Danmarks Teglværker. Skanderborg
Af Per Ole Schovsbo
De fire første bind i serien om Danmarks Teglværker er udsendt af Museum Sønderjylland i samarbejde med Teglværksinitiativerne i Danmark. Men med dette 5. bind er museets engagement ophørt og bindet udsendes alene af foreningen Teglværksinitiativerne i Danmark støtte af en række fonde. Museum Sønderjyllands fravalg opleves som et stort tab for den nationale industrihistorie og for bevaringen og formidlingen af et af landets mest interessante industrihistoriske monumenter: Cathrinesminde Teglværk på Broager Land ved Flensborg Fjord.
Cathrinesminde Teglværk er ikke kun et teglværksmuseum under Museum Sønderjylland, men det er også arnestedet for den nationale teglhistoriske forskning under den tidligere leder, Torben A. Vestergaard. Et af resultaterne er netop serien om Danmarks og Slesvigs Teglværker, hvis første bind kom i 2014. Med seriens 5. bind er der publiceret oplysninger og beskrivelser om knap 200 af de omkring 3.000 kendte værker i Danmark. Foreningen har derfor endnu lang vej foran sig, inden målet er nået sammen med både lokalhistorikere, fagpersoner og bevilgende fonde.
Danmarks Teglværker giver den første samlede oversigt på danske grund om teglværksindustriens historie, og derfor har det været vigtigt at beskrive teglværkerne på en sådan måde, at både lokalhistorikere og nationalt interesserede industrihistorikere kan finde de oplysninger og henvisninger, som de har brug for. Vestergaards sammenligning med ældre trykte nationalværker (stater) om større gårde, møller, mejerier, skovdistrikter, mm. er relevant, fordi opgaven jo netop er at indsamle, vurdere og systematisere data fra meget forskellige kilder. Det drejer sig om arkæologiske og historiske undersøgelser, matrikulære og topografiske kort, administrative arkivoplysninger, lokal- og slægtshistoriske oversigter, avisannoncer og meget andet.
Bindet om teglværkerne i den nuværende Skanderborg Kommune indledes af Poul Anto Sørensen og Kim Jacobus Paulsen med en kort oversigt over teglets danske historie fra 1200-tallet, hvor de kristne munke opførte de første kirker og kloster af teglsten. De gejstlige bygninger inspirerede i løbet af middelalderen også de verdslige bygherrer lige fra kongerne til adelen, der ikke mindst efter reformationen skabte fornem teglstensarkitektur med brug af lidt mere elegante sten end middelalderens klodsede munkestensformater. Men først omkring 1800 blev tegl et almindeligt byggemateriale og efterspørgslen øgedes så meget, at man i midten af 1800-tallet mange steder udskiftede de gamle højovne eller kammerovne med moderne ringovne, der kunne producere mange flere sten. Årsagen var, at man i kammerovnen kunne man kun foretage én brænding ad gangen, mens man i ringovnen kunne brænde sten i en fortløbende proces, således at ovnen hele tiden var i gang. Samtidigt med at man indsatte tørrede sten i en sektion af ovnen, brændte man sten i en anden sektion og udtog afkølede sten i en tredje. Ilden flyttede rundt i ringovnen fra sektion til sektion i modsætning til den helt moderne tunnelovn, hvor stenene på vogne køres igennem de forskellige permanente zoner fra nedtørring til brænding og afkøling. Ligesom i en rugbrødsfabrik.
Det viser sig, at der gælder flere særlige teglhistoriske forhold i den nuværende Skanderborg Kommune. Et af de mest markante af middelalderens bygværker var således Øm Kloster ved Mossø, der blev grundlagt 1172. Munkene brændte i deres egne teglovne i de følgende mange år sten til klosterets mægtige bygninger, der havde så god kvalitet, at de efter klosterets nedrivning i 1561 blev brugt til udbygningen af Skanderborg Slot. Da slottet blev opgivet i 1768, blev mange teglsten herfra genanvendt til huse i Skanderborgs Borgergade, hvoraf nogle måske fortsat i brug!
På grund af landboreformerne og den forbedrede infrastruktur (veje og jernbaner) øgedes efterspørgslen på teglprodukter (mursten, tagsten og drænrør) og flere af de mindre såkaldte bondeteglværker udvikledes omkring 1850 til egentlige industrivirksomheder bl.a. takket være kyndige tyske teglværksarbejdere fra hertugdømmet Lippe Detmold. En del af værkernes ovne ombyggedes derfor i slutningen af århundredet til ringovne, hvor man producerede meget store mængder. Men den indbyrdes konkurrence medførte at værkernes antal i den nuværende Skanderborg Kommune reduceres kraftigt efter 2. verdenskrig og det sidste værk lukkede i 1989.
Bindet gennemgår en række markante teglstensbygninger i Skanderborg Kommune fx Skanderborg Rådhus, Skanderborg Sygehus, amtsgården og de markante kirker i Storring og Galten, Skanderborg Realskole, Ry Station og ikke mindst tårnene på Himmelbjerget og Ejer Bavnehøj. Herefter følger Verner Bjerges og Poul Anton Sørensens imponerende fremlægning af de kendte 38 værker med kort, autentiske fotos af værkerne deres ejere og kildeangivelser der nødvendigvis må være ret summariske. Der bringes en præsentation af familien Skipper, der i flere generationer har været involveret i 11 teglværker, og bogen afsluttes med et udførligt navneregister.
Værket om danske teglværker er et vellykket resultatet af samarbejdet mellem fagfolk og lokalhistorikere, der i årene fremover vil kunne bringe mange flere spændende resultater til fortællingen om en næsten overset side af danske industrihistorie, hvis produkter vi kender så godt. Heldigt at pensionister og ildsjæle fortsætter, når de professionelle museer svigter landets industrihistoriske kulturarv.
[Historie-online.dk, den 6. oktober 2021]
