang i Norge som i Danmark, hvor den er inspireret af N.H. Jardin. Husene i denne periode er hovedsageligt bygget af den borgerlige elite i tømmerhandelens sidste storhedstid. Der er otte storgårde fra empire (1800-1830), der på dansk ville blive benævnt klassicisme. Bygningerne er fra tiden, hvor Norge er ved at løsrive sig fra Danmark. Til slut omtaler Stilling seks storgårde fra historicismen (1850-1916) der egentligt ligger i tiden efter den danske periode. De medtages fordi de er knyttet til dansk historie.

Efter læsningen af værket om de norske storgårde, står man tilbage med en fornemmelse af, at det giver en dansk smagsprøve på den norske kulturhistorie og identitet, der er meget forskellig fra den danske. Den norske kulturhistorie forener det store lands mange fjordlandes forskelle og ligheder til en fælles national identitet. Her er det ikke kun tidshistorien men også stedets natur og befolkningens levevilkår og kulturelle vaner der kommer til udtryk i storgårdenes ejerkreds, drift og økonomi – og i deres ofte særegne arkitektur, da næsten alle 48 gårde tilegner sig flere stilarter gennem tiden.  Det er derfor værkets stilhistorie forekommer uklar og dets personskildring alt for meget er præget af kongehusenes og den danske adels flamboyante personligheder. Der er med andre ord lidt for meget stort format og Cofee table-book og for lidt repræsentativ kulturformidling, der kunne gøre læseren klogere på det norske samfunds egenforståelse i den danske tid, der af mange norske kaldes den mørke tid.     

Anmelderen er imponeret over de udførlige og detaljerede tekster til de 48 hovedgårde og de mange meget fornemme fotos, men mangler plantegninger af hovedbygningerne og skitser af de beskrevne hovedgårdsanlæg med avlsbygninger, industrianlæg og parker der sammen med lokaliteternes topografi kan give væsentlige arkitektoniske signaler.

Ikke desto mindre bringer værket et fornemt indblik i en herregårdsarkitektur, der kan ses som en del af den danske kulturarv udenfor kongerigets nuværende grænser – ligesom herregårdene fra den danske tid i Sydsverige og i hertugdømmerne Slesvig-Holsten. Og det er jo netop forfatterens pointe.         

Beskrivelserne af storgårdene efterfølges af en oversigt over den anvendte litteratur og trykte kilder samt et kort, der viser gårdenes placering i de norske landskaber, hvortil kommer både et nødvendigt stedregister og et navneregister.

[Historie-online.dk, den 28. juli 2024]